Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13757Visninger
AA

27. Jagten går ind - Clove

Jeg går hen til det lille egernlignende dyr, der nu ligger livløst på jorden i en pøl af sit eget livsblod. Hurtigt og sikkert trækker jeg min kniv ud af hjertet på den og tørrer derefter kniven af i noget mos på siden af en stamme.

Efter mordet på pelsklumpen går vi rundt en times tid uden at støde på noget som helst bytte. Dyret, jeg slog ihjel, tager vi ikke med. Når det i princippet alligevel er overflødigt, tør vi ikke tage chancen at spise det. I hvert fald ikke efter Glimmer så, at den havde underligt røde øjne, som hvis den var forgiftet eller syg. Måske forklarer det dens pludseligt aggressive adfærd.

Mens vi bare vandrer rundt i skoven, er det tydeligt, at Glimmer er ved at kede sig ihjel, og hun lægger da heller ikke skjul på det. Jeg ignorerer bare hendes højlydte klagesang og går videre. Selv har jeg det heller ikke for sjovt. Alt vildt bliver skræmt væk af vores støjende støvletramp, og at Glimmer hyler sådan op hjælper heller ikke på det. Måske skulle jeg bare være blevet i lejren. Hvorfor tog jeg overhovedet med? Det spørgsmål er jeg ikke engang helt i stand til at besvare...

"Det er simpelthen for meget det her! Her er jo ikke noget som helst, vi kan nedlægge!" udbryder Cato pludselig. Det kommer egentlig ikke bag på mig. Han havde forholdt sig tavs det meste af tiden på trods af hans temperament. Desværre tænder det mig helt af. Jeg nyder heller ikke ligefrem denne tur i dette uudholdelige selskab. 

"Du kan nedlægge Glimmer, hvis du vil. Hun hyler jo som en stukken gris!" hvæser jeg, selvom det nok ikke ligefrem er klogt at spille det kort. Men jeg kan ikke lade være. Lige siden jeg talte med Glimmer for første gang, har jeg hadet hende. Eller, hadet er måske så meget sagt, men jeg bryder mig helt sikkert ikke om den forkælede Distrikt 1 pige. Sikkert fordi hun ønsker den kvindelige lederolle i flokken, ligesom jeg selv gør. Og der er kun plads til én.

"Ja Clove, bare giv mig skylden. Det er jo det, du er bedst til!" vrænger Glimmer selvsikkert igen, og det er dråben. Nu kan jeg ikke tænke på andet end at ommøblere hendes åh så flotte fjæs. Før jeg når at tænke det igennem, har jeg givet hende det første slag. En flad hånd på kinden, som hun ikke når at undvige. Helt klart nedværdigende for hende. Og det ved hun tydeligvis også selv, for sekundet efter prøver hun at vinde sin stolthed tilbage ved at lange ud efter mig. Jeg undviger i sidste øjeblik, og så bryder helvede løs.

Mens jeg er allermest rasende, slår jeg bare efter hende som i en trance. Højre hånd, venstre hånd, undvige hendes næve og så forfra. Men da vreden damper lidt af, kommer jeg til fornuft.

Okay, at komme til fornuft ville være synd at sige. Hvis jeg var kommet til fornuft, ville jeg stoppe kampen. Denne opløsning af alliancens perfektion kan umuligt se godt ud i potentielle sponsoreres øjne. Det, jeg i stedet gør, er at huske min træning i nærkamp. Jeg gør min del af kampen mere velovervejet. Analyserer Glimmers opførsel - hun er tydeligvis også ved at "komme til fornuft" - og sætter så de rigtige slag ind.

Jeg dukker mig let for en slag, hun annoncerede alt for tidligt. Så slår jeg en knytnæve direkte mod hendes ansigt. Da hun springer til siden, lader jeg bare en ny næve fare mod hende, og denne gang rammer jeg hende sådan, at hendes øjenbryn flækker. Den knasende lyd tilfredsstiller mig. 

Glimmer ser rasende på mig, men jeg ser, at hun er under kontrol. Hun svinger en flad hånd mod mit kæbeparti, men i sidste øjeblik ser jeg, at det er en afledningsmanøvre og undviger lige akkurat sparket, der ellers ville have ramt mig perfekt på mavens ømmeste punkt.

Glimmer skråler et eller andet uforståeligt og langer ud efter mig. Denne gang er jeg for langsom. Den flade hånd skyder hun med siden opad mod min næse. Det er tydeligt, at kun en, der har trænet dette mange gange, vil være i stand til at udføre sådan et slag, men alligevel brækker min næse ikke, som sikkert ville have været den ønskede effekt. Dog mærker jeg blodet, der løber ned i min mund og smager lidt af metal. Men jeg er ligeglad. Nu er jeg først rasende.

Da jeg er lige ved at sætte et spark perfekt ind i snotungens ansigt, mærker jeg et par stærke hænder om mit liv, som jeg straks genkender fra den mest akavede aften i mit liv. Jeg prøver at vride mig løs, så jeg kan fuldføre sparket, men jeg bliver revet bagud med en kræft, jeg faktisk ikke troede, at selv Cato var i besiddelse af. 

"Clove for helvede! Tag dig dog sammen mand! Nu er det din tur til at styre dig!" råber Cato, og jeg hører hans stemme over dem, der summer i mit hoved og beordrer, at jeg bare skal slå Glimmer ihjel med det samme. Da jeg igen forsøger at smyge mig ud af hans greb, denne gang mere velovervejet, bliver jeg kun holdt endnu bedre fast, ligesom man kun synker længere ned, når man forsøger at komme op ad kviksand. Jeg giver op og forsøger at overtale mine muskler til at slappe af. Det virker lidt, så jeg prøver at arbejde videre med mit åndedræt. En dyb indånding. En dyb udånding. Langsomt begynder min hjerterytme at falde under processen. 

"Jeg vidste, at du var syg i hovedet!" skriger Glimmer og peger på mig som en eller anden mutantabe. Ignorer hende, bare lad hende være, siger en stemme til mig, men jeg vælger at ignorere den i stedet. Jeg kæmper vildt for at slippe fri af Cato's jerngreb, men lige meget nytter det. Efter et halvt minuts indædt kamp, hvor jeg på forhånd er dømt til at tabe, synker jeg udmattet sammen. Først nu, da jeg virkelig behøver hans hænder på mine skuldre, giver Cato slip. Med nød og næppe holder jeg mig på benene. Jeg nægter at lade mig ydmyge overfor Glimmer.

"I er simpelthen for meget. Begge to." siger Cato opgivende, i et tonefald jeg ikke har hørt fra ham før. På en gang er det skuffet og lettet. Skuffet er vel ikke så svært at regne ud, men lettet? Hvorfor er han lettet? Fordi jeg endelig gav op? Fordi ingen af os kom alvorligt til skade? Det har jeg svært ved at tro på.

"Sjik mig et blad eller njoget." siger jeg, da jeg mærker, at jeg er faldet helt til ro. Desværre lyder det langt mere ynkeligt, end jeg havde tænkt det, fordi næseblodet glider ned i munden på mig og ødelægger min udtale. Der er meget blod. Cato sukker.

"Læn hovedet bagover og lad være med at tude. Du kan da vel selv finde ud af at tage noget til at stoppe blødningen med." siger han opgivende, og jeg føler mig fuldkommen magtesløs. "Du var i hvert fald tydeligvis i stand til selv at fremprovokere den." tilføjer han hånligt. 

"Skal vi gå?" spørger Glimmer og ser på Cato. Han nikker bare.

"Hey, bladene der ser ud, som om de har en høj sugeevne. Jeg tror ikke, jeg kan nå, vil du ikke lige..?" spørger Glimmer og rækker op mod et træ som en anden tåbe. Det er totalt latterligt, for træet ved siden af har de samme blade, og dem ville hun sagtens kunne nå.

"Her." svarer Cato og rækker hende dem. Hun ser flirtende på ham og vender sig derefter mod mig, som hun sender et skadefro og hoverende blik. Jeg måber. Mig ville han ikke hjælpe, men hende? 

"Tak." Og så går de uden at se tilbage på mig. Hvis jeg havde kendt vejen til lejren, ville jeg være blevet her og først komme tilbage i nat. Så kunne de blive rigtigt bekymrede for mig først. Desværre er min retningsans elendig, så jeg må nødsage mig til at følge efter dem som en lille hund, de ikke ønsker at have på slæb.

Det første skridt går udmærket. Det næste også. Men for mig er 3. gang ikke lykkens gang. Jeg har heller aldrig været særlig heldig. Ved det 3. skridt snubler jeg over en stub og lander i bladene foran mig. Mit hoved slår direkte ned i en anden stub, og jeg kan ikke se andet end sorte pletter. Det sidste, jeg tænker, før verden bliver sort omkring mig, er, at hvis ikke de bare skiller sig af med mig nu, hvor jeg er et let bytte, så vil jeg være den, der slår Glimmer ihjel. Men ikke bare hurtigt. Hun skal pines og hånes.

Så overgiver jeg mig til mørket og ignorerer frygten for, at jeg bliver slået ihjel, mens jeg intet kan gøre. Måske ville det alligevel være det bedste...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...