Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13762Visninger
AA

24. Mord ved daggry - Cato

Nationalmelodien toner langsomt ud, og portrætter af hver eneste døde soner bliver vist på himlen. En smil dukker op på mine læber, da ansigterne begynder at dukke op. Hver eneste døde soner har været en udfordring for os ambisonere, og vi har klaret dem med pragt. Udfordringer skal der jo til. Både for at få erfaring og for at skaffe sponsorere.

Pigen fra 3 genkender jeg straks som et af mine mord - hvilket øjeblikkeligt får mig til at smile. Drengen fra 4. Drengen fra 5. Drengen og pigen fra 6. Begge fra 7. Drengen fra 8 som jeg også kan konstatere, at jeg har myrdet. Begge fra 9. Pigen fra 10.

Mit blik glider hurtigt rundt på de andre, og jeg kan se smilene spille på de flestes læber. Undtagen Cher og drengen fra 12. Da ingen af dem smiler, dvæler mit blik kort ved dem. Cher ser nervøst ned i jorden, mens hun bider sig i underlæben. Mens drengen fra 12 stirrer tomt ud mod nogle træer. Jeg forstår dem ikke. Hvordan kan de ikke nyde øjeblikket? Nyde det sus der går gennem maven på en, og den glæde og stolthed der bobler op i ens indre. Antallet af de døde sonere viser jo bare, hvor stærke vi er i år, og hvor meget magt vi egentlig har her i Spillet. I hvert fald for os ambisonere. Om ikke andet må det da betyde et skridt tættere på sejr og dermed hjemkomst, for dem der ikke ønsker at være her. Hvilket jeg heller aldrig lærer at forstå.

Jeg river mig selv ud af mine tanker og begynder at lunte videre, med resten af ambisonerne lige i hælene på mig. Vi løber i et anstændigt tempo, der ikke gør nogle trætte - hverken af udmattelse eller langsomme allierede. Imens både lytter vi og ser efter sonere. Men den eneste lyd, der bryder roen i skoven, er vores egne skridt mod skovbunden, og det eneste, vi kan se, er det ensformige landskab, der endda er utydeligt i mørket. Grantræer, fyrrenåletræer, få buske, vildplanter og meget tør jord. Vi har kun 2 par natbriller, der gør os i stand til at se i mørke, som mig og Clove hurtigt har fået raget til os. De andre må nøjes med lommelygter.

Jeg nyder turen i fulde drag, ikke kun fordi vi muligvis snart kommer til at myrde, men også fordi der er ikke så mange ting at holde styr på. Desuden holder turen mig distraheret. Distraheret fra tanker der skal holdes væk. Rettere sagt.. Distraheret fra tanker om Clove.

Den kolde natteluft rammer os i ansigterne og holder kun vores hoveder kolde, da kroppen er i bevægelse. Samtidig følger en lugt af fyrretræer, harpiks og gran med, hvilket tilsammen giver en frisk lugt og naturlig duft. Og vi er da også friske hele natten, selvom håbet begynder at svinde, jo tættere vi kommer på daggry. Arenaen er selvfølgelig stor, men vi burde vel have fundet én soner, vi kunne dræbe. Det irriterer mig voldsomt og får mig endda til at ligne en dårlig leder. Hvilket Clove rigtig kan fryde sig over. Men netop som jeg bander over Clove i mit stille sind kan et bål og lidt røg ses i det fjerne. Det distraherer mig fra muligvis at tænke videre over noget med relevans til Clove.

"Se!" hvisker Marvel, en smule højt, mens han peger over mod den lille røgsøjle, knap 30 meter herfra, som vi ikke før har kunne se grundet de høje træer. Noget indeni mig slår kolbøtter i min mave, samtidig med at irritationen forsvinder som dug for solen og bliver erstattet af en enorm entusiasme. Jeg må holde en lille sejrsdans inde, og vi begynder ivrigt at bevæge os hurtigere hen mod bålet. Jeg kan mærke iveren - både hos mig og hos de andre. Og vi nærmer os, næsten lydløst, personen ved bålet.

Pludselig står vi foran en ca. 16-årig pige med krøllet rødt hår og skrækslagne brune øjne. Hun udstøder et lille skrig, da hun ser vores frygtindgydende team, mens hun gør et desperat forsøg på at slippe væk ved at kaste sig hen over skovbunden.

Men det er så ynkeligt, at jeg ikke engang kaster mig ud efter hende. Lad hende bare tro at hun har en chance. Hvis man virkelig vil knuse hende, skal man først gøre hendes forhåbninger om at overleve højere og så bagefter myrde hende. Hvilket også er mere spændende for seerne.


"Nej" hviner hun, og hendes stemme knækker over, da hun snublende får rejst sig og kaster sig væk fra os. Igen snubler hun, og vi er hurtigt henne ved den skræmte pige, hvor Marvel river fat i hende og kaster hende hårdt ned på jorden. Ingen af os gør mine til at dræbe hende, og det virker en smule akavet, da vi tydeligvis alle sammen - med undtagelse af Cher og drengen fra 12 - har lyst til det, men aldrig har prøvet at stå så mange personer omkring én person før. Det virker fejt og ikke nær så spændende uden nogen form for udfordring. Hvilket selvfølgelig også ville være sært, hvis der var, siden det er en talentløs pige mod 5 toptrænede ambisonere. 

"Nej.. I må ikke.. Jeg vil ikke.." hulker hun, da vi hurtigt har omringet hende. Hendes vejrtrækning er ujævn, og hun ryster skræmt. Men det faktum får bare flere hånlige grin til at lyde, og hendes øjne udvides om muligt endnu mere.

"Jeg har ikke gjort noget.. Vil I ikke nok lade være.." hviner hun, og sekundet efter bliver jeg træt af at vente. Mit sværd borer sig ind i maven på hende, samtidig med at Clove's kniv rammer hende lige ved siden af mit sværd. Et smertesskrig undslipper pigens mund, mens hendes ansigt forvrænges i en lidende grimasse. Hendes smerte får mig til at smile grumt samtidig med, at en lille latter slipper ud af min mund. Endnu en gang føler jeg mig overlegen og magtfuld.

Da pigen ser mit smil, bliver hendes øjne om muligt endnu større, og hun ser skrækslagent op på mit ansigt. Hun hiver lidende efter vejret, mens tårerne strømmer ned over hendes beskidte kinder. Samtidig strømmer en klistret rød masse ud af hendes mave og farver tøjet og jorden rød. Hendes hænder famler sig kort ned til hendes mave og bliver fuldkommen røde af blodet, mens hun krøller sig sammen. Men intet af dette rører mig, og det eneste, jeg føler, er et sug i maven, der indikerer, at jeg er et skridt tættere på at vinde den længe eftersøgte anerkendelse og ære.

Fuldkommen kold river jeg sværdet ud af maven på pigen og vrikker noget kød ud også. Dette får pigen til at hive hikstende efter vejret, mens hendes øjne bliver svage og omtågede. Jeg betragter hende ryste ukontrolleret, samtidig med at hun gisper desperat efter vejret, med tårer strømmende ned over hendes ansigt. Clove bukker sig ned, med et ligegyldigt udtryk i øjnene, og river kniven ud. Pigen spjætter umærkeligt, hvorefter hun  ligger stille.

"Tolv nede, elleve tilbage!" råber Marvel og bryder den korte tavshed. Et grin slipper over mine læber, samtidig med at de andre begynder at lykønske hinanden. En lille boble af lykke udvider sig inden i mig, og jeg kan igen mærke suget, der går gennem min mave. Vi begynder højlydte at huje uden at tænke over konsekvenserne og de andre sonere, der muligvis også kunne være blevet vores ofre i nat. Men vi er alle sammen så kåde og overgearede over vores seneste drab, så det ikke er til at styre.

"Nå, vi må hellere smutte, så de kan fjerne liget, inden det begynder at lugte" konstaterer jeg, da størstedelen af jublen er ovre. De andre mumler bekræftende; stadig overgearede over drabet. Vi går et stykke væk i gåtempo og ender ved en lille lysning. Humøret er i top, og vi er igen ellevilde. 

"Skulle vi ikke have hørt kanonen nu?" spørger Cher stille. Vi stopper alle sammen op. Jo, vi burde have hørt kanonen, lige så snart pigen tog sin sidste vejrtrækning.

"Jo. Der er vel ikke noget i vejen for, at de bekendtgør det med det samme." nikker Marvel, mens han ser bekræftende på os. Kanonen bliver altid affyret lige når en soner er død, med undtagelse af førstedagen. Irritationen gnaver i mig, og jeg skal netop til at pointere, at det ikke kan være tilfældet. Men Glimmer kommer mig i forkøbet.


"Medmindre hun ikke er død."

"Hun er død. Jeg stak hende jo." hvæser mig og Clove i munden på hinanden, irriteret over at der tvivles på os. Jeg sender hende et kort rasende blik, uden at have tid til at se, hvordan hun reagerer. Hvorefter jeg igen koncentrerer mig om diskussionen. 

"Men hvad bliver der af kanonen?" pointerer Glimmer bedrevidende, mens hun hæver det ene øjenbryn. Dette får mig til at bide tænderne sammen af raseri. Hun skal absolut ikke brokke sig over mig og Clove.

"En eller anden må gå tilbage og sikre sig, at hun virkelig er død."

"Ja, vi gider ikke jagte hende to gange."

"Jeg har jo sagt, at hun er død!" snerrer Clove, før jeg giver igen. Det irriterer mig grænseløst. Og vi begynder en hvæsende diskussion, hvor Clove og jeg for en gangs skyld er på samme side. Egentlig ville det være mest fornuftigt, at bare gå tilbage og gøre det af med hende for en sikkerheds skyld.. Men jeg hader når folk tvivler på mig, hvilket får mig til at deltage meget aktivt i diskussionen.

"Vi spilder tiden! Jeg går tilbage og sikrer mig, at hun er død, så vi kan komme videre" lyder det pludselig fra drengen fra 12, som pludselig har en meget myndig klang i stemmen. Han ser opgivende på os, mens han hæver det ene øjenbryn. Han ser latterligt bedrevidende ud, selvom det er ganske forsigtigt, han prøver sig frem. Alligevel fremprovokerer det et eller andet i mig, og jeg giver ham et surt svar igen:


"Så gør det, loverboy.. Tjek det!" hvæser jeg. Han nikker, uden at vise den mindste følelse, hvorefter han går væk fra lysningen. Det irriterer mig utroligt meget, at han vender ryggen til os og dermed viser, at han ikke er bange for os.  

"Hvorfor slår vi ham ikke bare ihjel nu og får det overstået?" vrisser Glimmer, stadig irriteret over at hun ikke fik sin vilje.

"Lad ham bare følge med. Det kan ikke skade. Og han er ret effektiv med kniven." nikker Cher med en stille mine. Hun har hele tiden holdt sig ude af diskussionen, hvilket egentlig ikke er nogen overraskelse.

"Desuden kan han måske føre os til hende." pointerer jeg tonløst, stadig i et forsøg på at kontrollere min vrede.

"Hvordan? Du tror måske, at hun faldt for hans latterlige kærlighedserklæring?" lyder det fra Marvel.

"Det gjorde hun måske. Hun virkede ret naiv på mig. Hver gang jeg tænker på, hvordan hun stod og drejede rundt i den kjole, får jeg lyst til at brække mig." fnyser Clove, mens hun sender mig et underligt blik, som jeg ikke kan greje. Sjovt nok kan jeg ikke foreholde mig til det og tænker ikke videre over det.

"Jeg gad godt vide, hvordan hun scorede det ellevetal." konstaterer Glimmer tænksomt stadig med en irriteret undertone.

"Jeg vil vædde med, at loverboy ved det." spytter jeg. Øjeblikket efter vandrer drengen fra 12 ud fra skoven med en blodig kniv i hånden. Vi tier straks stille og håber på, at han ikke har hørt det. Om han har, kan jeg ikke konstatere, da hans ansigtsudtryk er så neutralt, at det er helt utroligt.

"Nå, var hun død?" spørger jeg giftigt, mens jeg sender ham et hadefuldt blik.

"Nej, men det er hun nu" svarer han - irriterende meget blottet for følelser. Han er umulig at afkode. 

"Skal vi komme videre?" spørger han, mens han hæver øjenbrynet. Rasende nikker jeg, mens jeg irriteret kaster med hovedet i en tilfældig retning. Jeg sørger omhyggeligt for at føre an i håb om stadig at holde min lederrolle aktuel. Og først efter raseriet ebber ud, vender mine tanker tilbage til blikket Clove sendte mig.

Det var hverken hadefuldt, hånligt eller rasende. Slet ikke noget i en negativ retning. Nærmere.. Jeg leder efter et ord til at beskrive det med, samtidig med at jeg ser det for mig igen. Pludselig går det op for mig. Og selvom jeg holder mig i bevægelse, stivner jeg fuldkommen indeni. For pludselig går det op for mig, hvad der lå i blikket. Der var et strejf af bekymring i. Selvfølgelig ikke rigtig meget, men bare et lille strejf. Men det er uvant nok i sig selv. For Clove har aldrig set sådan på mig.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...