Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13470Visninger
AA

39. Når alting bliver ligegyldigt - Clove

Forvirringen står malet i mit ansigt. Jeg kan overhovedet ikke forstå, hvor alt dette kommer fra. Sidste gang, jeg førte en ordentlig samtale med ham - hvis man kunne kalde den det -, var i måneskinnet lige før sporingshvepseangrebet. Hvad han har været igennem siden da, aner jeg ikke, men det har taget hårdt på ham. Han er ikke sig selv.

Så indser jeg det endelig. Cato er ødelagt. Endnu mere end jeg er, selvom jeg har levet mit liv uden nogen mor. Cato har reelt ingen forældre haft; ikke rigtigt. Det indtryk har jeg i hvert fald ikke. Det har ikke hjulpet ham at komme ind i Spillet, for han er kun blevet mere psykisk ustabil siden. Det er, hvad der er sket. Den Cato, jeg engang kendte, findes ikke mere. Han er væk fra mig, og det vil han være for altid.

Jeg når knap nok at tænke, om det alligevel er værd at prøve at få ham tilbage, da han afslutter sin sætning efter en kunstpause.

"Glem det. Du skal alligevel dø snart."

Først stirrer jeg bare et kort sekund, og så blusser vreden op i mig. Han lød så oprigtig, og det sårer mig nok i virkeligheden mest. Men jeg har ikke plads til sårede følelser, så jeg lader dem hurtigt forvandle sig til vrede. Ikke noget stort problem.

Jeg skyder en knytnæve frem mod Catos ansigt, før jeg når at tænke over bevægelsen. Desværre resulterer min impulsive handling ikke i et blåt øje til Cato, men at jeg bliver kastet mod jorden. Det sorter for mig, men jeg fortsætter blot med at udnytte det lager af vrede, der har ophobet sig i mig, så jeg er på benene, mens de sorte pletter stadig spærrer mit udsyn. 

Hvad, der sker, de næste par minutter, er jeg egentlig ikke sikker på. I en tåge med adrenalin, slag, spark og reflekser kæmper jeg mod Cato, men ikke omvendt. Om jeg rammer, har jeg ingen anelse om, for lige nu er jeg i min egen boble af ulykkelighed, raseri og frustration. Den springes først, da jeg mærker et jerngreb om min ankel, og jeg bliver hamret ned mod skovbunden igen. Mit hoved lander heldigvis lidt blødt på noget mos, men slaget er alligevel så hårdt, at der lyder en hul lyd. Pletterne kommer tilbage og tillader mig ikke denne gang at rejse mig op med det samme - til Catos held. Han reagerer ikke lynhurtigt, men i stedet mere kontrolleret og roligt, da han tager fat i min venstre skulder og højre kraveben. Ganske langsomt faktisk river han mig op på benene og presser mig op mod et træ med ham selv som modstøtte. Mine fødder rører knap jorden. Det virker ikke at sprælle, og jeg giver hurtigt op, mens jeg koncentrerer mig om begrebet "at slå ihjel med øjnene". Hvis det var muligt, så havde Cato ligget dybt under jorden allerede lang tid før, vi begge blev deltagere i Spillet.

"Slip mig." siger jeg og bliver skræmt over klangen i min stemme. Ikke bare vred... Der er mere i den. Had.

"Giv mig én god grund." er hans svar, og jeg skal lige til at give ham hundrede, da han spytter en klat blod ud, vender hovedet mod mig og lader sine læber forme sig efter mine. Jeg prøver at skrige, prøver at bevæge mig, men jeg ender bare med at få blod i munden, så jeg vælger at holde op med den taktik. Ligeså snart, jeg gør det, har jeg ikke noget at holde fokus på, andet end Catos læber mod mine.

Det bringer ikke afsky op i mig. Det er ikke grufuldt. Ikke ulækkert.

Det er trist. Trist fordi intet er, som det har været. Fordi intet er som det, det kunne have udviklet sig til. Kysset frembringer sorg hos mig langt mere effektivt end selv Chers død. Sorg, svigt, skuffelse. Mørke følelser hersker nu i mit sind, og det er Catos skyld. Det er Cato, der ødelægger mit liv, måske kun for at redde sit eget. Det får mig til at hade ham mere end noget andet.

Da han langt om længe slipper min mund, står jeg urokkelig tilbage. Min første indskydelse er at give ham en lussing, men det virker bare alt for plat. Desuden føles det, som om det er umuligt at bevæge en eneste muskel i min krop. De er for tilsyrede med had. Derfor tager jeg i stedet talens gave i brug, på trods af at jeg for ikke særlig længe siden sagde, at handling mere var min ting. Det viser sig åbenbart, at det afhænger af situationen. Forhåbentlig kan ord være ligeså effektive som den halshugning, jeg laver af Cato i mit indre.

"Jeg kan godt give dig en god grund Cato. Fordi du elsker mig." Jeg slår mig selv for munden, og jeg føler det, som om jeg er ved at besvime. Hvor ordene kom fra har jeg ingen anelse om, og det gør det kun endnu mere skræmmende, fordi det må betyde, at de kom fra hjertet. Men han kan ikke elske mig. Det er umuligt. Han er slet ikke i stand til at elske. Og det er jeg heller ikke.

"Elsker dig?" Et øjeblik ser jeg et stik af oprigtig sorg og smerte i hans øjne, men så er øjeblikket også ovre. Hadet er tilbage. Det utilslørede grufulde had, som jeg aldrig vil kunne vaske hans sind rent for.

"Elsker dig..." mumler han lidt for sig selv og lægger hovedet på skrå. "Interessant teori. Og den er baseret på hvilket grundlag?"

Min hoved er tomt for ord, for jeg aner det jo ikke. Men igen gør mit hjerte, eller min underbevidsthed, eller hvem det nu er, der overtager min krop og lader ufrivillige ord glide over mine læber.

"Baseret på den måde du ser på mig på. Jeg kan se gennem facaden." Kan jeg det? Hvad er det, jeg siger?

Et øjeblik ser Cato faktisk ud til at suge ordene til sig, men så ændres hans ansigtsmimik igen, så jeg aldrig vil kunne gennemskue maske, han har taget på.

"Eller måske er det dig, der har et problem her Clove. Måske føler du dig så uelsket, fordi du aldrig har haft en mor og kun en slange af en far, at du ser ting, der ikke eksisterer. Som kærlighed. For det er umuligt at elske dig Clove, og hvis du tror, at jeg gør det, så er du langt dummere, end jeg troede." Catos stemme er iskold, og der er ikke et eneste glimt af sårbarhed eller tristhed at spore. Intet. Og langsomt bryder jeg sammen indeni, fordi jeg begynder at tro på hans ord. For nu gør det mig måske vred, men langtsigtet ved jeg, at det vil slå hårdere, end noget andet han endnu har sagt til mig. Jeg har intet svar til hans udtalelse; sikkert for første gang nogensinde.

"Nåå, der blev hun lidt tom for ord, den kæphøje Clove, hva'? Du kan måske alligevel ikke det hele for det halve? Jeg siger dig, du ville ikke holde ét døgn alene herinde." Det sidste hvisker han nærmest, og da blusser det, desværre kun midlertidige, raseri op i mig.

"Jeg fatter ikke, at du kan have så store ord i munden Cato, når du intet har at holde dem i. Du har vist ikke selv haft en stjerneopvækst i 2, skal du måske lige huske, inden du rører ved min." hvæser jeg. "I øvrigt er jeg klar på et væddemål, hvis det er det, der skal til. Jeg kan klare resten af Spillet let som ingenting alene, og nu må jeg ærligt indrømme, at jeg langt hellere vil tage den kamp op, end jeg vil deltage i den med dig".

Cato træder et skridt tilbage og ser nedladende på mig. Han hæver sin stemme, nu hvor der er mere afstand imellem os, og jeg gør det samme.

"Jeg ville være på, hvis ikke det var fordi, du lige har givet meget klart udtryk for, at du mener, det er sværere at samarbejde med mig herinde. Så nu begynder jeg at vakle lidt, og du burde gøre det samme. For du er vel ingen kujon, vel?" Cato ved, hvordan han skal snøre mig, for jeg fatter ikke, hvor dette skal føre hen, men jeg er selvfølgelig nødt til at benægte titlen som kujon, selvom det kan give bagslag senere i samtalen. Men jeg vælger bare at ryste overlegent på hovedet.

"Godt så. Så vil jeg hellere indstille vædemålet på, at du bliver i vores lille, trygge, alliance, og lykkes det dig at nå til finalen med mig, så kan du få lov at vinde den præmie, at du frit må vælge dit våben som den første. For jeg går ud fra, at vi to skal have en værdig duel Clove. Det synes jeg oprigtigt, at vi har gjort os fortjent til gennem alle disse år." siger han og smører lige lovligt tykt på, da han udtaler den sidste sætning sukkersødt. 

"Det er det værste vædemål, jeg nogensinde er gået ind på. Men jeg kommer uden tvivl til at vinde det, og når vi står i finalen, slår jeg dig ihjel to gange - for en sikkerheds skyld. Og det hvad enten jeg vælger våben først eller ej. Kun en kujon ville forlange den fordel." hvæser jeg tilbage.

"Så har vi altså indgået et vædemål?" spytter Cato.

"Det har vi. Og du taber det." svarer jeg og bemærker, at jeg i stedet for at fokusere på, hvorvidt jeg vinder, er blevet fuldt optaget af, at Cato ikke gør i stedet. Det er ikke en holdning, der fører til vinderpositionen, og det er jeg godt klar over. Men efter hele denne seance er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet ønsker at vinde længere. At jeg overhovedet vil leve længere. Det føles, som om alt andet end at slå Cato ihjel, er blevet til ligegyldige bagateller. Måske vil jeg vinde Spillet og så begå selvmord, mens jeg stadig er i arenaen. Panem ville få et show, det ville lette en byrde for min far - som vel og mærke stadig ville blive rig - og jeg ville kunne gå tilfreds i døden med Catos endeligt som det sidste på min nethinde.

Jeg får en underlig følelse i maven af, at jeg ikke længere har nogle følelser, da Cato resolut vender sig om for at gå mod lejren. Det må være sådan, det føles, når alting bliver ligegyldigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...