Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13757Visninger
AA

11. Nattens mareridt og minder - Clove

Ild. Jeg ser ild overalt. Flammerne slikker op ad genstande, jeg ikke er i stand til at genkende, og et lys stråler ud fra dem og blænder mine øjne, så jeg føler en grusom smerte, og mine øjne løber i vand. Lugten fra branden piner min lugtesans, og jeg forsøger at holde vejret. Men det er umuligt at holde det længe ad gangen, og når jeg indånder luften, føler jeg, at jeg er ved at kvæles af røgen, hvilket jeg vel også er.

Jeg famler mig i blinde frem mellem flammerne, og jeg mærker den svidende smerte, før jeg ser ilden, der hurtigt fortærer min balkjole. Hvorfor jeg bærer en balkjole, har jeg ikke den fjerneste idé om, men jeg undrer mig ikke engang kortvarigt. Jeg løber bare, spurter afsted, prøver at løbe fra ilden. Den græsgrønne kjole hæmmer mig, da jeg træder på den konstant, men selvom jeg ikke havde haft den på, ved jeg, at jeg ville tabe dette kapløb alligevel. Man kan ikke løbe fra ilden. Den indhenter dig altid og bliver den evigt ubesejrlige vinder, mens du står tilbage i en tom verden af ingenting, fordi flammerne har revet alt, hvad du har kært, fra dig.

Men pludselig kommer dét, nogle ville kalde en redning, andre, som mig, ville kalde en forbandelse. Enorme mængder vand skyller ned over landskabet, jeg befinder mig i. På en eller anden måde undgår det at ramme mig, men der dannes en boble rundt om mig, så jeg ligesom står inde i luft omgivet af vandmasserne. Jeg kan nærmest høre stilheden, selvom jeg er klar over, at man selvfølgelig ikke kan høre noget, der intet siger. Jeg kan endda lugte saltvandet, ligesåvel som jeg kan smage det. Jeg bliver forskrækket, for så må vandet jo være kommet ind til mig, men så går det op for mig, at salten på min tunge kommer fra tårer, fra en gråd jeg ikke ved hvornår startede.

Alt er så tyst hernede, og jeg ser alting klokkeklart. Rundt om mig befinder sig min lille landsby oppe i bjergene hjemme i Distrikt 2. Og selvom ilden havde ødelagt langt det meste af byen før, er det først nu, jeg kan se det. Og det er vandets skyld. Og sorgen over tabet af byen overmander mig. Og vandets uendelighed skræmmer mig. Jeg er fuldstændig alene og føler mig som det mest fortabte menneske på jorden. 

 

Da jeg vågner, skriger jeg ikke, men i stedet gisper jeg lavt og knuger dynen ind til mig. Jeg kan mærke de salte tårer strømme ned over mine kinder. Mareridt. Det er noget, jeg aldrig, nogensinde, før kan huske, at jeg har haft. Jeg har ikke mareridt, for jeg lader mig ikke skræmme. Jeg nægter at fremstå som bange.

Mens rysteture går gennem mig, spekulerer jeg på, hvad der har fremmanet dette mareridt, og hvad det er ved det, der skræmmer mig så meget. For det gør det. Jeg kan mærke angsten dybt inde i mig, som om den har taget et stykke af min sjæl, og lige nu er igang med at torturere det.

Havet har altid skræmt mig. Jeg har aldrig set havet før, men tanken har altid fået mig til at frygte det. Tanken om de enorme vandmasser, der kan slå ihjel så hurtigt og lydløst. Tanken om at det bare ligger der, og nærmest venter, og der kan det ligge i al evighed. Og når du endelig lader dig opsluge af det, så vil det stadig ligge der bagefter, som var intet hændt, og vente på den næste, der er så dum at nærme sig.

Ilden er jo havets kontrast. Den har jeg også altid frygtet, men det er ganske naturligt, når du vokser op med advarsler om at holde dig væk fra visse steder, hvor sprængstoffer afprøves, og områderne omkring let kan sættes i brand. Men vand har altid været nummer 1, altså det jeg er mest bange for. For mens ild ikke kan skade vand den mindste smule, kan vandet tilintetgøre ilden på et splitsekund blot med en enkelt berøring.

Men hvorfor denne drøm? Hvorfor får jeg den? Svaret har jeg i hvert fald ikke nu, og jeg kan mærke, at jeg kan overveje det nok så længe - jeg vil ikke regne det ud. I hvert fald ikke nu i denne tilstand. Så i stedet for at lade mine tanker køre nytteløst i ring, tænker jeg på dét, der skete tidligere i dag. Cato der flippede helt ud og sagde, at han aldrig var god nok. Og noget med at han aldrig fik opmærksomheden, han fortjente. Ordene kunne jeg ikke huske, men det var, hvad han sagde. Og han lød et øjeblik så hudløst ærlig, og jeg følte virkelig, at jeg kunne se lige igennem ham. Han mente det. 

Et øjeblik føler jeg medlidenhed med ham, men straks griber jeg mig selv i det og vender min opmærksomhed mod hans reaktion, da han havde sagt det. Han lød virkelig som om, han bitterligt fortrød, at han havde ladet det slippe ud. Og et øjeblik hørte jeg noget i hans stemme, som jeg ikke havde hørt før. Had. Da jeg også så det i hans øjne, gik kulden helt ind til mine knogler. Han var fyldt med had. Men det var ikke vendt mod mig. Det måtte være imod nogle derhjemme, eller måske pigen fra Distrikt 12, som tog al opmærksomheden. 

Det var jo det, det hele handlede om. Da hun overtog scenen fuldstændig, og publikum gik amok, reagerede jeg slet ikke på samme måde som Cato. Misundelsen blussede straks op i ham, hvorimod jeg følte mig ganske tom. Allermest da pigen, Katniss, blev præsenteret som 'Pigen med ild i'.

Da jeg tænker dette, slår det mig. Ilden i drømmen kommer selvfølgelig fra oplevelsen med dette par fra 12. Flammerne er deres symbol, men den symboliserer også det flygtige strejf af jaloxi, jeg følte, da de tog opmærksomheden. Derefter vandet. Den tomme følelse. Den opgivende følelse. Og nu ved jeg, hvorfor lige denne drøm, hvor jeg ikke en gang bliver beskadiget, skræmmer mig så meget. Det er magtesløsheden. Ilden der driver mig af sted på egne betingelser, hvor jeg er nødt til at adlyde for at overleve. Vandet der holder mig fanget, uden at jeg kan gøre noget som helst. På to forskellige måder bliver magten taget fra mig, og det er, hvad jeg frygter mest af alt, går det op for mig. Min svaghed er magtesløshed. Hvis jeg ikke har kontrol, så har jeg intet.

Jeg falder i en urolig søvn, hvor jeg ofte vågner og på intet tidspunkt sover helt. Mareridt har jeg aldrig før haft, men drømme har altid domineret min søvn og i nat er ingen undtagelse. 

 

"Faar, må jeg godt gå udenfor selv?" spørger jeg med min mest bedende og sukkersøde stemme. Jeg får aldrig lov at gå ud og lege selv, men fra i dag af er jeg seks år gammel, og så må jeg da være gammel nok. 

"Hold dig inde i byen." er hans eneste svar, og jeg nikker ivrigt ja og springer lykkeligt ud ad døren, hvor solen møder mig med sin julivarme. Jeg har de nye sko på, som min far har givet mig i fødseldagsgave, og jeg leder straks efter nogle, jeg kan vise dem til. 

Ovre i skyggen af et træ, der synes enormt i forhold til mig, kan jeg se en skikkelse. Da jeg ser, at det er et barn, løber jeg derover for at se, hvem det er.

"Hej." siger jeg højt, men lidt tøvende, da jeg kommer lidt tættere på. En dreng med klare himmelblå øjne ser op på mig, og jeg lægger slet ikke mærke til de ulykkelige øjne, da jeg fortsætter. "Jeg hedder Clove. Det er min fødselsdag i dag, se." nærmest synger jeg af glæde og viser drengen mine sko. Jeg kan ikke genkende ham. Da han ikke svarer, spørger jeg: "Hvad hedder du?"

"Cato." svarer han - kort og kontant. Da jeg hører, at han ikke lige just er i godt humør, beslutter jeg mig for at få ham i godt humør. "Hej Cato! Vil du ikke med hen til åen bag ved Karellas forretning? Vi kan soppe, for jeg må godt selv lege herude." siger jeg stolt, og venter spændt på hans svar på mit tilbud.

"Det er jeg da for stor til. Jeg leger ikke med pattebørn som dig!" siger han og vender sit hoved væk fra mig. Han lyder ikke, som om han mener det. Han lyder såret, og jeg hører det straks. 

"Kom nuuuu! Så lille er jeg heller ikke. Den der kommer først hen til åen får det bolche, som at min far har givet mig!" siger jeg og prøver at skjule det henrykte i min stemme, mens jeg spurter ned mod åen.

Så er det, som om jeg har ramt noget rigtigt. For i hvert fald løber drengen med mig, og han kommer først ned til åen. Beundrende spørger jeg, om han vil have slikket, men han afslår generøst og lyder, som om han citerer nogen, da han siger: "Æren er belønning nok i sig selv."

 

Jeg vågner igen og gnider øjnene. Så husker jeg den drøm, jeg lige er vågnet fra, og jeg husker også, hvilken dag, det var. Min seksårs fødselsdag: den dag jeg for første gang mødte Cato. Et minde jeg troede var fortrængt og glemt for længst. Men nu husker jeg det, og mindet vælder op i mig. Vi legede sammen i åen i det, der føltes som timer, indtil min far kom gående, og sagde at jeg havde været væk alt for længe, og han skældte mig ud, fordi jeg havde gjort de sko, han havde købt til mig våde. Men jeg fortrød intet, for jeg følte, at jeg havde fået min første ven. Indtil da vi kom hjem, og min far gav mig en ordre: Jeg måtte aldrig nogensinde se denne dreng igen.

I dag ved jeg hvorfor. Jeg måtte ikke blive en del af dét, som hans far stod for. Cato's far. Træningen og alt det. Ikke fordi min far bekymrede sig for, om jeg skulle melde mig til Spillet og blive dræbt senere, men fordi han bekymrede sig for sit eget rygte. Det er jeg i hvert fald overbevist om.

Jeg var knust, men min far var en, man aldrig sagde imod. Og jeg snakkede ikke med Cato før flere år senere, da jeg begyndte til træningen. Min far fik intet at vide, og jeg vidste, at det var bedst sådan. Men alligevel sad det stadig i mig. Den svidende smerte, hvor hans højre hånd havde ramt min kind, og jeg ønskede derefter ikke at tale med Cato igen.

Måske er det min fars skyld, at jeg i dag ikke kan fordrage den person, der sandsynligvis bliver min allierede i Spillet. Hvilket kan være en stor forhindring.  

Jeg glider langsomt ind i søvnen igen, mens jeg spekulerer på, hvad der mon var sket, hvis min far ikke havde forbudt mig at se Cato mere fra den dag af, og jeg tænker på, om Cato mon kan huske den dag. Nu, hvor jeg igen husker den, ved jeg, at jeg ikke vil glemme den. Jeg vil altid forbinde denne dag med Cato - på godt og ondt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...