Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13480Visninger
AA

52. Ærlighed om natten - Cato

”Har du nogensinde tænkt over, at der er så uendeligt mange grunde til, at vi danser forkert?” spørger jeg forsigtigt, bryder tavsheden, der før dominerede stemningen på en underlig måde specielt tilpasset til os, som føltes ligeså forkert, som den føltes rigtig. Om ikke andet er den ødelagt nu.

Jeg lader blikket falde på Clove, der ligger ved siden af mig. Hendes øjne er lukkede, ansigtet glattet ud i intetsigende folder, men ser samtidig uskyldigt, naivt ud. En kontrast til hende selv.

Over os funkler falske stjerner, som kun jeg stirrer op på lige nu. Efter vandkampen kom vi hurtigt i tøjet, og i øjeblikket det sidste vandsprøjt blev sprøjtet, forsvandt den før så lette, problemfrie stemning. En unik stemning, skabt af os, tilpasset os. En talefri kommunikation der udlod alle problemer og bare fokuserede på nuet, der kun indeholdt os. Et øjeblik tillod jeg mig selv at glemme alt: tid, sted, formål, situation. Alt undtagen Clove. Hendes smilende ansigt – ikke påtvunget. Hendes grin – naturligt. Hendes funklende øjne – ikke skjulende noget. Et smertefrit øjeblik. 

”Ja” svarer hun kort og kontant, men efter et godt stykke tid. Det rykker i mig, og mit blik flyver over på hende igen. Hun har stadig lukkede øjne, men denne gang med rynker mellem brynene og læberne let adskilte; de intetsigende folder er erstattet med følelserne, hun ikke kan undgå. Gad vide hvor ofte hun bliver ligeså fanget i sine tanker, som jeg bliver i mine?

”Ofte” tilføjer hun - jeg tror først, hun besvarer mine tanker, men indser så, at det bare er noget, hun ofte tænker over - og hendes ansigt glattes ud igen. Jeg kan ikke lade være med at fascineres af hendes ansigtstræk og fortsætter med at ligge med hovedet drejet til højre for fortsat at have muligheden for at betragte hende.

”Oddsene er ikke ligefrem med os” siger hun og ånder ud og åbner derefter øjnene med et sæt. Det gibber kort i mig, da den bløde hud på hendes øjenlåg, som er så let at betragte, grundet hendes uvidenhed om det, erstattes af den chokoladebrune hornhinde og store sorte pupil. Hendes blik falder på mig og afslører absolut ingenting, da hun opdager, at jeg har betragtet hende. Jeg tager chancen. Gør mig ulæselig og fortsætter med at se hende i øjnene. Måske er det i virkeligheden det, der er problemet. Vi gør os begge to ulæselige, og finder derfor aldrig ud af noget. En ren refleks. Sådan er vi opdraget; uden følelser.

Er?” spørger jeg undrende. Der er bedre grunde til at have håb nu, end der har været længe. To kan vinde. Vi kan tage hjem til Distrit 2, hvis vi klarer os. Men jeg har ikke lyst til at tage hjem - det er ikke hjem for mig. Eller, jo. Jeg har ikke lyst til at tage tilbage til mit barndomshjem, men jeg vil gerne hjem. Tror jeg. Det går op for mig, at jeg ikke ved det.

”Cato.. det.. jeg..” begynder Clove, mens hun vender blikket tilbage mod mig. Jeg indser, at jeg alligevel har sneget blikket væk fra stjernerne og over på hende. Smerten lyser ud af hendes øjne, og det er tydeligt, at ordene har svært ved at forme sig for at blive til en sætning, der giver mening.

”Cato” ånder hun ud, mens hun ser mig direkte i øjnene. Jeg ved, at jeg ikke er udtryksløs mere, og selvom jeg er velvidende om dette faktum, gør jeg intet ved det. Clove blotter sit sind for mig lige nu, så det er kun fair, at jeg giver et glimt af mit, selvom jeg ikke bryder mig om det. 

”Jeg nægter at se glasset som halvt fyldt, når vandet er en illusion” svarer hun hårdt, og vores kortvarige, ærlige øjenkontakt brydes. Et øjeblik er jeg blank, men så husker jeg Cloves desperate ord, da annonceringen om to vindere lød.

”Der er kun én vinder! Altid! De kan ikke ændre reglerne, det kan de bare ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg kan mærke det. Det er forkert. Det hele. Én stor løgn! Capitol vil ikke hjælpe os! De vil ikke give os håb! De vil slå det ihjel! Brænde vores håb og drømme. Brænde vores ubeskyttede kroppe! Efterlade os i..”

Hendes skrigende stemme giver genlyd i mit hoved, og jeg ser desperat på Clove. Hun har vendt blikket fuldkommen væk og ser nu med et hårdt blik op i himlen.

”Clove..” begynder jeg på trods af, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal slutte. Jeg ved bare, at jeg må sige noget. Bare noget.   

”Hvordan kan du vide, om vandet er en illusion, når du ikke kan række ud og tjekke?” hvisker jeg. Jeg har lyst til at give op; lade hende vinde diskussionen og bare tie stille. Men jeg ved, at en ærlighed som denne, vi har nu, kun eksisterer i mørket, og at den er så godt som død i morgen, når lyset bryder frem. Hvorfor? Fordi så behøver vi ikke at gøre noget så hudløst ærligt som at se hinanden i øjnene. Det behøver vi selvfølgelig heller ikke, når det er mørkt, men mørket skjuler mere end lyset – det kan man ikke komme uden om. Det gør det lettere her, fordi vi kan blotte vores følelser, dog uden at vise vores ansigt rigtigt. Vi gemmer os.

”Det er jo netop dét, Cato!” udbryder hun hurtigt efter og sætter sig op. Hurtigt får jeg også sat mig op bare for at være mere lige med hende – en ren refleks. Jeg bryder mig ikke om ikke at være i øjenhøjde med en person, især når samtalen tager en aggressiv drejning. For selvom jeg ved, at Clove ikke nidstirrer mig lige nu, føler jeg mig stadig utilpas ved ikke at være i øjenhøjde. Hvis jeg ikke kan være højest, skal jeg være lige.

”Jeg kan ikke vide mig sikker på, at der overhovedet er vand i glasset, når jeg ikke har nogen beviser for det!” udbryder hun. Jeg føler mig lettet over, at hun snakker i den samme metafor som mig. Det gør alt meget lettere at snakke om. Når vi ikke behøver at sige det direkte, men bare kan snakke i koder, som det heller ikke er sikkert, at hele Panem forstår. Vi gemmer os.

”Du har deres ord på, at glasset i det mindste er halvt fyldt.. er det ikke nok?”. Jeg kan ikke undgå at snerre det, men fortryder bagefter – jeg orker ikke at skændes med hende nu.

”Nej, det er lige præcis det, det ikke er!” hvæser hun igen.

”Hvad har du brug for for at tro på det?” vrisser jeg og stirrer irriteret på hende.

”Ikke noget, som jeg kan få..” svarer hun, men ikke aggressivt, bare træt. Hun magter det heller ikke. Mit blik falder på hendes ansigt, og først nu lægger jeg mærke til, hvor træt hun ser ud. Ikke træt som fysisk træt, men snarere psykisk træt.

”Hvem tager den første vagt?” spørger hun lidt efter, og jeg ser op.

”Det gør jeg.. jeg skal nok vække dig, når jeg bliver træt” svarer jeg hurtigt. Clove nikker udtryksløst, og vi rejser os begge for at gå tættere på Overflødighedshornet, som vi alligevel har ligget et godt stykke fra. Jeg lader mig glide ned af det kolde metal, så jeg sidder med ryggen mod Overflødighedshornet med benene bøjet, så jeg kan hvile armene på mine knæ. Clove vandrer forbi mig og ind i Overflødighedshornet for at sove, efter at have mumlet et stille ”godnat”. Jeg svarer ikke.

 

***

 

”Cato..” hvisker Clove med en stille stemme bag mig. Det gibber kort i mig, hvorefter jeg hurtigt rykker hovedet til højre for at se hendes silhuet i mørket, som langsomt er ved at forvandle sig til tusmørke.

”Du sagde, du ville vække mig før daggry.. nu har jeg kun taget én vagt i nat” konstaterer hun irriteret, og jeg kan se silhuetten bevæge sig mod mig.

”Men du tog også en meget længere vagt end min, så vi er vel kvit?” svarer jeg tørt og fortsætter med at betragte silhuetten, der nu er stoppet op. Spinkel, når jeg tænker nærmere over det. Ikke, at jeg ikke har tænkt over det før, men man glemmer det hurtigt, når man tænker over, hvor dødbringende hun faktisk er. Et smil dukker op på mine læber, uden at jeg egentlig ved hvorfor, og jeg konstaterer hurtigt, at jeg sandsynligvis er på vej til at blive på randen af sindssyge. Ikke at det overrasker mig.

”Sandsynligvis.. men jeg gider ikke at sove mere” svarer hun stille og skikkelsen bevæger sig igen hen mod mig. Ganske langsomt sætter hun sig ned ved siden af mig, opad Overflødighedshornet, og er nu ikke længere en silhuet. Hendes ansigt er udtryksløst, men ikke på en ligeglad måde, nærmere på en tænksom måde. Jeg har aldrig tænkt over, at hendes tanker muligvis løber ligeså løbsk som mine nogle gange. Det trækker kort i min mundvige, men den bliver hurtigt neutral igen. Der er meget, jeg ikke har tænkt over.

”Okay..” mumler jeg lidt hæst, da jeg mærker, at hun læner sig lidt opad mig. Den samme elektricitet, der var i luften i går før vandkampen, begynder at vækkes til live igen. Det skifter hele tiden, hvornår den er der. Men når den så er der, ønsker jeg den både væk, såvel som jeg ønsker, at den bliver for evigt. For den skræmmer mig ligeså meget, som jeg nyder den.

”Du ved, det du sagde i går, om at danse..” begynder hun, og jeg kan mærke, hvordan hendes hoved havner på min skulder. Jeg kan ikke benægte, at jeg nyder det.

”Ja?” Min stemme er kontrolleret, selvom jeg kan mærke, at inderst inde brænder jeg af nysgerrighed.

”Har du nogensinde overvejet, at vi måske ikke behøver musik?” spørger hun med en papirtynd stemme, der alligevel er stærk. Utroligt, så meget der kan være totale modsætninger af hinanden, men alligevel det fuldkommen samme. Lidt ligesom mig og Clove, faktisk.

”Jo..” begynder jeg tøvende. Jeg kan mærke, at hun ser på mig, men jeg holder blikket rettet ligeud. Hun er alt for ærlig lige nu, til at jeg kan håndtere det på den rigtige måde. Desuden har jeg på fornemmelsen, at hvis vi begge er ærlige på samme tid, bliver det alt for meget, og munder ud i et skænderi.

”Men det er jo ikke engang meningen, at vi skal danse.. Og slet ikke nu og her” svarer jeg stille. Jeg ånder ud og rykker mig diskret en smule tættere på Clove. Tilsyneladende ikke så diskret, som jeg troede, for jeg kan fornemme, hvordan det trækker lidt i Cloves kind. Det er altid rart at føle sig accepteret. Ellers ikke noget jeg kender meget til.

”12 danser..” svarer hun hurtigt, men en smule stift, og med en bitter, nærmest hadefuld undertone. 12. Loverboy og Ildpigen. Et kort had flammer op i mig, men jeg ignorerer det.  

”I 12 må de gerne danse” svarer jeg hende udtryksløst. Selvom jeg ikke ved meget om 12, går jeg ud fra, at det er sådan, det er i 12; folk må danse under dårlige vilkår, men der er ingen, der siger dem imod, hvis de danser.

”Det må man da også hjemme i 2” siger hun med en underlig ustabil stemme, men som alligevel er både stærk og intetsigende. Gad vide, hvad hun tænker?

Hjemme” fnyser jeg hurtigt med væmmelse i stemmen, som en naturlig reaktion, før jeg kan give hende et ordentligt svar. Ud af øjenkrogen kan jeg se, hvordan hun kaster et underligt blik på mig, som jeg med det samme opgiver at tyde.

”Ikke mig. Ikke os. Vi er jo ambisonere. Vi skal dræbe, ikke danse, sådan er det bare” svarer jeg en smule bittert. Jeg ignorerer en trang til at se på hende, som alligevel ikke eksisterer.

”Jeg..” tøver hun i et underligt utilpas tonefald – at snakke om det hjem, som ikke føles som hjem, gør ondt på os begge. Jeg benytter chancen til at kaste et blik på hende, nu hvor jeg kan se, at hun ser ligeud. hendes ansigt bliver pludselig en mærkelig blanding af ligegyldighed, utilpashed, sorg og had.

”Jeg har aldrig prøvet at blive danset med, eller bare at danse før – på nogen måde overhovedet. Men jeg har aldrig fået at vide, at jeg ikke måtte..” svarer hun efter et stykke tid med det samme tonefald som før. Jeg vender hovedet for at kunne se hendes ansigt klart, og i samme sekund gør hun. Et øjeblik ser vi hinanden i øjnene, uden at prøve at skjule noget. Isblå ind i chokoladebrune.. Men øjeblikket er hurtigt ovre, og vi vender begge ansigterne væk igen.

”En gang imellem.. kunne jeg mærke, at min mor dansede med mig. Som når andre forældre danser med deres børn vel. Prøvede i hvert fald, men det lykkedes aldrig. Ikke rigtig” fortæller jeg – overrasket over min ærlighed. Jeg kan tydeligt fornemme, at Clove også er overrasket over den ærlige drejning, som samtalen har taget.

”Men.. men jeg har altid fået at vide, at jeg ikke danse. Ikke på nogen som helst måde. Det påvirker mig, så jeg ikke fungerer godt nok som ambisoner. Der er andre ting, der betyder mere, end en dans. Du får jo ikke noget ud af en dans, du kan ligeså godt gøre noget produktivt i stedet for. Enhver trang til at prøve at danse, skal jeg bare gemme væk” svarer jeg hende efter en hel del tids tøven og med en bitter undertone, som jeg ikke kan gemme. Jeg kunne godt have brug for noget erfaring om det nu.  

”Fik du det at vide?” spørger hun hæst og lyder, som om hun lige har indset noget. Mit svar er et tavst nik.

”Ja” siger jeg alligevel udtryksløst, for derefter at tilføje noget.

”Gjorde du ikke?” spørger jeg en smule undrende.

”Nej, ikke direkte, vel. Det var et ukendt emne, ikke noget jeg oplevede, blev rådet om eller snakkede om” svarer hun stille og har den samme bitre, hadefulde undertone som mig – heller ikke noget, hun kan gemme væk. Endnu en gang ser jeg på hende ud af øjenkrogen og kan pludselig ikke se ambisoneren Clove, men en såret, uelsket pige, som har gået igennem mere de sidste par uger, end mange mennesker har gennem hele deres liv. Jeg trækker hende tættere på mig.

”Vi danser lidt nu, næsten altså. Selvom vi snubler og danser forkerte trin, prøver vi da” siger jeg efter lang tid, som jeg har brugt på at tage mod til mig, til at sige dét, som vi begge har tænkt i lang tid. Det er ikke en kærlighedserklæring, og jeg siger ikke, at jeg elsker hende – hvilket jeg stadig er usikker på, på hvilken måde jeg gør –, men jeg siger sandheden, som den er lige nu: at vi prøver at elske hinanden, selvom vi laver fejl konstant og skændes, prøver vi af en eller anden grund at elske hinanden. Clove sidder åndeløs i få sekunder, men placerer så hovedet på min skulder.

”Ja, og..” tøver hun, selvom man kan høre smilet i hendes stemme. Jeg kan ikke lade være med at lyse op i et lille smil selv, mens jeg venter på resten af hendes sætning.

”.. og det er jeg på et eller andet plan glad for” slutter hun.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...