Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13702Visninger
AA

33. Ord og handling - Clove

"Cato... Lover du at svare hundrede procent ærligt?"

"Det.. Det kan jeg ikke love."

"Det skal du." Svarer jeg og vrider mine hænder. Ikke flere smutveje. Selvom jeg er dødnervøs, må jeg virke hård. Han er nødt til at svare mig. Jeg mangler svar. Jeg kan snart ikke rumme flere ubesvarede spørgsmål, og mit hoved er ved at sprænges.

"Okay." Jeg er lamslået. Et eller andet sted håbede jeg måske, at han ville nægte, så jeg ikke ville være nødt til at spørge. Men nu er der ingen vej tilbage. Det er også det bedste.

"Altså, mit spørgsmål er meget simpelt... Det er ikke noget stort, det er bare. Du ved, jeg er forvirret. Måske dør jeg om lidt, men jeg vil ikke dø uvidende, hvis du forstår, hvad jeg mener?" taler jeg udenom.

"Hvad er det, Clove?" spørger Cato mig og lyder pludselig helt rolig. Forstående. Jeg griber øjeblikket, men da jeg vil spørge med samme ro i stemmen, som han gør, er forvirring mere den følelse, der dominerer mit tonefald.

"Det er præcis mit spørgsmål Cato! Hvad er det?" udbryder jeg og slår mentalt mig selv for panden, da jeg godt kan høre, at det ikke giver nogen mening. Cato's forvirrede ansigtudtryk understreger det.

"Hvad er hvad?" Han virrer med hovedet.

"Det her? Du og jeg. Os. Eller ikke os. Jeg mener, hader vi hinanden? Eller gør vi ikke? Vi redder hinanden og slår hinanden og," Jeg ved ikke, hvordan jeg skal afslutte sætningen. 'Kysser hinanden' ville jeg sige. Men jeg kan ikke. "og, du ved, alt det andet. Jeg er så forvirret. Jeg aner ikke, om vi er venner eller fjender eller noget tredje. Og jeg aner ikke, om det betyder noget, for vi er måske døde i morgen. Og nu vrøvler jeg jo bare, jeg ved slet ikke, hvorfor jeg er så oprevet, men jeg har brug for, at du siger noget. Sig noget der kan få det hele til at give mening Cato." Det sidste siger jeg i en bedende tone. Jeg er fuldt bevidst om hele tiden ikke at tale for højt, men jeg er sikker på, at de andre sover tungt. Efter en dag som denne er alt andet svært.

"Jeg, ehm..." Han ser forvirret ud. Ligner en der vil flygte, så snart chancen byder sig. "Hvad vil du have, jeg skal sige?" siger han og synker.

"Hvad du tænker."

"Kun, hvis du siger, hvad du tænker."

Et øjeblik står tiden stille. Så rejser jeg mig op og går hen foran Cato. Sætter mig ned. Alt sammen med kontrollerede bevægelser, mens Cato stirrer forvirret på mig.

Lynhurtigt tager jeg fat i det øverste af hans jakke, og trækker ham fremad. Sekunderne snegler sig afsted, mens jeg forsigtigt lader mine læber presse mod Catos. De føles kølige mod mine. Tiden står stille igen. Dette kys er slet ikke som det andet. Mens det andet var domineret af passion og lidenskab, er dette meget mere... ja, roligt. Cato gør intet for at afvise mig, samtidig med at han heller ikke gør det modsatte. Men på samme måde står mine læber også stille, så det gør ingenting. Jeg nyder øjeblikket. 

Da jeg trækker mig tilbage, ser Cato forvirret på mig. Jeg besvarer hans uudtalte spørgsmål.

"Jeg har aldrig været god til at forklare. Handling er mere min ting." 

Cato gør så det sidste,  jeg havde forventet. Han smiler. Smilet ser helt ægte ud, og det ser ud, som om, han kunne bryde ud i latter når som helst.

"Så det der var, hvad du tænkte? Har du tænkt sådan længe?" Spørger han med et løftet øjenbryn. Pludselig er hans ansigtsudtryk meget mere afklaret, end jeg længe har set det. Ingen rynker mellem øjenbrynene. Et øjeblik uden vrede i hans blik. Det klæder ham at se så rolig ud.

"Har du?" gentager han.

"Hvad?" 

"Tænkt sådan længe?" Nu virker han pludselig alvorlig igen. Men jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har et svar på det spørgsmål. I virkeligheden var min handling noget, der kom bag på mig. Det var på ingen måde planlagt. Jeg ønskede bare at vide, hvad der skete mellem os. Det gik op for mig, da Cato reddede mig fra døden med ildkuglen.

"Du kan ikke forvente et svar fra mig, når du stadig ikke svarede på mit spørgsmål." konstaterer jeg drillende.

"Hvilket spørgsmål?"

"Hvad du tænker. Og hvad det her er."

Cato tøver, før han svarer. Da han svarer, siger han det langsomt, som om han overvejer hvert et ord omhyggeligt. 

"Det her er dig og mig, der ingenting ved. Det er det, vi er, og måske er det sådan, det skal forblive. Jeg kan lide det sådan. Spontant. Uden at vi ved, hvad der vil ske. Men jeg ved godt, hvad jeg tænker, det er der ingen tvivl om."

"Hvad tænker du?" spørger jeg åndeløst.

Han læner sig ind mod mig og hvisker svaret ind i mit øre. Måske for stemningens skyld. Måske for at hele Panem ikke skal høre, hvad han siger. Uanset hvad, føles det godt at have ham så tæt på mig. Det skræmmer mig.

"At jeg gerne vil have dig til at glemme alting og gøre det der igen."

Jeg trækker mig lidt væk og ser Catos blå øjne glimte gådefuldt i måneskinnet.

"Hvad for noget?" Cato sukker.

"Man er da også bare nødt til at gøre alting selv." Ligesom han afslutter sidste ord, fører han sine læber mod mine igen, og denne gang er kysset blidt som før, men det varer længere, før han trækker sig væk.

"De andre må ikke kende til det her, det ved du godt, ikke?" spørger han mig og ser alvorlig ud igen. Hans humørskifte er helt uforudsigeligt, og endnu engang forvirrer Cato mig.

"Hvorfor ikke? Hvad skal vi så? Hade hinanden igen?" 

Endnu engang læner Cato sig ind mod mig og hvisker svaret i mit øre. 

"Det skal vi. Men ikke i virkeligheden. Når tiden er inde, så slår vi dem ihjel. Eller flygter. Sammen kan vi komme længst."

Og jeg kan godt lide tanken. Tanken om at jeg har en rigtig fortroelig i Spillet. Tanken om at jeg skal tilbringe mere tid med Cato. Men jeg kan ikke lide tanken om, at det ikke kan vare ved. Tanken om at jeg til sidst må slå Cato ihjel eller selv blive slået ihjel.

Det vil blive svært for mig at bore kniven ind i hans hjerte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...