Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13738Visninger
AA

47. Ord i mørket - Clove

Cato og jeg fører den mest mærkværdige samtale, vi længe har gjort. For resten Panem lyder det måske som pladder, men for os er det måske den mest åbenhjertige og følelsesladede samtale, vi nogensinde har haft. Og jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, da det går op for mig, at jeg alligevel ved, præcis hvad jeg skal sige.

"Vi kan godt danse uden musik." Min stemme lyder mere usikker, end jeg ønsker, og da jeg ser Cato's ulæselige ansigt, tilføjer jeg: "Hvis vi bare danser langsomt." Det føles godt at sige. Som om jeg endelig giver slip og overgiver mig til sandhedens faste hånd.

Mens jeg nær forventer, at Cato vil slå en høj, hånende latter op, går han hurtigt og målrettet et par skridt frem mod mig og lægger sine arme om mig. Jeg giver slip for alvor og lader mit hoved synke ned på Cato's skulder. Den føles blød og varm mod min pande.

Jeg havde aldrig troet, at de stærke og sprækkede hænder, som jeg efterhånden kendte så godt, ville kunne kærtegne mig så blidt og kærligt, som de gør i dette øjeblik. Cato kører dem hen over min ryg; lader dem nærmest danse til deres egen rolige rytme. Og fordi det overvælder mig så meget - denne åbenlyst kærlige berøring af en person, der burde ønske mig død - begynder jeg stille at græde. Jeg prøver ikke engang at holde tårerne tilbage, selvom jeg mærker stoffet fra Cato's bluse blive fugtigt under mig. Men han reagerer ikke anderledes på det end ved at holde mig en smule tættere. Det hele er virker så naturligt. Jeg aner ikke, hvor vi har lært det, men på en eller anden måde, lykkes det os at stå i noget nær en perfekt omfavnelse, og før jeg ved af det, bevæger vi os til den musik, der ikke er der. Danser en dans, der ikke er en dans, men der alligevel får mig til at føle, som om jeg svæver. Jeg kan ikke lade være med at løfte mit hoved en anelse, smile og tørre tårene væk med bagsiden af min hånd.

Det giver et sæt i mig, da jeg hører Claudius Templesmiths stemme brøle ud over arenaen.

"Opmærksomhed sonere." begynder han og fortsætter med at fortælle noget, jeg aldrig havde troet muligt. Noget, der gør mig så lykkelig, som jeg heller aldrig havde troet muligt. Hvis to sonere fra samme Distrikt står overlevende tilbage, lyder det, vil begge kunne krones som vindere!

Cato og jeg stivner samtidig, midt i vores dans, der ikke er nogen dans. Står nu i en akavet omfavnelse uden at ane vores levende råd. Så skubber Cato mig blidt baglæns, så vi kan se hinanden i øjnene, holder stramt fast med en hånd på hver af mine overarme, og smiler. Han smiler det største smil, jeg har set ham smile i arenaen. Nej, han smiler det største smil, jeg nogensinde har set pryde hans ansigt.

Jeg selv kan mærke, at jeg også smiler, og jeg kan ikke holde tårene tilbage, der nu strømmer hurtigere, men lydløst ned af mine kinder af glæde.

"Vi kan komme hjem." hvisker jeg. Og ligesom jeg siger det, går det op for mig, hvad det betyder. At vi kan få en fremtid sammen. Hjemme i Distrikt 2. Vi kunne sågar gifte os; leve sammen indtil en af os ville dø til sidst af alderdom. Jeg skal lige til at sige det til Cato, råbe det til verden, da jeg endnu engang stivner.

Det er for godt til at være sandt. Alt for godt. Jeg må drømme. Eller Spilmestrene lyver for os. Manipulerer os. Et eller andet. Men det kan ikke være sandt. Det er ikke virkeligt. Vi kan ikke komme hjem. Kun en af os kan. Intet er forandret. Vi må ikke lade os narre.

Men Cato har tydeligvis ikke fået den samme åbenbaring, som jeg har.

"Jeg kan næsten ikke... Det er jo.. Clove, vi kan begge to leve. Begge to. Sam-," Cato afbryder sig selv midt i sætningen, og hans øjne fanger mine. De er isblå i måneskæret: lyser selv op som måner. Men mens de før så lykkelige ud, stirrer de nu intenst og bekymret ind i mine. Han kan se, at der er noget galt. Jeg overvejer ikke engang, at lade som om alt er okay. I dette øjeblik kan jeg for første gang virkelig mærke, at han ser lige igennem mig. Vi er forbundet: kædet sammen af vores skæbner og af menneskelige følelser. Vi er så forskellige, men vi er ét.

"Hvad sker der?" udånder han; nærmest i et gisp.

"Det er ikke rigtigt Cato. Vi kan ikke begge to komme hjem." Det er svært at få ordene over mine læber. Jeg må presse dem frem. Der går en nål gennem mit hjerte, samtidig med at jeg selv prikker en nål gennem den lille boble af uvidende lyksalighed, jeg kun fik svævet i et øjeblik, før den brutale virkelighed skinnede igennem den matte overflade.

"Hvad mener du? Hvorfor skulle vi ikke begge kunne komme hjem? De har lige sagt det over arenaen Clove! Det hørte vi begge! Hvordan skulle de kunne trække det tilbage? Hvordan skulle de kunne lyve om det?" Catos stemme, der starter rolig, lyder febrilsk og panisk, da hans strøm af spørgsmål stopper. Måske fordi han indser, at jeg har ret. Ellers må jeg overbevise ham. 

"Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at det ikke er rigtigt. Sådan fungerer det bare ikke. De gør ikke sådan noget Cato." Glædestårerne forvandles til tårer fremmanet af sorg og skuffelse. Mine ord snubler over hinanden, og jeg råber nærmest til sidst. "Der er kun én vinder! Altid! De kan ikke ændre reglerne, det kan de bare ikke. Jeg kan ikke forklare det, men jeg kan mærke det. Det er forkert. Det hele. Én stor løgn! Capitol vil ikke hjælpe os! De vil ikke give os håb! De vil slå det ihjel! Brænde vores håb og drømme. Brænde vores ubeskyttede kroppe! Efterlade os i.."

"Clove!" Cato hæver stemmen, men den lyder kontrolleret og bestemt. Jeg ved, at han gør ret i at stoppe mig. Jeg må ikke sige sådan her. Det kan blive min død. Alligevel sårer det mig, at han hæver stemmen overfor mig. Jeg bryder ud i en stadig lydløs, men voldsom gråd. Cato trækker mig ind i sine arme, tager imod min rystende krop, taler blidt til mig og aer mig over håret. Beroliger mig. Prøver at overbevise mig. Men mens jeg kan høre, at han selv er sikker på, at det er sandt, kan jeg ikke overbevises. Der er noget galt, og jeg ved, at der kun bliver én vinder.   

 

***

 

"Har du det bedre?" Catos beroligende stemme lyder i mit højre øre, da han sætter sig ned ved siden af mig. Jeg har sat mig op af Overflødighedshornet sådan, at jeg har fronten mod den enorme mark, jeg endnu ikke har bevæget mig i. Jeg kan godt lide, når jeg kan se horisonten, hvor jorden går i et med himlen. Det giver mig en tryg fornemmelse af, at selvom noget føles, som om det er så højt oppe eller langt væk, så kan man godt nå det, hvis man er tålmodig.

Jeg nikker som svar til Catos spørgsmål. Jeg har det faktisk bedre. Ikke godt, men bedre. Cato har lagt et tæppe over mig og kogt mig en varm urtedrik over bålet, der kun er et par meter fra mig. Så omsorgsfuld havde jeg aldrig troet, at jeg skulle se ham. Det havde han nok heller ikke selv.

"Kan du se måden, det ser ud, som om nogle stjerner nærmest danner figurer på?" spørger Cato efter lidt tavshed og peger op på himlen. Den er klar og sort kun oplyst af halvmånens lys. Halvmånen, hvis månestråler bader Catos ansigt i et skarpt, men behageligt, lys. Jeg ser hans blege hud så klart, hans øjne, hans læber. Jeg stopper mig selv, inden jeg rækker ud efter hans ansigt og rører det.

"Ja.." svarer jeg, mens jeg ser fem stjerner, der nærmest ligner et bogstav, jeg kender fra skolen i 2. 

"Da jeg var seks, måske syv år, fortalte min mor mig altid historier om, hvad figurerne var for nogle, og hvad de betød. Hun sagde, at menneskene engang havde navngivet hver en figur og kaldt dem 'stjernebilleder'. Men det var en kunst, man fortrængte, da andre ting blev vigtigere. Da landet blev splittet op i distrikter rundt om det regerende centrum." 

Cato's åbenlyse interesse for emnet overrasker mig, ligesom hans viden omkring det gør. Men mest af alt bliver jeg overrasket over, at han deler et barndomsminde med mig. En ting er hvor hudløst ærlig, han har været omkring hans tanker i dag. Fortiden er noget, vi begge helst vil lægge bag os hurtigst muligt. Men nu åbner Cato i stedet op og lader mig trænge ind på det ellers forbudte område. Han viser mig tillid. Det er nu, jeg kan vise, at jeg ikke kun er mistroisk. Jeg kan være tillidsfuld, men stadig være mig selv.

"Hold da op... Der må have været så meget engang, der gik tabt, da Nordamerika blev splittet." svarer jeg bare, men bider derefter mig selv i læben og tager mig sammen. 

"Min far har aldrig fortalt mig historier. Han har aldrig rigtig interesseret sig for mig eller verden omkring sig. Han mødte ikke engang op i byretten efter lodtrækningen på Høstdagen." indrømmer jeg. Cato vender hovedet med et sæt og ser på mig, som mangler jeg pludselig et øje. Eller måske mere som om han lige har fået at vide, at jeg lider af en sygdom, der er uhelbredelig. Som om han hørte noget, der er så umuligt at forstå og tro på, og samtidig noget der får ham til at føle medlidenhed med mig. Men det kan jeg ikke bruge til noget.

"Fik du aldrig taget afsked med din far? Afklaret tingene med ham?" måber Cato og ser mig dybt ind i øjnene. Jeg ryster på hovedet.

"Det er ikke noget. Jeg har aldrig holdt særlig meget af ham. Overhovedet ikke, faktisk." svarer jeg hurtigt. Cato ser op på himlen og væk fra mig, mens han ligner en, der spekulerer. Lader derefter til at lade emnet ligge, hvor jeg slap det. Det er jeg ham taknemmelig for.

"Kan du huske, dengang vi mødtes?" spørger Cato pludselig. Jeg er ved at tabe underkæben af forbavselse, da han spørger. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at han ville kunne huske det.

"Hvordan skulle jeg kunne glemme det?" smiler jeg. "Du var den sureste møgunge, jeg nogensinde har mødt!"

"Og du var måske meget bedre? Du ville ikke andet end at prale med dine nye sko! Ærgerligt at åen ødelagde dem bagefter." griner Cato. Jeg ler også.

"Du ved, jeg ville faktisk snakke med dig i skolen dagen efter, men da jeg sagde dit navn, gik du væk fra mig. Og så valgte jeg ikke at opsøge dig igen." Det er underligt at høre den anden side af historien. Jeg husker det godt, nu hvor Cato minder mig om det.

"Jeg ved det.. Jeg ville ikke tale mere med dig. Eller, jeg måtte ikke. Min far slog mig, da vi havde leget." svarer jeg og vender hovedet væk, så Cato ikke kan se mig i øjnene. 

"Du har aldrig nogensinde følt ægte kærlighed til din far, vel?" spørger Cato efter nogle sekunders akavet tavshed, hvor ingen vidste, hvad de skulle sige.

Jeg ryster på hovedet, men tænker så på, at han ikke kan se det i mørket, når mit ansigt vender væk fra ham. "Nej." svarer jeg, og min stemme ryster. Jeg husker engang, jeg havde stjålet en lang krum kniv, som jeg løb med, indtil jeg befandt mig i et forladt sted af distriktet, hvor der var træer, der skjulte min tilstedeværelse. Det var efter et skænderi med min far. Jeg havde brug for ro til at tænke, og det hjalp træningen mig med. 

Dengang tog jeg et bevidst valg om at lukke af for kærligheden. Mærkede Fandens greb om mit hjerte. Jeg havde aldrig elsket, og jeg var overbevist om, at det aldrig ville ske.

"Nej, det har jeg aldrig." svarer jeg Cato, og det løber mig koldt ned af ryggen, da jeg siger det højt. Der er endnu en pause. Længere end før. Jeg kan ikke få mig selv til at bryde den, men det behøver jeg ikke, for Cato stiller et nyt spørgsmål. Et spørgsmål der nærmest lammer mig.

"Har du nogensinde følt ægte kærlighed til nogen?" 

Ja.

Nej.

Jeg elsker dig Cato.

Jeg kan aldrig elske dig.

Eller..

"Jeg ..." begynder jeg, men tøver, da jeg ikke ved, hvad jeg skal svare.

Cato holder afværgende en hånd op.

"Det var ikke for at presse dig. Du behøver ikke svare."

Cato's stemme lyder svag. Vred. Såret. Skuffet. Som om han ønskede et hurtigt og klart svar, som om han troede, at jeg ville proklamere min indlysende kærlighed til en eller anden. Måske ham selv. Men det kan jeg bare ikke. Ikke når jeg ikke ved, om jeg elsker ham.

"Har du?" tillader jeg alligevel mig selv at spørge. Han er stille et øjeblik, men jeg vender ansigtet og ser, at Cato's allerede er vendt mod mit. Vi ser igen hinanden i øjnene. Lader det mørke møde det lyse.

Cato's ansigt forandrer sig. Han ser skrøbelig ud: ligner den lille ulykkelige dreng, der sad op af et træ nær en å, for så mange år siden. Et kort øjeblik tror jeg, at han vil være den første til endelig at sige det. De tre små ord, der kan betyde alt. Men så bliver hans ansigt stenhårdt, og han ser væk.

"Det ved jeg ikke, men det betyder vel heller ikke så meget nu. Jeg mener, det er sent, og vi burde sove, så vi er udhvilede i morgen. Jeg tager den første vagt. Læg dig på nogle tæpper i Overflødighedshornet - der er varmere om natten. Jeg vækker dig senere, så du kan overtage posten." Cato taler hurtigt og hårdt. Uddelegerer ordrer. Så er alt, som det plejer, tænker jeg og sukker ved tanken. Jeg nikker kort.

I Overflødighedshornet bekymrer jeg mig ikke engang om at finde tæpper at ligge på. Jeg har heller ikke taget det med, som Cato tidligere lagde over mig. I stedet ligger jeg mig direkte på den kolde betonbund, uden noget over mig, bag ved bunken med de forkullede rester af vores ødelagte forsyninger. Cato kan ikke se mig, og jeg kan ikke se ham. Sådan er det lettest.

Jeg kan høre Cato's skridt udenfor Overflødighedshornet, men derudover er der ganske tyst. Men ikke helt stille, bemærker jeg. Natten er levende. Jeg kan ikke helt forklare det, men jeg kan høre dens melodi. Måske har der hele tiden været musik til vores dans alligevel. Vi har bare ikke lyttet ordentligt efter.

Men selvom det er en rar tanke, bekymrer nattens summen mig. Den er så stille, hyller en ind i en så tryg stemning, at jeg får fornemmelsen af, at det hele er et skalkeskjul. Eller en drøm så skrøbelig som glas. Og jeg er fanget i den, mens jeg kun kan vente på, at nogen vil sprænge dens papirtynde overflade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...