Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13764Visninger
AA

46. Kunsten at danse uden musik - Cato

”Men Cato. Så ville det ikke være os.” konstaterer Clove med en død stemme. Og når jeg betragter hendes følelsesløse ansigt – ikke fordi hun skjuler dem denne gang, men fordi de bare ikke er der mere –, kan jeg ikke lade være med at være hudløst ærlig.

"Nej..." svarer jeg tøvende.

"Men hvem er vi overhovedet?" I det samme øjeblik jeg har formet ordene, fortryder jeg det og bider mig hårdt i læben. Forsigtigt lader jeg blikket glide opad Clove, indtil jeg når hendes ansigt. Der er ingen følelser at spore, og hendes ansigt er lige så dødt, som hendes stemme var før. Jeg har dræbt hende, går det pludselig op for mig. I hvert fald noget af hende. Et øjeblik føler jeg skylden vælde op i mig og tynge mit blik nedad, samtidig med der går et stik gennem maven på mig. Så går det op for mig, at hun også har dræbt mig. Noget af mig. Men er det ikke også det, vi er blevet trænet til hele vores liv?

Vi dræber hinanden. Bliver ved med at danse selvom vi ikke kender trinene. Men hvordan kan vi fortsætte dansen, når vi ikke ved, hvordan den går? Mine forældre kunne heller ikke danse. De prøvede lige så forgæves som mig og Clove, men kom altid ud af rytmen. Cloves far havde ikke en dansepartner; Clove har ikke engang set det mislykkede forsøg på en dans, som jeg altid har set. Men vi prøver alligevel at danse. Jeg fører; kopierer bare den eneste dans, jeg nogensinde har set, uden rigtig at vide hvad jeg egentlig gør. Hun følger bare med: prøver at opfange trinene der ikke engang er korrekte. Vi træder hinanden over tæerne hele tiden, træder de forkerte trin. Alligevel bliver vi af en eller anden bizar grund ved.

Musikken spiller aldrig. Musikken har aldrig spillet. Musikken vil aldrig spille. For det er slet ikke meningen, at vi skal danse.

”Det ved jeg ikke.. mere” mumler Clove og afbryder mine tanker. Mit blik møder hendes, og et øjeblik fastholder vi det. Hendes øjne har altid vakt en vis fascination fra mig. Hvordan de kan være så fyldestgørende uden at være store. Chokoladebrune. Helt chokoladebrune. Ikke noget med en halvgrøn iris, eller gyldne pletter længere inde ved pupillen, som ellers er temmelig typisk for de fleste mennesker med brune øjne. Nej, Cloves øjne er udelukkende chokoladebrune. Formen er også smuk. Ikke helt rund, men heller ikke samme form som katteøjne. En unik kombination af dem begge.

Jeg kan se, når hun er hævntørstig. Kan se når hun er såret. Se når hun er vred. Når hun er skræmt. Alt sammen i hendes øjne. Når hele hendes ansigt er blankt, uforståeligt, kan jeg tage et kig på hendes øjne og få en idé om hendes tanker. Selvom hun kan lave et perfekt intetsigende ansigt, vil hendes øjne altid være en smutter. Altid afsløre hende. De giver mig en lille idé om det virvar, der foregår inden i hende. Måske er det i virkeligheden derfor, jeg er så fascineret af lige netop hendes øjne.

Tavsheden er trykkende. Ikke akavet. Bare ubehagelig. Jeg har lyst til at sige noget; gøre noget. Men i stedet for ser jeg bare ned i jorden, ubehageligt tilpas over det hele. Mine plastre, der flappede op, når de skulle have strammet sig. Jeg kan forudse alt det, jeg vil, men jeg vil aldrig få garanteret noget. Ikke med mine plastre og dyret omkring dem.

”Hvor mange er tilbage?” spørger Clove efter lang tids tavshed. Mit blik farer op og møder de chokoladebrune øjne.

”Loverboy, 11, 5 og Ildpigen” svarer jeg efter et øjebliks tøven.

”Og os” tilføjer jeg hurtigt og planter mit blik ved hendes ansigt. Denne gang holder jeg det der, og jeg kan mærke, hvordan mit ansigt langsomt bliver hårdt igen.

”Vi burde dræbe hinanden nu. Det plejer man.” svarer hun tørt, mens hun kaster et hurtigt blik på mig. Men endnu en gang undviger hun at se mig i øjnene, hvilket kun gør mig endnu mere opsat på at fortsætte med at holde mit blik på hende.

”Vi plejer ikke rigtig at følge standarden.” mumler jeg. Mit blik forlader kort hendes ansigt, selvom jeg lige når at spotte hendes ene mundvig, der trækker lidt opad.

”Erkendte du lige, at du ville have en alliance?” Hun retter straks blikket op, og min første reaktion er at flytte mit blik.

”Muligvis.”

”Jeg har ikke brug for ’muligvis’, Cato” bider hun irriteret. Hendes blik fanger mit.

”Hvad har du så brug for?” snerrer jeg og får hende til at kigge væk. Underligt så stor en rolle øjenkontakt spiller i en samtale.

”At du giver mig nogle konkrete svar! Nogle der er helt tydelige.” Hun bider tænderne sammen og sender mig et rasende blik.

”Fint. Jeg vil gerne opretholde vores alliance. Er du tilfreds nu?” hvæser jeg – overrasket over min ærlighed. Og ikke kun hendes øjne udstråler overraskelsen over min pludselige ærlighed. Egentlig forstår jeg hende godt – det kommer også bag på mig.

”Godt. Så er vi allierede.” svarer hun i en kølig tone, efter hun er kommet sig over overraskelsen. Jeg kan et øjeblik føle lettelsen strømme gennem mig, over at vi endelig har fået noget klart. Jeg møder hendes øjne. I et uendelig langt øjeblik betragter vi bare hinanden. Ikke på nogen positiv måde. Ikke på nogen negativ måde. Bare på en måde.

Jeg prøver at afkode hende i det øjeblik. Men ironisk, som det er, er hendes øjne lige så svære at afkode nu, som de for det meste er lette. Hun gemmer sig bag ved dem. Måske, lyver hendes øjne i virkeligheden. Eller også kan jeg bare ikke afkode dem, når jeg virkelig prøver. Jeg tror aldrig, at jeg får det at vide. For så mister vi øjenkontakten.

 

***

 

Timerne flyder sammen, selvom de stort set alle sammen tilbringes i tavshed. Efterfulgt af en kort diskussion om hvad vi skal tilbringe dagen med, har vi ikke udvekslet andet end korte konstateringer eller ordre. Til en afveksling føltes det godt. Stilheden føltes godt.

Det tog os overraskende nok ikke lang tid at finde ud af, hvad dagen skulle bruges til: oprydning. Først fik vi taget et kig på resterne efter eksplosionen, der stort set alle sammen var så sorte og afbrændte, at man knap nok kunne se, hvad det var. Vi behøvede ingen snak for at konstatere, at ingen af dem kunne bruges til noget. Endnu en kort diskussion og de blev alle smidt i en bunke bagerst i Overflødighedshornet. Egentlig gav det ikke den store forskel, hvor de lå, men det føltes mere rent, når de lå samlet et sted, hvor man ikke lagde mærke til dem. Da det var afklaret, kunne vi gå i gang med at sortere vores brugbare forsyninger. En kort spisepause – noget suppe på dåse udgjorde vores middag – og vi var straks klar til at fortsætte oprydningen.

Våben blev sorteret fra. Siden de eneste to våben, som vi bruger rigtig, er sværd og knive, er alle andre våben blevet lagt ind i Overflødighedshornet et stykke fra vores ubrugelige bunke. Vi kommer sikkert til at bruge dem, men sværd og knive er førsteprioritet, hvilket er grunden til, at det er dem, vi bærer. Ellers har vi delt nogle spiselige forsyninger mellem os og ladet resten være i lejren. Alle vanddunkene er fyldt med rent vand fra søen ved hjælp fra lidt jod. Jeg har skiftet til en ny trøje, siden Clove påpegede, at min blodplettede t-shirt lugtede. Underligt nok sagde jeg hende ikke imod. Hun fik bare et tavst nik.

Freden er så skrøbelig, at vi begge er bange for at smadre den ved også at afbryde stilheden. Derfor er vi så tavse. Og tavsheden varer stadig ved, nu når vi sidder og spiser noget tørt brød og nogle tørrede frugter til aftensmad. Mørket er faldet på, og vi har tændt en fakkel, der skinner om kap med den falske blege måne. Nationalmelodien har lydt, og der er ingen døde i dag. Faktisk ret underligt at der ikke er sket noget. Stille. Mere stille. Nu. Det føles næsten unaturligt.

”Hvorfor gør vi overhovedet det her?” udbryder Clove og er den første til at bryde tavsheden.

”Gør hvad?”

”Det hele.” svarer hun hurtigt og slår ud med armene. Hun ser desperat på mig, og jeg kan se et manisk glimt i hendes øjne, selvom hun prøver at skjule det.

”Kan du definere ’det hele’?” spørger jeg stille, selvom jeg har på fornemmelsen, at min teori om, hvad hun mener, er rigtig.

”Nej.” Hun svarer igen hurtigt og kortfattet.

”Så får jeg lidt svært ved at svare på dit spørgsmål”.

”Du ved jo godt, hvad jeg mener” sukker hun, mens hun ser pinefuldt på mig. Jeg skærer en grimasse. Ja, jeg gør.

”Det ved jeg ikke. Det er jo ikke engang meningen, at vi overhovedet skal prøve.” svarer jeg udtryksløst.

”Vi danser, men musikken spiller ikke engang..” mumler jeg stille, men fortryder igen bagefter. Jeg har lige indviet hende i nogle af mine dybeste tanker. Underligt nok føler jeg ikke meget ved det. Jeg føler ikke så ofte noget mere udover vrede og had.

”Hvad mener du?” spørger hun, og jeg kan mærke de chokoladebrune øjne bore sig ind i mig. Jeg tror ikke, hun forstod den helt, men jeg kan høre på hendes tonefald, at hun har det på fornemmelsen. Hendes blik fanger mit. Og lige da jeg troede, at hun ikke havde flere følelser tilbage at give, ser hendes øjne sårede ind i mine. Ikke på grund af det, jeg lige har sagt, men på grund af det, jeg altid har sagt. Alt hvad jeg har gjort, og hvad vi har gjort. Hun ved, hvad jeg mener, men har ikke lyst til at indrømme det. Men jeg forstår hende godt.

”Vi skal ikke prøve, men vi prøver alligevel.” svarer jeg endelig efter lang tids tøven. Ordene er godt forklædt, så kun vi forstår dem. Men man behøver ikke at tænke længe for at opfange den. Vi er ambisonere. Blodtørstige, kolde, sadistiske. Vi skal ikke have nogen følelser; vi skal ikke kunne elske nogen. Alligevel prøver vi at elske hinanden.

Jeg rejser mig op, og vender mig mod Overlødighedshornet. Hvad jeg vil gøre, ved jeg ikke. Men det gør ondt, når vi igangsætter den smertefulde proces at rense et sår. For der er tusinde små glasstumper, der skal pilles ud, før vi kan sy det sammen og lade det få luft. Allerede nu gør det ondt, så det kommer til at smerte endnu mere, når det skal sys sammen. Og jeg vil bare væk. Jeg kan ikke mere. Kan ikke pille flere glassplinter ud. Kan ikke lufte flere sår. Kan ikke sy flere sammen.

”Vi kan godt danse uden musik.” lyder Cloves skrøbelige stemme bag mig. Mine skridt stopper.

”Hvis vi bare danser langsomt.” tilføjer hun stille. Jeg kan høre sorgen i hendes stemme. Hvordan den knækker over ved det sidste ord, og hvordan den har rystet gennem sætningen. Igen kan jeg mærke smerten hobe op i mig, mens glassplinterne pilles langsomt ud af min hud. Hun har lige pillet sine sidste ud.

Valget er uundgåeligt, da jeg vender mig om. Mit blik møder en fortabt pige med sorgen malet i ansigtet og desperate øjne. Hun ser pludselig så alene ud, så lille. Så skrøbelig.

I to skridt er jeg henne ved hende for blidt at lægge mine arme omkring hende. Jeg former mine arme efter hendes krop og placerer hænderne på ryggen af hende. Hun hviler hovedet på min skulder og lægger armene omkring mig. Sådan står vi bare. Holder om hinanden, mens jeg i blide bevægelser aer det øverste af hendes ryg. Det føltes rart. At have hendes lille varme krop så tæt på. Det føltes trygt. En duft af fyrrenåleskov når mine næsebor, og jeg snuser indad for at dufte hendes hår igen. Det føltes som hjem.

Den jævne hjerterytme, som både kan høres og mærkes, beroliger mig. Selvom hendes åndedræt er anderledes. Dybe indåndinger som alligevel lyder skingre og ustyrlige. Så kan jeg mærke noget vådt på min skulder.

Hendes skingre vejrtrækning er holdt op, og hun er nu lydløs, mens min skulder bliver våd. Dette faktum får mig bare til at ae hende endnu mere på ryggen. Og mens jeg lader fingrene køre i cirkler på hendes ryg, begynder vi langsomt at rykke fødderne frem og tilbage. Der er ingen musik, men vi kan alligevel. Vi danser.

Jeg kan fornemme et smil dukke op på Cloves læber og kan heller ikke stoppe mig selv i at trække lidt op i mundvigene. Selvom vi kun rykker fødderne ganske få centimeter hver gang – langt de fleste ville ikke engang betegne det som en dans – er vi tilfredse. Det er en langsom dans, enkel. Måske skulle vi bare have danset sådan her fra starten af? Den kræver ikke meget udover en lille portion vilje, lyst og lidt held. Men det er nok.

”Opmærksomhed sonere” lyder en buldrende stemme pludselig oppefra efter nogle trompeter har lydt. Vi stivner begge på samme tid og vores dans stopper pludselig.

”I skal lykønskes over at være de sidste 6 sonere tilbage. Den ære må vi give jer. Men det er ikke det eneste, vi vil give jer. For en regel med stor betydning vil blive ændret. Hør godt efter: Hvis to sonere fra samme Distrikt står overlevende tilbage, vil de begge kunne krones som vindere.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...