Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13697Visninger
AA

57. Parat ved daggry - Clove

"Hvad er det, du ikke har lyst til Clove?" hvisler en stemme et ukendt sted fra. Jeg kan intet se. Det er, som om nogen har placeret et lille stykke græsmark midt i ingenting og bagefter stillet mig derpå.

"Hvad er det, du vil?" spørger jeg nervøst og drejer rundt i cirkler utallige gange efter stemmen, som jeg ikke kan identificere. 

"Jeg vil kun hjælpe dig Clove."

"Hjælpe mig med hvad?" 

"Jeg vil beskytte dig." Svaret er efterfulgt af et ekko, selvom der, når jeg taler, er ligeså meget ekko, som hvis jeg bare skreg op i himlen.

"Beskytte mig? Be..-" Jeg rømmer mig, da min stemme knækker. "Beskytte mig fra hvad?"

"Beskytte dig fra dig selv. Verden.. døden." Da stemmen udtaler det sidste ord, har den den en sådan klang, at jeg ved, at personen bag den smiler.

"Så fortæl mig nu, hvad det er, du vil." beordrer den. Jeg ved, at jeg kender personen bag stemmen, og jeg ved, at jeg er tæt på at regne ud, hvem det er, men jeg ved også, at det bare ikke vil ske.

Jeg er stille en tid, i vildrede om, hvad jeg skal svare. Jeg ser rundt omkring mig, men jeg ser kun mørke. Min panikfølelse er ved at afløses af en dyb, dyb frygt, og jeg holder en hånd ud foran mig, bare for at kunne se noget, og opdager til min forskrækkelse, at den er helt hvid med et blåligt skær. Mælkehvid. Næsten gennemsigtig. 

"Svar mig." siger stemmen så kort efter, men jeg er for rædselslagen til at høre det.

"Hvad sker der med mig? Hvad gør du ved mig?" udbryder jeg, og jeg hører en sagte latter. En dyb, grufuld latter, der ikke lyder hånende, men nærmere overbærende.

"Jeg tror, det rette spørgsmål er, hvad der allerede er sket med dig." siger den, og mine tanker kører på højtryk. Jeg holder et skrig inde, og mit hjerte banker hurtigere end nogensinde før. 

"Jeg ved, hvad du tænker. Hvordan vil jeg beskytte dig mod døden ved at lade dit ønske gå i opfyldelse? Det vil du forstå tidsnok." siger den, og selvom jeg overhovedet ikke havde tænkt i den retning, går det pludselig op for mig, at det havde jeg. Også selvom jeg ikke ved hvordan.

"Så nu, svar mig. Hvad er dit ønske Clove? Hvad er det, du ikke har lyst til?" Jeg kan høre, at der ikke er mere at komme efter. Dette er min sidste chance. Desuden har stemmen en så frygtindgydende røst, at jeg gisper efter vejret og ikke tør andet end at adlyde.

"At leve." svarer jeg roligt, men med en stemme fuld af undertrykt angst.

"Bed mig om at hjælpe dig på dine usle knæ, og dit ønske skal ske fyldest." 

Jeg ryster over hele kroppen. Det er et mareridt, siger jeg til mig selv. Det er et mareridt, og jeg ved det. Men hvorfor føles det alligevel ikke sådan?

"Nåå?" tilføjer stemmen, da jeg ikke svarer. Jeg tænker mig om et øjeblik. Jeg har ikke lyst til at leve. Hvad værre end at slå mig ihjel, kan denne person gøre? Intet. Jeg har intet at miste. Ikke engang min stolthed.

Langsomt bukker jeg i knæene, og da jeg sidder på knæ, lukker jeg øjnene. En tåre triller ned af min kind, og jeg hvisker grådkvalt ud i mørket:

"Hjælp mig..."

 

"Kraaaatsh - kraaatsh!"

Lyden af fjerne, hæse fugleskrig vækker mig fra den drømmende tilstand, jeg før befandt mig i. Men hvad var det egentlig, jeg drømte?

Et minuts tid er det spørgsmål det eneste, jeg kan koncentrere mig om, men da min hukommelse ikke synes at ville komme med noget godt bud på dette, leder jeg tankerne tilbage til nutiden. Hvor er jeg? Hvorfor sidder jeg i et træ? 

Disse spørgsmål er meget lettere at få svar på, og da påmindelsen om gårsdagens oplevelser dukker op, skyller kvalmen ind over mig, og mit hoved begynder at dunke. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg føler, men jeg har det i alle tilfælde elendigt. 

Jeg føler mig skrøbelig, sårbar og fuldstændig knust, men jeg har ikke længere noget behov for at græde. Det sluttede da jeg faldt i søvn. Jeg vil ikke græde mere over et tab af nogen, jeg lige fra start af havde været bedst tjent foruden.

Nej, jeg vil ikke græde mere, jeg vil ikke have en allieret mere, og slet ikke en der er både mere og mindre end en sådan på én gang. Jeg kan klare mig alene, og jeg vil absolut ikke have hjælp fra nogen læng-...

Jeg stopper mig selv midt i tanken, da det slår mig, hvad essensen af mit mareridt var. Ikke at have lyst til at leve. Jeg var i ingenting. Cato's stemme i baggrunden. 

Nej! Nej! Mine tanker gør oprør helt af sig selv. Jeg er før sunket ned på et plan, hvor min livslyst var forsvundet. Det skal ikke ske igen. Det skal han ikke have magten til at gøre imod mig!

Men så igen.. Er det ikke den dybeste sandhed? At jeg ikke har lyst til at leve? Og er det kun hans skyld?

Selvom det sidstnævnte er umuligt for mig at tage stilling til, så kan jeg mærke, at svaret på de første spørgsmål ret hurtigt står mig klart. Jeg har ikke lyst til at forlade denne arena i live. Det var aldrig meningen, at det skulle ske. Jeg ved ikke, hvordan jeg ved det, men jeg ved det. Mit hjerte og min mavefornemmelse siger mig, at jeg har ret.

Men jeg skal ikke give op så let. Hvor ville det fryde Alexis... eller min far.. hvor ville det fryde dem at se Cato slå mig koldblodigt ihjel. Men Capitolborgerne ville sukke over tabet af det ene led af deres lille drama-alliance. Bagefter ville de juble over, at man er ved at nærme sig klimaks: den ufatteligt spændende ende på Spillet. Enden hvor kun én soner ville stå tilbage. Én soner som de vil tilbede og hylde, og så vil deres liv gå videre, til næste spil starter og de får et nyt idol at elske. 

Men de er alle sammen galt på den. 

Det hele handler jo slet ikke om den ene person, man kalder vinder. Det handler om alle de mennesker, der er tabere. Dem, der slås ihjel, dem, der sørger over dem, og selv vinderen er en taber. Når vinderen forlader denne arena, vil det være umuligt, at denne person ikke er ændret. Har tabt sig selv. Og hvis selv vinderen er en taber, hvem har så vundet?

 

Det har Capitolfolkene, godt nok ubevidst, og ledelsen i landet, Spilmestrene, Præsident Snow... Alle andre er tabere. 

 

Disse ting står fuldstændig lysende klart for mig  nu, og jeg føler mig som en idiot, fordi det aldrig har strejfet mig før. Men det er derfor, jeg ikke er bestemt til at vinde. Det er derfor, jeg skal dø. Fordi jeg hellere vil være en taber, end en taber der lader, som om man er en vinder.

 

Igen tænker jeg pludselig noget helt nyt, og lige meget hvor absurd det lyder, kan jeg ikke slippe tanken: Behøver man at leve for at være vinderen?

 

En plan begynder at tage form i mit hoved. Jeg er ikke parat til at se døden i øjnene. Jeg er endnu ikke hul indeni, og det er, fordi jeg stadig har et formål, en opgave tilbage i livet. En der er blevet overladt mig af en uforklarlig grund. 

 

Jeg har altid haft et brændende ønske om at deltage i Spillet. Altid har jeg troet, at det var for, at min mor skulle se mig og ville kendes ved mig, men hvor mange gange har jeg under dette Spil tænkt på og ønsket, at min mor skulle se mig? Har det virkelig interesseret mig? Var det virkelig mit mål i Spillet.

 

Det er utroligt, tænker jeg, så mange spørgsmål der dukker op denne nat, men endnu mere hvor lette de er at besvare. Nej. Nej, min mors interesse har ikke været mit formål med at kaste mig ind i en kamp om liv og død. Jeg ville aldrig udvise så stor dumhed, at risikere mit liv for et menneske, jeg aldrig rigtig har mødt, og som tilmed har fravalgt mig, før jeg overhovedet lærte at gå.

 

Det er så tydeligt nu, hvorfor jeg er her. Jeg har aldrig troet på skæbnen, men i dette øjeblik gør jeg det. I et kort sekund tillader jeg mig at tro, at jeg er bragt hertil, fordi mit indholdsløse liv uden mening alligevel skal slutte af på en måde, som vil blive husket. At meningen med al denne galskab er, at jeg skal gøre en forskel.

 

Jeg vil gøre en forskel, men jeg ønsker stadig at være død, inden jeg forlader denne arena. Jeg vil aldrig vende tilbage til Distrikt 2 - i hvert fald i live - men jeg vil ikke lade Cato's ønske om at slå mig ihjel gå i opfyldelse. Jeg vil heller ikke dø svag: fordi jeg ikke er hurtig nok, eller fordi min modstander er stærkere end mig.

 

Der er så mange modstridende ønsker, jeg vil have til at gå i opfyldelse, men nu ved jeg, hvordan jeg i hvert fald hovedsageligt skal få dem sammen til én samlet plan. Jeg skal ikke lade Cato dræbe mig. Jeg skal gøre en forskel. Jeg skal forhindre de evige vindere i at forblive vindere. Jeg skal blive til den vindende taber. 

 

Den plan, jeg stadig er ved at udtænke, vil kræve snedighed. Vigtigst af alt overfor Capitol. Jeg skal kunne narre Spilmestrene, såvel som Snow, tilstrækkeligt til, at de ikke når at gribe ind, før det er for sent. Men den sværeste del af opgaven bliver at narre Cato. 

 

Jeg mærker en ubehagelig fornemmelse i maven, og først aner jeg ikke, hvad det skal betyde, men så går det op for mig, at jeg er utilfreds. Der mangler et led i planen. Jeg har uforløst vrede i mig, og jeg er nødt til at gøre noget ved det, hvis jeg skal få Cato til at indgå en alliance med mig. Jeg vil få hævn senere, men jeg har brug for en smagsprøve. Alle mine celler sitrer af hævntørst, og jo mere jeg tænker på det, jo mere tørstig bliver jeg.

 

Hvis jeg nu tager hans rygsæk i ved daggry, før han når til den.. nej, det duer ikke, hvis jeg alligevel vil alliere mig med ham. 

 

Så går det op for mig, hvad jeg ved, der vil gøre ham mere vred end noget andet. Hvis jeg slår Katniss ihjel. På den måde vil der være et uforløst raseri i ham under vores alliance, selvom han tilgiver mig, når det endelige slag skal stå. Det kan jeg bruge mod ham, hvis mine knive ikke er hurtige nok. Desuden kommer jeg ud med lidt af min aggressivitet. Det har jeg brug for. Hvor meget jeg end må skjule og beherske den, og omend fremstille den så den ligner noget andet.

 

Det er måske ikke et klogt træk at slå pigen fra 12 ihjel, men jeg gør det alligevel til en fast del af min plan. Jeg må skjule mit motiv overfor både Cato og Spilmestre. Dreje det, så det rent overfladisk ikke ligner hævn. 

 

Men det er hævn. Og hævntørsten er ved at gøre mig vanvittig.

 

***

 

Før den dybsorte nattehimmel begynder at gå over i de mere mørkegrå nuancer om morgenen, sidder jeg bag en klynge træer i udkanten af lysningen ved Overflødighedshornet og venter. Det slår mig pludselig, hvordan jeg må se ud lige nu i seernes øjne. Hvad enten det er klassekammeraterne derhjemme, Alexis i Capitol eller nogle helt fremmede et hvilket som helst sted i Panem, må jeg ligne den Clove, jeg hele tiden har været. Jeg har stadig de brune øjne, det sorte hår, den muskuløse og adrætte krop samt fregnerne i ansigtet, jeg altid har hadet, uden at ville indrømme det overfor mig selv.

 

Men jeg er en anden nu.

 

Da jeg satte mig i træet i går, var jeg så sønderknust, som jeg aldrig nogensinde i hele mit liv før har følt mig. Men meget er sket i løbet af natten, og jeg føler mig fuldstændig helet nu. Alligevel er jeg ikke den Clove, jeg var før. Jeg føler mig lige nu, som den bedste udgave af mig selv, jeg nogensinde har været.

 

__________________________________________________________________________

 

Så er vi igang igen! Wuhuu! Men.. Der går dog stadig et stykke tid, før vi udgiver de sidste kapitler. Vi vil ikke afsløre for meget, men kan sige, at de involverer en vis persons død, som starter med 'C' og slutter med 'love' ;) Og endnu et men: Men.. her vil vi meget gerne høre jer fantastiske læseres mening! Hvordan håber I denne visse persons død bliver? Hvad forventer I?

^^Ja, det var vist det. Og selvfølgelig tusinde tak for alle de dejlige favoritlister, likes og kommentarer :D 

 

- A.E.J og Ajax

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...