Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13529Visninger
AA

4. Respekt, magt og ære - Cato

Jeg fokuserer på målet, og lukker alt andet ude. Den lille røde plet, i midten af skydeskiven. Den lille plet der om lidt vil blive gennemboret af mit spyd - hvis jeg da rammer. Men selvfølgelig kommer den til at ramme. Selvom spyd ikke er mit foretrukne våben, er jeg alligevel den bedste til at bruge det. Alt andet ville være overraskende, da jeg helt klart er den der træner mest og hårdest. Og det kommer til at hjælpe mig med at vinde Dødsspillet. Vinde. Ikke bare vinde spillet, men også æren for de mange års hårde træning.

Fokuser Cato, beordrer jeg mig selv. Min arm bøjes tilbage, og jeg spænder med musklerne i min overarm. Jeg lægger alle mine kræfter i min højre hånd og arm, hvorefter spyddet suser afsted. Det rammer i midten af skyskiven. Som sædvanelig. Et lille smil breder sig på mine læber, og jeg marcherer hen til skydeskiven for at hive spyddet ud. Lidt hårdere end nødvendigt river jeg spyddet ud, hvorefter jeg smider det over i den aflange kasse, hvori vi gemmer vores træningsvåben. Det er jo illegalt at træne før Dødsspillet. Men selvfølgelig ignorerer Capitol og vores fredsvogtere de diskrete træningstimer, der som regel følger efter en lang skoledag. Hvad kan de også sige, når hver eneste ting der har den mindste relavans til træning bliver pakket væk, når der kommer nogle, der ikke er indblandet? Indblandet i det der giver os råd til at leve, som vi gør. I luksus. Selv i forhold til nogle der bor i distrikt 2.

Distræt hiver jeg mig nogenlunde ud af mine tanker, hvorefter jeg tjekker uret. Klokken er halv 8, og det er ved at være vores faste spisetid. Min far har afsluttet træningen for en time siden, og det eneste, der er tilbage i vores gymnastiksal, er de redskaber, der ikke er værd at gemme væk. Det er også sådan jeg foretrækker det. Stilhed frem for 8 larmende ambisonere, der har travlt med at bevise, at de er de bedste. Bare ærgeligt at det er mig, der er den bedste, tænker jeg smilende.

Hvis ikke det var fordi, det er min fars træning, der giver os råd til alt hvad vi ejer, havde jeg nok hadet at træne med andre. Et kort øjeblik efter går det op for mig, at jeg alligevel hader det. Hader når han ser stolt på 15-årige Aya, der kan massakrere et stykke træ med sin økse på mindre end 3 sekunder. Hader når han vender blikket mod sin 18-årige søn, der kan støde sit sværd ind i samtlige træningsdukker på 3 sekunder. Det er ikke det, at han kigger på mig. Men det at han bare giver mig et anerkendende nik, hvorefter han igen retter sin opmærksomhed mod en anden. Hvilket er en af grundende til, at jeg ikke værdiger de 7 andre ambisonere et blik. De er ikke det værd. Hvad skal man med forhold? Det eneste det kan bruges til er at manipulere med folk. Og følelser gør dig svag. Og hvis du er svag, overlever du ikke længe i det her samfund. Hverken som soner eller borger.

Hvad man kan bruge til noget? Respekt, magt og ære. Respekten kommer af sig selv, hvis man opfører sig på den rigtige måde. Man får folk til at blive bange for en, får dem til at nære respekt overfor de, der kunne myrde dem på mindre end et halvt minut. Som ambisoner overlever du kun, hvis du har respekt fra mange mennesker. Når du har fået deres respekt, vinder du automatisk magt. En magt der er livsvigtig, hvis du vil manipulere med folk. Efter du har fået både respekt og magt, er det på tide at vinde ære. Det kan let gøres, men den ultimative form for ære findes kun i en form. Vinderformen. Og den slags ære, vil jeg have masser af om mindre end 3 måneder. Når jeg har meldt mig som soner og vundet Spillet.

En lettere skramlen vækker mig fra mine vindertanker, og jeg indser, at jeg har stået foran våbenkassen i snart 3 minutter. Hurtigt får jeg lukket låget, mens jeg med faste skridt går hen mod det lille rum, der forbinder gymnatisksalen med vores hus. Lugten af sved fra 8 hårdt trænende ambisonere, bliver straks kraftigere, da jeg lukker vinduet på vej over til rummet. På trods af at gymnastiksalen kun har rummet mig, den sidste times tid, lugter her stadig kraftigt at sved efter en hel del træningstimer. Og så stor er vores gymnastiksal heller ikke.

"Træningstiden er forbi!" snerrer jeg, da jeg hører en svag prusten inde fra rummet. Har der været andre end mig i den time, hvor jeg troede, jeg havde gymnastiksalen for mig selv? Irriteret slår jeg døren op. "Du har ikke betalt for en ekstra time" hvæser jeg, før jeg når at se, hvem det er.

Et smil dukker op på mine læber, da jeg ser hvem det er. "Hej Clove" smiler jeg, mens jeg læner mig op af døren, og blokerer hendes eneste mulige vej ud.

Jeg betragter hende kort. En stram hvid top sidder på hendes overkrop og klæder hendes slanke figur. Nogle sorte, lidt løse, bukser med mange lommer går helt ned til hendes ankler. Hendes brune hår er sat op i en hestehale, som hun altid har i, når hun træner. Det samme tøj, hun havde på til træningen, der skulle være sluttet for en time siden. Et par runde, og tilsyneladende ret irriterede, brune øjne møder mine blå. Jeg sender hende et selvtilfredst smil, hvorefter jeg ser ned på gulvet. En blanding mellem et fnys og et grin slipper ud af min mund, da jeg ser de mange knive. En hel bunke knive ligger på gulvet; sammen med en knivhvæsser. Selvfølgelig. Cloves knive, det våben som hun er bedst til. Og de skal helst være helt skarpe, før de er ordentlige. Men hvorfor er hun ikke gået hjem og har ordnet gjort dem der?

Irriteret løfter Clove øjenbrynene, mens hun spejder ind under min arm. "Vil du godt rykke dig?" vrisser hun, absolut ikke ment som et høfligt spørgsmål. "Næ". Jeg smiler bare smørret, hvilket resulterer i et ondt blik fra Clove. "Hvorfor er du her stadig?" smiler jeg og samler en af hendes knive op, mens jeg begynder at vende og dreje den mellem fingrene. Den er helt lige med nogle små takker på siden. Knivsbladet er så blank, at jeg kan spejle mig i det, og mine klare blå øjne er tydelige på knivsbladet. Men det varer ikke længe. Lynhurtigt har Clove revet kniven til sig. "Det er min" hvæser hun og er tydeligvis utrolig irriteret lige nu.

Smilende læner jeg mig tæt op af hende og presser hende på den måde op af væggen. Da rummet kun er en forbindelse af gymnastiksalen og vores hus, er det meget lille. Hendes brune øjne stirrer med væmmelse op på mig, hvilket er det, der gør det så sjovt. Vi står nu så tæt, at der kun er en enkelt centimeter mellem vores kroppe. "Jeg tør godt bruge den" snerrer hun og vrikker med kniven. Hvilket udløser et endnu større smil fra min side af.

Hurtigt får jeg placeret hænderne på væggen over hendes skuldre, hvorefter mit hoved ender tæt på hendes. Så tæt at jeg nærmest kan mærke hendes ånde. "Er du sikker?" hvisker jeg lavt, helt oppe ved hendes øre. Stålfast ser hun på mig, og det eneste, jeg opfanger i hendes blik, er væmmelsen. Hun hader mig. Hvilket er det, der gør denne lille leg så sjov. "Lad mig gå, før mit temperament løber af med mig, og de eneste rester, din far finder af dig, er en blodig klump" svarer hun koldt uden at lægge den mindste følelse i ordene. Hånligt fnyser jeg, vel vidende om at jeg let kunne slå hende.

"Kom nu Clove?"smiler jeg, mens jeg betragter hendes ansigt. 3 minutter mere og hun bliver træt af at diskutere, hvorefter hun sandsynligvis begynder at blive voldelig. Men lige nu opretholder hun den kølige facade. "Nej.. Jeg vil ikke være dit trofæ". Hendes stemme er stadig kølig og kontrolleret, men man kan svagt ane en kant af irritation i den. "Det er ellers noget af en ære" fnyser jeg. For det er det, hun bliver, når hun endelig accepterer mig. Noget jeg har vundet efter en hård kamp. For det er sådan, jeg vil have det. Udfordring - men jeg vil stadig vinde. Og det kommer jeg til. Jeg vinder altid. Altid.

Diskret får jeg sneget hånden ned til hendes kniv, hvorefter jeg lynhurtigt får vrikket den ud af hendes hånd. En lille overrasket lyd slipper ud af hendes mund, og det lader til, at facaden snart ryger. Hvilket er mit mål. Jeg lader knivsbladet løbe langs hendes kæbe, hvor den efterlader en svag rød stribe. Lidt rødt blod pibler ned over hendes kæbe, idet jeg hæver bladet op til munden. Langsomt lader jeg tungen løbe langs knivsbladet, mens en metallisk og rusten smag breder sig i min mund. Det bedste af det hele er hendes ansigtsudtryk. Væmmelsen står malet i hendes ansigt, og hun kammer over lige om lidt.

"Du er jo syg i hovedet" hvisker hun, mens et smil breder sig på mine læber. Pludselig skubber hun sin krop mod min, så vi begge falder. Det sortner for mine øjne, da mit baghoved knalder ned i stengulvet, og det begynder at dunke i mit hoved. Før jeg kan nå at gøre noget, ender Clove oven på mig, mens hun holder min arme nede med sine knæ. "Hold dig fra mig!" hvæser hun, og det begynder at blive klart for mit blik igen. Det begynder at brænde lidt ved min kæbe, og jeg kan mærke noget vådt løbe ned af min hals. Så er vægten oven på mig væk, og jeg kan høre døren ind til gymnastiksalen smække, efterfulgt af en tungere lyd af yderdørens smækken. Irriteret rejser jeg mig op, mens jeg af ren frustration sparker til en af hendes mange knive, så den flyver ind i væggen og siger en uudholdelig klirrende lyd.  Endnu en kniv bliver samlet op, mens jeg tyrer den ind i døren, hvor den bliver siddende, hvorefter et vredesudbrud slipper ud af min mund. Det er sygt lille spil vi har gang i. Og hun vinder altid.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...