Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13505Visninger
AA

30. Hjælp fra uventede kanter - Cato

Panikslagent kaster jeg mig frem gennem den brændende skov. Alt står i flammer. Træer brænder. Bukse brænder. Planter brænder. Alt. Og vores viljestærke lille gruppe spurter gennem skoven uden andet i hovedet end at flygte fra ilden. Røde og orange farver dominerer mit udsyn og former tilsammen en altopslugende skikkelse i form af de udslettende flammer. Røgen fra flammerne sniger sig ned i lungerne på mig og fremkalder hostende og hakkende anfald plus en kradsende fornemmelse i halsen. Jeg kan ligefrem smage røgen i munden, næsten som om jeg tygger på den. Samtidig bliver min hud varmet af de evindeligt varme flammer. En kradsen og knitren overdøver alle andre lyde med undtagelse af de høje eksplosioner, der lyder hver gang et træ sprænger, eller en ny ildkugle slynges mod os.

Men det eneste, der fylder mit hoved, er at komme væk fra kradsen i halsen, den utålelige varme og hosteanfaldene. Jeg kan ikke nå at tænke over noget, men må bare stole på mit instinkt, når jeg placerer fødderne hurtigt foran hinanden i et desperat forsøg på at træde rigtigt og undgå at blive ramt at den altopædende ild. Indtil videre har mit såkaldte instinkt vist sig at være nyttigt; jeg er ikke blevet brændt en eneste gang.

"Cher er faldet! I er nødt til bære hende!" lyder et desperat skrig bagude, og jeg vender mig hurtigt om. Clove står med et fortabt og desperat ansigtsudtryk. Mit halvsvømmende blik glider hen til Cher, hun er kollapset og ligger på alle fire på jorden, mens hun kaster op. Mine tanker går lynende hurtigt på, om jeg kan nå at redde hende, og om det er det værd. Jeg kan risikere livet på det, hvilket er en risiko, jeg ikke er klar til at løbe. Men netop som jeg afgør, at jeg nok godt kan klare det, spurter 12 frem til hende og kommer mig i forkøbet. Fint, hvis 12 skal spille ædel, er det fint med mig, vrisser en beordrende stemme i mit hoved, som i samme øjeblik skriger at jeg skal løbe videre. Men netop som 12 samler Cher op og spurter forbi mig, ser jeg den.. ildkuglen der har direkte kurs mod Clove..

Mit blik fanger hendes, og et kort øjeblik stirrer jeg ind i nogle utroligt smukke chokoladebrune øjne, som jeg for en gangs skyld kan tyde. Undskyld. Og idét jeg indser dette, former Clove munden, og mimer noget. Et ord jeg med det samme også kan tyde. 'Undskyld'. Undskyld at jeg ikke klarer den. Undskyld.

Det hele sker nærmest i slowmotion, og selvom det knapt er et sekund, er det det langsommeste i hele mit liv. Aldrig før har jeg følt mig så.. ja, det kan nærmest ikke beskrives. Og det, som føltes som 1000 år for mig, er i virkeligheden et sekund, der er et spørgsmål om liv eller død. Så jeg vælger liv.

Hurtigere end jeg troede var muligt, kaster jeg mig ud efter hende. Først da jeg mærker vores kroppe kollidere, stopper alt med at føltes som slowmotion. Jeg mærker min krop lande oven på Cloves. Men samtidig mærker jeg noget svitse min ryg, og med det samme opstår en brændende smerte det præcis samme sted. Med det samme opfatter jeg, at ildkuglen har ramt mig istedet for Clove, og uden yderligere tanker i hovedet ruller jeg væk fra Clove i håb om at kvæle ilden i på min ryg, mens jeg også håber, at den ikke skader hende.

Til mit desperate held kan jeg mærke den brændende fornemmelse stoppe, selvom en ubeskrivelig syrende smerte stadig skyder op igennem mig. Et smertesudbrud slipper ud gennem min mund, og jeg har egentlig bare lyst til at blive liggende her for evigt. Men sådan har Clove ikke tænkt det, og jeg kan mærke et par tynde arme hive mig op at stå - hun er tilsyneladende kommet op og stå igen.

Met ansigt forvrænget i smerte ser jeg op i Cloves beslutsomme øjne - som for en gangs skyld er fuldkommen frie for fordomme -, mens jeg føler mig skrøbeligere end en fattig 18-årig soner fra Distrikt 12. Først nu går det op for mig: hun vil hjælpe mig. Jeg føler mig fuldkommen overrasket, men ydmyget på samme tid. I et klodset forsøg på at klare mig selv, humper jeg et skridt frem. Men smerten i min ryg får mig til at bide tænderne sammen for at undgå, at et skrig slipper over min mund.

Clove har tydeligt bemærket dette, og hun tager fat under min arm, ignorer et klynk fra min side af, og begynder at trække afsted med mig. Stoltheden trækker i mig - jeg kan og ikke lade mig trække afsted af Clove. Det er endda på landsdækkende TV og plus det faktum, at jeg skal forestille at være lederen. Men mit overlevelsesinstinkt fortæller mig det komplet modsatte.

Men jeg når ikke at tænke videre over dette, før endnu en ildkugle hvisler mod os. Instinktivt dukker vi os, og min stolthed er pludselig glemt, og jeg spurter afsted med Clove som støtte. Hvert eneste skridt sender stød af smerte op gennem min ryg, men jeg har altid lært, at jeg ikke skal klynke, så jeg bider tænderne sammen og holder smerten inde. Men ved siden af mig lyder Cloves hvæsende åndedræt, der oplyser mig om at hun har indhalet betydeligt mere røg end mig. De andre kan ses forude, men jeg tænker ikke over dette. Det eneste, der fylder mit hoved, er råb og skrig om, at jeg skal fortsætte.

Endelig efter hvad der føltes som timer, begynder vi at lægge ilden bag os. Og blive mere samlede. Ilden der pludselig er længere bagud - Spilmestrenes værk - virker som en svagere trussel, og forude kan jeg se en lille å. Idét jeg øjner åen gennem mit halvslørede blik, ser jeg mine allierede hoppe taknemmeligt i den. De trænger til en pause, såvel som jeg gør. Ilden er nu et stykke bag os, så en pause er velfortjent.

"Cato?! Clove?!" lyder det undrende og hæst fra Glimmer, som ikke lader til at have indhaleret så meget røg. Loverboy har sat Cher i åen og holder nu om hendes pande, mens hun kaster op på bredden. Han hoster selv og spytter galde ud ved siden af Chers opkast. Marvel hoster og hakker, mens en blanding af galde og opkast spyttes ud fra hans mund. Glimmer lader til at være den der er bedst tilredt af de 4, men hun hoster og hiver efter vejret, mens hun støtter sig til en stor sten for at holde balancen. Vi har helt klart brug for et hvil.

I det øjeblik Glimmer råber, river jeg mig løs fra Clove - resten af vejen kan jeg sagtens klare selv. Med en besværet gang kæmper jeg mig hen til åen. Og jeg mærker med det samme det kolde vand omslutte mine ben, hvilket øjeblikkeligt dulmer smerten. Clove har selvfølgelig været hurtigere end mig og er nede i åen før mig. Jeg kan og vil ikke tyde hende lige nu. Min brændende smerte i ryggen er en førsteprioritet, og jeg lader mig synke ned i det kolde vand. Det dulmer smerten, selvom den stadig kan mærkes tydeligt.

"Cato? Hvad er der sket?" hoster Glimmer, da hun ser mit forvrængede ansigtsudtryk. Der er egentlig for meget i mit hoved lige nu til, at jeg kan rumme det, så jeg svarer ikke, men skærer bare en grimasse. Håbende på at det kan glemmes. Men nej. Glimmer får øje på min brændte jakke og regner den selvfølgelig ud med det samme.

"Cato!" udbryder hun, mens hun ser overrasket på mig. Jeg ignorer hende igen, mens jeg lukker øjnene, og en irriteret snerren slipper over mine læber. Jeg har ikke lyst til at forholde mig til noget lige nu, og jeg kan mærke, at jeg begynder at blive døsig.

"Hvad fanden har du gjort ved ham?" snerrer Glimmer, og jeg kan høre på tonefaldet, at det er rettet mod Clove.

"Jeg reddede ham faktisk!" hvæser Clove - jeg kan stadig ikke tolke, om hun fortryder det eller er glad for det. Men tonefaldet er dryppende af iskoldt had.

"Ihh.. Hvor sødt.." bjæffer Glimmer sarkastisk.

Diskuterende stemmer lyder over mig, og jeg hører kun enkelte ord og navne: 'Cato', 'ildkugle', 'forbrænding', 'Clove', 'Cher', 'Peeta', 'hjælp', 'røg' og 'hurtigt'. Så giver min tanketomme krop efter for trætheden, og det bliver sort.

 

 

 

Der kan være gået alt fra 3 minutter til 3 timer, da jeg åbner øjnene. De første 3 ting jeg observerer er:
 

1. Smerten i min ryg er væk og er erstattet af en forbinding på min nu bare overkrop.

2. Vi er stadig ved åen, hvilket vil sige, at det snarere kan være 3 minutter end 3 timer.

3. Jeg er komplet ydmyget og totalt forvirret.

"Cato?" lyder det fra Glimmer, og jeg åbner øjnene helt for at betragte mine allierede. Cher sidder lænet op ad en sten med hovedet i hænderne, hævede øjne og forbrændt jakke. Marvel sidder på jorden, hvid som et lagen, og pakker rygsække og sorterer ud i ting. 12 har lukkede øjne, en ujævn vejrtrækning og sidder ved siden af Cher. Glimmer sidder med fødderne i åen med et ubehageligt ansigtsudtryk, men ser ellers ud til at være i bedre stand end de andre. Mit blik glider over til Clove. Hun ser trodsigt, taknemmeligt, irriteret, hadefuldt og bekymret på mig - hvad helt præcist kan jeg ikke afgøre.

"Du er blevet kraftigt forbrændt, men jeg..", hun høster et dræbende blik fra Clove, ".. vi har fixet det. Så ehh.. vi vil gerne fortsætte.. ehm.. flugten.." mumler hun. Jeg bider mig i læben, mens jeg skamfuldt ser lidt ned. For hurtigt at mærke efter alvoren af forbrændingen - såvel som kuren - løfter jeg mine skuldre op og ned, og kører dem i cirkler. Jeg kan mærke en stikken i ryggen, men ikke særlig kraftig. Jeg ser ned ad mit bare bryst - forbindingen fylder hele den øverste del, og dens størrelse oplyser mig om at brandsåret er ganske stort.

"Jeg har det helt fint.. hvad med jer andre?" svarer jeg stift, men jeg tværer den over på de andre.

"Og især Cher" tilføjer jeg, da hun tydeligvis har det elendigt. Jeg smiler indeni, da jeg lige har formået at få mig til at fremstå som en leder, der bekymrer sig meget om andre.

"Vi kan fortsætte, ilden er et stykke væk, og det har den været i lang tid" konstaterer 12, hvorefter han rejser sig op, og trækker en bleg Cher med op.

"Hvem gav dig mulighed for at tale for de andre? Hva' loverboy?" hvæser jeg, men rejser mig alligevel op. 12 skal til at åbne munden, men jeg bider ham af..

"Det er lige meget.. Vi kan blive nødt til at fortsætte" svarer jeg koldt; underligt tilpas over mit pludselige humørskift. Irriteret griber jeg min t-shirt og trækker den over min overkrop. Den er brændt, men det er lige meget. Jeg har brug for noget at løbe i, og vi har ikke så meget lige nu. Hurtigt trækker jeg i jakken også.

"Men den er jo brændt.." begynder Glimmer protesterende.

"Det er lige meget, noget må jeg jo løbe i! Hvor er vi henne?" vrisser jeg, mens jeg ser mig omkring. Mit blik møder Cloves, denne gang ser hun ud til at fortryde, at hun reddede mig, ligeså meget som jeg fortryder at have reddet hende. Et par kolde øjne møder mine, og hun åbner munden for at svare.

"Tæt ved Overflødighedshornet.. er der andet, du vil vide?" svarer hun koldt, med en sarkastisk undertone ved den sidste sætning. Hvis ikke det var fordi, hendes stemme var så utrolig hæs og ukendelig, havde hun lydt utrolig overlegen, men den hæse tone ødelægger det lidt. Jeg fnyser hånligt, mens jeg begynder at gå.

"Vi kan godt bevæge os videre nu" bjæffer jeg uden at kigge mig tilbage. Det ligner, at ilden danner en enorm ring om os - godt nok kun på vores venstre flanke -, men ildmuren er langt væk og kan kun anes i det fjerne. Fodtrin fra de andre kan høres, og de lader til at følge efter. Men andet end en underlig frustration, kan ikke føles hos mig. Frustration over min ydmygelse som jeg egentlig har nok af i forvejen. Frustration over den svage, men alligevel eksisterende smerte (nok mere på grund af, at den er der, end at den kan føles). Frustration over at jeg reddede Clove - og omvendt. Frustration over hvor abnormt forvirrende der er i mit hoved.

1 time går, vi løber videre i et forsøg på at finde uden om ilden, og tusmørket falder på. Tempoet er langsommere end normalt, fordi vi alle sammen har problemer med vejrtrækningen og er godt udkørte. Men målet er at finde uden om ildmuren, der kan anes på lang afstand. Trætheden og håbløsheden er de dominerende følelser. Ingen andre lyde end vores trætte skridt kan høres. Indtil vi hører en plaskende lys og et støn. En ting er sikkert: dette støn tilhører et menneske. Eller sagt med mine ord: et offer..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...