Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13514Visninger
AA

8. Konsekvent dessert - Cato

"Hey tøs- hvor skal du hen?" råber jeg efter Clove, da hun diskret rejser sig op for at gå ud af døren. Hun stopper brat og lader til at have opdaget, at hendes diskrete "flugtforsøg" alligevel ikke var så diskret. Ventende hæver jeg øjenbrynene, mens jeg sender endnu et flirtende blik til Alexis, der ser ud til at nyde situationen. Det flirtende blik, får jeg straks igen sammen med et lille smil. Utroligt at en 22-årig vinder finder en 18-årig ambisoner som mig interessant. Min opmærksomhed bliver straks ledt over på Clove igen.

"Ved du hvad Cato? Næste gang du kalder mig 'tøs', flænser jeg dit kød med mine knive og prikker øjnene ud på dig og spiser dem. Eller, kun det ene selvfølgelig. Du skulle jo gerne kunne se med det andet øje, hvor meget jeg vil nyde det faktum, at jeg påfører dig smerte" vrænger hun hånligt af mig, hvilket plejer at være min rolle. Jeg kan mærke min øjne udvide sig, og jeg stirrer chokkeret på Clove. Hvad? Da hun smækker døren hårdt i, sidder jeg stadig i en chokkeret lille boble. Hvor det eneste, jeg tænker på, er det pinefulde udtryk i hendes øjne.

Jeg har set det mange gange før. Alt for mange gange. Måden hun hånligt hæver øjenbrynene på for at prøve at forklæde smerten i hånlige træk. Måden hun kniber øjnene sammen på, for at holde tårerne tilbage, så hun ikke viser nogen form for svaghed. Måden hun bider sig i underlæben, for at fjerne fokus fra smerten, og holde hovedet klart. Ja, jeg har set det udtryk før. Ofte i mindre format en det, der kom nu, sjældnere gange i mere. Men aldrig aldrig nogensinde har hun indviget mig i smertens opståen. Jeg har aldrig vidst, hvad grunden var til det pinefulde blik.

Alt dette tager mig et sekund at tænke igennem. Samtidig rejser jeg mig af ukendte sager op og tager et desperat skridt hen mod døren. Mens stolebenet skraber hen af gulvet og siger en skærrende lyd. Lynhurtigt får jeg stoppet mig selv og stopper midt i endnu et skridt. Hvad laver jeg? Var det ikke den reaktion jeg forventede, og ønskede, da jeg flirtede med Alexis? Det burde ikke genere mig. Nej. Clove må have overreageret. Jeg skulle have generet hende lidt mere med min flirt. Det må være det, der lige nu generer den forkerte.

For at redde mig selv lidt fra den akavede situation, fnyser jeg hånligt, hvorefter jeg vender mig om og sætter mig ned igen. Men det hjælper ikke det store, for begge kvinder stirrer underligt på mig. Til Alexis' store tilfredstillelse, smiler jeg hånligt. Og det virker, som om hun bløder lidt op.

"Der er vist en, der er jaloux!" griner hun og kører sin hånd over min underarm, der er placeret på bordet med en knyttet næve. Jaloux. Jeg har ikke et sekund overvejet den teori og er 100% sikker på, at det ikke passer. Hun hader mig. Alligevel griner jeg med og sender Alexis endnu et flirtende blik. Men vakler lidt i forhold til vores ikke særlig diskrete flirt.

Mit blik glider over mod Ria. Hendes irgrønne øjne fanger mine og sender mig et bebrejdende blik. Hurtigt vender jeg blikket væk. Det er ubehageligt, som hendes blik gransker ens ansigtsudtryk og prøver at afsløre ens tanker. Hun virker så anderledes. Men på en underligt beroligende måde..

For at få fokus på noget andet indhaler jeg duftene. Vanilie. Hvorfor bekymrer jeg mig om Clove? Chokolade. Hvad er grunden til hendes pinefulde blik? Kanel. Hvorfor har hendes opførsel så stor indflydelse på mig? Jordbær. Hvorfor flippede hun sådan ud over, at jeg kaldte hende 'tøs'? Kokos. Hvorfor blev jeg bekymret, da hun meldte sig? Karamel.

Min observering af duftene hjælper ikke og tankerne kører stadig rundt i hovedet på mig. Hele tiden de samme spørgsmål og teorier der alligevel forbliver ubesvarede, mens jeg sidder her. De samme spekulationer over ting der ligger og roder i uordnede bunker i mit hoved.

Samtidig med mine mange tanker kører Alexis pegefingeren rundt på min underarm i et underligt mønster. Hvad har Clove egentlig gang i? Jeg burde have svaret igen og ikke have ladet hende gå. Jeg så svag ud. Og det har jeg absolut ikke råd til. Vreden begynder så småt at boble i mig, og jeg knytter næven endnu mere, samtidig med at Alexis hvisker flirtende ting i mit øre. Det  hele bliver efterhånden for meget, og jeg trækker armen til mig, mens jeg rejser mig. "Hvor skal du hen?" spørger Alexis sukkersødt, mens hun fugter sine læber, på den samme måde som jeg plejer at gøre. Uden at tænke yderligere over konsekvenserne, ignorerer jeg hende og sætter kurs mod døren.

"Cato?!" lyder det inde fra spisestuen; fra to kvindestemmer. En beordrende og flirtende i kor med en mere overrasket stemme. Irriteret tramper jeg gennem toget og lægger knapt nok mærke til den imponerende fart, det har. Dette har været en dag fuld af vigtige beslutninger. Flere end jeg er vant til. Flere end jeg havde forventet. Og det overvælder mig - på en negativ måde.

Jeg nærmest kaster mig ind i et rum med hovedet fyldt med tanker. Alt for meget er sket på en dag, og jeg overvejer stadig de handlinger, som er for sent at gøre noget ved. Oprevet sætter jeg mig på en tilfældig stol og lægger hovedet i hænderne. 

"Cato?" spørger en forsigtig stemme, som jeg straks genkender som Rias. Mit hoved skyder op, og jeg gør mig klar til forsvare mig mod eventuelle dumme kommentarer. Forsigtigt træder hun ind af døren, hvorefter hun lukkker den lige så stille. Det eneste hun får er et koldt blik, der fortæller, at hun skal forsvinde herfra.

"Jeg ved, at det kan være svært.." begynder hun, men før hun når at fortælle, hvad der kan være svært, afbryder jeg hende. "Jeg har det ikke svært med noget" hvæser jeg, mens jeg fortsat stirrer uønsket på hende. Til min store irritation smiler hun.  

"Jeg behøver ikke hjælp fra en som dig" snerrer jeg, da jeg ser hendes stille smil. "Du ved intet om overlevelse" tilføjer jeg spyttende bagefter, mens jeg sender hende det ondeste blik, jeg kan præstere. Ria krymper sig og ser skamfuldt ned i jorden. Jeg har ramt hende dér, hvor det gør ondt.

"Nej.. Og det skammer jeg mig over.." begynder hun forsigtigt, hvorefter hun ser op for at tjekke, om jeg vil afbryde hende. Men istedet for ser jeg overrasket på hende. Da hun ser, at jeg ikke afbryder, fortsætter hun hurtigt. "Men vi skal ikke snakke om mig nu.. Og jeg er bekymret.." begynder hun igen; denne gang ret hurtigt. Bekymret? Jeg kan klare mig selv. Jeg ved, hvordan man overlever.

"For hvad? Jeg skal nok give jer et fremragende show, hvis det er det" vrisser jeg, mens jeg sender hende endnu et rasende blik. Denne gang fremkalder det ikke et smil, men nærmere et trist ansigt blottet for håb.

"Cato.." begynder hun igen og ryster svagt på hovedet, så de røde krøller hopper lidt. Afventende ser jeg på hende. "Lad dem ikke ødelægge dig mere, end de har gjort i forvejen" sukker hun bedende, mens hendes irgrønne øjne søger mine blå. Hvem? Mine forældre? Jeg ved det ikke, så jeg sender hende bare endnu et ondt blik.

Endnu en gang ryster hun på hovedet, men lader til at glemme emnet. "Faktisk kom jeg for at fortælle, at vi skal se sammendragene af de andre distrikters lodtrækninger". Jeg trækker på mundvigen og glemmer alt om de mange beslutninger, og folk der tilsyneladende ødelægger mig. Nu skal jeg se de fremtidige tabere.

Vi er hurtigt igennem toget og træder ind i et rum med en kæmpe fladskærm omringet af røde, bløde sofaer. Alexis sidder allerede på sofaen; mindst to meter fra Clove. Mit blik glider hen over dem begge to, og jeg lægger mærke til Cloves røde øjne. Har hun grædt? Da jeg ser undersøgende på hende, er det eneste, jeg får, et nedladende blik, hvorefter hun igen ignorerer mig. Alt er ved det gamle.

Alexis smiler indbydende til mig, og jeg sætter mig hen til hende. Klæbende tæt udelukkende for at genere Clove, der lader til at være irriteret over at Alexis allerede har udset sig en yndling. Jeg sender hende et kort selvtilfredst blik, hvorefter jeg retter blikket mod skærmen. Panems nationalmelodi begynder, og de starter med Distrikt 1. Samtidig gør jeg mig klar til at vurdere mine modstandere.

 

Alt ved de andre sonere bliver vurderet, overvejet og grundigt vendt og drejet. I Distrikt 1 sprinter en smuk blond pige med irgrønne øjne, på omtrent 18 år, op på scenen, og ser overlegent ud over forsamlingen. Snart slutter en høj 18-årig dreng, med tjavset brunt hår, sig til hende. Også han melder sig frivilligt. Hvad mon de er gode til? Jeg vurderer dem begge, da der er stor sansynlighed for at vi bliver allierede. Vi er jo ambisonere.

Overlegent betragter jeg Clove og mig melde os frivilligt, mens jeg spekulerer over, hvad de andre mon tænker om os. Det er alligevel lige meget. Distrikt 3 drengen træder bævrende op på scenen, og jeg fnyser hånligt. De andre distrikter latterliggør sig selv ved at udvise den enorme frygt for at vinde ære.

Drengen fra 4 må være omtrent 12 år og lader også til at være latterligt bange. Han kan ikke bruges til noget. Vi slår ham ihjel på førstedagen. Men pigen lader til gengæld til at kunne bruges. Hun ser ud til at være omtrent 17-18 år og melder sig frivilligt som den eneste.

I Distrikt 5 bliver der trukket en rødhåret pige, der i høj grad ligner en ræv. Hun går selvsikkert op på scenen med et snu smil. Jeg overvejer om hun er værd at alliere sig med, men beslutter at vente og se hende an til træningen.

Alle distrikter fra 6-10 har alle sammen elendige modstandere, som absolut ikke er værd at spilde tid på. Især drengen fra 10, der må halte op på scenen. Endnu en gang må jeg skamme mig over de andre distrikter, der slet ikke værdsætter den enorme chance for at vinde en nærmest uopnålig ære. Drengen fra distrikt 11 er stor og muskuløs og ser absolut stærk ud. Han er måske værd at alliere sig med. I hvert fald hvis han er lige så stærk, som han ser ud til.

Min opmærksomhed er næsten væk, da det bliver Distrikt 12's tur - det mest ynkelige distrikt af dem alle. Skamfuldt betragter jeg de ynkelige næsten sammenfaldne bygninger, der tårner sig op over en håndfuld skræmte borgere. Hver og en vil ryste af skræk for at blive valgt. Ynkeligt. Intet andet ord beskriver Distrikt 12's situation. Derfor er det overraskende, da en ældre pige spurter op for at tage en 12-årig piges plads. Så er der alligevel nogle der værdsætter chancen for at opnå ære.

Ria slukker TV'et med en trist bevægelse. "Endnu en bunke dyr sendt til slagtning" sukker hun lavt, hvorefter hun får et trist udtryk i øjnene. Dyr? Sendt til slagtning? Endnu en gang må jeg lade mig overraske af Capitolborgernes underlige opførsel. Så er går det op for mig. Vi er dyrerne, der blevet sendt til slagtning.

"Eller 23 tabere, og mig" mumler jeg lavt, bare fordi det er det første der falder mig ind. Og det er jo rigtigt nok. Kun én kommer ud af den arena, og vi ved vist alle sammen, hvem det bliver...

Mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...