Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13459Visninger
AA

25. Frihed i arenaen - Clove

Glinsende våben hilser mig godmorgen, da jeg slår øjnene op. Jeg ligger og ser op på en blank væg fuld af dem. Et øjeblik spekulerer jeg på, om jeg mon drømmer, men så rammer hukommelsen mig, og jeg husker, at jeg er i Overflødighedshornet. I arenaen. I Dødsspillet.

Lidt for hurtigt sætter jeg mig op og må tage mig til hovedet. På selve jagten i går havde jeg fuldstændig glemt at drikke, og efter vi havde dræbt pigen, som 12 påstod kom fra Distrikt 8, var vand ikke lige min førsteprioritet. Der var trætheden, der trak i mig, men jeg holdt mig vågen, til vagtplanen var fastlagt. Denne nat slap jeg for at tage nogen vagt, men det ville sige, at jeg sandsynligvis vil få en lang vagt næste gang. 

Jeg løfter hovedet og ser mig omkring. Glimmer sidder vågen op ad Overflødighedshornet, mens Marvel, Peeta, som drengen fra 12 hedder, Cato og Distrikt 3 drengen ligger spredt rundt omkring og sover. Hvor er Cher?

Mens jeg børster usynligt snavs af mig, rejser jeg mig op og går hen til Glimmer. At dømme ud fra hendes lukkede øjne og udtryksløse blik, er hun faldet i søvn på vagten. Jeg kvæler en fnisen. Glimmer er ikke ligefrem min yndlingsperson i verden, så det er nu ret godt, at jeg har noget at tage op imod hende nu. Selvom det vel i princippet ikke ville gøre nogen forskel, om nogen holdt vagt eller ej, siden ingen ville turde nærme sig vores lejr lige meget hvad. Det er i hvert fald, hvad jeg håber på.

"Godformiddag" hører jeg en munter stemme sige bag mig, som jeg ikke lige kan identificere. Så vender jeg mig om, og det er selvfølgelig Cher, der står der. Jeg mumler bare et halvt svar.

"Skal vi vække de andre, synes du?" spørger hun og drejer hovedet lidt på skrå. Jeg ryster på hovedet, selvom jeg ikke ved hvorfor. 

"Hvad så med at vi laver morgenmad? Min mave har rumlet som en anden bjørn, siden jeg stod op, og nu er det vist et par timer siden."

"Jo, lad os det." svarer jeg og tilføjer, "Jeg er også vildt sulten". Men det er ikke rigtigt. Lige nu har jeg bare en underlig fornemmelse i maven, og jeg kan mærke, at det vil hjælpe, hvis noget distraherer mig. Så selvom jeg aldrig har været mester til at lave mad, beslutter jeg mig for at prøve. Morgenmad må jeg da kunne finde ud af at lave. 

Sammen tager Cher og jeg fat. Cher danser rundt for at komme uskadt ind til pyramiden, og så ser hun til forsyningerne. Hun trækker en sæk ned fra pyramiden og siger et eller andet til mig, jeg ikke opfanger. Men det må have været noget i stil med "grib", for det næste øjeblik flyver sækken i hvert fald hen mod mig. I sidste øjeblik griber jeg den. Først ser Cher undskyldende, bekymret og nervøs over på mig, men så kan jeg ikke lade være med at smile. Cher ser lettet ud, og vi bryder begge ud i latter.

En halv time senere er vi færdige, og jeg synes selv, at resultatet er flot. Vi har brugt barkstykker som tallerkener, for dem var der ingen af i forsyningerne. Heller intet bestik, men ellers var der alt mad, vi skulle bruge, og krus var der endda også. Nu står morgenmaden klar, som skal være den første, vi allierede spiser sammen i arenaen. Den består hovedsageligt af brød, udskåren frugt og nogle pølser, vi har varmet over ilden. 

Cher går rundt og vækker de andre, mens jeg sætter mig til rette. Jeg hører protester og højlydte suk inde fra hornet, men til sidst kommer de andre ud en efter en. Marvel er den første, og han udbryder henrykt: "Maaaaaaad!"

Efter det har åbnet bordet, så stormer alle hen og begynder at skovle op på deres barktallerkener. Alle undtagen drengen fra 3, som står lidt usikkert i nærheden og sender sultne blikke til maden, og drengen fra 12, Peeta, som endnu ikke er dukket op. Han sov i hjørnet af Overflødighedshornet, husker jeg, så det er ikke sikkert, at Cher har vækket ham overhovedet.

"Sæt dig da." siger Cher og laver en bydende gestus til drengen fra 3 mod "bordet". Han nikker og tager forsigtigt lidt brød og et æble til sig selv. Cher er alt for sød til at være her. Det er jeg helt overbevist om. Gad vide hvad der fik hende til at melde sig til Spillet? For hun meldte sig frivilligt, det er der ingen tvivl om. Jeg så hende løbe frem på tv i toget på vej mod Capitol. I opsummeringen af Høstdagen i alle distrikter. Den dag føles som havde den foregået flere år tilbage. Der var sket så meget siden.

"Hvad står der så på dagens program?" spørger Glimmer med munden fuld af brød. 

"Du mener udover en masse blodige sonere?" driller Cato og skubber let til hende. Hun fnyser, men lader til at more sig.

"Jeg synes, vi skal slå lejr telte op, selvom vi aftalte at sove i Overflødighedshornet. Personligt ville jeg foretrække at sove i et telt." siger Cher.

"Det gør du bare. Vi andre vil gerne sove under fast tag." konstaterer Glimmer på vores alles vegne. Selvom jeg nu også ville foretrække at sove alene i et telt, kommer jeg ikke med nogen indvendinger. Det har jeg ganske simpelt ikke overskud til.

"Godt, så synes jeg, at vi skal holde formiddagen fri. Altså at man kan gøre lidt, hvad man vil. Sortere i forsyningerne, få styr på våbnene, sætte telte op, gå på jagt... Hvad som helst." foreslår Marvel. "Om eftermiddagen kan vi så tage på jagt sammen." tilføjer han, da han ser de skeptiske blikke.

Inden de andre kan nå at svare, gør jeg det. En pause lyder godt, selvom vi ikke engang har været her i halvandet døgn endnu. "Det gør vi. Jeg tror, vi alle trænger til det."

Glimmer sender mig et irriteret blik. Cher og Marvel nikker bifaldende. Cato kan selvfølgelig ikke holde sin mund. Jeg skal da bestemt ikke være den, der træffer beslutningerne her. Det skal han. Tror han

"Vi får da aldrig udluset de latterlige sonere på den måde. Jeg stemmer for jagt med det samme." 

"Det er du ene om Cato." vrænger jeg ad ham.

"Jeg er altså enig med ham!" proklamerer Glimmer og hæver hagen.

"Ikke mig. Jeg er enig med Clove." siger Marvel i en munter tone, der slet ikke passer til den pludselig anspændte stemning.

"Også mig." stemmer Cher i.

"Så er vi altså 2 mod 2." siger Cato trodsigt. Jeg prøver at finde en undskyldning for, at det, jeg siger, vil være en bedre løsning end Cato's, men jeg kan ikke finde nogen. I virkeligheden har Cato ret. Jeg kan bare ikke magte jagt lige nu.

"3 mod 2." hører jeg pludselig Peeta sige, og da jeg drejer hovedet, ser jeg ham spankulere selvsikkert ud ad Overflødighedshornet. "Lidt frihed lyder godt."

"Hvem gav dig en stemme 12?" siger Cato spydigt med vrede i stemmen

"Det gjorde jeg. Lige nu." svarer Peeta bare, og jeg bliver helt mundlam. Jeg fatter ikke, at han af alle tør sige Cato imod.

"Seriøst du. Jeg kan dræbe dig så hurtigt, at du ikke engang når at skrige på din usle kæreste, hvis du ikke snart tager dig sammen. Men nu du er så opsat på, at vi holder den her pause ting, så kan du jo være vagt her hele dagen. Imens kan vi andre finde nogle mere spændende ting at tage os til." svarer Cato ham med behersket stemme, og jeg fryder mig lidt indeni. Selvom han gjorde det på en ikke-ydmygende måde, så erklærede Cato sig lige enig i mit, eller i virkeligheden Marvels, forslag.

Så nu har jeg en hel fri formiddag sammen med de andre. Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge den på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...