Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13469Visninger
AA

36. Forsøg på lyseslukning - Cato

Mine øjenlåg sitrer forsigtigt, og jeg åbner langsomt øjnene. Min krop er placeret på en skovbund og er omgivet af jord, blade og planter. Jeg har absolut ingen erindring om hvordan, jeg er endt her. Kun den fulde bevidsthed om den dæmpede smerte, der hjemsøger min krop, og mindet om min nuværende placering: arenaen. Ganske langsomt sætter jeg mig op med dunkende hoved og smerter overalt på kroppen. Mit blik glider hen over området uden at skaffe yderligere oplysninger om, hvor jeg er endt. Forvirret lader jeg min hånd løbe op til mit hoved for at mærke en mærkelig bule. Og pludselig angriber minderne mig som sultne hunde.

Smerte. Død. Gift. Blod. Frygt. Alt sammen blandet sammen i et smertefuldt - men dog ganske nyt - minde; igår. Sporingshvepsene, der angreb os, og flugten der fulgte derefter, samt mit møde med 12 og.. et øjeblik ser jeg den blodige skikkelse for mig, der hævede sig fra Glimmers makabre lig og udformede sig som min.. min.. bare tanken får mig til at føle mig både psykisk og fysisk utilpas.

Alene tanken om ham får mig til bide tænderne sammen i raseri. Det åbenlyse had. De kolde øjne. Det hånlige smil. En ukontrolleret vrede bobler op i mig, og jeg kan mærke noget andet også. Ikke bare vreden over den manglende opmærksomhed og de hårde ord - selvom jeg udemærket godt ved, at det var sporingshvepsenes gift, der fremkaldte disse syge hallucinationer -, men også noget langt mere ekstremt. Had. Flammende, syrende had. Ikke kun til ham, men også til mit Distrikt. 2. Alt fra den friske bjergluft til de ivrige ambisonere. Det sted der udgjorde min barndom. Det distrikt jeg stammer fra. Jeg hader det. Hader de egoistiske, hånlige borgere, der kun har øje for sig selv. Hader de smukke bjergområder, der udelukkende er til for at dække over dette forfærdelige sted. Jeg hader det hele. Alt sammen på grund af den blodige råbende skikkelse i form af ham. Jeg hader alt det, der har den mindste relevans til ham. 

Jeg hadede ham selvfølgelig i forvejen, men denne nye hændelse - som kun jeg kender til - har taget hadet til et helt nyt niveau. Et niveau hvor jeg ønsker ham død. Men ikke bare død. Død efter en langsom pinefuld tortur som kun kan leveres af én person: mig.

Og jeg sværger.. når jeg har myrdet hver eneste person i denne arena, og er blevet kronet som vinder af det 74. Dødsspil, vil jeg vende hjem. Hjem til det ynkelige billede på et barndomshjem, der skulle forestille vinderens hus. Og her vil jeg se min far i øjnene, hvor han endelig vil være stolt.. og sørge for at det næste og sidste, han ser i øjnene, er døden.

Et lettere sindsygt smil breder sig på mit ansigt, mens tanken gør mig så opfyldt af had, lykke og blodtørst på samme tid, at jeg ikke er andet end klar til at komme igang med første punkt: at myrde hver eneste person i denne arena.

Men så let er det ikke. For midt i alt hadet, vreden og blodtørsten er der et lille lys; en følelse der ikke har et grundlag bygget op af had; et håb om at det hele nok skal blive bedre på en eller anden måde. Clove. Men et lys kan slukkes, et grundlag kan fordrejes, og et håb kan kvæles - en erfaring jeg har gjort mig. Og Cloves lys kan slukkes, hendes følelser kan fordrejes, og hun kan sandelig også kvæles.  

Idét tanken om Cloves død popper i hovedet på mig, begynder et fyrværkeri af tanker. Den ene raket antænder den anden, som antænder den næste. Og som altid, er det ikke rart at være i nærheden af fyrværkeri, når det eksploderer. Om hun overhovedet har overlevet, ved jeg ikke engang. Men når jeg har ligget i skovbunden i - jeg overvejer det kort - 1-2 dage uden at blive ædt, må hun vel også? Kort efter, jeg stiller mig selv dette spørgsmål, dukker et nyt op i hovedet på mig. Hvorfor overlevede jeg?

Hurtigere end forventet dukker et svar op. Capitol. Jeg giver et godt seertal. Clove giver et godt seértal. Clove + Cato = ekstra godt seértal. Så enkelt er det. Ingen store jeg-elsker-dig indrømmelser er sket endnu, men vores lille seance natten før angrebet har med garanti tiltrukket seere. De har derfor valgt at redde os for denne gang, udelukkende for at sætte os "på prøve".

Jeg kan ikke håndtere, hvad dét indebærer, men kan kun konstatere, at det ikke kommer til at ske. Der bliver ikke noget os. Der bliver ikke noget vi. Der bliver kun, hvad der er i forvejen; mig og hende. Det virker forkert. Både tanken om at kysse hende og tanken om at dræbe hende. Igen står jeg midt imellem hadet og kærligheden til hende og kan kun vælge én vej. Jeg har prøvet begge veje, men de ender begge blindt, og jeg må skamfuldt gå tilbage for at prøve den anden igen.

Pludselig strejfer tanken mig. Hun skal dø alligevel. Der er kun én vinder. Jeg er den eneste, der kommer levende herfra. Så hvorfor skal jeg spilde tiden på at vandre fra vej til vej, når jeg bare kan udslette begge?

 

Med aggressive bevægelser vandrer jeg gennem skoven, men med en temmelig ustabil gang. Jeg er ret sikker på, at jeg er ved at nærme mig mit mål: vores gamle lejr Overflødighedshornet. Hvem der har overlevet, er mig endnu uklart, men lige meget hvad, skal jeg stadig tilbage. Det er dér, alle vores ting er, og dét er kilden til min overlevelse. Noget til at behandle stikkene med, mad og våben - mit sværd har jeg mistet.

Og selvom skoven er livlig, fyldt med kvidrende fugle og duften af fyrrenåletræer, er mit humør en total modsætning. Det er en rimelig stor kontrast, og det gør det ikke bedre, at min krop er øm, og det gør ondt for hvert eneste skridt, jeg tager. Men vreden, hadet og hævntørsten holder mig kørende, hvilket de tilsammen vil gøre resten af Spillet.

Endelig, efter alt for lang tids vandring, kan jeg ane skovbrynet og et enkelt gyldent glimt. Og pludselig virker fuglefløjtene langt venligere og ikke nær så irriterende. Hurtigt maser jeg mig gennem grene, buske og andre ting, der står i vejen for mig, for at komme hurtigst muligt frem. En lettelse breder sig i mit bryst, og jeg kaster mig ud fra skoven og ud på skovbrynet. Men idét, jeg er væk fra skoven, og kan se tydeligt, bliver lettelsen nærmest revet væk fra mig.

Jeg ved ikke, hvad der fremkalder en så kraftig reaktion. Måske er det dét mærke på hendes jakke, hvorpå distrikt 2's emblem er syet ind - selvom det dog har siddet på vores jakker hele tiden. Eller om der skal så lidt til, at det udelukkende er genkendelsen og synet af nogle, der har forbindelse til hjem. Men den er så kraftig og uventet, at det første, der går gennem hovedet på mig, er at rive emblemet og alt i nærheden af det i stykker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...