Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13694Visninger
AA

34. Fysisk og psykisk smerte - Cato

"TIL SØEN, TIL SØEN!" skriger desperate stemmer omkring mig. Men hvem der skriger, kan jeg ikke holde hovedet koldt nok, til at tænke på. Det eneste jeg opfanger er kun enkelte klip af flygtende ben, skrigende ansigter og lidende kroppe der vrider sig på jorden. Resten er bare en sværm af utydelige prikker. Prikker der udløser en ekstrem smerte, som bare hagler ned over mig.

Jeg løber. Ikke at jeg ser noget - for den enorme sværm, er det eneste jeg opfanger. Løbende fødder kan høres ved siden af mig, og blander sig med lyden af gispende stemmer, panikslagene skrig. Jeg åbner øjnene halvt, så jeg kun kan se gennem en lille sprække. Et højlydt gisp slipper ud af mine læber; alt omkring mig står i skinnende lilla flammer. Træer brænder op, og en orange væske flyder ud af dem. Jeg udstøder et halvkvalt skrig for derefter at snuble over noget. En brændende lava afbøder mit fald, mens den begynder at ætse min hud op, og ud af mine hænder flyder en tyk pink substans. Skrækken baner sig op gennem mig. Men det er intet imod det, som jeg pludselig ser.

Cher. De bølgende brune lokker, og de mandelformede grønne øjne. Hun stirrer direkte op i luften, og sorte tårer flyder ud af hendes øjne. Død. Hendes krop er grotesk formet i en bue, med buler over det hele. Flere skrig slipper ud af min mund, mens jeg desperat kravler baglæns i et mislykket forsøg på at rejse mig op. Væk. Jeg må væk.

Med kejtede bevægelser kommer jeg vaklende op og stå igen, mens jeg begynder at løbe i en ukendt retning. Flammerne jager mig og har taget form som vilde hunde, der bider ud efter mig med grotesk formede kæber. Mine lunger skriger desperat efter luft, og min vejrtrækning erstattes med ujævne gisp efter vejret. Clove. Jeg har brug for Clove. Hvorfor denne tanke strejfer mig, ved jeg ikke, men pludselig husker jeg mit løfte til mig selv. Red Clove. Pigen med bolsjet fra barndommen. Pigen med knivene fra nutiden. 

"Clove!" skriger jeg, men min stemme knækker over. Uden at min hjerne har givet ordre til det, skyder mine ben over den sydende lava, og jeg spurter tilbage. Mit åndedræt er dobbelt så besværget som før, men på trods af dette er jeg hurtigt fremme til noget, som jeg noglelunde kan genkende.

Mit blik falder på en maltrakteret krop, der er formet i den samme unaturligt groteske bue, med buler over det hele. Min første reaktion på dette makabre syn er at åbne munden for at skrige. Indtil jeg opdager den døde piges hår. Blonde lokker. Glimmer. Ikke Clove. Hun må være nået væk. En lettende følelse vælder op i mig på trods af alt smerten. Men så falder mit blik på noget andet, der med det samme får den lettede følelse til at fordufte: Ildpigen der sætter i en vaklende spurt væk fra mig. Hun skal dø. Dø nu.

Rasende sætter jeg efter hende hen over lavaen. Min gang er besværet og vaklende, og det hele gynger, hvilket ikke ligefrem er en fordel. En klingende lyd høres, men jeg lægger ikke mærke til det. For idét jeg skal til at hoppe over Glimmers lig, ramler noget ind i mig, og jeg falder mod lavaen. Men ikke alene.. det "noget" er nemlig en nogen. Midt i den brændende lava ruller vi rundt, mens vi desperat prøver at rive os løs fra hinanden eller slutte den andens liv. En hånd griber fat om mit ansigt, og jeg mærker nogle negle bore sig ind i huden over mit venstre øje, hvorefter en varm væske pibler ned i øjet på mig. Jeg ser rødt - bogstavligt talt.

Hvem, det er, kan jeg ikke afgøre, da hele mit udsyn er dækket af blodet og et gigantisk sporingshvepsestik. Ergo er jeg afhængig af mine andre sanser. At høre kan næppe gavne mig, da en hylen for mine ører, og gispende lyde er det eneste, der bruser for mine ører. Det eneste, jeg kan lugte, er en stank af død. Sagt ligeud. Lig. Død. Mens den eneste smag i min mund er en rusten smag af blodet fra mit øjenbryn. Jeg bliver nødt til at gøre det af med personen uden at kigge.

Ligeså snart denne tanke er kommet til mig, kæmper mine hænder sig vej frem mod personens hoved, som jeg har tænkt mig at vride om. Absolut intet er til at se, da de få steder, hvor jeg rent faktisk er i stand til at se noget, er en stor farvet masse. Det eneste, jeg har i hovedet, er drabsforsøg eller flugt, hvilket er enormt dårlig kombination. Jeg kan mærke, at vi støder ind i noget hårdt, men bider ikke mærke i det, da jeg øjner en mulighed til at smide min mostander over mig. Mine hænder griber fat i hans/hendes arme, og jeg sender et velrettet - eller så velrettet det nu kan være, når jeg ikke kan se noget - spark i maven i min modstanders mave. Hans/hendes hænder, der før holdt krampagtigt fast i mine arme, river ned af mine arme og efterlader smalle rifter.

Jeg ruller hurtigt rundt, og jeg lader til at have fundet personens hoved. Blodet løber ned i mit øje og blokerer mit udsyn, hvorefter jeg vaklende sætter mig op: stadig uden at kunne se noget. Mine bulede hænder griber brutalt fat omkring en mindst ligeså bulet kæbe - der bliver ikke gjort modstand, utroligt nok - og jeg lægger alle mine krafter i for derefter at rive til. Et knæk høres, og jeg kan mærke, at kæben nærmest falder sammen..

Gispende efter vejret trækker jeg mig et stykke tilbage. Det hele kører rundt i hovedet på mig, og jeg begynder at blive endnu mere svimmel. Med en rystende hånd tværer jeg blodet væk fra mit øje for bedre at kunne se, selvom jeg bare tværer det endnu mere ud på alle de andre steder. Da jeg endelig kan se mit offer, ligger det ikke stille..

Tværtimod. Loverboy er i fuld bevægelse og roder efter noget på jorden. En forvirret følelse overtager min krop, og jeg stirrer chokeret på ham. Mit blik falder på hans kæbe, der er meget hel. Endnu ½ sekund snegler sig afsted, mens jeg stirrer chokeret på ham, selvom alt omkring mig er ved at falde sammen. Først dér går det på for mig: jeg har brækket en død piges kæbe. Eller rettere sagt: Glimmer's kæbe. Det hårde, vi rullede ind i, var Glimmer, og blodet og sporingshvepsestikket spærrede så store dele af mit udsyn, at jeg i desperatsion bare tog den nærmeste skabning, der havde krop som et menneske, og brækkede kæben på det for at få det overstået.

Stadig i en chokeret boble stirrer jeg på ham. Dræb ham, beordrer jeg mig selv, rasende over mit ikke særligt succesfulde drabsforsøg. Febrilsk fumler jeg efter mit sværd eller noget andet, der kan hjælpe mig med at fuldføre mit drab. Mine øjne opfanger et lys, og jeg opdager mit sværd et stykke fra Glimmer's lig. Lynhurtigt griber jeg ud efter det, og min hånd låser sig om skæftet. Vaklende får jeg rejst mig, mens jeg med en del besvær fokuserer på Loverboy. Jeg tager et prøvende skridt over Glimmers lig og må lide under svømmende syn og gyngende bevægelser. Alligevel begynder jeg en vaklende gang over mod 12, der er ved at få rejst sig. Men før han når noget som helst andet, hæver jeg usikkert hænderne, mens et smil breder sig på mit ansigt. Nu dør han.

Mit smil fordrejer sig til lettere sindssygt på trods af den svidende smerte og de syge vrangforstillinger, der udfolder sig for øjnene af mig. Med al min kraft støder jeg sværdet mod 12's ryg ventende på at se blodet flyde. Jeg nyder øjeblikket, der føles som flere minutter. Selvom under ½ sekund i virkeligheden går; pludselig har Loverboy vendt sig om og er ved at rulle væk. Jeg fanger et øjeblik et glimt af hans skræmte blå øjne, men det rører mig ikke. Lige i tide kaster han sig til siden, men selvom jeg ikke kan formå at dræbe ham, rammer jeg heller ikke ved siden af..

Et tilfredsstillende pinefuldt skrig høres, da sværdet borer sig ned i 12's ben. Jeg kan mærke sværdet bore sig ned gennem kødet, og en klam klistrende lyd høres. Alligevel bringer dette dog et smil frem på mine læber. Jeg nyder det smertefulde ansigtsudtryk, der giver udtryk for, at jeg har magt til at skade en person så meget. Magt betyder meget. For at forhøje smerten, og dermed min magt, vrider jeg sværdet rundt, og 12's lidende skrig høres igen. Smerten er ikke til at overhøre, og jeg kan se, at han skærer ansigt af bare smerte. Han lider.

Et øjeblik giver det mig en tom følelse, og jeg får lyst til at stoppe hans lidelser. I det øjeblik giver jeg efter og river sværdet ud af hans ben. Endnu et smertesbrøl slipper ud over hans læber, og han gisper og hiver efter vejret. Og selvom det er ham, som lider, stirrer jeg lidende på ham, mens jeg trækker vejret i dybe drag. Mit sværd glinser af klistret rødt blod, der drypper ned på jorden for at forme en lille vandpyt af den røde masse. Med et pinefuldt blik stirrer jeg ned i blodpølen. Rød. Blodrød. Men pludselig afbryder en knasende lyd mig, og jeg vender mig hurtigt om i frygt for at se en ny fjende.

Det er ikke en fjende, mit blik møder. I stedet for ser jeg noget langt mere makabert, grotesk og ækelt. Ud af Glimmer's lig rejser sig en skikkelse. Hendes hud bliver, som den er, og hun ligger lige så stille, som hun er død. Alligevel er personen badet i rødt klistret blod fra top til tå. En kvalmende fornemmelse baner sig vej gennem mig, da skikkelsen vokser ud af hendes døde krop. 12's klynkende lyde høres i baggrunden, mens personen ganske langsomt får rejst sig til sin fulde størrelse. Blodet klistrer, og hænger i kager på dens tøj. Ganske langsomt former den ansigtstræk og kropsbygning, og noget genkendeligt ligger over den.. så går det op for mig. Det er min far. 

Mens han fuldt overlegent stirrer på mig, med et lumsk smil spillende på læben, kan jeg mærke hele min krop ryste. Det er ham. De hånlige øjne, det kolde ansigtsudtryk og den høje og muskuløse kropsbygning. Skrækken baner sig gennem mig, og jeg får lyst til at skrige, men jeg kan ikke. Jeg kan mærke min øjne udvide sig, mens jeg stirrer chokeret på ham. Hvordan kan han være her? Mere når jeg ikke at tænke over det, for pludselig åbner han munden, med blodet dryppende ned af hagen.

"Hvad laver du Cato? Skal du ikke torturere ham? Skal du ikke vise mig, hvad du kan? Give Capitol et show?" spørger han hånende, mens de kolde øjne slår lyn. Hans stemme er iskold og går helt ind til mine knogler. Denne version af min far er grusommere end den originale. Selvom denne ikke er helt langt fra.

"Men det er måske lige meget? Du har vel ikke brug respekt, magt og ære mere?" spørger han, stadig med det samme hånlige toneleje. Rystende bevæger jeg mig baggud med vaklende ben. Væk fra en forblødende Loverboy. Væk fra min blodige far.

Vaklende bakker jeg endnu længer væk, stadig med hans blik klistret til mig. De kolde øjne stirrer hånligt på mig; han nyder min smerte, min frygt. Overlegent læner han hovedet lidt tilbage, mens han ser vurderende på mig.

"Er du bange for mig? Du har måske slet ikke det, som skal til for at vinde?" spinder han; stadig på det samme sted. Så får jeg vendt mig om og begynder at løbe.

"Stikker du af?! Du er ynkelig! Jeg vidste, at du alligevel ikke ville klare det! Du kan ikke holde til det, og det er ynkeligt! Du svigter hele dit distrikt."

Hans ydmygende skrig lyder bag mig, mens jeg spurter gennem skoven. Min vejrtrækning er ujævn, og det er lige før, at tårer vælder op i mine øjne. Men jeg nægter at græde. Nægter at lade mig ydmyge foran ham. Alt bløder nu. Træerne bløder, mine hænder bløder, jorden bløder. Min far skriger; råber at jeg har skuffet alle, at jeg er ynkelig, at jeg burde dræbe mig selv. De skriger alle sammen. Træerne bløder og skriger. Mine hænder bløder og skriger. Jorden bløder og skriger. Jeg spurter gennem den røde skov med skrigene i ryggen, og frygten der har bredt sig til hele min krop. Smerten er ubærlig. Jeg vil bare have, at det stopper. 

Mine skridt bliver vaklende. Min vejrtrækning bliver ujævn. Mit hoved bliver dunkende. Mine smerter forhøjede. Mit udsyn plettet. Mit håb slukket. Jeg falder om på skovbunden med stemmer i baghovedet. De fortæller mig, at jeg er ynkelig. Og at jeg fortjener at dø. Og det eneste, jeg har lyst til, er at adlyde dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...