Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13739Visninger
AA

45. Indentitet - Clove

Jeg ligger på ryggen i græsset nær den lille sø med en kniv ved min hånd. Jeg har ikke set skyggen af sonere, og jeg har i særdeleshed ikke selv forsøgt at opsøge nogen. Det kommer egentlig bag på mig. Hvorfor har jeg ikke det? Hvorfor har tanken om jagt ikke strejfet mig på noget tidspunkt?

Et indlysende svar kunne være, at jeg har brugt dagen på at finde vand og så at flygte fra jordskælvet. Det er også sandt. Men ligeså sandt som det er, ligeså meget er det en undskyldning. Jeg kunne være gået på jagt ligeså snart Cato, Marvel og jeg brød op. Jeg kunne være gået på jagt efter det kølige bad i skovsøen. Jeg kunne i det mindste have tænkt på jagt, men det har jeg ikke gjort. Hvorfor?

Jeg skyder spørgsmålet fra mig og leder i stedet mit fokus mod nattehimlen. Dens farve er dyb mørkeblå, og den er oplyst af millioner af stjerner, der synes at være lagt i sirlige mønstre nogen steder, mens de andre steder ser ud til at være tabt tilfældigt rundt omkring. Men smuk er den, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er bagved. Engang spurgte jeg min far om det samme - jeg må have være omkring elleve år - og hans svar kom brysk tilbage som så mange andre gange, og var endnu engang med til at ødelægge en smule mere af den fantasi, jeg havde engang.

"Ingenting, du ikke kan se, er vigtige at spekulere sådan over. Alt, der er under trætoppene, er dit liv, mens alt, der er over, kun hører til i barnlige fantasier. Du er ved at blive voksen Clove, jeg fatter ikke, at du ikke kan opføre dig derefter."

Tja, hvis det, min far ønskede, var, at jeg skulle blive for tidligt voksen, så lykkedes hans mission. Havde det ikke været for hans manglende opbakning og støtte gennem livet, havde jeg måske aldrig meldt mig til dette spil. Jeg havde måske haft håb og drømme om en fremtid, som havde været så betydningsfulde for mig, at det havde holdt mig hjemme i sikkerhed. 

 

Mit tankspind stopper øjeblikkeligt, da jeg hører nationalmelodien blive spillet. En melodi jeg ikke kan forbinde med andet end ondskab. Ondskab forsøger jeg oftest at ignorere, men det er umuligt nu. Mine reflekser får mig til at stivne, og jeg sætter mig automatisk op for at se, hvad der vil vises på himlen om lidt. Lige siden kanonskuddene har jeg prøvet at låse tanken om, at Cato's blod måske skulle male jorden rød et sted, inde, men nu er det, som om døren er brudt ned helt uden nøgle, og jeg mærker angsten svøbe sig om mig som et tæt lag af kold tåge, der skjuler grusomme slanger i disen.

Jeg gisper, da jeg ser det første portræt på det blå lærred, himlen udgør hver aften. Marvel. Marvel er død.

Mere lader jeg ikke mig selv tænke over det, for jeg holder i stedet fuld fokus på portrættet, hvor ansigtet hvert øjeblik kan erstattes af de målrettede blå øjne og markerede træk, jeg kender så godt.

Men det sker ikke. Et lettelsens suk slipper over mine læber, da den lille pige fra elleve, Rue husker jeg, dukker op med sin fine ansigtsmimik og mørklødede hud i stedet. Tabet af hende rører mig ikke, fordi jeg ikke kendte hende. Mere menneskelig er jeg altså ikke. Men alligevel. Da lettelsen først har opløst min ulmende frygt, vender Marvels død tilbage til mine tanker.

Min første tanke er, at jeg ikke aner, hvordan jeg bør reagere. Men hvem bryder sig om, hvad jeg bør gøre? På nuværende tidspunkt kan jeg vel gøre, hvad pokker jeg vil! Men hvad vil jeg egentlig?

Jeg lader mit sind stå åbent og følelserne strømme mod mig. Men de kæmper ikke ligefrem om førsteretten til at overtage min krop. Jeg vil tydeligvis ikke græde, for jeg føler ikke sorg. Men jeg kan heller ikke smile, selvom endnu en konkurrent er blevet elimineret. Samtidig er jeg heller ikke neutral, for jeg føler et ubehag ved tanken om hans død.

Død er et vidt begreb, og det er først, da jeg tænker på, at jeg aldrig igen vil opleve Marvels optimistiske attitude eller muntre glimt i øjet, at jeg virkelig forstår, hvad der er sket. Og så mærker jeg et stik, der kun kan være sorg. Det er ikke meget, men det er der, og jeg tillader mine øjne at blive blanke, så længe tårerne holder sig væk. Jeg er ikke ulykkelig, og jeg ved, at det er til det bedste. Nu er der en mindre at bekymre sig om at slå ihjel, og jeg behøver helt sikkert ikke være den, der skal gøre det. Det ville ikke være til at bære. Alligevel er jeg smule ked af det. For Marvel var værdig til vindertitlen. På sin egen måde havde han allerede vundet. Fordi han troede på livet og ikke døden.

 

***

 

Næste morgen, da jeg vågner, føler jeg mig fuldstændig stiv i kroppen. Jeg forsøger at strække mig, men både ben og arme støder på noget hårdt. Først aner jeg ikke, hvad der foregår, eller hvor jeg er, men så husker jeg det hele: at jeg lagde mig ind i en lille klippegrotte ved søen i skjul for at sove. At det er i dag, jeg skal møde ved Overflødighedshornet med min alliance. Min alliance som består af Cato og mig. 

Tanken om det hele gør mig syg. Mens jeg pakker mine ting og er så tæt på at skulle gå min allierede i møde, kan jeg mærke, hvor rart det har været at få et afbræk fra de hårde dage herinde. Jeg har kunnet bestemme selv, der har ikke været nogen til at dominere, kontrollere eller undertrykke mig. Jeg har kunnet sætte mine egne behov først. Det er måske slut nu.

Nej, tænker jeg. Det skal det ikke være. Hvad enten Cato vil det eller ej, så skal han behandle mig som en ligeværdig nu. Og det skal han have at vide som det første, når vi genforenes.

Med rygsækken over skuldrene, jakken om livet og knivene i bæltet, begynder jeg min vandring gennem skoven mod Overflødighedshornet. Jeg ved, hvor det ligger i forhold til søen, og der er ikke særlig langt. Havde jeg ikke vidst dét, havde jeg nok løbet, for en underlig utålmodighed fylder mig pludselig. Den er ikke behagelig og forventningsfuld. Det er følelsen af, at ville have et uundgåeligt opgør overstået. 

Snart ser jeg den blå himmel overalt omkring mig, da jeg træder ud i den enorme lysning og lægger skovens gådefulde mørke bag mig. Den store sø funkler i dagslyset, men det er intet i sammenligning med det gyldne Overflødighedshorn, der stråler som en sol på jorden. Det er utroligt at tænke på, hvordan den i virkeligheden er et af mange grufulde symboler for en kamp, hvor børn dræber børn.

Cato er ikke at se nogen steder. Jeg gider ikke engang lede, og jeg gider ikke spilde tid på at sætte mig ned. Min krop værker efter at have ligget sammenrullet i den lille grotte, så jeg vælger at stå. Utålmodigheden får mig til at trippe ubevidst, og jeg spejder ud i horisonten efter en skikkelse, jeg selvfølgelig ikke kan tvinge frem ved blikkets magt. Men jeg behøver ikke vente længe.

Mit blik glider hen over skovbrynet, da jeg hører en raslen, og det når til sidst Cato, der med rolige skridt bevæger sig mod mig. Men selvom den fine facade, han har stillet op, er rolig, så kan jeg se, at han er fyldt med energi. Det kræver kun et enkelt blik på hans ansigt. Hvad jeg også ser, er en person, der gang på gang har bragt de mest urealistiske følelser op i mig, men nu føler jeg ikke andet end ligegyldighed ved at se ham. Selvom det jo er løgn. Jeg føler overhovedet ikke ligegyldighed. Men mens min facade langsomt brydes ned, kan jeg godt lide at forestille mig, at jeg er ligeglad med ham og den beslutning, der skal tages inden for den næste halve times tid. Skal Cato og jeg, eller skal vi ikke, stå sammen i en alliance fra nu af og til finalen?

"Så du kom." siger jeg anspændt og bryder stilheden, da Cato til sidst står et par meter foran mig. Hans blonde hår er uredt som mit, men mens mit er sat forsvarligt op i en hestehale, falder hans sjusket ned i panden på ham. Ikke at det er så langt, at det gør noget, men det glæder mig en smule alligevel, og selvom det er åndssvagt, så føler jeg mig nu foran på ét punkt.

"Ligesom du." svarer han bare, og jeg undrer mig over, at jeg faktisk slet ikke har overvejet muligheden for at blive væk. Jeg kunne ligeså godt være fortsat på egen hånd. Men hvordan ville det ikke se ud i Catos eller Panems øjne? Ville jeg se bange ud? For frygt har aldrig forhindret mig i noget, og det skal det aldrig komme til.

Noget helt andet er: Hvorfor kom Cato?

Stilhed. Cato og jeg står bare og stirrer på hinanden, men mens vores tavshed normalt enten er kold, hadefuld eller en sjælden gang rar, så bliver den nu akavet. Man kan åbenbart gå gennem meget uden at det sletter sporene af de menneskelige illusioner. Jeg lader mine korslagte arme falde ned langs siden og bryder endnu engang stilheden som den første.

"Du er godt klar over, at det var dig, der sagde, vi skulle mødes her, ikke? Måske burde du lægge ud og tage føringen, ligesom du plejer at gøre." Jeg føler mig så dum, ligeså snart ordene er udtalt. For var det ikke præcis, hvad jeg ville forhindre i at ske igen?

"Fint. Glimmer er død. Cher er død. Marvel er død. Nu er der kun os to tilbage fra alliancen. Spørgsmålet er, om den skal ophøre en gang for alle?" Hans stemme er ikke død eller kold, som jeg havde forventet. Jeg kan høre, at han heller ikke er ligeglad med mig. Det er åbenbart umuligt for vores bånd at blive klippet over, uanset hvor snoet det måtte være.

"Den havde jeg godt regnet ud selv, tak. Jeg havde mere håbet på at høre svaret fra dig. Du giver mig altid så mange spørgsmål, men det er umuligt at få et svar ud af dig." snerrer jeg.

"Er det umuligt at få et svar ud af mig?" Cato måber dramatisk og slår ud med armene. Sarkastisk.

"Wow, endnu et spørgsmål, hvilken glædelig overraskelse."

"Drop nu det der Clove." Cato lyder mindre behersket end før. Men han lyder ikke vred. Han lyder, som om han mener, hvad han siger. Som om han ønsker våbenhvile for en kort stund.

"Godt. Hvad vil du så have mig til at gøre?" bider jeg tilbage, da jeg ikke ved, hvad ellers jeg skal svare.

"Hvad med at fortælle mig, om du stadig ønsker at stå i denne alliance?"

"Hvad med at du fortæller mig det først?"

Vores mundhuggeri kunne fortsætte for evigt, så jeg er lettet, da Cato hurtigt opgiver, lader skuldrene synke og kører en hånd gennem sit hår.

"Jeg ved det ikke." svarer han ærligt.

"Hvad skal det betyde?" Jeg kan ikke bruge 'jeg ved det ikke' til noget. Jeg har brug for konkrete svar, og det er på tide, at Cato giver mig dem. Jeg er parat til at gøre hvad som helst for at få dem. Jeg er desperat.

"Jeg vil gerne opretholde alliancen Clove, det er bare... Hvis du var mindre mistroisk og faktisk stolede på mig. Og jeg ikke havde et så uforudsigeligt temperament. Så ville det måske kunne lykkes."

Catos totale blotlæggelse af hans tanker overrasker mig. Han ligner også selv en, der er overrasket over sin ærlighed. Men ikke desto mindre ser det ud til, at han står ved den, selvom han bider sig lidt nervøst i læben. Og så slår det mig. At han har ret. På grund af min mistillid og hans konstante vrede, kan vi ikke have en stabil alliance. For at få en sådan alliance, er vi nødt til at ændre os...

"Men Cato. Så ville det ikke være os."

Jeg indser hurtigt, at jeg har ret. Og Cato benægter det ikke. Det er en del af min natur ikke at have tillid til folk. Det har min barndom lært mig op med. På samme måde er Catos vrede en ligeså stor del af ham, som den mistroiske side er af mig. Ingen af os bør ændre os. Hvis vi ikke længere har os selv, er det ligemeget at have hinanden.

"Nej..." svarer Cato efter et øjebliks tøven. "Men hvem er vi overhovedet?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...