Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13459Visninger
AA

42. Hvad jeg bemærker - Cato

Mit blik søger op mod den falske himmel, der snart oplyses af det ukendte antal døde sonere, hvoraf vi er sikre på at 2 soneres billeder vil vises på himlen. Angående den endnu ukendte tredje er soneren allerede på vej hjem til sit Distrikt i en trækiste eller også bliver den soner et uheldigt offer for min vrede. For vi har ikke råd til flere fejltagelser, og den eneste måde, hvorpå jeg kan sikre mig dette, er ved selv at dræbe denne muligvis stadigt eksisterende soner. Fejltagelser har vi ikke råd til. Ikke flere i hvert fald. Det syntes jeg, at jeg gjorde temmelig klart for 3.

Nationalmelodien begynder, og jeg kan knytter hænderne, mens jeg prøver at forholde mig roligt. Først lyser 3's ansigt op på himlen – hvilket egentlig ikke er en overraskelse – efterfulgt af drengen fra 10. Så stopper nationalsangen, og stilheden dominerer nu arenaen igen. I det fjerne høres en ugle tude. Stilhed. Ikke bare stilhed, men en tung en af slagsen. Åndedrag. Clove og Marvels åndedrag der egentlig har været der hele tiden, men som jeg bare ikke har taget notits af. Og mit åndedrag, går det op for mig – jeg har holdt vejret indtil nu, og nu ånder jeg ud. Men ikke lettet. Nærmere overrasket med en snert af vrede. Men så snart det hele former sig i mit hoved, vokser den snert betydeligt meget... der lød et skud denne formiddag, og det kan kun være drengen fra 10, siden 3 blev endnu et af mine ofre. Hvilket vil sige, at personen der sprængte vores forsyninger i luften, er i live.

En utæmmelig vrede bobler op i mig og fylder hele min krop. Helt fra mine tåspidser, der krummer sig sammen for at gøre mine fødder opmærksom på, at de skal til at løbe snart. Helt fra musklerne i min overarm, der spændes, som en mild prøve på hvor hårdt de skal spændes, når jeg skal rive hovedet af denne soner. Og helt til mit hoved der allerede udformer en plan for, hvordan jeg bedst muligt kan påføre denne person en smerte, der svarer til vores tab af forsyningerne. Og det skal helst være nu.

”I må hellere finde jeres våben” bjæffer jeg, mens jeg vender mig om for at gå mod Overflødighedshornet. Jeg værdiger hverken Clove eller Marvel et enkelt blik, men lader i stedet mit blik falde på udvalget af sværd i Overflødighedshornet, der dog er blevet, hvor de er – heldigvis. Mine overvejelser går på, hvilket sværd der bedst egner sig til tortur.

”Vil du tage på jagt nu?” råber Marvel bag mig, og jeg kan kort efter høre, at han er på vej op til mig.

”Nej, jeg havde egentlig tænkt mig, at vi skulle træne lidt.” hvæser jeg sarkastisk; irriteret over hans dumhed. Marvel sukker lavt og sætter tempoet lidt op, så han nærmest småtraver ved siden af mig.

”Du er godt klar over, hvor lidt søvn vi har fået de sidste par dage, ikke?” spørger han irriteret, mens han sender mig et hurtigt blik.

”Du er godt klar over, hvor meget vi har mistet i dag, ikke?” snerrer jeg igen, og sender ham et dræbende blik. Marvel åbner munden for at sige noget, men lukker den hurtigt igen. Vi stopper op foran sværdene, og jeg lader mine øjne inspicere dem nøje.

”Godt, derfor vil jeg foreslå, at du finder dit spyd frem nu, medmindre du planlægger at sætte dig op imod mig” beordrer jeg ham koldt, mens jeg rækker ud efter et af sværdene og lader fingeren glide hen af klingen. Det svider kort i min finger, hvorefter en rød dråbe blod pibler ned af den og drypper ned i det græsset, hvor den står i stærk kontrast til den grønne farve. Jeg mister bogstavelig talt noget af mig selv. Men på den fysiske måde denne her gang. Jeg smiler.  

”I det mindste har vi stadig vores gode forstand.” mumler Marvel sarkastisk, da han ser mit smil.

”Jeg synes, vi burde få noget søvn. Marvel har ret.” afbryder en stemme os, og jeg vender mig om til synet af Clove. Hun står kun et par meter fra os, men formår alligevel at se utrolig lille ud. Hendes skuldre er ligesom sunket lidt sammen, og hendes ansigt ser træt ud. Ikke bare træt som i et behov for søvn, men også bare træt. Som i træt af det hele. Hun ligner en, der skal beskyttes. En der har brug for det. Ikke kun for mulige farer i arenaen, egentlig også ret meget overfor mig – men nok mest af alt overfor sig selv, når man tænker nærmere over det. Og i et øjeblik kan jeg ikke lade være med at kaste et ømt blik på hende. Så snart hun ser det, ser hun kun træt-af-det-hele-træt ud, og hendes øjne betragter mig pludselig vågent.

”Der er en mulighed for at personen, der sprængte vores forsyninger i luften, stadig er i en opnåelig distance. Derfor tager vi af sted.” spytter jeg af hende, og de vågne øjne skifter hurtigt til hadefulde.

Marvel ser fra mig til Clove. Jeg stirrer udtryksløst på Clove et øjeblik, hvorefter jeg griber et par natbriller og kaster dem hårdt i favnen på hende. Hendes mave trækker sig kort sammen, da natbrillerne lander hårdt i den, men hun griber dem og rykker ikke en muskel i ansigtet. Så giver hun slip på dem, og de dumper ned på jorden, samtidig med en ildevarslende lyd høres og hun ser udfordrende op på mig.

”Og vores fantastiske sammenhold er også på plads.” mumler Marvel igen med stemmen dryppende af sarkasme. Mit blik falder på natbrillerne og jeg har mest af alt bare lyst til at slå hende – fuldt bevidst om at hun udelukkende kun gør dette for at provokere mig – men jeg afholder mig fra dette for i stedet at stirre ligegyldigt på hende. Jeg griber fat i mine natbriller med anspændte bevægelser og tager dem på.

”Hvis du ikke vil have dem, kan Marvel bare få dem” siger jeg anspændt, mens jeg prøver at forholde mig udtryksløs, hvilket da også lykkes, selvom det virker kunstigt. Hun smiler. Selvom jeg ikke er flippet ud, som var hendes ønskede reaktion, kan hun tydeligt se min anspændthed – et tegn på at hun på et eller andet punkt har vundet.

”Tænd en fakkel og find nogle rygsække.” beordrer jeg Marvel. Med natbrillerne på og sværdet i hånden vender jeg mig om for at gå til skoven. Jeg kan høre nogle suk bag mig, men af en eller anden grund efterfulgt af nogle skramlende lyde og bagefter skridt.

”Her!” annoncerer Marvel og kaster en rygsæk hen til mig, idét jeg vender mig om. Jeg får hurtigt svunget den om på ryggen, og de to andre gør det samme. Nu skal vi på jagt.

__

 

Stilheden er behagelig og afbrydes kun af vores åndedræt og enkelte fejltrin, der udløser lyden af knækkende grene. Vi løber i et langsomt tempo gennem skoven, så vi kan holde resten af natten. Jeg løber forrest, så jeg kan bestemme vejen, selvom det endnu ikke har ført til mord. Vi har ikke sagt et ord til hinanden, siden vi tog på jagt, men jeg foretrækker det egentlig også sådan. Vi har ikke noget at sige til hinanden, og når man tænker nærmere over det, har vi vel aldrig haft det sådan: altså som en enhed. Ikke at det gør mig noget. Daggryet haler efterhånden ind på os, og vi sætter ubevidst tempoet op, nærmest som om vi prøver på at flygte fra det. Prøver at holde os i den mørke nat lidt længere tid. Men vores flugt er umulig, og lyset bryder hurtigt igennem trækronerne.

”Stop!” lyder det bagfra og jeg genkender med det samme Cloves stemme. Jeg sætter hælene i jorden for derefter at vende mig hurtigt om. Clove er lige bag mig med et trættende ansigtsudtryk.

”Hvad nu?” hvæser jeg irriteret, mens Marvel ser skiftevis på Clove og mig.

”Det her er latterligt. Vi har løbet hele natten og har endnu ikke fundet nogen. Vi burde tage tilbage til Overflødighedshornet.” sukker hun, mens hun ser modstræbende op på mig.

”Faktisk, er jeg næsten enig.. men jeg syntes godt nok, at vi burde slå lejr her, så vi..” begynder Marvel, men jeg afbryder ham hurtigt.

”Nej. Jeg har energi nu, så vi kan lige så godt fortsætte.” snerrer jeg og skal til at gå igen. Et frustreret udbrud kommer fra Clove, og jeg ser overrasket på hende – hun plejer ellers at være typen, der holder sine følelser indei.

”Altid dig, ikke? Har du overhovedet overvejet, at vi måske er trætte?” hvæser Clove, mens hun ser opgivende på mig.

”Det er ikke mit problem, at I ikke kan tåle det. Måske burde I ikke have meldt jer til det her”.

”Du er da det mest egoistiske menneske, jeg nogensinde har kendt! Skal en leder ikke tage hensyn til dem, han leder?” vrænger hun, mens hun sender mig et af de velkendte hadefulde blikke.

”Der er ikke nogen, der tvinger dig til at blive her! Faktisk er det jo ikke, fordi vi overhovedet ønsker dig her! Og den følelse kender du jo virkelig godt, ikke?” spytter jeg, mens et hånligt smil spiller om mine læber. Hvis ikke det var, fordi  dette er meget hårdere for hende end at blive slået, kunne jeg have brugt udtrykket ”hun ser ud, som om hun er blevet slået”. For smerten i hendes øjne er ikke til at tage fejl af, og hendes ansigtsudtryk siger det hele. Der findes ingen bedre ord, jeg kunne have ramt hende med.

 Hendes sårede ansigtsudtryk varer i et stykke tid, hvor stilheden er absolut trykkende. Marvel ser helt utilpas ud, mens jeg stirrer hårdt på Clove, der ser såret på mig. Men så ændrer hendes ansigtsudtryk sig til rasende og i stedet for at stirre ind i et par sårede brune øjne, er de nu så fyldte med brændende had, at jeg kun kan sammenligne dem med ét andet øjeblik. Ved vores blodige kys forleden dag.

”Fint. Måske burde vi bare dele os. Så kan du jo få mere af den længe ønskede opmærksomhed, som tilsyneladende ikke er opfyldt endnu. Har du nogensinde overvejet, at du simpelthen bare ikke er god nok?” svarer hun koldt igen og har forholdt sig tavs så længe, at hendes stemme nu er fuldt under kontrol. Ligesom jeg kender hende og hendes svagheder ud og ind, kender hun også mine. Det burde egentlig ikke genere mig – jeg har fået det at vide gennem hele min barndom og burde efterhånden være vant til det. Men det føles pludselig anderledes, når det kommer fra hende. Selvom jeg hader hende over alt på jorden, kunne jeg for ganske få dage stole på hende – jeg fortryder det nu, og ikke kun fordi tillid er enormt overvurderet. Men fordi hun var den eneste, jeg havde tilbage. Og nu da hun også har fortalt mig, at jeg ikke er god nok, er jeg den eneste, jeg har tilbage. Den eneste, der kan benægte dét, der måske ikke burde benægtes. Og så er det, som om noget indeni mig ødelægges for alvor.

”Fint.” gentager jeg hendes ord og vender mig væk fra hende for at begynde at gå.

”Hey! Splittes vi så fuldkommen nu?” råber Marvel.

”Nej. I morgen mødes vi ved Overflødighedshornet, efter vi har fundet ud af, hvad vi vil.” svarer jeg, mens jeg tramper af sted. Ordene er valgt med omhu, og jeg håber, Clove forstår den dobbelte betydning. Selvom jeg på samme tid håber, at hun brænder op, og at hun dør en pinefuld død, og at jeg ikke er skyld i det, og at jeg er skyld i det. Og jeg hader hende for det. Hader hver eneste del af hende. Hader den rynke hun får mellem brynene, når hun sover. Hader den underlige tone, hendes stemme får, når hun prøver at være hånlig, men i virkeligheden er det komplet modsatte. Hader det fraværende blik hun får, når hun prøver at fortrænge noget. Hader den overdrevne måde hun leger med en kniv, når hun tænker over noget. Hader hvordan hun bider sig selv i kinden, når hun fortryder noget. Og mest af alt.. hader jeg hende for, at jeg overhovedet bemærker ting som disse om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...