Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13510Visninger
AA

31. Pigen med ild i - Clove

Vi sender alle hinanden sigende blikke, da vi hører stønnet. Alle står vi stille og ser tøvende på hinanden. Cato og Glimmer med mord i blikket. Marvel der bare ser en smule fornøjet ud. Cher ser mere usikker ud - for slet ikke at tale om Peeta.

For at der sker noget, begynder jeg forsigtigt at gå fremad. Denne bevægelse er åbenbart nok til at skabe en kraftig reaktion hos både Glimmer og Cato, der stormer frem. Smart. Det vil jo slet ikke jage "byttet" væk.

Vi andre følger trop, selvom Cher halter lidt langsommere bag ved sammen med Peeta, som dog ikke er spor skadet, og snart er vi drejet om tilpas mange træer til, at vi kan se hende. Hun løber foran os og stønner indimellem af smerte. Pigen fra 12. Katniss.

Jeg skal lige til at råbe, at hun ligeså godt kan give op, da hun laver et uventet træk: hun hopper til venstre og begynder at klatre op af et træ. Fint nok. Hun har lige gravet sin egen grav.

At dømme ud fra måden, hun klatrer på, er hun helt klart også berørt af den trussel på vores liv, Spilmestrerne sendte ud for omkring halvanden time siden; ilden. Men var det ikke også det, de kaldte hende? Pigen med ild i? Hvor ironisk. 

Vi når frem til træet, og et øjeblik føler jeg mig ærlig talt lidt befippet. Hvad så nu? 

"Hvordan står det til med jer?" råber pigen oppefra, men hun ser ikke på os. Hun fortsætter med at kravle længere opad, så hun er mere i sikkerhed. Eller det er vel det, hun tror. I virkeligheden er hun fanget som en mus i en fælde.

Først svarer ingen af os. Hun er tydeligvis dømt til døden, og så har hun overskud til at være flabet. Det ligner ikke ligefrem en soner fra 12. Men på den anden side er hun jo også anderledes, hende Katniss. Hun meldte sig som frivillig. Gad vide om det har skaffet hende nogle sponsorere?

"Udemærket... Og hvad med dig?" svarer Cato, og jeg havde næsten glemt, at en samtale overhovedet var blevet startet. Men vi må ikke virke svage nu. Det gælder om at håndtere det her ordentligt. Den pige skal ned. Og det uden at vi bliver ydmyget eller på nogen måde fremstår som om, det kræver os større anstrengelse med så let et offer.

"Det har været lidt for varmt efter min smag... Luften er meget bedre heroppe. Hvorfor kommer I ikke herop?" råber hun og ser ned på os denne gang. Det lader til, at hun har fundet et sted at sætte sig lidt til rette, selvom hun bliver stående i den lidt akavede klatrestilling. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er en fælde. Når hun ligefrem inviterer os op. Men jeg forholder mig tavs. Uanset hvad vil jeg ikke være den, der ligner en idiot i den her situation. Det kan Cato jo klare for mig.

"Det tror jeg faktisk også, at jeg vil." siger Cato og strækker sig.

"Her, tag den Cato." siger Glimmer og forsøger at række Cato sølvbuen og pilekoggeret, men han skubber det demonstrativt væk. 

"Nej. Jeg klarer mig bedst med sværdet." Cato begynder at kravle opad ved hjælp af sværd og grene. Hans klatring er besværet, men han kommer da opad. Glimmer og Marvels tilråb hjælper ham også på vej: Dræb hende Cato! Giv hende hvad hun fortjener! Så kan vi jo omdøbe hende. "Pigen med ild i" blev til "pigen med sværd i". 

Den sidste kommentar kom fra Glimmer. Jeg undertrykker et fnis, der helt sikkert ville virke meget malplaceret, hvis jeg lod det slippe ud. Men helt ærligt - nogle gange tror jeg virkelig, at Glimmer er det mest uintelligente menneske på jorden. 

Mens jeg står og beregner, hvor højt oppe de egentlig er - jeg kommer frem til, at Katniss sikkert er omkring 10 meter oppe - hører jeg en knasen efterfulgt af et højt knæk. Jeg når ikke at se, hvad der sker, men da jeg sænker blikket fra den klatrende pige mod Cato, ser jeg ham baske med armene i luften som en gal, som om han prøvede at flyve, hvorefter han lander på jorden med et bump. Han bander lidt og tager sig til lænden, men han lader ikke til at have slået sig yderligere. 

"Så lad da mig klare det." siger Glimmer uden ret meget hån i stemmen, men udfra det blik Cato sender hende, er det tydeligt, at han er vred. Glimmer bliver imidlertid selv ydmyget, da hun kravler ned igen, ligeså snart grenen begynder at knase faretruende under hende, som den gjorde med Cato. Det må være dét, ildpigen regnede ud. At vores muskelmasse simpelthen gør os for tunge til at klatre op ved de tyndere grene, som hendes mere utrænede, men smidige, krop kan bevæge sig på.

"Det var ikke så let alligevel, hva'?" spørger Cato tilfredst og ser overlegent på Glimmer. Hun bider sig bare i læben og tager fat i sin sølvbue og griber en pil fra koggeret.

"Prøv at sigte lidt længere opad." forsøger Marvel, da Glimmer rammer langt forbi ved første skud.

"Jeg er jo ikke idiot, vel?" svarer Glimmer opgivende og ruller med øjnene, men det er tydeligt, at hun gør det, fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skal gøre. Hun er simpelthen ikke dygtig nok til at skyde med bue og pil.

"Sådan!" råber Marvel - men lidt for tidligt. Anden pil rammer lige ved siden af Katniss, der spjætter nervøst. Så får hun dog kontrol over sig selv igen og løfter pilen, som hun drillende vifter med over hovedet. Selvfølgelig fremprovokerer det Cato's vrede.

"Giv mig den!" hvæser han og river buen ud af hånden på Glimmer, der forbavset springer et halvt skridt tilbage. Så genvinder hun fatningen og råber opmuntrende til Cato, selvom han står lige ved siden af. Marvel stemmer i, og igen er der dannet et helt latterligt heppekor. Det går op for mig, at jeg ikke kan lide det. Er det virkelig det her, vi står for? Kampmentaliteten, ja. Udholdenheden, ja. At overkomme forhindringer, ja. Men at gøre det at slå en modstander ihjel til det her? Er det ikke det samme som vædde om, hvilke børn der klarer sig bedst i et spil om liv og død, der sendes på direkte tv? Det er jo dybt forkert.

Cato misser. Faktisk skyder han endnu værre end Glimmer, især fordi hans hænder ryster af aggression. 

"Måske skulle du prøve at kaste sværdet!" råber ildpigen opmuntrende. Cato smider buen på jorden og stamper.

"Flot. Hvad gør vi så nu?" spørger Glimmer.

"Hvad med at Clove kaster nogle knive. Du rammer jo aldrig forbi, vel Clove?" forslår Marvel optimistisk.

"Jeg nægter at spilde mine knive på det dér" svarer jeg og peger op. "Hvis I vil have hende, må I selv klare det. Det er jo håbløst."

"Hvad så med dig Cher? Du er ikke så tung, så du kan måske komme op? Hvis nu du..." fortsætter Marvel, men Cher affærdiger ham.

"Duer ikke. Mine ben er simpelthen for korte."

"Arrrgh." stønner Cato og bander igen. "Måske skulle jeg bare kaste sværdet. Lige nu ville jeg ikke have noget imod at se det i hendes hals." 

"Årh, lad hende bare blive deroppe. Hun har jo ingen steder at gå hen. Vi klarer hende i morgen" bryder drengen fra 12 ind, og vi ser alle forbløffet på ham. Men han har jo ret. Hvis bare vi sætter en vagt på, er der ingen fare for, at hun flygter.

"Okay... En eller anden: lav et bål!" Det overrasker mig egentlig ikke, at Cato føler sig nødsaget til at komme med en eller anden kommando, når nu Peeta kom med den bedste løsning, som en leder jo bør gøre.

Så kan vi kun vente. Vente på næste morgen. Næste offer. Næste afgørende skridt i spillet om liv og død. Så er jeg ét skridt tættere på at komme hjem.

Mine tanker hæfter sig ved, at jeg tænker det i første person ental. Jeg er. Betyder min gruppe intet for mig længere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...