Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13510Visninger
AA

50. Fire minder - Cato

 

"Jeg tror... Jeg tror, jeg sidder fast."

Cloves konstatering er som en mursten i maven, på trods af at det egentlig virker meget logisk. Alligevel kommer det bag på mig, siden det første jeg tænker, når jeg betragter den gule masse, som hun er placeret i, er kviksand – hvilket jo ikke burde stivne.

Hvad? Hvordan kan det - " udbryder jeg overrasket, og ignorerer den nagende følelse af deja vu, der opstår ved både synet og den sødelige duft af ”kviksandet”, som jeg egentlig ikke mindes at have lugtet før, men alligevel genkender. Men længere når jeg ikke, for pludselig kommer den gule masse i bevægelse, og Cloves ansigt forvrides i en forskrækket grimasse, da hun endnu engang suges nedad. Et desperat skrig undslipper hendes læber, og mit hjerte sprinter afsted, mens min krop står paralyseret, og betragter Cloves ben forsvinde langsomt.

”Gør noget!” hviner hun til min paralyserede krop, som ellers er vant til at handle i livstruende situationer. Min første indskydelse er at løbe lidt over til den ene side, så jeg står vendt mod hendes ansigt. Mit hjerte galopperer, og jeg kan høre de hurtige slag fra mit bryst ringe for mine ører.

”Cato!” skriger hun igen, og endnu et kort glimt af deja vu udløser sig, uden at jeg erindrer noget, som jeg kan holde fast på. Det er som en hullet si, hvor alle de fine detaljer, der kan få det hele til at give mening, bare siver igennem min hukommelse. Kun de grove ting, som alligevel skal sorteres fra, ryger ikke igennem, og brænder sig ind i min hjerne. Min mors halvtomme blik da hun betragter et scenarie i fjernsynet. Hans banden og suk, da hans øjne er rettet mod det præcis samme scenarie – han brokker sig over noget. Mine altopslugende øjne der stirrer i samme retning som mine forældres. Et Dødsspil. Det må det have været. Et Dødsspil med den samme gule substans, som Clove sidder fast i nu. Jeg prøver desperat at huske, men det er, som om et døsigt slør har lagt sig over min hjerne, og forhindrer al tankegang.

"Cato.. Stik dit sværd herud og riv mig op af det her stads." beordrer Clove langsomt, mens hun betragter mig beslutsomt – dog kan jeg se frygten bag det beslutsomme blik.

"Det ...” begynder jeg, men uden at kende slutningen. Jeg beordrer mig selv til at tage en dyb indånding, i håb om at det måske kan kurere min døsige hjerne. Roligt tager jeg en dyb indånding og prøver at ignorere den kunstige, sødlige duft, der sniger sig op i mine næsebor.

”Jeg..” begynder jeg igen, for derefter at kaste et blik på Clove. Mit hjerte springer et slag over. For ganske langsomt forandrer Cloves ansigtsstruktur sig; forvrænges. De skræmte chokoladebrune øjne bliver mudderbrune og kolde, samtidig med at alt inden i mig, skriger ’løb’. Korte klip flimrer gennem hovedet på mig, som denne gang ikke er deja vu, men minder. Ikke bare minder. De mudderbrune kolde øjne, der stirrer på mig i forskellige situationer. Bebrejdende. Ligegyldigt. Rasende. Irriteret. Håbløst. Hadefuldt.

”Jeg må væk. Jeg må væk fra dig.” siger jeg, mens jeg forsøger at kontrollere min stemme og opretholde min beslutsomhed; udstråle det komplet modsatte af hvad jeg føler. Først nu kan jeg mærke, hvordan min si i et kort øjeblik bliver mere tæt. Et kort øjeblik. Men det korte øjeblik er nok til, at jeg ved, at jeg virkelig må væk. Jeg flygter.

Landskabet ændrer sig langsomt, da jeg efterlader min far bag mig, og selvom mine instinkter trygler mig om at løbe, kan jeg mærke, hvordan min krop og hjerne beordrer mig til at sætte farten ned. Jeg lytter. Hvorfor løber jeg overhovedet? Lige meget.

Mine skridt bliver langsomme, døsige, ligeglade. Hvor er her egentlig smukt. Mine øjne betragter kløverengen, hvorpå tusinde lysegrønne kløvere vugger blidt i vinden. Her er stille, dejligt. Intet gør ondt, ingenting kan mærkes. Mine tanker kvæles, og mit hoved fyldes med en evindelig tomhed, som jeg aldrig har følt før. Det føltes rart, smertefrit. Scenarierne ændrer sig; en strand, et bjerg, en skovsø, en jungle. Alle sammen lige smukke, med følelsen af ingenting klistret til sig. Hvorfor skulle jeg bekymre mig om noget? Der er ikke noget, der gør ondt, ikke noget at føle. Og til sidst står jeg bare. Nyder ingenting.

Scenariet ændrer sig. Bjerge, huse – en lille landsby –, en klar sol, frisk luft; hjem. Jeg stivner. Noget stikker til mig, en følelse ud af alt tomheden. Smerte. Ligegyldigheden begynder at smuldre, mens tomheden er ved at ophøre, samtidig med at den vil blive; en indre kamp kæmpes bravt inden i mig, mens både smerten og tomheden flår i mig. Jeg må væk. Jeg er ligeglad. Det skal stoppe. Scenariet ænder sig igen, men denne gang langsomt og mere tvivlsomt. Ligeså langsomt og tvivlsomt trævles jeg op, splittet mellem tomheden – der lige nu er dominerende – og smerten, genkendelsen ved mit hjem, som jeg ikke betragter som hjem. Jeg står i vores træningslokale. Store vinduer, udsigt til bjergene, våbenkassen i hjørnet, det lille rum, der forbinder vores hus med træningslokalet. Fuldkommen ud fra erindring. Men jeg ikke alene.

Rundt omkring mig står 8 trænende ambisonere – alle sammen bekendte – med ham sværmende omkring sig, for at rette på dem. En genskabt træningsdag, et minde, går det op for mig. Så det er, hvad der kommer ud af tomhed og smerte blandet sammen. Alligevel forstår jeg ingenting, samtidig med de sammensmeltede følelser stadig flår så meget i mig, at jeg føler, at jeg snart vil eksplodere. Men så er det, mit blik falder på mig selv. Ikke mig selv, som jeg står her nu, men en trænende Cato – jeg vil gætte på, at jeg er 14 år her -, der i dette øjeblik tyrer et spyd afsted mod en skydeskive. Afstanden er lang, og det er et af vores tungeste spyd – to andre ambisonere er stoppet op for at se, om det lykkes for mig. Det er trods alt en udfordring.

Jeg rammer stort set i midten – et par enkelte centimeter fra, men havde det været en konkurrence, var den alligevel blevet klassificeret som i midten. Fuldkommen stivnet betragter jeg, hvordan min far træder hen til mig og retter koldt på mig. Ligeglad. Komplet ligeglad. Ikke imponeret, ikke overrasket, han anderkender mig ikke engang. Bare den mindste reaktion havde været noget at klamre sig til – at han måske bare syntes, at jeg måske bare var okay. Jeg kan mærke et stik af smerte inden i mig, og tomheden smuldrer en smule mere. Minde-Cato ser et øjeblik fortabt ud, men tager sig hurtigt sammen og lukker sig inde i sin egen lille boble, hvor han kun koncentrerer sig om træningen. Her kan han finde noget at distrahere sig med, noget der tillader ham at føle ingenting for en gangs skyld. Men smerten og hadet er der stadig.

 

Scenariet skifter igen. Jeg er i vores køkken. Træbordet, det dæmpede lys, udsigten til bjergene fra det lille vindue. Endnu en gang er jeg ikke alene, og ved træbordet sidder vi: min familie. Jeg er meget yngre i dette minde, kun et lyshåret stædigt barn på omtrent 9 år. Mine forældre ser også yngre ud. Yngre, men han er stadig ligeså kold og ligeglad, som han altid har været, og min mor stadig lige så træt.

”Sig dog noget”. Min mor snakker - en desperat, træt stemme. Mit blik falder på min ham, da det formegentlig er ham, min mor henvendte sig til. Han siger ikke noget, spiser bare. Kigger ikke engang op.

”Sig noget”. Ingen reaktion. Han rynker lidt på næsen og stikker gaflen ned i en kartoffel.

”Sig nu noget. Et eller andet”. Hun hvisker nu, med en bedende, tiggende stemme – desperat. Han rækker ud efter glasset tager en tår af vandet. Hun ser på.

”Sig noget!” skriger hun og ser fortabt på ham – en anelse overrasket over sin reaktion. Han tygger af munden og synker. Så retter han hovedet op, kaster et kort blik på den forvildede kvinde, og vender igen opmærksomheden mod sin mad.

”Så se dog på mig!” råber hun og rejser sig med et ryk op. Bordet rykker sig lidt, tallerkenerne siger en klirrende lyd.

”Cato, ræk mig lige saltet” siger han, og ser ligegyldigt på 9-årige mig. Selvom han ikke siger noget i en hård, kold tone nu, kan jeg alligevel se frygten glimte i minde-Catos øjne, da han rystende rækker min far saltet. Imens ser min mor på med et vildt blik.

Minde-Cato betragter med bævrende underlæbe sine forældre, før han vender blikket mod bordet. Han prøver at ignorere frygten, eller overvinde den. Måske snige et enkelt blik over på sin far. Frygten pakkes væk. Men smerten og hadet er der stadig.

 

Scenariet skifter igen, mens jeg står stivnet, føler mig så hul. Jeg befinder mig i min gamle skole, i skolegården faktisk. Grå asfalt, lidt ukrudt hist og her, omkranset af høje bjerge. Og her er jeg i den grad ikke alene. En flok unge mennesker står i en ring rundt om noget, utydelige råb høres, som om de hepper på noget eller nogle. Jeg går nærmere. To drenge slås inde i ringen, en mørkhåret fyr med krøller – jeg genkender ham, siden han engang har trænet hos min far -, og.. mig. De ser ud til at være 17 år; det er ikke lang tid siden. Det er ikke vildt voldsomt, men voldsomt nok til, at det snart udvikler sig til noget seriøst. Men det er sjovt for de andre, underholdning. Ikke at det gør de to drenge noget – tværtimod. Det lader til at gejle dem op. Nok til at drengene ikke har noget imod hinanden, men kun slås for øvelsens skyld – i hvert fald den mørkhårede.

Den mørkhårede dreng er tæt på at tabe, og man kan se anstrengelsen i hans ansigt. Han må ty til andre metoder og snerrer af den lyshårede.

”Er det det bedste, du kan give? Det er sikkert derfor, din far hader dig” hvæser han mellem sine prust, og selvom det ikke er meget af en fornærmelse, er det nok for den lyshårede. Smerte, vrede og had lyser ud af hans ansigt, da han river sig ud af den mørkhåredes greb for bedre at kunne sigte. Et smil lyser op på den mørkhårede drengs ansigt, mens han overlegent betragter den lyshårede drengs vrede ansigt.

”Giver du op?” smiler han smørret. En knytnæve flyver mod hans ansigt. En hylen undslipper den mørkhårede dreng, da knytnæven rammer hans mund, og en flækkende lyd lyd høres – en tand knækker, og det er muligt, at læben også er flækket – og hans vakler bagud i et øjeblik. Menneskerne på sidelinjen jubler blot - der er kommet gang i slåskampen. Den mørkhårede dreng tager hånden op til munden, der straks bliver fyldt med blod. Han spytter ud på asfalten ved siden af sig, og en tand ryger med ud. Af raseri kaster han sig mod den lyshårede dreng. Kun et par enkelte slag efter får den lyshårede dreng fat i den mørkhårede dreng og vælter ham ned på jorden. Den blonde dreng sætter et par spark ind i maven på den liggende dreng, for at holde ham på jorden, og sætter sig derefter ned på hug ved ham. Rundkredsen er mere stille nu. Den lyshårede dreng griber hurtigt fat i den mørkhårede drengs hår, og griber hårdt fat i det, hvorefter han banker det hårdt ned i jorden med et lidende skrig efterfulgt. Han kører hans ansigt mod asfalten, og noget rødt løber ud på asfalten.

Først nu går det op for ringen, hvor alvorligt dette har udviklet sig, og de kaster sig over den lyshårede dreng, og river ham væk. De er mange, så den lyshårede dreng kommer hurtigt væk – dog med et par brune hårtotter i hånden. Men han smiler. Et sadistisk smil lyser op på hans ansigt, da han betragter den skrigende dreng på jorden. Men smerten og hadet er der stadig.

 

Endnu mere stivnet står jeg tilbage, da scenariet langsomt skifter igen. Men jeg fortryder intet. Det er ikke den skrigende dreng, jeg føler med, men mig selv. Og jeg kan mærke, hvordan hadet langsomt blusser op i mig. Jeg får lyst til at smadre noget, rive i noget, slå noget ihjel. Påføre andre smerte. Landskabet skifter, og jeg undrer mig ikke engang over det. Mine følelser har taget over, og tomheden er så godt som forsvundet. Men så dukker det næste scenarie op, og pludselig erstattes vreden af smerte, savn. Jeg er ved åen. Rindende vand, små fisk, blomster. Heller ikke alene denne gang.

Clove og jeg leger. Den lille, spinkle pige med de chokoladebrune øjne, og det flagrende mørkebrune hår, og drengen med det rodede blonde hår og isblå øjne. Vi hopper over åen for at se, hvem der kan hoppe længst – dette resulterer dog i våde fødder. Vi prøver at fange fisk med hænderne uden yderligere succes. Vi løber om kap og vinder skiftevis. Vi bygger en dæmning – heller ikke ligefrem med succes. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg ender med at betragte scenariet, men jeg kan ikke rive mine øjne fra det, og selvom det river i mig hvert sekund, jeg betragter de to lykkelige børn, som nu er ødelagte og desperate, bliver jeg alligevel ved med at kigge. Ønsker mig tilbage til den tid – både for at genleve det og forhindre det. De andre minder har kostet mig revner i min muren omkring mine følelser, men dette her har endelig brudt den ned.

For vi gør alt det, som vi ikke har chancen for at gøre derhjemme. Vi gør noget for sjov. Havde han været her, havde han spurgt, hvad formålet var: hvad fik jeg ud af dette? Havde jeg turdet svare ham ærligt, havde jeg sagt intet; der er ikke noget formål. Men det er lige meget, for når jeg betragter den lille blonde drengs ansigt, er det tydeligt, at han ikke har været gladere i lang tid – både før og efter. Men smerten og hadet er der stadig.

 

Og mens smerten langsomt bliver mere og mere ægte, kan jeg mærke mine tanker bryde fri fra tomheden, hvorefter jeg husker alt, hvad der skete. De små legende børn forsvinder efterhånden, og selvom jeg er brudt ud af tomheden, ser jeg stadig fantastiske landskaber. Men nu når jeg har det under kontrol, påvirkes jeg ikke på nogen anden måde, og lægger mærke til den samme lyd, som har kørt i baggrunden hele tiden. Vinden. Jeg holder hovedet koldt, mens jeg gennemgår det hele i mit hoved og putter smerten og hadet bagerst i tankerne.

1. Clove og jeg er medsonere i Dødsspillet, og vi er ganske få tilbage. Vi tog ud for at jage, kom på sporet af Thresh, og Clove faldt i en underlig gul substans.

2. ”Kviksandet” gav mig deja vu, da jeg har set det og dets virkning i et tidligere Dødsspil. Den sødlige, falske lugt lammer nogle nerveceller i din hjerne, for derefter at omdanne dem, så dine sanser fortæller dig alt andet end sandheden – med undtagelse af hørelsen. Sådan var det først i hvert fald. Men mine fire minder skriger det modsatte...

3. Jeg flygtede fra Clove og efterlod hende i ”kviksandet” og må derfor tilbage for at redde hende.

Mine facts er efterhånden korrekte, og brikkerne begynder at falde på plads. Dog er der en ting, der står mig uklart. For hvis min teori om nervecellerne er korrekt, burde jeg ikke kunne høre andet end vinden. Medmindre..

Dette stof er beregnet til at narre dine sanser og gøre dig ligeglad. Men stedet fremkaldte minder, og min hjerne kæmpede sig fri af illusionen, da den mærkede smerte ved stoffets påvirkning. På en eller anden måde må minderne altså have koblet sig sammen med stoffet, siden min hjerne nægtede at fungere efter stoffets principper, og i stedet for fremkalde minder, der er forbundet med smerte. Men selvom det giver svar på minderne, giver det ikke svar på lydene. Jeg tænker mig ekstra godt om, kommer frem til at de er en illusion udelukkende i mit hoved. Og når jeg tænker mig ekstra godt om, er dette sandsynligvis korrekt. Sandsynligvis.

Landskabet ændrer sig; en frodig jungle. Jeg går rundt, holder styr på retningen, så jeg ikke bare går den ene vej. Jeg kan ligesom lytte mig vej frem. – ikke at jeg ved, hvilken vej Clove er, men jeg ved, hvilken vej hun ikke er. Nemlig skoven. I noget, der føltes som meget kort tid, vandrer jeg forsigtigt rundt i ”junglen”, indtil jeg ser en skikkelse på lang afstand. En skikkelse midt ude i junglen. Det kan umuligt være et minde nu – mit hoved er klart, og smerten er gemt væk, selvom den stadig sidder og værker i mit baghoved. Lidt ligesom en splint. Den generer mig ikke lige nu, hvor jeg har andet at tænke på, men ligeså snart jeg kommer til at trykke på den, kommer jeg i tanke om den, og den begynder at gøre ondt. Men lige nu har skikkelsen min opmærksomhed.

”Clove!” råber jeg af ren refleks og begynder at løbe mod den. Jeg kommer tættere på. Det ligner.. det ligner ham. Mine fødder bremser hårdt op; jeg træder på splinten.

Stærke følelser vælder op i mig, når jeg betragter hans ansigt. Mit ansigt bliver hårdt, forvredet, når jeg stirrer ind i de mudderbrune øjne. Jeg ved, at han ikke er ægte, men efter min påminding om ham før, påvirker dette mig ikke så meget, som det burde. Ægte eller ej, hader jeg stadig hans ansigt. Hold hovedet klart, Cato, tænk dig om, beordrer jeg mig selv. Deja vu. En nagende fornemmelse dukker op i mig, der tager udgangspunkt i sidste års Dødsspil. Deja vu. Med dette grundlag gør jeg noget impulsivt.

"Clove du er nødt til at komme op derfra! Det er ligegyldigt, hvor godt du har det, du skal væk, ellers dør du. Tag fat i rebet jeg smider ud til dig, så trækker jeg dig op”. Ordene flyder ud af min mund, uden at jeg tænker yderligere over det, men ligeså snart jeg er kommet i gang med at snakke, kommer resten af sig selv. Han har en underlig ansigtsstruktur, eller ansigtsudtryk – han ligner ikke en, som er ligeglad og kold. Det ligner han har følelser, og jeg tror ikke på det umulige.

”Hvorfor skulle jeg lade dig gøre noget som helst?”. Hendes stemme er kold – fyldt med hårde følelser – og jeg har lynhurtigt konstateret, at det er hende, siden hun reagerer på sit navn og taler med sin egen stemme. Jeg vil til enhver tid kunne genkende den stemme – nærmest en spinden nogle gange, men altid med den samme lidt pigede stemme, med en konstant hård undertone, der alligevel ikke gør den piget.

”Clove hvem... Hvem er jeg?” spørger jeg en anelse frustreret.

”Tja, biologisk set er du min far, men i virkeligheden er du en fremmed, der har svigtet din familie, som jeg aldrig ønsker at se igen”. Hendes ord er kolde – endnu koldere og hårdere end før. Men de giver mening efter det, som hun fortalte mig i går nat. Jeg indser, at hun er fuldkommen ubevidst om, hvad der sker.

”Clove, jeg ved, det er svært at forstå, men du skal lytte på mig nu. Jeg er ikke din far. Jeg er Cato, din medsoner, og du befinder dig stadig i arenaen. Du er fanget i noget, der ligner kviksand, men det er Spilmestrenes værk... De har specialdesignet det, så når dets lugt trænger ind i dig, lammer det nogle nerveceller i din hjerne og omdanner dem, eller noget i den stil. Jeg kan ikke helt huske det. Men det hele er en illusion Clove. Alt du ser. Det er lavet, som det er, så du vil ligge stille ude af stand til at gøre noget, indtil du dør langsomt af sult og tørst. Jeg ved det her, fordi det var med i et Spil forrige år. Kan du huske det? I form af gas. Det slog en hel ambisoneralliance ihjel. Dette er en skjult version af det, det er det samme”.  Min stemme bliver mere sikker, jo mere jeg snakker.

”Så hvad er det, du prøver at sige, Cato?” spørger hun hånligt, mens hun ser rasende på mig. Jeg kan mærke en kort frustration boble op i mig – har hun slet ikke hørt efter?

”Arghh! Clove det... Kan du ikke mærke, at der er noget galt?" spørger jeg, stadig i en frustreret tone. Hun betragter mig et øjeblik, før hun stille mumler ”jo”, som er det kun til sig selv.

”Er det ikke rigtigt, at du har været flere forskellige steder indenfor kort tid? Hvor har du været. Nævn ét sted”. Jeg må virkelig gå i dybden med det – hun er både stædig og mistroisk..

”Ved havet”. Et kort og kontant svar.

”Godt så. Og du kunne mærke vandet, ikke? Se den flotte blå farve og himlen over det? Dufte saltvandet? Måske endda smage det?”. Jeg lyder tusinde gange mere overbevisende, end jeg føler mig.

”Men hvad kunne du høre?” spørger jeg tålmodigt.

”Det samme. Hele tiden.” svarer hun en smule usikkert. Noget der ser helt malplaceret ud, når hendes usikre ord er synkroniseret med hans mund. Det kræver meget viljestyrke at ignorere det faktum, at hun ligner ham.

”Det er fordi, det er den eneste sans, Capitols videnskabsmænd endnu ikke ved, hvordan de skal overtage på denne måde. Derfor kan du høre ordret, hvad jeg siger. Derfor kan du kun høre de rolige lyde fra marken. For du har befundet dig på den hele tiden.” forklarer jeg, mens jeg sørger for at undgå øjenkontakt – det er umuligt for mig at kigge ind i de øjne. Det går noget tid.

”Hvordan kan du huske? Hvorfor er du ikke fanget i det?” spørger hun mistænkeligt, men med en tør undertone – hun er næsten overbevist. Jeg stivner.

”Det er jeg også. Jeg er i en frodig regnskov nu. Du er min far. Jeg tror, man ser den person, man hader mest af alt, i disse illusioner, fordi man så måske selv vil skræmme dem væk i stedet for at give dem en chance for at tale sig til fornuft. Jeg efterlod dig, fordi gassen nåede mig, og jeg så min far. Men da jeg havde gået i... ” begynder jeg, først med intentioner om at tale sandt, indtil jeg indser, ar det kan jeg umuligt. Jeg kan ikke fortælle hende om minderne, ikke lukke hende ind i et så personligt område, ikke lade hende se min splint. Jeg vælger at lyve.

”Tja, et stykke tid, lettedes sløret fra min hjerne, og jeg huskede dig. Jeg fandt hurtigt ud af, hvordan det hang sammen og kom tilbage”. Jeg lyver uden besvær, selvom min stemme er lidt mindre sikker, end den var før. Men smerten og hadet er der stadig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...