Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13517Visninger
AA

41. Og så var de tre - Clove

Vi løber. Jeg har blandede følelser kørende inde i mig nu, men jeg er ikke synderligt overrasket - det er efterhånden ved at være reglen nærmere end undtagelsen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg overhovedet løber med. Vi løber konstant, men det fører aldrig til noget godt. Aldrig til resultater. Vi bare løber, og løber, og løber. Det virker meningsløst - især efter jeg har taget beslutningen om, at den eneste vigtige opgave for mig i dette Spil, er at vinde væddemålet.

Mens træerne suser forbi os, tænker jeg på, hvad Spillet har gjort ved mig. Det har forandret mig. Fysisk og psykisk. Jeg er stærkere nu. Jeg er hurtigere nu. Alligevel er jeg mere sårbar nu end nogensinde. For følelser er kommet i klemme, indtil de blev klemt ihjel. Nu er der ingenting. Jeg er ikke mere, og jeg var knap nok i forvejen. Mens jeg før var en uhåndgribelig månestråle, er jeg nu kun dens genskær på søens blanke overflade, og selv den sammenligning virker for overdrevet. Måske er jeg kun skyggen af genskæret. Og så igen skyggen af skyggen. Og jeg var nok i det hele taget ikke engang en månestråle til at starte med. 

Starten på hele denne rejse skyder gennem hovedet på mig. Lodtrækningen, hvor jeg stormede frem, efterfulgt af det hjerteskærende møde med ingenting, hvor jeg håbede at møde en faderskikkelse. Jeg burde ikke have forventet det, men det gjorde jeg alligevel. Derfor gjorde det endnu mere ondt, da han ikke dukkede op. Mens jeg sad der, forestillede jeg mig, hvad han ville sige, hvis han var kommet. Flere forskellige scenarier, gode og skrækkelige, men især tanken om ét, gjorde mig en smule gladere. Og knuste mig, da det ikke skete.

"I har ti minutter." Vagten siger det monotont, og da jeg ser op, træder min far ind ad døren. Han famler nervøst ved knapperne på sin skjorte foran og ser alle andre steder hen end på mig. 

"Så du kom." siger jeg. "Hvorfor?" 

"Fordi tanken om ikke at gøre det, om muligt lød værre end faktisk at komme." svarer min far og ser op på mig for første gang. Vi kigger bare på hinanden, hverken ondt, ømt, kærligt, vredt eller hadefuldt. Vi kigger bare og suger hver en ikke-eksisterende følelse til os.

"Du er godt klar over, at vi kun har få minutter tilbage, ikke? Ingen sidste ord, eller hvad man nu siger?" spørger jeg, og selvom ordene i sig selv måske er lidt hånlige, så siger jeg det ganske neutralt, med en ansigtsmimik der passer til.

"Måske. Måske ville jeg sige, at jeg var stolt, hvis jeg kunne få det over mine læber. Måske at jeg ville savne dig. Måske at jeg elsker dig. Men jeg gør det ikke, for måske er det løgn."

Man skulle tro, at det ville ramme mig hårdt, men det gør det ikke. Det er, hvad jeg kunne forvente, og i det mindste er han ærlig. Det er mere, end jeg har fået de sidste mange år.

"Måske ville jeg sige i lige måde til nogle af de ting. Måske ville jeg bare råbe og sige, at du havde svigtet, og at jeg var forældreløs nu og altid ville være det. Hvis altså ikke det var fordi, det måske kun måtte være den halve sandhed." svarer jeg roligt og kontrolleret.

"Ved du, hvad din mor ville sige?" Dét gør mig til gengæld paf. At han nævner min mor. Det er aldrig, aldrig, sket før, at han selv gør det. Jeg ser afventende på manden, jeg kalder min far.

"At hun ville fortryde, at hun havde forladt dig. Hun ville have tigget dig om ikke at tage afsted. Og så ville hun have grædt og slået en vase i stykker, og så ville hun være stærk for jer begge to. Hun ville se mod solen hver dag og tænke på, om du mon så den samme sol, og om den mon ville varme dine arme. Men inden hun lod dig gå, ville hun kysse dig blidt på panden og sige undskyld."

Tanken er absurd. At min mor skulle fortryde, og at min far ville fortælle mig dette. Det er absurd, at han går hen og kysser mig på panden og siger undskyld, inden han vender sig om og træder ud af døren, der derefter bliver forsvarligt låst.

Det er absurd, fordi det kun er urealistisk ønsketænkning.

 

Jeg kommer til mig selv igen, skyder fantasien fra mig og fokuserer på de forskellige nuancer af grøn fra skoven, mens vi løber. Ignorerer smerten ved de usagte ord og uudtalte følelser. Jeg havde ting, jeg ville sige til min far. Min bedste fantasi om mødet er måske langt fra en fantastisk eventyrslutning, men når man sammenligner med virkeligheden, så er det begyndelsen på rejsen mod paradis. Uden for rækkevidde. Derfor vælger jeg at forsøge at ignorere tankerne igen, der kværner rundt i mit hoved, og denne gang lykkes det. Den så vante følelse af kulde overtager min krop. Det føles som hjem.

 

Med Cato i spidsen skyder vi endelig ud i den enorme lysning, i hvis centrum Overflødighedshornet og også vores forsyninger er placeret. Var, retter jeg mig selv, da mit blik falder på den bunke aske, hvori iturevne stykker bandage og et par glimtende metalgenstande synes at være det eneste, der ikke er sprunget til atomer. 

Drengen fra 3 og Marvel stormer ud fra skoven, blot få sekunder efter jeg er nået frem, men Cato ligger allerede på knæ og slår på jorden, som var det dén, der havde taget vores teams allerstørste fordel i Spillet fra os. 

Jeg ser væk fra Cato. Han overvældes tydeligvis af et raserianfald, og skal jeg være ærlig, så gider jeg ikke fokusere på det mere. Det er hans eget valg, hvis han vil gøre tingene værre, end de er, og gider jeg sådan set ikke blande mig i det. Cato's vrede er én stor uudtømmelig kilde af besvær.

Mit blik møder 3's, og hans angstfyldte øjne sender en kuldegysning igennem mig. Jeg reagerer ved at holde min krop så stille så mulig, mens jeg sender ham et sigende blik og rykker hovedet i retning mod forsyningerne. Hvad jeg mener, ved jeg egentlig ikke, men det gør han åbenbart, for straks samler han en sten op, går hen til den forhenværende pyramide og kaster stenen mod jorden. Så endnu en. Ingen reaktion.

"Måske er der noget, der endnu er værd at redde." siger Marvel med sin altid opretholdte optimisme. Selvom det ser håbløst ud, og det vel er lige meget, om vi kan finde et brændt brød eller to, så nikker jeg og følger efter Marvel. Mens han leder grundigt, bukker jeg mig ned og efterligner hans system, mens mine tanker er et helt andet sted. De falder på Cher. Hvordan hun ville have kunnet takle denne situation, og hvordan hun flittigt ville finde, hvad der endnu var brugbart. Og hvordan hun ikke kan det, fordi hun langsomt er ved at rådne op i en beskidt kiste under jorden langt væk herfra. Jeg får en pludselig trang til at skrige, men jeg gør det ikke, for det er jo ligemeget.

Marvel grynter et par gange tilfredst, når han finder noget, men ellers siger ingen noget. Drengen fra 3 står bare et par meter væk og ser lammet ud. Han bevæger sig ikke; blinker ikke engang. 

Et højt "kliiing" lyder, og da jeg drejer hovedet, ser jeg Cato, der lader til at være faldet lidt ned igen. Jeg havde slet ikke bemærket, at råbene var stoppet, og selvom de var så højlydte før, så føles det nu, som om de aldrig var der. Det er rart og foruroligende på én gang.

I sin åbenlyse frustration fortsætter Cato med at lave den skingre, men hule, lyd, der opstår, når han sparker til tomme dåser og andre beholdere, der har overlevet uden deres spiselige indhold.

Det går meget stærkt, da jeg vender mig om og samtidig retter min ryk, mens Cato's blik fanger mit. Han fastholder det, og jeg ser et meget pludseligt lys i hans øjne, som jeg ikke kan afgøre, om er et positivt eller negativt lys. Sekundet efter, jeg har indset, hvad Cato har i sinde og gøre, har han sat sin handling igang. Han går med fire lange skridt hen mod den radmagre dreng fra Distrikt 3. Til min store overraskelse begynder Cato kun at råbe af ham til at starte med.

"Se hvad du har gjort! Skulle det forestille at være en hjælp? Dit lille nummer har ikke gjort andet end at svække os, mens vores..." Mere når Cato ikke at sige, før drengens ellers askegrå ansigt bliver hvidt af angst, og han vender sig brat om, for første gang i adskillige minutter i stand til at flytte på sig. Men selvfølgelig er Cato over ham med det samme, da han bagfra låser ham i et hovedfaldsangreb. Jeg når lige at tænke, at jeg ikke engang kender drengens navn, da musklerne i Cato's overarm spændes, og der lyder et frygtindgydende knas, da han rykker drengens hoved til siden. Den livløse krop når ikke engang at ramme jorden, før det går op for mig, at jeg er ligeglad. Kanonen lyder.

Cato er åbenbart ikke færdig med at afreagere, og han fortsætter med at stampe i jorden. Han sparker endda en enkelt gang til liget, selvom jeg ikke troede, at noget anstændigt menneske ville kunne få sig selv til det. Men måske er Cato ingen af delene længere: anstændigt eller menneske.

"Slap af Cato, han er jo blevet straffet nu. Vi skal nok klare os." siger Marvel forsigtigt og lægger en hånd på Catos skulder. Ligesom jeg tror, han skal til at slå Marvel ihjel, mumler han bare noget utydeligt og ryster hånden af sin skulder.

"Han har ret Cato." overrasker jeg mig selv ved at sige i en rolig tone. Cato ser ikke engang i min retning.

"Vi skal væk fra kroppen." brummer han og går over mod søen. Marvel og jeg følger stille efter. Cato. Marvel. Mig. Nu er vi kun tre på holdet tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid, før vores team på splittes op. 

Jeg står med ryggen til, men jeg hører tydeligt, hvordan et aerofarttøj kommer svævende over kroppen og hejser den op med sin gigantiske metalklo. Vinden blæser i mit hår, og der lugter svagt af olie, da jeg ser farttøjet på himlen over mig og følger den med øjnene, til den forsvinder i horisonten over marken.

Så står vi dér og bander på skift. Ignorerer at hele Panem ser deres superhold i splittelse. 

"Altså, vent lidt.." udbryder Marvel pludselig og har en gnist i øjet. Cato og jeg ser spørgende på ham, og han fortsætter.

"Den person, der har ødelagt forsyningerne, må da under alle omstændigheder være sprunget i luften sammen med forsyningerne. Det er da et plus." Endnu engang formår Marvel at vende situationen til noget positivt. På det punkt ligner han Cher.

"Nej, der har ikke været noget kanonbrag." snerrer Cato af ham, hvilket ophidser mig en smule, fordi han skal være så pessimistisk, når Marvel kun prøver at hjælpe. Desuden er det, han siger, rigtigt. Jeg snerrer tilbage.

"Nej Cato, men nu er det sådan, at et enkelt kanonbrag nok godt kan drukne i larmen fra adskillige eksplosioner, tror du ikke?" siger jeg og slår ud med armen.

"Og hvad så hvis der har været flere kanonbrag, end der har været eksplosioner? Hvis kanonbragene har været ligeså højlydte?" spørger Cato med et trist ansigtsudtryk. Jeg forstår ham ikke. Indtil jeg gør. Jeg forstår ham pludselig alt for godt, mens jeg kan se, at Marvel er fuldkommen blank. 

"Så ville eksplosionerne nedtones af bragene. Næsten forsvinde. Men de ville stadig sitre umærkeligt i luften." svarer jeg.

"Så du tror, at kanonbragene kan overvindes?"

"Nej. Det kan de ikke."

Jeg er ikke parat til at tilgive Cato. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver det. Måske er det for sent, inden jeg er det, men det fortjener han i så fald. Cato har selv rodet sig ud i dette, selvom jeg også har hjulpet til. Vores hårde barndomme har også gjort sit, ligesom Spillet selv påvirker situationen yderligere.

Måske har skæbnen hele tiden været imod os.

Måske har det bare aldrig været meningen.

Men hvorfor skulle jeg tro på skæbnen nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...