Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13454Visninger
AA

5. Lodtrækning med kapløb - Clove

Næste morgen da jeg slår øjnene op, er det ikke med den angste fornemmelse, jeg troede, jeg måske ville have. Jeg føler mig klar til at vælte verden. Ung, modig, dygtig og vild. Hvis jeg dør, er det sådan, jeg vil huskes. Som en der kæmpede. Ikke som en der var for bange til at kaste sig ud i tingene.

Det kommer ikke som nogen overraskelse for mig, at der ikke er nogen, da jeg kommer ned i køkkenet. Det er dét, at der ikke engang ligger en seddel, der får en enkelt tåre til at forråde mig. Jeg havde vel egentlig ikke forventet det, men det føles alligevel som om, at der var et vist håb inde i mig, som jeg ikke var klar over lå der. At min far ikke elsker mig, er jeg klar over, men jeg troede måske..nej, det er også lige meget.

Jeg spiser min morgenmad langsomt. Jeg har fundet noget af det bedste, der var i skabet frem, så jeg nyder hver eneste mundfuld. Det velsmagende brød med gedespegepølse ovenpå, den salte suppe og glasset med saft fra en eller anden blomst, jeg ikke kender navnet på, er en rar start på dagen.

På samme måde som jeg langsomt spiste morgenmad, går jeg langsomt op igen og tager langsomt tøj på. Sikke du dog trækker tiden ud. Så styr dig dog! tænker jeg ved mig selv og mander mig op. Mit hår gør jeg ikke meget ud af. Bølget, korngult og smukt er det ikke, bare lidt tyndt sort hår, men det er let at ordne. Jeg reder det igennem med 3 tag med børsten og lader det hænge løst. I sidste øjeblik ombestemmer jeg mig, og sætter det op i en hestehale, som jeg oftest har i. Nu har jeg i forvejen kjole på, og så må en hestehale være fint nok.

Da jeg kommer udenfor, hører jeg med det samme hestehovene, der gungrer hen imod det lille kvarter, jeg bor i. Da alle fra distriktet skal mødes oppe i den store landsby på Pladsen, må vi, fra de mindre landsbyer rundt omkring i Distrikt 2, lade os transportere af nogle gamle heste i en slidt trævogn. 

Først to, så fire sløve heste kommer til syne rundt om et hushjørne, og jeg kan se adskillige beboere fra landsbyen sidde i vognen bag dem allerede. Sammen med nogle få andre, hopper jeg op, da hestevognen stopper foran nabohuset, og kusken pisker hestene én gang, så de vrinsker højt, og beordrer dem at sætte igang. 

I hestevognen er der en trykket stemning. Nogle få forsøger at holde en lille opløftende samtale igang, men da der ikke er flere, der gør mine til at fortsætte den, tier de få efterhånden stille og en trist stilhed lægger sig over os alle. Jeg lægger mærke til, at jeg er den eneste i vognen, udover én anden dreng, der ikke sidder og holder en forælder eller anden værge i hånden. Den eneste anden der sidder alene som mig, er drengen overfor mig. Cato.

Bare hans tilstedeværelse irriterer mig. Jeg kan ikke undgå at se på ham, når han sidder og glor på mig på den måde. Som om det er et mirakel, at vi sidder her i samme hestevogn. Hvilket det ikke ligefrem er, eftersom der kun kommer 3 ud til lige vores lille landsby, og alle indbyggere i byen skal med én af dem.

Fordi Catos blik ikke kun er nysgerrigt og irriterende, men også flirtende, tvinger jeg mig selv til at kigge væk. Så kommer jeg til at tænke på, hvor Catos forældre er henne, og jeg ser rundt i vognen. Og de sidder der faktisk; helt nede i den anden ende sammen med nogle børn og forældre jeg ikke kender.

Jeg gad vide, hvorfor han ikke sidder hos dem, tænker jeg, men skyder tanken fra mig. Jeg gider da slet ikke spilde min tid på at tænke på ham og hans liv. Hvis det stod til mig, så passede han helt sig selv, og vi så aldrig hinanden igen.

Da jeg ikke kan undgå at se Catos stirrende blik ud af øjenkrogen, på trods af mine største anstrengelser, beslutter jeg at glo igen. Så jeg vender med ét hovedet og smiler tilfredst, da jeg ser ham forskrækket krympe sig over mit nidstirrende blik et kort sekund. Så genvinder han fatningen, smiler skævt og fugter læberne med tungen, på en måde der nok skulle forestille at være sexet. Jeg synes bare, at det ser latterligt ud. 

Resten af turen sidder vi bare sådan og stirrer på hinanden, mig ondt, Cato flirtende, og efter et par timers kørsel ankommer vi endelig til Pladsen. Jeg springer ned fra vognen som den første, mere for at undgå Catos stirrende himmelblå øjne end noget andet. Det tager mig ikke lang tid at "tjekke ind", som vi altid skal for at blive talt og komme ind i systemet, i tilfælde af at vi af en eller anden grund skulle være røget ud. Det går ikke for Capitol. De skal have kontrol over alt.

Der er mange mennesker på pladsen. Den er faktisk næsten fyldt op. Men jeg har intet problem med at finde en plads, for os der kan deltage i Spillet, har fået tildelt særlige pladser. Det vil sige, at vi skal befinde os mellem særligt markerede bånd, alt efter vores køn og alder, under hele seancen. Jeg placerer mig i den næst forreste række - for de syttenårige - i venstre side - for pigerne. Omkring mig er der utrolig mange lyde fra folk, der græder, skriger eller bare snakker, og jeg kan ikke undgå at se, hvordan familier omfavner hinanden. Selvom det godt nok er latterligt. Ligesom det var med de bange ansigter i hestevognen. Alle og enhver ved jo, at nogle vil melde sig hos både pigerne og drengene, så ingen skal bekymre sig om at blive soner ufrivilligt. Men sådan er det vel bare med kærlighed. Det gætter jeg i hvert fald på, men jeg er jo ikke ligefrem ekspert på det område.

Efter et stykke tid hører jeg en dump lyd efterfulgt af en mere skinger, og så ser jeg, ligesom alle andre, op imod scenen. Den befinder sig ikke så langt væk, fra hvor jeg står, men selv hvis den havde gjort, ville jeg have kunnet se rigeligt på de enorme skærme, der er stillet op ude langs siderne bag ved mængden af nervøse forældre og andre voksne. 

"Hhhhmmprf - velkommen borgere af Distrikt 2." begynder borgmesteren. En lav skallet mand, der aldrig har interesseret mig særlig meget. Alt det han siger efter "Distrikt 2", hører jeg overhovedet ikke. Jeg har også hørt det så mange gange før. Han holder talen om "De Mørke Dage", remser listen af vindere i Distrikt 2, der ikke er så kort, op og siger et par andre ting også. Jeg lægger mærke til, at en kvinde der sidder på scenen, som er tidligere vinder, slår sig på brystet med den ene hånd under opremsningen af vindere. Jeg nåede ikke at høre hvilket navn, der blev nævnt, men jeg går ud fra, at det er Enobaria. Hun er vist også stolt over sin titel som vinder, og hun er kendt som lidt af en vild kvinde i Distriktet. Ja, i hele Panem faktisk.

Borgmesteren overrækker til sidst mikrofonen til Ria Lynn, der skal være de 2 sonere fra dette distrikts vært og planlægger. Hun organiserer alting og er ligesom ansigtet udadtil sammen med mentoren - og sonerne selv selvfølgelig.

Hun siger nogle ting, jeg ikke rigtigt lytter til, men jeg bemærker dog, at hun ikke helt har den karakteristiske Capitol-kvinde-stemme. Den er mindre skinger, og hendes accent er heller ikke lige så kraftig, som de ofte er hos Capitolborgere. Hun lyder heller ikke nær så begejstret og entusiastisk, som hun vel burde alt taget i betragtning. Hun får jo æren af at have alle folks opmærksomhed i flere minutter, og det er noget, Capitolborgere elsker.

Hun spankulerer over til den ene store bowle, der er blevet kørt ind på scenen og siger "damerne først". Alle betragter hende, mens hun tager en seddel op inde fra midten af bowlen. Faktisk er hun ikke så værst, tænker jeg et øjeblik, men tænker så på, at hun er fra Capitol, så selvfølgelig er hun forfærdelig. Det er bare fordi, hun ligesom lader til at have en anderledes holdning end alle andre overfladiske distriktsværter, og hendes udseende er heller ikke så falskt, som det ofte er hos Capitolborgere. Hun har en mørkegrøn kjole på med smukke blade i efterårsfarver påsyet med perler på. Den er kort med lange ærmer og en dyb firkantet halsudskæring. Hendes sko er flade i en matchende grøn farve, og så har hun en makeup på, der er i samme efterårsfarver som bladene på kjolen, men det ser ganske smukt ud. Slet ikke overdrevet. Selv hendes hår er bare løst og en næsten naturlig mørkerød farve med fine proptrækkerkrøller, som jeg ikke kan afgøre om er naturlige eller ej. 

Da hun råber "Linkaaa Balientooo" ud over forsamlingen, ånder jeg lettet op og bemærker, at jeg har haft tilbageholdt åndedræt. Hvorfor aner jeg ikke, ligesom jeg ikke ved, hvorfor jeg følte mig lettet. "Så er det nu Clove", siger jeg til mig selv, mens jeg ser en robust høj pige gå op på scenen. På trods af at hun ser stærk ud, virker hun rædselsslagen. På storskærmene er der zoomet ind på hendes blanke øjne og bævende underlæbe.

"Hvor spændende!" råber Ria og lyder faktisk meget spændt. "Er der nogen, der ønsker at melde sig frivilligt og tage Linkas plads som soner?" spørger hun så og ved, at selvfølgelig er der det. Hun er jo i Distrikt 2.

Under lodtrækningen af pigerne har jeg meget bevidst bevæget mig helt ud i den side, hvor midtergangen mellem drengene og pigerne befinder sig. Så da Ria spørger, om der er nogle frivillige, tøver jeg ikke et sekund. Jeg springer ud under båndene og spurter op mod scenen. Jeg kan fornemme mindst to par fødder bag mig, så jeg sætter farten op, selvom jeg ikke havde troet det muligt. Da jeg står foran den 3 meter høje scene, springer jeg op ad trappen og tager 3 trin ad gangen, til jeg endelig er oppe.

"Jeg melder mig som frivillig." udbryder jeg lidt stakåndet efter løbeturen. Jeg ser ned, hvor der ganske rigtigt står 2 andre piger, der begge er større end mig, og ser skuffede ud. Den ene er i hvert fald 18 år, og den anden ser ud til også at være det, så det har sikkert været deres sidste chance. Og de forspildte den. Knuste accepterer de nederlaget og vender om, selvom den ene pige begynder at snøfte, og man kan se på storskærmene, at en tåre triller ned ad hendes ene kind. Den anden pige retter sig op og forsøger at bevare sin værdighed, på trods af at hun lige ydmygede sig på landsdækkende tv.

Jeg tænker på, hvor heldigt det var, at jeg ikke tøvede før, men bare løb. Ellers var jeg helt sikkert ikke kommet først, og så havde jeg været den, der slukøret og ydmyget måtte gå tilbage.

"Uhhh, sikke et nervepirrende løb!" siger Ria Lynn optimistisk og laver nogle store fagter med armene imens. "Jamen, så er du Distriks 2's kvindelige soner....?"

"Clove. Clove Xanners." siger jeg og mærker de hundredevis af blikke, der gennemborer mig fra alle sider.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...