Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13459Visninger
AA

20. Ivrig efter mord - Cato


Mit blik søger ud over rummet. Min stylist står der som den eneste, og jeg bliver kort irriteret over, at han er den sidste, jeg ser, inden jeg kommer op i arenaen - jeg står lige nu på metalskiven. Og jeg kender ikke engang hans navn.. Ikke at det betyder noget. Næste gang, du ser ham, er du vinder. Der kan du jo altid lære hans navn at kende, overbeviser jeg mig selv om, selvom jeg egentlig er komplet ligeglad med, hvad han hedder. Fokuser, beordrer jeg mig selv. Sjovt som alt andet bliver mere interessant at tænke på nu.

Koncentrer dig, beordrer jeg igen mig selv. Men også denne gang, ignorerer mit hoved den svage ordre, jeg giver til mig selv. Clo.. Irriteret skubber jeg hende væk fra mine tanker, specielt ikke hun må fylde mit hoved lige nu. Ria. Hun er den næste, der når mine tanker. Måske ikke helt hende: nærmere hendes ord til mig da vi tog afsked..

Ria sender mig et alvorligt blik, mens hun betragter mit hårde ansigtsudtryk. Så sukker hun og kaster et hurtigt blik på Clove og Alexis. Hun lader ikke til at ville give mig et "farvelkram", hvilket jeg egentlig ikke har noget imod. Man kan vel langtfra sige, at vi har fået det samme bånd som hende og Clove. Så jeg er faktisk dårligere stillet end Clove med hensyn til det med sponsorgaver - hverken Alexis eller Ria bryder sig om mig. Men der er intet, jeg kan gøre ved det nu.. Medmindre jeg pludselig beslutter mig for, endelig at tage en klog beslutning i forhold til det med at holde sig gode venner med dem, der muligvis kan afgøre om man skal dø eller ej. Men det har jeg for meget temperament og stolthed til at gøre.

"Cato.." Ria afbryder mig fra mine tanker, og jeg ser op på hende.
"Husk at.. Husk nu.." tøver hun, mens hun lader til at have svært ved at formulere ordene. Afventende hæver jeg det ene øjenbryn, mens jeg ser ned. Klar til en ubehagelig kommentar. Selvom jeg ikke har noget imod Ria, gør hendes spørgsmål mig altid dårligt tilpas.

"Husk nu hvem der bliver de rigtige vindere og tabere af Spillet" siger hun, hvorefter hun mod alt forventning giver mig et hurtigt kram. Min krop stivner, da hun rører ved mig, da jeg ikke er vant til andre menneskers berøring. Men jeg gør ikke modstand, hvilket i og for sig er lidt af et mirakel.  Og hvorfor kan jeg ikke engang selv svare på.

Det var hendes sidste ord til mig. Husk nu hvem der bliver de rigtige vindere og tabere af Spillet. Og jeg forstår stadig ikke, hvad hun mener med det. For det første er der kun 1 vinder og derfor ikke nogle vindere. Desuden... Hvordan kan en vinder være rigtig

Endnu engang bliver mine tanker afbrudt - denne gang af en glascylinder som bliver sænket ned over mig. Min stylist sender mig et ligegyldigt blik, da cylinderen begynder at bevæge sig opad. Samtidig går der et sug gennem maven på mig, og jeg krummer tæer i de bløde læderstøvler. I modsætning til de fleste andre sonere, gør jeg det ikke af nervøsitet, men fordi jeg er ivrig og spændt. Ivrig efter at begynde. For lidt tålmodighed til at vente. Af den grund kan jeg ikke lade være med at vippe lidt frem og tilbage på mine støvler, selvom jeg ender som en klat, der skal skrabes væk, hvis jeg fortsætter med det, når jeg er kommet helt op i arenaen på grund af landminer. Da denne tanke når mig, holder jeg straks op, og istedet for breder der sig et ivrigt smil på mine læber. Pludselig kan jeg se ovenlys, og jeg må styre mig for ikke at komme med et glædesudbrud. Fokuser, beordrer jeg mig selv, da det sidste, jeg må gøre nu, er at virke useriøs. Med ét er metalpladen stoppet, og sollyset blænder mig et øjeblik.

"Mine damer og herrer; lad det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil begynde!" buldrer det ud over arenaen, og den legendariske speaker, Claudius Templesmith, har har hermed sagt Spillets første kommentar. I samme øjeblik har jeg vænnet mig til sollyset og kan se arenaen.

Mit blik søger ud over arenaen og opfanger hver eneste lille detalje, samtidig med at mit smil ændrer sig fra ivrigt, til grumt. Landskabet er fladt - en mark med hårdtstampet jord. Til venstre for mig er der en stor sø. Altså mulighed for vand. Og endnu mere til venstre, og lidt over for mig, er der en tyndt bevokset fyrretræsskov. Altså et sted at flygte hen, for dem jeg ikke når at dræbe. Til højre for mig er der bare ingenting - ud over mark, hvilket næppe kan komme mig til gode. Endnu et sted at flygte hen, for dem der er dumme nok til ikke at tage flugten mod skoven. Men det er ikke det, der interesserer mig lige nu.

Mit blik søger endnu en gang ud over arenaen. Men denne gang dvæler det ved Overflødighedshornet. Der er flere overlevelsesting, end en tilfældig nogensinde kunne drømme om at ønske sig. Telte der kan holde dig beskyttet i selv det værste uvejr. Mad som kan holde dig i live i mange dage. Medicin der kan behandle dine værste skader. Tøj der kan holde dig varm i den mest bidende kulde. Og våben.. Våben der kan hakke gennem et ben, kastes igennem et hoved, stødes ind i en brystkasse, køres rundt i kød - mulighederne for drab er uendelige. Og mine tanker og forestillinger bliver særligt sadistiske, når alle de våben nærmest kalder på mig. Der er virkelig alt . Og ikke kun af våben. Helt fra store telte til meget små ting, jeg ikke kan bedømme, hvad er, på denne afstand. En afstand der snart kan ophæves..

Fokuser, beordrer jeg endnu en gang mig selv, da jeg er ved at drømme mig væk i de millioner af våben. Istedet for vælger jeg at fokusere på mine modstandere. Glimmer, Marvel og Cher - mit team - står spredt ud over det hele, så vi ikke har mulighed for at forene os med det samme. Det er vel refærdigt nok, hvis man sammenligner os med dem, vi er oppe imod. Raseri blusser kort op i mig, da jeg ser hende stå et
par metalplader til venstre for mig. Ildpigen. Hun bliver mit første mål, medmindre der kommer nogen i vejen før hende selvfølgelig.

Så søger mit blik hen mod Clove. Hun står allerede klar ca. 7 metalplader fra mig. Meget klar. Hun står i en målbevidst position, hun har lænet sig lidt ind mod Overflødighedshornet, med et mindst lige så målbevidst udtryk i øjnene. Et udtryk hun får i øjnene, hver gang hun udfører den dødelige lille leg med sine knive. Gad vide hvad der går gennem hendes hoved lige nu? Jeg lærer aldrig at finde ud af den pige. Mine tanker når instinktivt tilbage til imorges. 

Jeg tager en dyb indånding, før jeg vælger at gå ind af døren til spisestuen. Hurtigt repeterer jeg, hvordan jeg lige nu skal holde skuespillet kørende. Eftersom jeg tankeløst undskyldede for at kysse Clove for derefter at skride ind på mit værelse uden yderligere forklaring. Der røg facaden, og jeg mistede et øjeblik grebet over den måde, jeg burde opføre mig overfor hende. Hvilket aldrig nogensinde må ske igen. Og nu bliver jeg virkelig nødt til at anstrenge mig for at få skuespillet op og køre igen. Hvilket vil sige, at jeg skal ignorere det faktum, at jeg rent faktisk nød hendes læber mod mine frem for hendes hadefulde blik. Selvfølgelig ikke fordi jeg på nogen måde holder af hende, men nærmere fordi jeg nød selve kysset. Ligesom når du nyder et måltid bestående af kød; du nyder det, men er fuldkommen ligeglad med, om det er synd for dyret. Jeg ryster på hovedet af min sammenligning og åbner døren til spisestuen.

".. og så skal vi køre til aerofartøjets position", hører jeg Ria sige, lige i det øjeblik jeg træder ind af døren. Jeg sørger omhyggeligt for at have et skævt smil på, der forhåbentlig ser overbevisende nok ud i forhold til min "det-skal-være-som-det-plejer" teori. Clove ser på mig med et ansigtsudtryk, jeg ikke kan greje. Så går det op for mig. Hendes ansigtsudtryk er flirtende, men på sådan en irriterende trodsig, overlegen og hånlig måde - nu spiller hun mit spil. Og jeg spiller tilbage. 

"Godmorgen Clove" smiler jeg flirtende og sender hende et veltilfredst blik.

"Godmorgen Cato" svarer hun sukkersødt igen, men med en irriteret undertone. Det generer hende tydeligvis at tale sådan til mig. Hvilket morer mig en hel del. Jeg ryster smilende på hovedet af hende, hvorefter jeg kaster et blik på Alexis og Ria. De ser fuldkommen forvirrede ud på grund af vores korte hilsen, der skulle forestille at være sukkersød, men har en giftig undertone. Sådan som Alexis og Ria har set det, har vi startet med at ignorere hinanden, hvorefter det blev til had og skænderier, og pludselig kyssede vi. Og nu udveksler vi giftige flirtende kommentarer. Det må være forvirrende for dem. Men hvad de ikke ved er, at det er mindst lige så forvirrende for os...


Fokuser NU,
råber jeg nærmest af mig selv. Mindet fik pludselig taget over, og mine øjne søger hurtigt op til den lille runde skærm på Overflødighedshornet. Den viser 10. Jeg skal spurte..
9. Hen til Overflødighedshornet..
8. Få fat i de bedste våben..
7. Sætte efter ildpigen..
6. Lade mit sværd ende i hendes bryst..
5. Rive det ud igen..
4. Så langsomt at hun bliver tortureret før hun dør..
3. Nyde det faktum at der ikke vil blive heppet på hende igen..
2. Vende mig om og finde et nyt offer..
1. Myrde for underholdningens skyld..

Gongonen lyder..

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...