Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13459Visninger
AA

37. Mit evige helvede - Clove

"AV! Hvad i.... Clove?" udbryder Marvel, der ligger i skyggen af Overflødighedshornet. Han ser forundret ud, hvilket ikke er så svært at forstå hvorfor. Han er lige vågnet op med utroligt mange sporingshvepsestik, og han husker sandsynligvis ikke mere, end jeg gjorde, da jeg vågnede. 

"Sssshhh, lig nu stille." beordrer jeg - blidere end jeg havde troet muligt. Marvel ømmer sig og stirrer mistænksomt på mig med det ene øje. Det andet er halvt lukket i grundet et mindre sporingshvepsestik ved tindingen.

"Vil du ikke..." hans stemme er spinkel, og han rømmer sig for at genvinde evnen til at tale rent. 

"Forklar lige hvad der foregår." afslutter han og taler langt mere tydeligt, end jeg ville have troet var muligt. Min stemme var hæs flere timer efter, jeg var vågnet.

"Hvis du ligger stille og holder din mund, så skal jeg nok berige din lille hjerne med mine kostbare informationer." siger jeg koldt, men kan så ikke lade være med at grine. Ikke for at håne. Ikke for at ydmyge. Jeg griner af ren og skær morskab. En latter der sjældent kommer til mig, og at dømme ud fra tidspunktet, den kommer på, må jeg være ved at blive vanvittig. Men den havde jeg egentlig godt set komme..

"Jo... Altså lige nu plejer jeg dine sår med medicin fra det der førstehjælpssæt. Sårene stammer fra et sporingshvepseangreb i går. Eller i forgårs, jeg er stadig ikke sikker. Kan du huske det?" spørger jeg.

"Mmm... De sataner var over det hele. Jeg husker sidst, at jeg fløj, men måske faldt jeg. Det giver ikke rigtig nogen mening." Marvel nikker og lyder lidt, som om han taler mere med sig selv end med mig.

"Godt. Det korte og det lange er, at vi kun er tre tilbage. I lejren i hvert fald. Du er her, jeg er her og ham drengen fra tre. Han har opholdt sig i lejren konstant, og ingen har angrebet den i mellemtiden, men - "

"Hvem ved vi der er døde Clove?" spørger Marvel mig: pludselig alvorlig. 

"Kun Cher. Jeg fandt hende ved et vandløb, da hun stadig var i live. Sporingshvepsenes giftige bylder, blå mærker, rifter og størket blod, gjorde det klart for mig, at hun ikke ville overleve. Jeg var nødt til at gøre en endelse på hendes lidelser. Hun ville have været død alligevel, Marvel. Glimmer, Cato og ham fra 12 kan stadig være i live. Jeg har ikke søgt så meget efter dem, jeg havde mere travlt med at komme til hægterne selv." lyver jeg. Jeg har søgt overalt. Måske ikke efter Glimmer, hvis lig jeg håber allerede er blevet fjernet fra jordens overflade, men efter Cato. Vores flugt er stadig mulig, hvis bare han ikke... Jeg vil ikke engang tænke tanken til ende. Ligesom tanken om, da jeg måtte dræbe Cher, er en tanke, jeg ihærdigt forsøger at fortrænge. 

"Hvordan endte jeg så her?" spørger han og ser forvirret ud. Jeg kender det. Forvirringen. Den er mit evige helvede, som jeg langsomt brænder op i.

"Du var flygtet hen mod samme sted som mig. Jeg vågnede og opdagede dig, men efterlod dig igen til fordel for at få noget mad og vand. Ellers ville jeg alligevel være ude af stand til at hjælpe overhovedet. Det lykkedes mig, men jeg mistede bevidstheden igen. Heldigvis vågnede jeg op igen senere på dagen, og efter et bad og noget mere føde og drikkevand kunne jeg finde lejren. Da jeg havde sikret mig, at alting var i orden og at 3 holdt skansen... Ja, så valgte jeg at gå tilbage efter dig. Jeg vidste, hvor du lå, og at du måske var til at redde. Det lykkedes tilsyneladende." fortæller jeg, og Marvels øjne går fra sammenknebne til overraskede og lettede.

"Så du slæbte mig simpelthen tilbage hertil? Alene?" 

Jeg nikker, og Marvel bryder ud i grin. Jeg kan ikke grine med denne gang. Det var en sej kamp at få Marvel hertil, og jeg er stadig ikke klar over, at jeg gjorde det rigtige. Men uanset hvad, vil det se godt ud i sponsorernes øjne. At jeg stadig har allierede, og at jeg er pålidelig.

"Hvorfor?" spørger han, da hans latter forstummer. Igen skifter hans humør brat, og han ser alvorligt på mig. Taknemmeligt.

"Fordi vi er stærkere, når vi står sammen." Mit svar ser ud til at gøre indtryk på ham, for han ser tankefuldt ud i luften. Det går dog snart op for mig, at det ikke er vores åh-så-skønne sammenhold, der får ham til at tænke. Det er et spørgsmål, der er så logisk, at jeg ikke ved, hvorfor jeg ikke selv stillede mig det.

"Ved ham der fra 3 ikke, hvem der er døde? Du ved, han må have set billederne og hørt kanonerne, ikke?" spørger Marvel med sammenknebne læber. Som om han er bange for at høre svaret. Jeg nikker.

"3!" råber jeg: hverken hårdt eller blidt. Neutralt. Han kommer alligevel straks løbene inde fra hornet, hvor han står med nogle grønne frugter i favnen.

"Er han vågen?" spørger han forsigtigt og ser på Marvel. Jeg minder mig selv om, at jeg er nødt til at holde føringen i øjeblikket, nu hvor både Glimmer og Cato er væk, selvom drengen fra 3 ser så lille og uskyldig ud, at jeg næsten ikke nænner at snerre af ham.

"Det kan du da se, paphoved. Vi vil gerne vide, hvem der er døde, mens vi har været væk? Nogle uden for flokken? Peeta? Glimmer? Cato?" remser jeg op.

"Ikke nogen der ikke er en del af teamet, nej." nærmest sukker han. "Peeta er tilsyneladende stadig i live, men jeg har ikke set skyggen af ham. Glimmer er derimod allerede tilbage i 1 for længst." siger han.

Et øjeblik byttes rollerne om i mit hoved. Mens jeg havde regnet med, at Marvel ville blive trist, måske endda sørge, over Glimmers død, ser han nærmere en smule lettet ud. Jeg selv, derimod, må indse, at Dødsspillet for alvor er en realitet. Cher, som jeg efterhånden var begyndt at betragte som lidt mere end en allieret, er død. Glimmer, som derimod var en slags fjende, er død. Alle omkring mig dør - venner og fjender - og der er intet, jeg kan gøre ved det. Det er Spillets gang, og jeg kan ikke sætte mig op mod det.

"Og Cato?" spørger jeg åndeløst. Det gør næsten ondt at få hans navn over mine læber. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at høre svaret, men jeg ved, at jeg er nødt til det.

"I live."

"I bedste velgående endda."

Lettelsen når ikke engang at strømme indover mig, før rædslen overtager min krop. Catos stemme runger bag mig, og den syder af vrede. Eller, nej, det er ikke vrede. Jeg har hørt ham vred så mange gange. Det her er noget andet. Det er had.

"3. Marvel. Clove. Hvem skulle have troet, at vi ville stå tilbage nu? Det havde jeg selvfølgelig, men alligevel. Det er jo kun et spørgsmål om tid, før vi alle er splittet igen. Vi spænder jo egentlig kun ben for hinanden, gør vi ikke? Det er utroligt, at vi overhovedet stadig står sammen." Catos stemme får det til at lyde så negativt, at vi holder sammen, mens jeg for kun få minutter siden gjorde det til sådan en god ting i mit hoved. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal tro.

Cato slår en højst uforudset latter op, da vi alle måber. "I skal ikke tage jer af mig. Min hjerne er vist stadig lidt påvirket. Jeg trænger lidt til at få redet ud i nogle tråde, hvis I forstår. Du er nok den rette til jobbet." siger han og peger på mig.

"Kom Clove. Vi går en tur."

Hans øjne er vanvittige. Cato er ikke den Cato, jeg kender; elsker; hader. Hans opførsel har lige smidt mig tilbage til mit eget personlige helvede: forvirringen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...