Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13472Visninger
AA

23. Kaotiske tanker - Clove

Jeg måber. Så enkelt er det. Jeg kan slet ikke fatte, at Cato tøver med at slå denne dreng ihjel, bare fordi han påstår, at han kan vise os, hvor hans distriktspartner befinder sig. Eller 'Pigen med ild i' som hun er kendt som i det meste af Panem nu. Hvor meget kan den personlige hævn lige betyde for ham? Vi finder hende jo senere alligevel. Og hun har jo ikke gjort noget direkte.

I dette øjeblik sker der noget med mig. Mit syn på Cato ændres fuldstændig. Jeg hader ham stadig, for det gør jeg virkelig, men der er noget, der får mig til at bekymre mig om ham. For jeg indser nu, at Cato er sindssyg. Eller, sindssyg er nok for meget sagt, men hvis man deler ordet op, er det rigtigt nok: Han er syg i sindet.

Måske burde jeg have vidst det hele tiden udfra hans opførsel, som da han råbte i sin arrigskab, at det han gjorde aldrig var godt nok til at få opmærksomhed. Eller have regnet det ud når jeg tænker på måden, hans far altid behandlede ham på til træning. Fuldstændig kold og ligeglad. Eller jeg burde måske bare have vidst det, fordi jeg kender til hans fortid og ved, at han har været igennem meget. Sat en kold maske op, som en tro kopi af sin fars, som jeg først nu har opdaget, hele tiden har været en maske. Ikke at han har ladet den krakelere den mindste smule nu, men jeg har bare fået et bedre syn. Jeg har gennemskuet det.

Pludselig giver alting mening. Grunden, til at Cato er så meget efter hende Katniss, er jo åbenlyst, at han vil have hævn over den opmærksomhed, hun fik tildelt frem for ham. Det vidste jeg jo godt, men jeg var ikke klar over før nu, at det havde sat sig i ham på denne måde, at det var så alvorligt. Men det er det. Cato har ikke kontrol over sig selv. Han er blevet svigtet i sin opvækst. Resultatet er en bitter dreng, der kun kan tænke på sin ære. Og på den måde bliver han aldrig lykkelig. Dét og penge er ikke alt.

Det er utroligt så mange tanker, der når at fare igennem mit hoved på kort tid. Cato er sindsforstyrret, det ved jeg nu, og det giver mig en følelse af, at jeg er nødt til at beskytte ham. Samtidig, når jeg ser hans svulmende overarme hævet over drengen, føler jeg, at det er ham, der i så fald burde beskytte mig. Jeg kan ikke helt få rede på mine tanker. Faktisk kan jeg overhovedet ikke ordne dem. Nu aner jeg ikke, hvad jeg egentlig synes om Cato. Kun to ting er jeg sikker på for nu:

1. Jeg hader ham, men jeg vil ikke miste ham.

2. Han og jeg er meget forskellige, selvom vi på mange punkter er ens. Men vi er mere forskellige, end jeg indtil nu havde ønsket at indse.

 

Cato's stemme river mig ud af mit tankevirvar. Pludselig bliver jeg pinligt bevidst om, at jeg må have stået for åben skærm og have lignet en komplet idiot, der bare så drømmende ud i luften. Eller så jeg vred ud? Jeg aner det ikke, men jeg ved, at jeg må stoppe med at tænke så meget. Nu gælder det om at handle. Jeg er på jagt, jeg er i Spillet, jeg må fokusere.

"Hvad snakker du om?" spytter Cato, men det er for mig, der efterhånden kender hans træk så godt, let at se, at han tydeligt ved, hvad drengen mener. Og at han tydeligvis er meget interesseret i tilbuddet.

Drengen fra 12, der først virkede meget forfjamsket og faktisk rædselsslagen, har genvundet sit vidende blik og sine talegaver. Jeg analyserer ham kort. Han virker modig, men samtidig følsom og skrøbelig. Og han har bestemt ikke lyst til at være i vores selskab, for at lede os til Katniss. "Pigen fra mit distrikt. Katniss. Jeg er den eneste, der måske vil være i stand til at finde hende. Jeg kender hende. Uden min hjælp vil I bare kæmpe til kun én står tilbage, og så vil hun komme frem og slå vedkommende ihjel. Hun kan mestre et våben, det er helt sikkert, efter hun fik så høj en karakter ved træningen. Hvilket aner jeg ikke, men det er muligt, at hun kan bruge det enten perfekt i nærkamp, når hun kun skal forholde sig til én modstander, eller at hun kan slå ihjel på afstand. Jeg er kommet tæt på hende den sidste uge. Hun er smart. Det er hendes taktik at vente til kun den sidste står tilbage. Og så har vedkommende virkelig et stort problem."

Cher og Marvel mumler samtidig noget, der lyder, som om de erklærer sig enige. Jeg selv, som før ville have troet at dette kun var en desperat bøn om frelsning, kan faktisk godt se logikken i det. Måden han siger det på med så meget uskyldighed og loyalitet i stemmen påvirker det helt sikkert. Hans ordvalg er også perfekt. Men selve ideen virker logisk, og hvem ved? Måske er det virkelig hendes plan. Og det er helt sikkert at denne dreng lettere vil kunne finde frem til hende end os. Hun vil garanteret også blive hjulpet en del på vej af sponsorgaver.

Ingen af os har endnu svaret drengen, går det op for mig, og han puster en mørkblond hårlok op i panden. "Hvad siger I? Samarbejde?" spørger han og lyder faktisk næsten som om, han er ligeglad med, om vi svarer ja eller nej. Selvom hans liv afhænger af det. 'Dygtig skuespiller' tilføjer jeg i mit hoved til listen, jeg ved om ham.

"Det lyder fornuftigt. Lad os aftale det. Men hvis du ødelægger det, bliver du et meget delikat måltid for os alle." svarer Cato, før vi andre når at ytre os. Han ved sikkert, at nogle vil gå imod, og han ønsker at vise sin holdning først, så vi andre kan nå at skifte vores derefter. Den sidste bemærkning var nok mere for publikummet i stuerne og os andre, end den var for drengen, han sagde det til.

Glimmer holder protesterende en hånd op, men Cato har taget sin beslutning. Og når både Cher og Marvel er enige, må Glimmer bukke under. Selvom jeg også er enig, forholder jeg mig neutralt. Jeg har ikke lyst til hverken at sige Cato imod eller støtte op om ham lige nu. Han har skabt nok kaos i mit hoved i forvejen, og jeg kan ikke tage stilling til i givne situation, hvordan jeg vil forholde mig til ham og hans forslag. Det kan mine tanker bare ikke rumme.

"Så, hvad hedder du egentlig 12?" spørger Marvel og lyder egentlig glad nok. På en eller anden måde er han en fin fyr. Han accepterer i hvert fald drengen som en del af gruppen med det samme.

"Peeta Mellark." svarer han trodsigt. Hvor det trodsige kommer fra, aner jeg dog ikke.

"Interessant. Peeta, må jeg spørge dig om noget?" svarer Marvel og griner lidt for sig selv.

"Fyr løs."

"Hvorfor vil du hjælpe os med at slå Katniss ihjel, når du tilsyneladende er så siiiiindssygt forgabt i hende?" En drillende tone dominerer spørgsmålet, men under den er der faktisk noget seriøst. For han har jo ret. Det giver ikke rigtig mening. Medmindre selvfølgelig hans eget liv betyder mere for ham end pigens. Hvilket ville give rigtig meget mening.

"Hun vil alligevel aldrig føle det samme. Det her er den letteste måde at få smerten ud af verden på." svarer han, og det overrasker mig. Hvorfor holder han overhovedet fast i det der falske kærlighedstema? Jeg mener, det vil overhovedet ikke beskytte ham her. Kærlighed betyder måske en del i den virkelige verden, der nu synes så langt væk, men her er det jalousi, hævn, vrede og alle de andre mørke følelser, der har overtaget.

 

Vi har været på jagt i få timer, da nationalmelodien lyder. Vi standser alle seks og ser automatisk op mod himlen. Efter at have set Dødsspillet i alle disse år, ved vi, hvad der venter.

Capitols byvåben dukker op på himlen. Melodien bliver langsomt lavere og forsvinder til sidst helt ud i natten, der synes at vente i åndeløs spænding. Helt almindelige portrætter dukker op af hver soner, der kun har sin fortid tilbage. For i dag har de både mistet nutiden og fremtiden.

Pigen fra Distrikt 3. Drengen fra 4 som jeg så Thresh slå ihjel. Drengen fra Distrikt 5. Både drengen og pigen fra 6 og ligeledes begge sonere fra 7. Transport og tømmer giver nok heller ikke de største fordele i en kamp om liv og død. Drengen fra 8. Pigen fra 9 efterfulgt af drengen, som jeg slog ihjel. Tanken gør mig ikke det mindste nedtrykt. Det er for min egen overlevelses skyld. Til sidst kommer pigen fra Distrikt 10. Næsten alle sonere er dem, jeg ikke har bemærket. I virkeligheden har jeg kun bemærket dem, jeg kender, og af dem mest Cato. 

En ubehagelig tanke når mig. Som en slange hvisler den i mit øre og giver mig kuldegysninger, selvom jeg ikke ved, hvorfor tanken rører mig så meget. Du kender ham ikke Clove, og du vil aldrig rigtig komme til det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...