Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13501Visninger
AA

13. Mentale magtkrige - Clove

Jeg stønner indvendigt og accepterer midlertidigt det nederlag, der for mig er at skulle sætte mig ved samme bord som Cato. Jeg har intet valg. Snart vil jeg være i arenaen, og inden må jeg have truffet et valg: Vil jeg, eller vil jeg ikke, alliere mig med de andre ambisonere? Jeg har allerede valgt at være traditionen tro. Nok er jeg sikker på, at jeg ville kunne komme langt alene. Tja, faktisk har jeg været tæt på at vælge dette. Men så er der alligevel noget, der trækker mig over mod den anden valgmulighed. Jeg vil sikkert klare mig bedre i en alliance.

For at modsætte mig Cato mest muligt sætter jeg mig lige ved siden af ham. Det virker måske umiddelbart ulogisk, men jeg ved, at det vil irritere ham, at jeg ikke selv viser min irritation overfor ham, men tværtimod imødekommer ham.

"Mit navn er Clove. Distrikt 2" siger jeg, da jeg stiller bakken med frokosten fra mig på bordet, mens jeg nikker forholdsvis venligt. En blondine, pigen fra Distrikt 1 har jeg tidligere bemærket, svarer at hun selv hedder Glimmer og hendes distriktspartner Marvel, mens hun laver en gestus, der viser, hvem denne Marvel er.

"Jeg hedder Cher" siger en pige med brune og intelligente øjne. Først havde jeg slet ikke bemærket hende. Jeg aner ikke, hvem hun er, da jeg af en eller anden grund ikke har haft opmærksomhed nok overfor de andre sonere noget før. Jeg går ud fra, at hun er fra Distrikt 4, da det er det sidste distrikt, vi mangler repræsenteret i vores lille 'ambisonerklub'. Hvorfor drengen ikke er her er ikke til at vide, men da han ikke er mødt op nu, må jeg antage, at vi ikke kommer til at se mere til ham. Det passer mig også fint - jeg er mest en alenetype, og 4 allierede er i virkeligheden allerede 4 for meget til mig.

Under frokosten fokuserer jeg på 2 ting, men ingen af dem er den fysiske træning i træningscentret. Det ene er taktik og strategi, som jeg er nødt til at tage mig sammen og overveje nu, for jeg har været alt for fraværende på det punkt de sidste par dage. Det andet er at opføre mig rigtigt lige nu, i forhold til hvad det forventes af mig. Jeg må sammen med de andre grine overlegent og virke samarbejdsvillig, så vi fremstår som et godt fasttømret team, der er værd at frygte. Overfor de andre ambisonere må jeg i det hele taget virke..jaa, ambisoneragtigt, ikke doven, uambitiøs, negativ og den slags. Jeg må være realistisk, ivrig og alligevel kunne holde hovedet koldt. Samtidig skal jeg skjule de onde blikke, jeg sender Cato engang imellem. 

Det er næsten blevet ren rutine, at Cato og jeg nidstirrer hinanden og har både uudtalte og meget højlydte kampe. Men dette må ingen vide, for det kan ødelægge hele billedet om det perfekte hold, vi skal forestille at være. Jeg tror dog, at dette bliver svært for mig at holde diskret, for Cato irriterer mig mere end nogensinde lige nu. Godt nok flirter han ikke, som han tidligere har gjort, men han er stadig Cato. Og han var skrækkelig at høre på i går. Men den egentlige årsag til, at jeg slet ikke kan holde ham ud, ved jeg godt inderst inde er noget andet - noget, han ikke kender til..

Efter min drøm om ham i nat, om vores første møde i barndommen, er der en lille del af mig, der savner ham. Selvfølgelig ikke den usle tyran han er nu, men måske bare den legekammerat jeg sådan havde brug for engang, og som jeg føler, at jeg til dels godt kunne bruge nu. En jeg kan have tillid til. For på trods af mit 17 år lange liv har jeg ikke et eneste minde om nogle jævnaldrende, som jeg har været ligeså tæt med, som jeg var med Cato dén dag. Og det er denne længsel efter en at stole på, der rammer Cato, og det er dette, der gør mig allermest vred på ham. 

Det går op for mig, at jeg igen har ladet tanken om Cato distrahere mig. Jeg beslutter mig for, at ligeså snart chancen melder sig, vil jeg tage hævn over ham for alting. Måske med en ydmygelse eller måske endda ved at slå ham ihjel, når tiden kommer. Det må jeg se til. Og da jeg har besluttet dette, kan jeg komme videre og fokusere på dét, der er vigtigt lige nu.

"En soner fra Distrikt 11!" nærmest brøler drengen, Marvel, fra 1, og jeg opdager, at jeg må have misset starten på en vittighed. Sammen med de andre griner jeg hysterisk, selvom jeg ikke aner, hvad der er så morsomt. 

"Hmm, burde vi ikke også diskutere et mere alvorligt emne? Som taktik for eksempel?" spørger Cher og tygger lidt på indersiden af sin kind. Hun holder ryggen rank og spørger uden tøven. Jeg har allerede et temmelig godt billede af hendes personlighed. Selvsikker, klog og.. tja, hvad mere hun er, ved jeg ikke. Men hun må kunne noget, for ellers ville hun aldrig have meldt sig som ambisoner. Jeg er nysgerrig nok til at nedværdige mig selv ved at vise hende en del interesse.

"Jo, du har ret. Vores færdigheder, kundskaber, evner. Hvad er dine? Jeg glemte at se efter dig i træningscenteret, må jeg nok ærligt indrømme." spørger jeg og venter spændt på at se, om løgnen vil stå malet i hendes ansigt, eller om hun vil fortælle mig den fulde sandhed om sine evner.

"Hurtighed. Jeg er en dygtig løber. Jeg svømmer enormt stærkt, du ved, fordi jeg er fra 4, og mine evner til at flette net er også i top. Desuden ved jeg meget om overlevelse generelt, for vi havde ikke så mange penge i mit hjem. Hvilket faktisk er en af grundene til, at jeg overhovedet deltager i dette spil." siger hun, og det overrasker mig, hvor åbent hun fortæller om sit hjem - især når dette er situationen. Cato, der forudsigeligt nok er ligeglad med den slags ting, spørger straks ugenert videre. "Hvad med våben? Kan du finde ud af at bruge sådan et?" Han lyder ikke spor hånlig, da han siger sidste sætning; nok fordi det bare falder ham naturligt at sige sådan, fordi våbenfærdigheder er noget han vægter højt

"Særlig stærk er jeg ikke, men der er 2 våben, jeg behersker ganske udmærket. Kasteslyngen og øksen." Vi ser alle 4 lidt uforstående på hende, og hun skynder sig at tilføje: "Jeg arbejdede derhjemme, hvor jeg huggede træplanker over, så de kunne bruges til at bygge både og den slags." Det forklarer, at hun kan bruge en økse. Ellers er det normalt kun sonerne fra Distrikt 7, der benytter disse.

Jeg nikker anerkendende til pigen Cher. Hun vil være god at have på holdet. Hun ser nu på mig, og hendes ansigt lyser op, da hun ser mit nik. Hun fortsætter med at spørge ind til vores strategi: "Men altså, er der ellers nogle, der har noget at foreslå, når det kommer til vores taktik?"

Så kommer jeg i tanker om, at det har jeg. "Jo." siger jeg i munden på Glimmer. I stedet for at give mig ordet kan jeg se, at hun åbner munden for at fortsætte. Det vil jeg ikke lade ske. Nogen skal være alfahunnen i vores kreds, og den nogen skal være mig. Jeg bider hende af med et: "Det her er vigtigt. Ligesom alt andet jeg fremover vil sige". Glimmer bukker under og nikker, men ser dog ikke nervøst ned i bordet, som jeg havde håbet. Ikke at jeg havde forventet det. Den slags skal man ikke regne med fra ambisoneres side.

Jeg fortæller dem om drengen fra 3, som jeg lavede en aftale med. At han skulle være med på vores hold. Jeg forklarer dem de mulige fordele ved det og siger, at vi altid kan dræbe ham, hvis han ikke har nok at byde ind med. Hvad jeg ikke fortæller, er den del af aftalen, hvor jeg må stille ham 3, nu 2, valgfrie spørgsmål. Det kan jeg sikkert udnytte til egen fordel, og selvom det er et beskidt trick, så er jeg klar på at bruge det. 'I krig og kærlighed gælder alle kneb', siger man jo. Og Spillet er helt sikkert krig.

Resten af frokosten fortsætter vi, og jeg bliver klar over, at Glimmer ikke vil give så let op uden kamp. Hun har udvist tydelige tegn på, at hun er ligeså interesseret i magt som jeg. Faktisk satte hun sig op imod mig straks, da jeg sagde, at drengen fra Distrikt 3 skulle inkluderes i vores alliance. Marvel opbakkede hende, men jeg tror, at det kun var for hendes skyld og ikke tog udgangspunkt i hans egen holdning til det. Han er sandsynligvis hendes loyale hund, så jeg skal i virkeligheden nok tage mig i agt for ham. Senere må jeg advare de andre 2 om, at måske Glimmer og Marvel vil danne deres egen lille forrædder alliance og gå imod os, når vi sover.

I hvert fald gik mit forslag igennem. Cher, som jeg er overbevist om er meget snedig, bakkede straks mit forslag op, og Cato erklærede sin enighed med en sukkersød stemme - kun til ære for mig. Raseriet fik mine kinder til at blusse rødt op.

 

Om aftenen, da den lange første træningsdag endelig var kommet til ende, sad jeg om et rundt spisebord med Cato, Ria og Alexis. Stemningen var ikke akavet, men alle virkede meget pirrelige, og vi snakkede stort set ikke. Mens Ria forsøgte at holde humøret oppe, lod det til at alle vi andre bare smeltede sammen til én enhed, der modarbejdede hende. Der var total kølig luft mellem Cato og mig, og til min store overraskelse, og fryd, var der det samme mellem Cato og Alexis. Gad vide hvad der havde forgået mellem dem? Men i virkeligheden spillede det ingen rolle. Det vigtige var bare, at Cato ikke længere var Alexis' yndling, og at den klamme flirt endelig var slut, så jeg ikke behøvede komme så vidt, at jeg måtte kaste op over det.

Hele aftenen var faktisk meget uinteressant, og da jeg rejste mig for at gå i seng, var der ingen andre end Ria, der svarede. "Sov godt Clove." var alt hun sagde. Jeg gik ud ad døren, men kunne så ikke lige lade være med at smuglytte ved den, bare for at høre om de ville begynde at tale igen eller den underlige tavshed ville fortsætte. Jeg skulle lige til at gå, da jeg hørte Cato mumle noget vredt med, at man burde sætte visse mennesker lidt på plads. Inden jeg løb hen på mit værelse, hørte jeg Rias svar, der lød halvt bebrejdende, halvt som ville hun kun hjælpe.

"Gå i seng Cato. Og husk på, ikke kun nu, men altid, at den som får mere magt over andre får mindre magt over sig selv."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...