Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13704Visninger
AA

44. Plastrene - Cato

Jeg kan mærke mit hjerte springe et slag over for derefter at føle en hul rungen i mit bryst. Min krop stivner midt i en bevægelse, og i et pinefuldt langt øjeblik er skoven næsten helt stille med mit åndedræt som den eneste undtagelse. Et underligt halvsmil danner sig på mine læber, samtidig med en bizar trækning farer over mit ansigt. Så bliver mit åndedræt overdøvet; endnu et kanonskud lyder.

6 tilbage. Det er faktisk en smule underligt, at jeg ikke har skænket det en tanke før. Men tanken har ikke så meget som strejfet mig. Nu er det, som om den overvælder mig. På hvilken måde, kan jeg slet ikke afgøre, men det er så meget, at jeg bare vælger ikke at gøre noget. Jeg står bare helt stille, rører ikke en eneste muskel, nyder øjeblikket. Nyder den sejrrige følelse, der strømmer gennem min krop – jeg har ikke vundet, men jeg er så tæt på nu. 6 tilbage. Kun 4 små drab tilbage inden min endelige konfrontation mod Clove. Clove.. Et stød går gennem min krop, mens en stikkende følelse breder sig i mit bryst, der for kort tid siden var opfyldt med nydelse. Hvem er død?

Skoven er kommet sig over chokket nu, mens fuglene begynder at pippe igen, smådyr begynder at pusle og pludselig lyder mit åndedræt i symfoni med alle skovens lyde. Sjovt, som skoven bare fortsætter sin gang; fuldkommen uberørt af den følelse der breder sig i mit bryst. Tanken om Clove. Den bider lidt i mig; flår sår op, som alligevel aldrig er helet. Jeg har bare sat et plaster på alle sårene. Men et plaster dækker bare sårene – de har brug for luft til at hele. Men jeg kan jo ikke give dem luft; jeg vil ikke tage plasteret af. Det gør ondt at rive et plaster af, og desuden vil jeg ikke fremvise sårene. Sår får udelukkende en til at se ynkelig ud. Plastrene viser dog også, at jeg har sår, men de dækker for størrelsen. Og hvis jeg tager mine plastre af, kommer det til at bløde, hvis jeg falder. Selv hvis jeg ikke falder, kan der hurtigt gå betændelse i.

Jeg tvinger mig selv videre gennem skoven. Prøver at lede mine tanker over på noget andet, selvom jeg slet ikke burde tænke nu. Jeg jager og burde bare slå hjernen helt fra, men jeg har indset, at det ikke kommer til at ske. Det føles godt ikke at være afhængig af andre. Jeg går i et hurtigere tempo end normalt og styrer bare den vej jeg vil. Ingen at diskutere med, ingen at have på slæb, ingen at blive enige med, ingen at tage hensyn til. Måske burde jeg føle mig alene, men det gør jeg ikke; ikke rigtig. Kun hvis jeg mærker efter inderst inde, kan jeg mærke en snert af ensomhed. Faktum er bare, at der først og fremmest er 5 andre personer inde i arenaen – ergo er jeg aldrig rigtig alene. Plus den lille detalje at hele Panem med stor sandsynlighed stirrer på mig nu. Og jeg kan bedst lide at holde mig til faktum.

Lige så snart mine tanker har sluppet grebet, om mine positive tanker om at have splittet min alliance op, angriber dyret mig igen. Et nådeløst angreb. Tanken om hende. Måske er det i virkeligheden ikke tanken om hende, der bider og flår i mig, måske er det bare hende. Hun prøver at rive mine plastre op, men jeg vil beholde dem på. Og jeg ved ikke engang, hvorfor hun prøver. Hvorfor hun overhovedet gider prøve på trods af, at hun nok ikke altid gør det bevidst. Nogle gange giver hun mig også nye sår: nye grunde til at bære så mange plastre. Nogle gange rækker hun mig et plaster, andre gange får hun dem til at flappe lidt op. Jeg tror også, at hun har plastre på. Rigtig mange. Eller også har hun slet ingen sår. Men det er så umenneskeligt, at det ikke kan være rigtigt. På den anden side har jeg haft svært ved at skelne mellem menneskeligt og umenneskeligt på det sidste..

Med hovedet fyldt med tanker fortsætter jeg gennem skoven. Jeg kan mærke frustrationen vokse, over at jeg endnu ikke er stødt på nogle sonere. Selvom jeg dog har en god grund til det – der er kun 5 at støde på. Men mine tanker afbrydes pludselig ekstremt hurtigt. En vild snerrende lyd høres efterfulgt af et sus; poter der lige har sat af fra jorden.

Mindst lige så hurtigt som den snerrende lyd kom, får jeg vendt mig om. Uden at tænkere nærmere over det, hæver jeg sværdet i min højre hånd for at svinge det af alt min kraft mod dyrets hoved. Jeg lægger ikke mærke til noget; tænker ikke; venter ikke. Et adrenalinsus går gennem mig, da sværdet gennemborer dyrets hals lige for næsen af mig. Det føles som om det går i slowmotion, da jeg ser, hvordan dyrets hoved splittes fra kroppen. Kødet trævler ligesom op samtidig med, at sener og blodårer rives over. Jeg kan mærke noget varmt sprøjte op på mig, netop fordi dyret kom så tæt på mig: blod. Jeg kan ikke lade være med at finde det fascinerende, når kødet er revet fra hinanden, og hovedet nu flyver væk fra kroppen – der falder livløst sammen for fødderne af mig – med strimler af kød hængende efter sig. Hovedet lander et stykke fra mig, hvor kroppen ligger livsløs foran mig. Først nu har jeg lejlighed til at tage et kig på dyret.

Det ligner en form for vild hund. Den har i hvert fald en hundelignende krop, men har så kort pels, at jeg er tæt på at definere den som hårløs. Hoved ligner også en hunds, og jeg kan ikke se nogle tegn på, at dyret har været sygt, hvilket umiddelbart syntes at være den eneste grund til at dets angreb. Eller.. måske er det Capitol, der har sat dette dyr til at angribe mig for underholdningens skyld? Men det virker i mine øjne, som et meget desperat angreb; ikke rigtigt gennemtænkt. De må være meget desperate efter spænding så, siden de bare sender det første, det bedste dyr ned for at angribe mig – forventede de, at jeg ville få svært ved at dræbe det? Men det er mindre end et kvarter siden, det første kanonskud lød, så mangel på spænding burde der vel ikke være nu? Måske havde de brug for en hurtigt afledning af noget, siden de pudsede en hund på mig så hurtig? Men hvad skulle de i så fald bruge en afledning af? Hvad kunne være sket for at få dem til klippe væk så hurtigt, når der lige er en, der er død? Jeg konstaterer hurtigt, at jeg overreagerer.

Der stinker af blod. En rusten, metallisk stank, som hænger tykt over stedet. Det er jo i og for sig ikke så underligt, siden dyrets hals er hugget over. Idet jeg tænker denne tanke, lægger jeg pludselig mærke til mit tøj; plettet af blod. Min første indskydelse er, at det er ubehageligt. De røde pletter, der stadig er varme og klistrede, og den rustne lugt. Men så går det op for mig, at det sender et signal, hvis jeg møder andre sonere. At jeg ser ud som om, jeg lige har myrdet noget eller bedre endnu: nogen. Pludselig gør de røde pletter mig en tjeneste, og med ét er de ikke så ubehagelige mere.

Jeg sætter mig på hug ved dyret, da en tanke strejfer mig; dens kød kan være spiseligt. Uberørt af blodet rækker jeg hånden ud til det afhuggede hoved og ruller det sådan, at jeg kan se på ansigtet. Så går det op for mig, at jeg ikke aner, hvad jeg skal kigge efter. Jeg ved, hvilken vinkel man skal holde et sværd i for at hugge et hoved af noget. Jeg ved, hvordan man skal holde et spyd, afhængig af om man skal kaste langt eller kort. Jeg ved, hvilke muskler man skal udnytte for at lægge ekstra meget kraft i et sving med en økse. Jeg ved, hvordan man skal balancere en kniv, for at den lander det præcise sted på jorden, som man havde udtænkt sig. Jeg ved hvordan man håndterer en le. En le. Men jeg ved ikke, hvordan man kan se på et dyr, om det er spiseligt. Et øjeblik stirrer jeg bare akavet på dyret, indtil jeg skærer en grimasse. Og pinligt som det er, håber jeg, at Capitol nu vil tro, dyret var dårligt, hvilket vil være grunden til, jeg lader det ligge.

Langsomt rejser jeg mig op, mens jeg vender mig væk fra dyret, for at fortsætte videre ind i skoven. Da jeg er et par meter fra dyret, vender jeg mig kort om for at betragte mit værk. Det er jo egentlig bare et afhugget hoved, men alligevel trækker det op i min mundvig. Jeg har magten til at dræbe det. Magt kan man altid bruge. Et indre billede af min far danner sig hurtigt på min nethinde, og jeg trækker endnu mere op i mundvigene; smiler rigtigt. Et øjeblik går det op for mig, at han ikke er grund til at smile, og jeg kan mærke væmmelsen vælde op i mig. Mit smil stivner, og jeg føler et ubehageligt sus gå gennem min mave. Men så finder jeg grunden til smilet; jeg forestillede mig, at dyret var min far..

 

Den resterende korte tid af dagen går jeg bare. Mørket falder hurtigt på, og jeg kan mærke mine ben blive tunge. For første gang i mange dage føler jeg udmattelsen hvile tungt over mig. Tanken om hende havde nok angrebet mig, hvis ikke det var fordi, mit hoved er lettere døsigt, og derfor ikke tillader mig at tænke så meget. Mine ben syrer stille og roligt til, og mit tempo bliver gradvist langsommere, selvom jeg overbeviser mig selv om, at hvile er det sidste jeg har brug for. Ikke nu. Ikke når jeg endelig er alene. Men til sidst bukker jeg under for trætheden og beslutter mig for at slå lejr.

Stedet, jeg efter lang tids udskydelse har valgt, er en lille lysning, hvor der er plads til mit telt. Jeg er ikke sikker på, hvor jeg befinder mig, men jeg har en idé om det. Rygsækken bliver svinget over min ryg, og jeg smider den forsigtigt på jorden. Med dens sorte farve og store størrelse er den praktisk både i forhold til indhold og camouflage, når det, som nu, er mørkt. Hvis den er pakket rigtigt sammen, er der plads nok til et lille overlevelsestelt og lidt andre forsyninger. Underligt til mode pakker jeg rygsækken op for at tage mine ting ud. Det føles mærkeligt at skulle sove alene, og først nu kan jeg mærke ensomheden krybe lidt længere frem. Indtil det går på for mig, at det ikke generer mig. Jeg kan godt lide det sådan her.

Jeg får med lidt bøvl slået teltet op og betragter tilfredst mit værk i ganske kort tid. Teltet har en mørkegrøn farve, der falder godt i et med fyrrenåleskoven, som jeg befinder mig i. Det er meget småt, og der er kun lige plads til, at jeg kan ligge derinde. Ikke at det gør mig så meget, nu når jeg rent faktisk er den eneste til at ligge der. Mit sværd vil jeg sove med, så jeg hurtigt kan reagere, hvis der kommer nogle andre sonere eller nogle dyr. Selvom jeg håber mest på det første. Flere drab kan ikke skade. Flere drab. Jeg kan mærke dyret gå til angreb igen; det er ved at gnave et nyt sår. Hvem er døde?

Som svar på mit spørgsmål lyder nationalmelodien oppefra, og jeg ånder lidt lettet ud. Det må da også være tid nu. Den første, der dukker op på himlen, er Marvel. Jeg føler egentlig ikke noget ved det. Han var en del af min alliance, men mere lå der ikke i det. Han var alligevel for useriøs til, at vi kunne blive noget i nærheden af venner. Bare endnu et drab der er begået. Nationalmelodien fortsætter. En tilbage. Jeg ubevidst holder vejret.

Den lille pige fra 11's ansigt dukker op på himlen. Jeg ånder ud. Det er faktisk noget af en overraskelse, at hun overhovedet er overlevet så langt. Hendes navn har jeg ikke taget mig tid til at lære at kende, da det på ingen måde ville gavne mig; hun ville alligevel ikke blive en værdig modstander. Det har jo vist sig, at jeg havde ret. Et hånligt fnys slipper ud af min mund, mens jeg fordriver tanken om min bekymring. Dyret er holdt op med at bide i mig og har lagt sig til at sove sammen med mit udmattede sind. Men før jeg ligger mig til at sove, må jeg have noget at spise. Mad har jeg stort set ikke fået hele dagen. Med trætte fumlende fingre roder jeg i rygsækken for at finde noget mad. Pludselig når jeg ikke skal være en leder for nogle, eller behøver at fremstå som en hele tiden, kan jeg tillade mig at lægge meget fokus på mine basale mangler; søvn, mad og drikke. Nu behøver jeg ikke at være den, der presser de andre fremad, for jeg har kun mig selv at tage mig af. Sulten gnaver i min mave, og jeg kan næsten høre den rumle. Febrilsk roder jeg gennem rygsækken uden at finde andet end våben, medicin, tøj og andre småting. Indtil jeg når bunden og opdager en lille dåse med tørret kød.

Jeg havde så travlt med at komme afsted i går, for at jage 12, at jeg kun fik så lidt mad med. Dåsen med det tørrede kød står bare og stirrer på mig, og jeg kan se, at den er ved at grine. Med lidt aggressive bevægelser rækker jeg ud efter dåsen og åbner den. Indholdet er kedeligt. Ligeud sagt. Men jeg har ikke noget andet valg, og sulten er pludselig større, nu når jeg er klar over, at de er der, og ved, at der kun er dette mad. Alligevel tillader jeg mig at stirre skeptisk på dåsen. Så er det, der daler en sølvfaldskærm ned fra himlen.

Det er min første sponsorgave. Ret underligt faktisk. En anelse ynkeligt at den først kommer, når jeg er alene. Jeg skubber tanken om, at jeg ikke har haft brug for sponsorgaver før nu fra mig. For ikke desto mindre føles det helt naturligt, når jeg rækker hånden ud og griber den. Sølvfaldskærmen passer perfekt i mine hænder, og jeg åbner den store sølvdåse med høje forhåbninger. Mad. Lidt af hvert faktisk og slet ikke dårligt endda. Jeg kan ikke lade være med at fryde mig lidt; den eneste sponsorgave jeg har fået, har indeholdt mad: jeg har ikke haft brug for andet. Alligevel kan jeg ikke lade være med at finde det lidt ynkeligt, at det er mad, jeg får. Men jeg brokker mig ikke, siger ikke noget, spiser bare.

Efter jeg har spist – kartofler med sovs, oksekød og stegte grøntsager – føler jeg mig godt mæt og godt træt. Jeg burde vel takke Alexis og Ria, men jeg ville føle mig for dum ved at sige det ud i ingenting. Desuden er det vel bare deres job – ikke noget de skal have tak for. Mine tanker drejer sig pludselig i ring om dem; om tiden i Capitol. Alexis og hendes flirten med mig og hendes væmmelse mod mig bagefter. Jeg har ikke noget at takke hende for. Ikke noget til overs for hende, eller nogen holdning til hende. Hun er bare ligegyldig – ligesom Marvel. Rias mørkerøde proptrækker krøller og irgrønne øjne dukker op i hovedet på mig. Jeg havde stort set glemt alt om hende. Hvad hun sagde til mig.

 

"Cato.." Ria afbryder mig fra mine tanker, og jeg ser op på hende.

"Husk at.. Husk nu.." tøver hun, mens hun lader til at have svært ved at formulere ordene. Afventende hæver jeg det ene øjenbryn, mens jeg ser ned. Klar til en ubehagelig kommentar. Selvom jeg ikke har noget imod Ria, gør hendes spørgsmål mig altid dårligt tilpas.

"Husk nu hvem der bliver de rigtige vindere og tabere af Spillet." siger hun, hvorefter hun mod alt forventning giver mig et hurtigt kram. Min krop stivner, da hun rører ved mig, da jeg ikke er vant til andre menneskers berøring. Men jeg gør ikke modstand, hvilket i og for sig er lidt af et mirakel.  Og hvorfor kan jeg ikke engang selv svare på.

 

Jeg føler mig straks ubehageligt tilpas ved tanken. Derfor skubber jeg den hurtigt væk igen – til min store overraskelse ikke med meget besvær. Jeg skal sove nu. Før jeg lægger mig til at sove, tager jeg ekstra meget tøj på, siden det hurtigt bliver koldt om natten. Med sværdet i den ene hånd, og en lommelygte i den anden, kravler jeg ind i teltet. Det er kulsort udenfor, og jeg kan mærke kulden prikke til mig. Først nu føler jeg mig rigtigt alene. Men det gør mig ikke noget, fortæller jeg hurtigt mig selv. For det gør det ikke. Søvnen overmander mig, og jeg må overgive mig til den.

 

***

 

Da jeg slår øjnene op næste morgen, kan jeg tydeligt mærke, hvor meget gavn jeg fik af en hel nats søvn og et ordentligt måltid mad. Lyset strømmer ind gennem teltet dog ikke i så stor en grad, at det skærer i øjnene – den mørkegrønne dug skygger for meget. Min krop er veludhvilet, og jeg er hurtigt klar til at stå op. Teltet pakkes hurtigt sammen, sammen med alt det andet. Og på mindre end en time er jeg klar til at fortsætte. Fuldkommen frisk og fyldt med mod. Indtil jeg indser min aftale.

Dyret bider i mig igen. Denne gang prøver det at flå mine plastre eller sår op. Marvel er død. Vores alliance er kun på 2 personer, som alligevel har haft hemmeligheder gennem hele Spillet. Hvad er vores aftale? Jeg ved det ikke; jeg ved det ikke; jeg ved det ikke. Jeg kan mærke trangen til at blive allianceløs blande sig med trangen til ikke at blive det: trangen til at møde Clove. Vi skal have noget på plads. Vi skal have en nærmere aftale omkring vores sidste kamp. Vi skal ikke have noget på plads, vi skal have meget på plads. Jeg vælger at tage derhen.

Jeg har fart på derhen. Ikke af nogen følelsesmæssig grund – følelser skal jeg slet ikke have som ambisoner – men på grund af min nyopladede energi. Mine ben er ikke tilsyrede som i går, og mit hoved er klart. Og det er overraskende let at indstille mit hoved til at være på jagt. Jeg slår hende fra. Slår alt fra. Igen oplever jeg det samme adrenalinsus, som jeg fik i går, da jeg huggede hovedet af hunden. Med sværdet i min hånd – der er stadig lidt blod på, selvom jeg har tørret det meste af – føler jeg, at der ikke er noget, der kan stoppe mig i at vinde. Jeg er kold, hård, blodtørstig og en vinder. Mit smil er stort, mit hoved højt og min mod i top. Men jeg har mange plastre på nu.

Som jeg havde regnet med, er jeg ganske tæt på Overflødighedshornet. Og med ét er jeg næsten ved skovbrynet og kan øjne vores gamle lejr. Jeg sænker farten og begynder at gå i gå-tempo derhen. Så snart jeg træder væk fra træerne, kan jeg se den. Rettelse: den og en skikkelse foran den. I samme gå-tempo kommer jeg nærmere, og jeg kan mærke det forsvar, jeg lige har bygget op, bryde ned. Hun har armene over kors og står og tripper lidt med foden. Det ser ud, som om hun næsten lige er kommet. Med ét falder hendes blik på mig. Hun er for langt væk til, at jeg kan se det, men måden hun stivner på, siger det hele. Mit ansigt bliver hårdt, og mine skridt fastere. Væmmelse over hende vælder op i mig; pludselig virker sværdet i min hånd ikke som noget, jeg kan vinde med.

Mit forsvar bryder sammen – men kun jeg kan se det. Og jeg kan fornemme den anspændte luft mellem os allerede på denne afstand. Hendes hævede øjenbryn – hun har formegentlig opdaget blodet på mit tøj – og kolde ansigtsudtryk er bare en spejling af mit. Hun må ikke se mine sår.

Plastrene strammer sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...