Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13513Visninger
AA

48. Hud af glas - Cato

”Cato!”. En stemme skriger mit navn. Smerte, lidelse, desperation – stemmen både domineres af det og fremkalder dette i mig. Jeg kan ikke genkende stemmen, selvom den forvrængede hylen volder mig store smerter; jeg bliver flået i, flænset i. Stemmen lider, jeg lider. For selvom stemmen er så forvrænget og uigenkendelig, kender jeg den ind og ud og genkender denne smertefulde skrigen, der får nakkehårene til at rejse sig og hjertet til at bløde.

”Cato” skriger stemmen igen – stadig fyldt med den samme smerte og lidelse, som det første desperate råb var fyldt med. Men denne gang er stemmen mere genkendelig. Mere behøver jeg ikke at høre, før det går op for mig, hvem stemmen tilhører, og Clove skriger mit navn igen. Af ren refleks sætter mine ben i løb mod stemmen, mens jeg i desperationen skriger efter hende for at få hende til at fortsætte med at signalere, hvor hun er. Men hvert pinefuldt skrig sænker mig, og mine ben bliver tungere for hver gang hun eller jeg skriger, og hendes skrig forårsager stor smerte i min brystkasse. Stop. Stop med at skrige. Jeg har lyst til at trygle hende om at tie stille, så jeg kan redde hende, men min mund vil ikke åbnes. Langsomt snøres min hals nærmest sammen, men skrigene kommer tættere på. Mine ben tvinges videre, og først nu går det op for mig, at grunden, til jeg ikke kan løbe, ikke er, at mine ben er tunge. De er lavet af glas.

Hvert skridt gør ondt, fordi min hud er lavet af glas. Farvet glas. Jeg ser ikke skrøbelig ud, men jeg er skrøbelig – jeg kan knække sammen hvert sekund, det skal være, og ingen kan se det, for jeg revner indvendig. Et øjeblik er jeg overvældet af dette faktum, men så braser Clove lige ud foran mig.

”De er efter os.” hyler hun med et manisk glimt i øjet og en knækkende stemme. Hendes vejrtrækning er i små korte stød, kombineret med en enormt ustabil rytme, som består af halvkvalte gisp med jævne mellemrum.

”Hvem er efter os?” spørger jeg, mens jeg selv kan høre, hvor ustabil min stemme også er. Men så stivner jeg. Med et skræmt blik betragter jeg Cloves skikkelse, hvis hud minder uhyggeligt meget om min: det farvede glas. Vi er begge lavet af glas. Vi revner indvendig, fordi vi begge har løbet så meget for at nå hinanden, og nu når vi begge står over for hinanden, kan jeg nærmest se, hvordan vores glashud bliver tyndere og skrøbeligere.

”Clove” hvisker jeg, mens jeg forsigtigt rækker en hånd ud efter hende. Hun ser skræmt på mig, mens hun med det samme skræmte ansigtsudtryk rækker sin egen hånd ud mod min. Ganske langsomt rører vores fingerspidser hinanden. Lige så snart berøringen er startet høres en splintrende lyd, hvorefter et par små revner dukker op på begge vores pegefingre. Vi revner.

Det sjove er, at vi ikke engang trækker os tilbage, selvom det er tydeligt, hvordan vores hud revner ved berøringen. Revnerne er på en bizar måde fascinerende, så jeg stirrer bare på dem, mens jeg langsomt presser min håndflade mod hendes. Den klirrende lyd høres igen, da vores håndflader mødes, og vi revner. Det smerter, og en grimasse glider over begge vores ansigter. Vores glas er så tyndt, at den mindste berøring splintrer det. Men det er lige meget. I hvert fald så længe vi ikke rører hinandens hjerter. Selvom det måske allerede er for sent..

”Vi er..” hvisker Clove.

 

Jeg slår øjnene op. Solen skinner mig direkte i øjnene og blænder mig et kort øjeblik. Forvirret misser jeg med øjnene, mens jeg prøver at indprente mig situationen. Kun ganske kort tid efter går det op for mig, at jeg bare har haft en form for… mareridt eller drøm. Hvad det var, kan jeg ikke afgøre siden både mareridts- og drømme momenter indgik. Hvilket jo i og for sig ikke er nogen overraskelse, siden jeg i hvert fald kan huske så meget, at Clove var inkluderet. Ganske langsomt indprenter detaljerne sig og handlingen kommer til at stå nogenlunde klar for mig. Clove skreg af smerte, hvorefter jeg løb efter hende, vi mødtes halvvejs, og vores hud var af glas, hvilket resulterede i revner i huden på os begge ved en berøring. Og så var der nogle efter os, ifølge Clove. Hvem det var, fortalte hun aldrig. Drømmen sluttede, da vores hænder revnede.

”Cato..?” stemmen fra drømmen spørger forsigtigt ind til mig, men denne gang er der ingen smerte at høre i Cloves stemme. Jeg vender hurtigt hovedet, og mit blik møder Cloves. De brune øjne. Først nu forsvinder tanken om min drøm fuldstændig og erstattes af minderne fra i går. Et bølget ocean bestående af minder, tanker og stærke følelser piskes op, mens pigen med de brune øjne er den eneste, der kan holde vandet i ro – dog er hun også den bedste til at piske det op.

”Godmorgen” mumler jeg, mens jeg sætter mig op fra Overflødighedshornet, som jeg har sovet op ad. Hendes blik følger mine bevægelser, da jeg også får rejst mig op.

”Godmorgen” svarer hun igen; stadig med blikket på mig. Måske betragter hun mig så vågent, fordi alt, der skete i går, pludselig virker så fjernt og uvirkeligt – vi kunne let glemme det. Hvordan de mure, som vi altid har bygget op omkring vores følelser for hinanden, først fik et ordentligt stød for derefter at smuldre næsten helt ned til grunden. Men det er, som om der nu er blevet sat en glasvæg op, hvor murene i går brød ned – vi kan se ind til hinanden, men væggen er der stadig. Og det magiske fra i går er forsvundet, erstattet med tavsheden op til.

”Skal vi få noget morgenmad.” siger jeg uden at tænke over formuleringen, der får det til at lyde som et spørgsmål, selvom det er en konstatering. Clove nikker tavst, og jeg kan ikke lade være med at mærke et stik i brystet. Om Clove kan se den sårbare trækning, der kort glider over mit ansigt, er ikke til at vide. Men vi lader til at ”have glemt” alle hændelserne i går, hvilket er det, der fremkalder min pludselige – og korte – sårbarhed. Men egentlig burde det vel heller ikke overraske mig taget i betragtning af, hvilken måde vi endte det hele…

 "Har du nogensinde følt ægte kærlighed til nogen?" spørger jeg, mens jeg ser mildt nysgerrigt på hende, selvom det bare er en facade, jeg lige akkurat har bygget op. Nysgerrigheden brænder i mig, og jeg længes efter en erkendelse. ”Ja”, er det eneste, jeg behøver.

"Jeg ..." begynder Clove tøvende, mens hun undgår at se på mig. Halvhjertet søger jeg hendes brune øjne i håb om, at det kunne være en form for opbakning, men da jeg ingen besvarelse får, giver jeg hurtigt op – bange for at ødelægge vores fred.

"Det var ikke for at presse dig. Du behøver ikke svare." siger jeg hurtigt, mens jeg afværgende holder en hånd op for at indikere, at hun ikke behøver at sige mere. Og selvom min stemme håbløst prøver at lyde selvsikker, kan selv jeg – der ellers prøver at ignorere denne nye svaghed – høre, hvordan min stemme knækker lidt over, og hvordan det skrøbelige dominerer den.

"Har du?" spørger hun forsigtigt. Tavshed. Ja, nej, måske, muligvis, sandsynligvis. Dig. Jeg bider mig i underlæben et kort øjeblik for at overveje mine tanker. Jeg betragter hendes ansigt. Kigger på det menneske, som jeg aldrig helt kan definere mine følelser for, og sandsynligvis aldrig kommer til at kunne fuldkommen, lige meget hvad der sker. Alt for meget sker inden i mig, og jeg kan mærke et stik i mit bryst.

Hun vender hovedet mod mig, og pludselig ser jeg ind i hendes øjne. Jeg ser alt; jeg ser intet. Jeg ser liv; jeg ser død. Og jeg kan mærke, hvordan barrieren, som jeg har bygget op foran mine følelser, bryder fuldkommen sammen i et kort øjeblik. Men så går det op for mig, og jeg gør mit ansigt hårdt: koldt og udtryksløst.

"Det ved jeg ikke, men det betyder vel heller ikke så meget nu. Jeg mener, det er sent, og vi burde sove, så vi er udhvilede i morgen. Jeg tager den første vagt. Læg dig på nogle tæpper i Overflødighedshornet - der er varmere om natten. Jeg vækker dig senere, så du kan overtage posten." siger jeg hurtigt med en hård undertone og i én lang køre. Der glider en underlig trækning over Cloves ansigt, men så bliver det udtryksløst, og pludselig tager stilheden fra i dag over igen. Vi bygger muren op igen.

 

***

 

”Sig noget”.

Jeg ser hurtigt op fra mit brød – vi sidder nu og nyder noget af det sidste brød, vi har, siden vi har planlagt, at tage på jagt efter morgenmaden, så vi kan få opgraderet vores forsyninger under kategorien mad. Tavsheden har varet siden i morges, og Clove betragter mig med et underligt blik, som jeg mindes at have set før, selvom genkendelsen er svag. En blanding af sårbarhed og… medlidenhed går det pludselig op for mig. Hun sender mig rent faktisk et medlidende blik, hvilket i første omgang ikke giver nogen mening for mig.

”Hvad?” spørger jeg stille, mens jeg fortsætter med at betragte hende. Hun ser en smule fortabt ud, og hvis jeg ikke tager fejl, kan jeg se et strejf af skyldfølelse i hendes blik. Måske føler hun ansvar for vores tavshed efter i går? Mine tanker når ikke længere..

”Sig noget” gentager hun, mens hendes blik borer sig ind i mit – nu med en smule beslutsomhed i.

”Hvad mener du?” spørger jeg igen, stadig i den samme stille tone.

”Bare et eller andet”

”Hvad vil du have, jeg skal sige?”

”Bare noget” hvisker hun, og hendes stemme er en uvant blanding af usikkerhed og beslutsomhed, som jeg ikke genkender særlig godt. Det lyder malplaceret, når begge dele indgår i den samme sætning.

”Jeg er ikke så god til at sige noget” mumler jeg, og jeg kan mærke en form for vrede stige op i mig. Hvordan kan hun tillade sig at spørge mig om det, når hun selv tøvede i går? Jeg ignorerer det faktum, at hun muligvis har skyldfølelse og prøver at gøre det godt igen.

”Det var du i går..” svarer hun stille igen uden at lægge nogen form for følelse i. Jeg skal til at åbne munden for at svare hende igen, men hun kommer mig i forkøbet.

”Men det er vel lige meget, ikke?” spørger hun, mens hun ser fortabt på mig.

”Hvad mener du?” spørger jeg igen; denne gang med en smule hævet stemme. Jeg forstår ikke hendes spørgsmål.

”Hvad jeg mener? Det gør jo ikke nogen forskel, om hvad der sker, når en af os alligevel vil glemme det hele. Glemme os. Der er jo kun én vinder, ikke?” snerrer hun uden rigtig at snerre. For selvom hun siger det i en bebrejdende tone, der langsomt hæver sig, ved jeg, at det bebrejdende tonefald ikke er ment for mig.

”Clove..” begynder jeg langsomt, for jeg kan se, at hun er ved at fortsætte.

”Det er jo ikke rigtigt, vel? Vi tror bare, at musikken spiller nu, selvom den slet ikke gør det, ikke? De får os til at danse med illusionen om, at der er musik. Men den spiller slet ikke.” begynder hun en smule hysterisk, og tonefaldet bliver højere for hver sætning.

”Den spiller jo ikke, vel?” spørger hun, og igen ser hun fortabt ud. Og når jeg betragter hendes ansigt nu, er jeg meget sikker på, at jeg er en svag spejling af hende. Jeg gemmer min side, lavet af glas, væk for at lade min hårde side overtage. Så da hun åbner munden igen, med det samme fortabte ansigtsudtryk, læner jeg mig beslutsomt – men uden rigtige følelser – over mod hende, og pludselig rører vores læber hinanden.

Der er ikke en eneste følelse i dette kys. Tomt. Jeg gør det bare for at gøre det. Bare for at få hende til at stoppe. For at slippe for at høre på noget hvor jeg egentlig har en lille kildrende fornemmelse i maven, der fortæller mig, at hun har ret. Og i modsætning til alle vores andre kys føler jeg slet ikke noget nu. Ikke væmmelse, ikke glæde, ikke tilfredshed, ikke iver. Ikke noget. Bare hendes læber der står stille i forhold til mine, der bevæger sig i uendelige mønstre over hendes. Hun trækker sig væk fra mig.

”Cato..” begynder hun med et såret ansigtsudtryk, og hendes ansigt er kun trukket få centimeter væk fra mit. Jeg ser hendes øjne. De græder, kan jeg se, selvom hun ikke har tårer i øjnene. Men de græder uden tårer. De er fyldt med sorg, forvirring, modstand og skyldfølelse.

”Jeg kan ikke.” hvisker hun, mens hun ryster svagt på hovedet nok mest henvendt til sig selv.

”De lyver, Cato.. Stol på mig, jeg kan fornemme det..” begynder hun igen, men ikke hysterisk denne gang. Nej, nærmest tiggende, bedende. Men jeg ignorerer hende og tager beslutsomt fat i hendes jakke for at trække hende helt ind til mig. Mine læber begynder at vandre fra hendes øre til hendes mund, hvor jeg kysser hende igen.

”Cato.. Lyt” hvisker hun fortabt, da jeg slipper hendes læber et kort øjeblik. Men uden at gøre noget rigtig hverken hel- eller halvhjertet forsøg tier hun stille, og mine læber rammer hendes igen. Denne gang kysser hun mig igen. Ikke ivrigt, ikke forsigtigt, ikke på nogen måde. Hun kysser mig ligeså tomt, som jeg kysser hende. Følelserne er døde. Vi er døde. Håbet er forsvundet. Hvem er efter os?

”Vi er..” hvisker Clove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...