Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13500Visninger
AA

49. Fanget - Clove

Mens Cato og jeg bevæger os gennem skoven med fyrretræer, tænker jeg på noget af det, jeg har lagt bag mig. Jeg tænker på min far. Om han mon ser Dødsspillet. Om han har fortrudt, at han aldrig fik sagt farvel. Jeg kan godt lide at forestille mig, at han ser Spillet og gruer for, om jeg mon skal dø, men af en eller anden grund ved jeg bare, at han faktisk er ligeglad. Det er derfor, jeg altid har følt mig svigtet af ham. Fordi han er ligeglad. 

Ligeglad er et meget stærkt ord, indser jeg i det samme. Det er værre end had, for ligegyldighed er sådan en størrelse, man ikke kan forholde sig til. Er nogen ligeglad, så er alt håb ude. Ligesom det var, da jeg var ligeglad med alting. Og jeg kan kun stå udefra og stille se til, mens ligegyldigheden igen kryber op under min hud. Jeg mærker, hvordan jeg langsomt er ved at blive ligeglad igen.

"Shh," tysser Cato ved siden af mig, og jeg stopper op bag hans udstrakte arm. "Højre." siger han så bestemt, og jeg hører den puslende lyd samtidig med, at jeg ser skikkelsen. En lynhurtig bevægelse og min kniv borer sig ind præcis dér, hvor jeg ønskede: i ryggen på det behårede bæst, der pilede op af træets stamme.

"Godt ramt." brummer Cato, men der er ingen anerkendelse i ordene. Det er tomme ord, som det tomme kys. Ord og handling der intet betød. Måske begår vi en fejl. Ord og handling kan være så betydningsfuldt, så hvorfor spilder vi vores?

Jeg er ovre ved stammen i tre hurtige skridt, trækker min pil ud stammen og dyret, mens jeg griber dets hale. Det ser nogenlunde spiseligt ud, og uden et ord smider jeg det i rygsækken over min skulder. Det er det fjerde dyr, vi har slået ihjel, siden vi gik igang. Cato nedlagde tidligere et egernlignende væsen, der dog var større og kravlede på jorden, mens jeg også har ramt to fugle med mine dødbringende våben. Et sværd er knap så let at bruge, når man er på afstand af byttet. 

 

De næste timer vandrer vi videre og nedlægger af os til noget mere bytte. Det virker lidt for let, som om dyrene er sendt ud på vores vej bevidst, men vi vælger ikke at tænke videre over det. Efterhånden har vi vidst begge indset, at for meget tankevirksomhed kun resulterer i kaos.

Pludselig bryder vi ud af skovens dunkle mørke og ud i lyset. Det blænder mig et øjeblik, men jeg er overbevist om, at vi er gået i ring og endt ved den store lysning igen. Jeg tager fejl. Da jeg langsomt får synet tilbage, ser jeg, at vi er havnet i udkanten af marken, der ser ud til at strække sig i uendeligheder. Det eneste område i arenaen vi overhovedet ikke har udforsket endnu.

"Hvad venter du på?" hører jeg en stemme kalde nogle meter længere fremme. Cato har selvfølgelig allerede kæmpet sig gennem det høje græs og er på vej ud i det ukendte. Jeg ryster på hovedet.

"Det er en dårlig idé Cato. Vi kan risikere at støde ind i alt muligt eller løbe tør for vand. Vi har ikke så meget tilbage." siger jeg og prøver at lyde overbevisende. Jeg har en dårlig fornemmelse omkring det her, og jeg vil helst tilbage med det samme. Vi aner ikke, hvad der kan skjule sig mellem de høje græssorter.

"Endnu engang viser det sig, at du er mere fej, end du selv vil vise. Drop undskyldningerne og stop med at være en kujon. Måske er der korn et sted, vi kan bruge." svarer Cato og begynder uden videre at fortsætte ind i græsset. Jeg ryster opgivende på hovedet og følger efter.

 

Marken dufter mere friskt, end jeg kan huske, at noget andet sted i arenaen har gjort. Den søde duft kilder mine næsebor, ligesom det bløde græs kilder mine lægge, der er bare, fordi jeg har smøget bukserne op. Det er varmt herude, og det er sikkert kun et spørgsmål om tid, før det bliver så varmt, at vi er nødt til at vende om.

"Ved du egentlig, hvor vi er?" spørger jeg, da vi har gået noget tid. Selvom Cato går adskillige meter foran mig, kan jeg høre hans fnys, men han svarer mig ikke, hvilket kun bekræfter mig i, at han ikke har nogen anelse om, hvor vi er. Det gør mig bekymret. Selv har jeg aldrig haft en særlig god retningssans, og jeg ved ikke, hvordan vi kan finde tilbage til Overflødighedshornet. Skoven kan vi nu finde til hver en tid, da dens grønne farve i udkanten af marken ikke er til at tage fejl af, men det vil tage tid, og så skal vi endda også kunne finde ud af et ukendt sted i skoven.

"Måske skulle vi bare vende om," siger jeg, men Cato vender sig om og ser skeptisk på mig. 

"Hvor er den kampånd, jeg kender fra dig Clove?" spørger han bebrejdende, og hans tonefald kommer bag på mig, ligesom hans spørgsmål gør. Men måske har han ret. Gnisten til jagt har ikke været der længe, ligesom min lyst til at udforske dette sted ikke er der nu. Det er, som om min kampgejst har forladt min krop. Hvilket er rimelig upraktisk, når man lige mangler at dræbe en god håndfuld modstandere, for at man selv kan overleve.

"Den skred nok sammen med dit gode humør." brummer jeg, så han ikke høre mig.

"Hvad?" spørger han, men jeg ryster bare på hovedet.

"Vi har kun en halv flaske vand tilbage. Det vil være idioti ikke at vende om nu." 

"Det ville være idioti ikke at vende om nu" gentager Cato barnligt og laver en grimasse. Jeg løfter bare et øjenbryn og vender så beslutsomt om. 

"Hvad helvede har du gang i?" lyder det bag mig, og jeg kan høre en smule forvirring, frustration og vrede i stemmen, selvom jeg ikke forstår, hvor nogle af delene kommer fra. Men jeg har heller aldrig helt forstået Cato, så hvorfor prøve nu?

"Jeg går tilbage." svarer jeg koldt.

"Det er jo ikke det, jeg mener."

"Hvad mener du så?" spørger jeg forundret, for jeg kender faktisk ikke svaret. 

"Clove for... Under hele turen har du ignoreret mine små fornærmelser og provokationer, og du har virket totalt ufokuseret. Jeg ved ikke, hvor du er henne lige nu, men gider du ikke godt komme tilbage, for jeg savner den gamle, temperamentsfulde Clove!" udbryder han lidt vredt, og jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, fordi situationen er så absurd. At han vil have mig til at blive vred. Men når jeg mærker efter, så ved jeg godt, hvad han mener. Spillet har ændret mig. Jeg har ændret mig.

"Nu går vi tilbage Cato." siger jeg og vender mig igen, men retter mig så straks op og drejer rundt på hælene, da jeg hører en lille lyd i nærheden. Den er så svag, at det blot ville kunne være vinden, hvis ikke det var fordi, at der ingen vind har været, siden vi bevægede os ud på denne her dødsensvarme mark. 

"Vi går tilbage til lejren ved Overflødighedshornet." tilføjer jeg langsomt og velovervejet for at dække over mit træk. Jeg nikker sidelæns mod det sted, jeg hørte lyden komme fra, for at gøre Cato opmærksom på det. Men mens Cato ikke forstår, hvad jeg mener, har den skjulte soner åbenbart gennemskuet mig, og i næste nu flyver et spyd mod mig. Jeg hører Cato's stemme, der siger, at jeg skal dukke mig, og det gør jeg også, men ikke i tide. Spyddet borer sig ind i kødet på min venstre overarm og ryger derefter videre, men jeg mærker slet ikke smerten, for adrenalinen pumper i mit blod, mens jeg ser en stor, muskuløs dreng springe frem fra sit skjul i græsset og spurte væk fra os.

Et øjeblik står vi begge lammet, men så råber en eller anden "løb", og jeg tror, det måske er mig. Og så løber vi efter vores offer, som vi har tabt af syne. Men vi kan følge sporet i græsset, hvor de store fodaftryk tydeligt indikerer, at vi har at gøre med en af vores værste konkurrenter: Thresh. 

Jeg husker ham fra træningen, hvor han let som ingenting vandt alle brydekampene og også var særdeles god til det med spiselige planter. Jeg vekslede aldrig et ord med ham og hørte ham i det hele taget ikke tale en eneste gang, selvom jeg så ham stå og snakke med den lille pige fra hans distrikt en af dagene.

Mine ben værker, og jeg mærker, hvordan jeg hiver efter vejret. Min arm bemærker jeg næsten ikke, for det største problem er ilden i min hals, der ikke er ild, men tørst. Jeg har ikke tid til at finde det sidste vand frem nu, mens jeg jager, men tørsten kombineret med varmen er uudholdelig. 

"Kast en kniv" stønner Cato bag mig, da vi runder et sving og har indhentet Thresh nok til, at vi kan se ham, selvom vi slet ikke kan nå ham. Jeg trækker en kniv op af bæltet og kaster, men den rammer kun rygsækken på hans skulder, og noget brunt og slapt falder ud af den.

"Nej, - Clove!" hører jeg Cato bag mig, men det er for sent.

Først aner jeg ikke, hvad der foregår, eller hvorfor jeg falder. Pludselig er det bare, som om jeg sidder fast, og lige efter mærker jeg en klistret masse mod mit ansigt. Mine hænder er også begravet i denne masse, og det lykkes mig ikke rigtigt at sætte af med hænderne, så jeg kan rejse mig, men nok til at jeg kan løfte mit hoved fri. 

Først kan jeg ikke åbne øjnene, men jeg får løftet min arm op til hovedet og tørt den hen over mit ansigt, så mine øjne igen kan åbnes, selvom jeg kan mærke stadset sidde i mine øjenvipper og kradse på mine kinder. Kviksand. 

Jeg ligger på knæ med den ene arm begravet op til albuen i kviksandet, der ikke føles som almindeligt kviksand. Det virker ikke, som om jeg synker. Mere som om...

"Cato?" siger jeg med en stemme fuld af usikkerhed.

"Er du okay?" spørger han dumt til svar, og jeg kan se over min skulder, at han ikke aner, hvad han skal gøre. Han har forvirret smidt sin rygsæk af skuldrene og står med sit sværd foran sig, som om han er forberedt på, at et søuhyre skal bryde op gennem den gule overflade.

"Jeg tror... Jeg tror, jeg sidder fast."

"Hvad? Hvordan kan det - " mere når han ikke at sige, før den samme kraft, der før blot holdt mig fast, begynder at suge mig nedad. Nogen skriger. Om det er Cato eller mig, kan jeg ikke afgøre.

Jeg mærker, hvordan det føles, som om nedsynkningen foregår systematisk. Først suges mine ben ned så hurtigt, at jeg ikke kan nå at reagere. Jeg har kun min overkrop over sandet, der egentlig ikke er sand, og også den suges nedad med foruroligende fart, selvom det kun er en brøkdel af hastigheden for min underkrop.

Under denne proces mærker jeg, hvordan frygten, jeg så ofte skubber væk, rammer mig i maven som en hammer. Jeg ryster ukontrolleret, og mit åndedræt bliver uregelmæssigt. 

"Gør noget!" hviner jeg, og Cato løber udenom den livsfarlige pøl, så han står foran mig. Igen ligner han en, der ikke aner, hvad han skal gøre. Kaosset bag hans øjne er tydeligt. Som om han har en indre kamp med sig selv. Det ser ud til, at frygten er ved at vinde.

Kviksandet når mig til navlen nu.

"Cato!" skriger jeg, og i det samme, så hurtigt pludseligt som jeg begyndte at synke, sidder jeg igen fast. Jeg gisper lettet og forsøger at få mit åndedræt under kontrol igen. Mine rystelser aftager langsomt. 

"Cato," siger jeg, denne gang roligt, efter vi begge er kommet os i et par minutter. "Stik dit sværd herud og riv mig op af det her stads." mine ord er valgt omhyggeligt: en ordre med en specifik anvisning.

"Det ... Jeg .." begynder Cato tøvende og ser skræmt på mig. "Jeg må væk. Jeg må væk fra dig." siger han så bestemt, mens hans ansigtsudtryk er som en forskræmt lille drengs. Jeg kan ikke tro mine egne ører. Forlader han mig? Her? Nu? Jeg har svært ved at tro på det, indtil jeg ser ham vende om og gå væk - ud mod skoven - langsomt og sikkert.

Så mærker jeg det.

En underlig sødlig lugt rammer mine næsebor, og jeg indser hurtigt, at den kommer fra sandet. Hvordan Cato har kunnet mærke det før mig, har jeg ingen anelse om. Det er sådan en stank, der får hårene til at rejse sig på mine arme, og pludselig husker mig på min tørst igen. Jeg mærker varmen fra solen brænde min hud, og alting bliver sløret for mit blik. 

Jeg er ikke sikker på, hvor lang tid der går, mens jeg sidder, står, ligger, svæver der i landskabet, der hele tiden skifter form og farve. En vidunderlig bakketop, et skinnende hav, en grøn eng. Alle utrolig flotte steder, men jeg har konstant fornemmelsen af, at noget ikke er, som det skal være, men jeg kan ikke lige sætte en finger på, hvad det er. Det hele føles så virkeligt, men også lidt som en drøm. Og det er ubehageligt. Mere ubehageligt end at blive kvalt. For det føles, som om mine tanker bliver kvalt. Jeg kan ikke tænke. 

"Clove!" hører jeg pludselig en stemme råbe, og jeg kan se, at landskabet omkring mig skifter til en lille velkendt gårdsplads i 2. Distrikt 2. Jeg er hjemme. Jeg er kommet hjem igen!

Jeg kan ikke placere stemmen, der kalder på mig, men jeg ser skikkelsen, der råbte, komme løbende. Min far.

"Clove du er nødt til at komme op derfra! Det er ligegyldigt, hvor godt du har det, du skal væk, ellers dør du. Tag fat i rebet jeg smider ud til dig, så trækker jeg dig op." Min fars stemme lyder forvrænget, men det lægger jeg slet ikke mærke til, sådan som vreden raser i mine årer. Hvad tænker han på? Først møder han ikke op til vores afskedsmøde, og nu tror han, han skal redde mig? Redde mig fra hvad? Jeg er hjemme! Jeg er så glad, at det nærmest gør ondt!

"Hvorfor skulle jeg lade dig gøre noget som helst?" spørger jeg koldt.

"Clove hvem... Hvem er jeg?" spørger han frustreret, men jeg forstår ikke spørgsmålet. Hvordan kan han ikke selv vide, hvem han er?

"Tja, biologisk set er du min far, men i virkeligheden er du en fremmed, der har svigtet din familie, som jeg aldrig ønsker at se igen." Mine ord er iskolde og stikker i mig som nåle, men de er nu engang sande. Han skal ikke spolere min lykke. Jeg er hjemme. Jeg kan lugte osen fra fabrikken i nærheden, og føle brostenene mod mine håndflader. Det føles som hjem.

"Clove, jeg ved, det er svært at forstå, men du skal lytte på mig nu. Jeg er ikke din far. Jeg er Cato, din medsoner, og du befinder dig stadig i arenaen. Du er fanget i noget, der ligner kviksand, men det er Spilmestrenes værk... De har specialdesignet det, så når dets lugt trænger ind i dig, lammer det nogle nerveceller i din hjerne og omdanner dem, eller noget i den stil. Jeg kan ikke helt huske det. Men det hele er en illusion Clove. Alt du ser. Det er lavet, som det er, så du vil ligge stille ude af stand til at gøre noget, indtil du dør langsomt af sult og tørst. Jeg ved det her, fordi det var med i et Spil forrige år. Kan du huske det? I form af gas. Det slog en hel ambisoner alliance ihjel. Dette er en skjult version af det, det er det samme." Manden, der måske, måske ikke, er min far, bliver ved med at snakke, og jeg kan knap forstå halvdelen af det, han siger. Han lyver. Det er jeg overbevist om. Jeg er hjemme.

"Så hvad er det, du prøver at sige, Cato?" spørger jeg hånligt.

"Arghh! Clove det... Kan du ikke mærke, at der er noget galt?" spørger han så og lyder igen rolig. Jeg tøver med at svare. Jo. Jo jeg kan godt mærke det.

"Er det ikke rigtigt, at du har været flere forskellige steder indenfor kort tid? Hvor har du været. Nævn ét sted."

Kun fordi jeg er så forvirret, fortæller jeg sandheden: "Ved havet."

"Godt så. Og du kunne mærke vandet, ikke? Se den flotte blå farve og himlen over det? Dufte saltvandet? Måske endda smage det?" spørger han i ét væk, og jeg nikker.

"Men hvad kunne du høre?" 

Spørgsmålet giver et sæt i mig. Det er dét, der er galt. Jeg har kunnet mærke landskaberne og deres atmosfære, røre ved dem, se dem, lugte dem. Men selv når jeg har været ved havet, eller som nu i 2, har der været de samme lyde. Vinden i græs og ellers stilhed.

"Det samme. Hele tiden." svarer jeg usikkert.

"Det er fordi, det er den eneste sans, Capitols videnskabsmænd endnu ikke ved, hvordan de skal overtage på denne måde. Derfor kan du høre ordret, hvad jeg siger. Derfor kan du kun høre de rolige lyde fra marken. For du har befundet dig på den hele tiden." 

Det er, som om denne endelige konklusion brister boblen, der har holdt mig fanget, og selvom jeg stadig ser min far foran mig, og selvom jeg stadig ser mit hjem, så ved jeg, at det hele er én stor løgn. Jeg er fanget af mine indre forestillinger. Kun ét spørgsmål har .. Cato's forklaring efterladt i mine tanker. 

"Hvordan kan du huske? Hvorfor er du ikke fanget i det?" spørger jeg tørt og mistænkeligt.

"Det er jeg også. Jeg er i en frodig regnskov nu. Du er min far. Jeg tror, man ser den person, man hader mest af alt, i disse illusioner, fordi man så måske selv vil skræmme dem væk i stedet for at give dem en chance for at tale sig til fornuft. Jeg efterlod dig, fordi gassen nåede mig, og jeg så min far. Men da jeg havde gået i... Tja, et stykke tid, lettedes sløret fra min hjerne, og jeg huskede dig. Jeg fandt hurtigt ud af, hvordan det hang sammen og kom tilbage."

Nu, hvor jeg ved det, kan jeg tydeligt høre, at det er Cato, der taler til mig. Jeg nikker. Lettelsen skyller ind over mig. Han forlod mig ikke. Kun fysisk. Han forlod sin far.

"Kom så med det reb." beordrer jeg, men jeg kan selv høre smilet i min stemme. Cato kaster rebet ud, og kampen begynder. Men jeg sidder urokkeligt fast.

 

Et minut går.

En halv time går.

Halvanden time går.

 

Jeg sidder fast. Jeg skal dø. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at dø. Indtil jeg husker Rias sidste ord til mig. Jeg afgav et løfte. Og da jeg husker dette, husker hendes smilende øjne og gode hjerte, da får jeg styrken til at flække overfladen. Jeg gør det umulige. Vi gør det umulige. Jeg får fast jord under fødderne igen. Taknemmeligt tænker jeg på Ria, og hører hendes stemme så klart i mit hoved, at jeg et øjeblik tror, at hun står bag mig.

 

Altid skal du huske, at fremtiden tilhører dem, der tror på den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...