Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13459Visninger
AA

16. Et svært spørgsmål - Cato

"Nåeh.." begynder Ria, da jeg sætter mig ned over for hende. Træningen til mit interview er gået igang, og jeg starter hos Ria. Jeg kan ikke helt afgøre, om det skal irritere mig, eller om det er til min lettelse. Jeg bryder mig ikke om Ria, men min træning med Alexis bliver 100% akavet, siden jeg ikke har besvaret hendes ynkelige flirteri. Lidt efter kan jeg konstatere, at jeg ikke bryder mig om nogen af dem, og at jeg sagtens ville kunne klare mig selv. Men jeg har ikke ret til at sige dem imod, og jeg er så træt idag, at det eneste, jeg magter, er at sende kolde blikke. Så jeg lader mig glide godt ned i den bløde velourbetrukne lænestol og betragter koldt Ria, der bare sidder og ser afventende på mig på en sofa over for mig. Hendes ansigtsudtryk er neutralt, og viser absolut ingen følelser. Og lader ikke til at skulle vise dem. Skal hun ikke sige noget?

Men nej, Ria siger slet ikke noget. Istedet for ser hun afventende på mig og hæver øjenbrynene. Hvis hun tror, at jeg siger noget, tager hun fuldkommen fejl. Luften mellem os er kold og kan nærmest ikke beskrives på andre måder. Hun stirrer afventende, jeg stirrer koldt. Og jeg kan ikke lade være med at betragte det som en konkurrence. Den, der holder op med at stirre først, taber. Jeg vinder altid.

Efter ca. 10 minutter opgiver Ria og sukker højlydt. Trist ryster hun på hovedet, da hun ser et lille hånligt smil brede sig på mine læber. Jeg vandt. Hvilket egentlig ikke er et under - jeg vinder jo altid. Denne tanke fremkalder endnu en gang et hånligt smil, og Ria ser endnu en gang trist på mig. Hvilket bare får mig til at smile endnu mere hånligt.   

"Hvad skal jeg gøre med dig Cato?" mumler hun stille, mens hun frustreret kører en hånd gennem de røde lokker. Det irriterer mig grænseløst, men jeg vælger at styre mig så meget som muligt og derfor bare komme med et hånligt fnys med forhåbninger om, at hun snart begynder at komme med nogle råd. Ellers er der absolut ingen grund til at blive her.

"Hvordan har du det Cato?", ender hun med at spørge med en stemme, der tydeligt fortæller, hvad hun synes om situationen: håbløs; lige til at opgive. Hvorfor, har jeg dog ingen anelse om.

"Hvad mener du?" vrisser jeg, mens jeg gør mine til at rejse mig op. Det her er spild af tid.

"Sæt dig" nikker hun, mens hun fastholder blikket på mig på sådan en irriterende beordrende måde. Sådan en irriterende beordrende måde, der absolut ikke er i orden, da den jo tydeligt viser, at hun tror, at hun har mere autoritet og magt end mig. Men jeg er sikker på, at jeg er hende langt overlegen - på mange punkter endda. Og jeg tør vædde med, at hun ikke opfører sig sådan over for Clove, der jo allerede er hendes yndling. Det faktum gør mig bare mere vred..


"Jeg sidder allerede" snerrer jeg, og nu er det min tur til at se afventende på hende. Jeg er normalt dårlig til at give andre folk chancer, da jeg aldrig selv rigtig har fået nogle. Men da hun skal guide mig, vil jeg give hende en til chance.  
"Og kan du ikke bare komme igang med at rådgive, eller træne mig, eller hvad det nu er, du skal!" tilføjer jeg spyttende bagefter med stor trang til bare at skride fra det hele. For af en eller anden grund gør hendes spørgsmål mig utilpas. Virkelig utilpas.

"Det her er min måde at rådgive på Cato.. og tro mig.. den virker" siger hun overbevist og lægger især tryk på 'min'. Hvilket endnu engang irriterer mig grænseløst. Men da jeg har besluttet mig for at give hende en chance, lader jeg hende fortsætte. Da hun ser, at jeg giver hende denne chance - selvom den er ganske lille - fortsætter hun igen.

"Godt, nu da vi kan blive enige om fremgangsmåden.." begynder hun, mens hun endnu en gang ser afventende på mig. Lidt som om hun venter en vred reaktion fra min side af. Kan hun ikke bare fortsætte? Jeg sender hende et koldt blik, der fortæller, at hun skal skynde sig at fortælle noget nyttigt, før jeg går; hvilket ikke kan vare særlig længe.

"..har jeg tænkt mig, at udspørge dig lidt om nogle ting, som kommer til at hjælpe dig til interviewet" konstaterer hun prøvende, mens hun ser halvt bedende på mig.

"Du tror måske, at jeg ikke kan klare det selv?" hvæser jeg - allerede irriteret over den såkaldte gode fremgangsmåde.

"Se! Der har vi det igen" sukker hun lettere irriteret. Da jeg ikke har nogen anelse om, hvad hun mener, vælger jeg bare at fnyse hånligt  og ryste på hovedet. Det her hjælper ikke den mindste smule, hvilket jeg allerede er kommet frem til utallige gange. Ria bider sig i underlæben og ser lettere frustreret ud. Det er første gang, jeg har set hende sådan. Og hvis ikke det var fordi, at det kom frem i denne situation, havde det været ganske underholdende.

"Din attitude!" udbryder hun, da hun ser mit ansigtsudtryk. Jeg fortsætter med at have min kolde maske på og hæver spørgende øjenbrynet: jeg forventer jo en yderligere forklaring. Frustreret sukker Ria, mens hun ser ud til at gøre sig klar til at komme med en meget lang smøre. Men jeg er mindst lige så frustreret over mængden af nyttige ting, som denne her samtale har ført til.

"For det første, kan du simpelthen ikke snakke til andre mennesker uden at kritisere, mistænke eller anklage dem for noget.. Så er du aldrig åben over for noget som helst; at fortælle om dig selv, andre mennesker og rådgivning..." begynder hun i et højt toneleje, men vreden ebber efterhånden ud af hende. Alligevel bliver det for meget. Frustreret rejser jeg mig op, mens jeg vender om, for at gå over mod døren - voldsomt rystende. Mine hænder er knyttede, mens jeg borer neglene ind i min håndflade for at distrahere mig selv fra vreden, der bare hober sig op i mig. Hvis det eneste, hun har at sige, er kritik af mig, er hun ikke værd at spilde mere tid på.   

Kritik. Jeg har aldrig kunne tåle det. Det trykker mig endnu mere end at blive ignoreret, som jeg ellers er vant til. Og det gør endnu mere ondt, end at blive ignoreret. For da jeg allerede er vant til at blive ignoreret, kommer det lidt mere uventet, når jeg bliver kritiseret.  

"Cato!" lyder det bagfra, da jeg smækker døren i. Blændet af raseri tramper jeg væk fra det lille værelse og hele vejen hen til mit eget værelse. Ligeså snart jeg er trådt ind, kan jeg ikke styre raseriet mere. Af ren vrede hamrer jeg næven ind i væggen. Endnu en gang bliver en pyntegenstand offer for min vrede, og den smadres i tusinde stykker på gulvet. Men så siver raseriet ud af mig, og frustrationen erstatter den. Jeg sætter mig på sengen og lægger hovedet i hænderne, mens jeg kører dem igennem mit korte blonde hår.

Hvordan har du det Cato? Hendes spørgsmål runger i mit hoved, og det værste er, at jeg ikke kan svare på det. Hvilket jeg selvfølgelig burde kunne, da det er et af de mest enkle spørgsmål, der kan stilles. Ikke at jeg skulle have svaret på det, for det var da det mest latterlige at spørge om. Men jeg kan ikke lade være med at blive frustreret over, at jeg ikke har den fjerneste anelse om svaret. Jeg kunne svare 'fint', men det ville være at lyve. Men hvad ville ikke være at lyve? Hvilket ord ville kunne beskrive mine følelser helt præcist? Hvordan har jeg det? 

En sagte banken på døren afbryder mig fra mit desperate tankespind. 

"Cato.." lyder det, og jeg genkender med det samme Ria's stemme. Vreden hober sig op i mig igen, da hun er den sidste person, jeg har lyst til at snakke med. Er det ikke nok at kritisere mig én gang? Eller kommer hun bare tilbage for at fortsætte kritiseringen? Men det er lige præcis det, hun ikke gør..

"Jeg undskylder for min opførsel, men du er altså.." begynder hun undskyldende, i et forsigtigt toneleje. Til min store overraskelse, svarer jeg ikke igen, som jeg ville have gjort i ethvert andet tilfælde. Men der er bare noget ved den måde, hun siger det på, der gør mig 100% sikker på, at hun mener det. Så istedet for at afbryde hende med en snerren, afbryder jeg hende med et svar. Et svar der pludselig er kommet til mig. Et svar der faktisk burde være indlysende.

"Jeg ved godt, hvordan jeg har det... Jeg er forvirret" siger jeg med en død stemme blottet for følelser. Hun er næsten helt stille derude, når man ser bort fra et forstående suk, og det lader til at hun lige har indset et eller andet. Hvad det så er, ved jeg ikke.

"Må jeg komme ind og fortsætte vejledningen?" spørger Ria forsigtigt, men lader til at fortryde bagefter. Måske bange for min reaktion.

Og så er det jeg gør noget af det mest uforudsigelige og underlige, jeg har gjort længe; totalt modsat af det jeg normalt ville have gjort..

"Ja" svarer jeg stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...