Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13456Visninger
AA

29. På flugt - Clove

Mens mine allieredes hænder sitrer af iver efter at slå ihjel, sitrer mine af forvirring. Det er efterhånden ved at være rutine. Lige nu føles den dog større end nogensinde før og den overskygger alle andre tanker - men igen, sådan føles det hver gang Cato eller jeg selv overrasker med et eller andet totalt uforudsigeligt. Denne gang skete det for os begge.

Jeg slog Glimmer. Jeg slog hende ikke bare, jeg startede et slagsmål med hende, og jeg tabte. Det kan godt være, at hendes flænge i øjenbrynet vil blive til et ar senere, mens den smule næseblod, jeg fik, allerede er væk, men alligevel er jeg den, der er blevet ydmyget mest. Glimmer vinder alligevel ikke Spillet - ingen vil huske hendes lille ar - men måske gør jeg, og så vil jeg huskes som pigen, der faldt om efter en kamp, jeg selv startede mod min allierede, og endda ikke engang kunne holde nok stand på mig selv til at rejse mig og følge efter Cato og Glimmer eller noget. Jeg lå hjælpeløs og måtte lade en anden redde mig.

Og der er så dét, der gør mig allermest forvirret. Frustrationen over mine overilede handlinger plager mig også, men jeg har det bedst med at forstå, hvad der sker omkring mig, og netop derfor er forvirringen værst. Det er som om forvirringen går hånd i hånd med Cato.

Cato reddede mit liv. Eller, det er meget muligt, at jeg ville have overlevet, selvom han ikke havde hentet mig, selvom der selvfølgelig var en risiko for, at jeg ville ligge bevidstløs, til et vildt dyr åd mig, eller en mere stabil soner forsøgte at slå mig ihjel, men det er ikke sådan.. han har reddet mig. Altså ved at hente mig. Det er bare det, at han skånede mig ved ikke selv at slå mig ihjel. Han havde alle gode grunde til det. Eller i hvert fald en der er mere end rigeligt: Jeg er så ukontrolleret, at jeg nu åbenlyst bekæmper mine egne, når jeg ikke har hold på mig selv. Alligevel lod han mig leve. Havde rollerne været omvendt, så... Ja, hvad så egentlig? Hvis Cato havde ligget bevidstløs der efter at have forrådt sit hold, ville jeg så have kunnet tvinge mig til at dræbe ham? Tvinge mig selv? Hvordan er det, jeg tænker? Jeg ville da ikke behøve tvinge mig selv, jeg ville slå ham ihjel som det mest naturlige i verden! Eller ville jeg? Måske hvis jeg holdt op med...

"DUK JER!" Marvels råb gennemskærer mine tanker, og selvom min hjerne langt fra når at opfange, hvad der sker, så opfanger mit instinkt alvoren i Marvels stemme, og heldigvis spotter jeg i sidste øjeblik en bevægelse fra højre.  Jeg kaster mig til jorden ligesom kuglen af ild flyver over hovedet på mig.

"Hvad fanden var det?!" udbryder Cato stakåndet, men ingen når at svare, da vi straks må dukke os igen. Selvfølgelig ville jeg kunne slå ham ihjel. Det er jo utroligt, så idiotisk han er. Han larmer alt for meget, når vi jager, og så bruger han lommelygte. Lommelygte! Alle og enhver ved da, at når man skal gå i mørke, er det bedste ikke at have noget lys. Det indsnævrer jo bare ens synsfelt til området lyskeglen dækker.

Mine malplacerede tanker skubber jeg om i baghovedet, da min hjerne når at opfatte situationens alvor. Spilmestrerne vil åbenbart have spænding nu, og de har fundet ud af, at det ikke nytter at sigte for højt, når vi bare dukker os. Jeg er nødt til at rulle lynhurtigt til venstre for at undgå den næste kugle.

"Vi er nødt til at komme væk!" råber drengen fra 12, Peeta, som egentlig har været utroligt stille under hele jagten. 

"Det er klart smarte, men hvor havde du tænkt os, vi skulle løbe hen?" spørger Glimmer sarkastisk og iskold, og jeg undrer mig over, hvordan hun kan forholde sig så rolig i kaosset. Vi kan blive ramt når som helst.

Peeta kaster et blik over skulderen, og jeg springer op og gør det samme. En mur af ild bevæger sig imod os med hastigt tempo.

"Jeg tror den sag er klar. Kom!" svarer han og ignorerer altså Glimmers hånlige tonefald. Det får mig til at smile tilfredst.

Så begynder flugten. Mens vi løber, når jeg ikke at tænke ret meget. Mit fokus ligger på at holde benene igang, så ildmuren ikke indhenter mig, samtidig med at jeg forsøger at undgå alle ildkugler. Hvorfor denne ild pludselig skal sendes efter os, ved jeg ikke, men jeg når at tænke, at det er, som om ilden fører os i en særlig retning, for det føles, som om den afskærer os vejen mod venstre, så vi må løbe skråt mod højre parrallelt med ilden på venstre side og væk fra ilden bag os. Om det er tilfældigt eller et bevidst træk, ved jeg ikke. Men hvornår har noget som helst sidst været tilfældigt i arenaen?

"Aaaaarhhhh!" Marvels hyl gennemskærer den knitrende lyd fra ilden, der ellers var den eneste, jeg før hørte. Jeg tager mig tid til et øjeblik at få et overblik, og jeg ser, at mine allierede gør det samme. Glimmer, Peeta og Cato ser helt okay ud. Jeg får øjenkontakt med Cato. Han stirrer på mig uden at blinke, men jeg kan ikke tyde hans blik. Cher og Marvel lader begge til at være ilde tilredt. Marvel er ramt på armen, og man kan tydeligt se, at det lige er sket. Ildkuglen har sikkert kun lige snittet, men der er ild i hans jakke. Det lykkes ham at fortsætte med at løbe. Det ser dog værre ud for Cher. Hun er tydeligvis blevet ramt ved brystet, men der er ingen ild, og jeg har ikke hørt hende skrige, så hun må have løbet med det en tid nu uden at sige en lyd. Dét er et mod, jeg tager mig selv i at beundre.

"Kan I fortsætte?" råber jeg henvendt til alle og indtager pladsen som den, der har styr på situationen. Marvel nikker sammenbidt, Cher klager ikke, Peeta siger, at det er de nødt til, og Cato og Glimmer er allerede ved at løbe igen. Jeg sætter selv efter dem sammen med Cher, Peeta og Marvel.

Alt er ild. Fire af mine sanser er helt overvældede af det. Jeg kan se de røde og gule farver fra flammerne, der fortærer træerne omkring mig. Jeg kan lugte røgen, som jeg også smager, når jeg indhalerer den gennem munden. Desuden hører jeg knitren og noget, der lyder som eksplosioner. Det eneste, jeg ikke gør, er at føle ilden. Varmen er godt nok mærkbar, men jeg mønstrer at undgå at blive ramt. Det samme gør Peeta, Glimmer og Cato. 

Jeg er ikke klar over, hvor længe vi har løbet, da Cher gisper, at hun ikke kan mere. Jeg vender mig om og ser hende kollapse, som var det i slowmotion. Hvad der har knyttet mig sådan til hende, at jeg skriger til Cato, at han skal bære hende, ved jeg ikke, men jeg gør det. Cato er bare for langsom, og i stedet ser jeg Peeta, der overraskende nok løber tilbage og griber hende, for så at spurte frem med hende, som havde hun været et fnug. Hun hoster som en gal, og jeg kan mærke, at ilden er ved at indhente os. Røgen fylder mine lunger.

En ildkugle hvisler bag mig, men jeg hører den for sent til at dukke mig. Mit blik fanger Cato's, og det eneste, jeg når at tænke, er: nu dør jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...