Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13751Visninger
AA

10. Et smadret spejl - Cato

Begejstringen er i top. Mit navn bliver jublet alle steder fra, roser falder foran mine fødder og lufkys rammer mit ansigtet. Det er fantastisk, og uvant, at få så meget opmærksomhed. De er tilfredse med mig, og de giver mig opmærksomhed. Og det føles fantastisk endelig at få det eftersøgte rampelys. Godt nok deler jeg det med Clove, men det gør ikke den store forskel lige nu. Jublen er øredøvende, men bliver pludselig dobbelt så øredøvende. Det troede jeg ikke var muligt. Mit smil bliver endnu større, hvis det overhovedet er muligt. Indtil det gør op for mig, at de ikke råber mit navn længere.

"Katniss! Katniss! Katniss! Katniss!", hele tiden det samme navn bliver messet i kor. Hvad? Mine øjne søger op til storskærmen, der ikke længere viser mig og Clove, men parret fra Distrikt 12... Der brænder?! De er bemærkelsesværdige i deres sorte læderdragter, hvorfra ilden flammer op. Er der gået ild i dem? Tanken gør mig et øjeblik lykkeligt overlegen, indtil det går op for mig, at ilden er falsk. At de ikke brænder op i smerte og samtidig mærker ydmygelsen brænde ligeså meget. Nej. Ilden er falsk, og folk råber deres navne i vildskab.

Raseriet og misundelsen flammer op i mig. For at holde det ude - vi er trods alt på landsdækkende TV- knytter jeg næverne, men kan mærke at jeg ryser af raseri. Tabt opmærksomhed. Igen. Og det værste er, at jeg lige havde troet, at folk lagde mærke til mig. Men endnu engang går jeg bare i et med tapetet og forbliver skjult. Ikke engang nu, lægger folk mærke til mig. Det gør mig rasend, at miste det velfortjente rampelys. Mine øjne søger over mod Clove for at aflæse hendes reaktion. Hun ser følelseskoldt ud over forsamlingen.

Alt sammen på grund af denne 'Katniss'. Hun skal dø. Hun skal dø som en af de første. Hun skal dø som en af de første, tortureret til døde. Hun skal dø som en af de første, tortureret til døde af mig. Mig, og ingen andre. Fordi hun har stjålet mit velfortjente rampelys, skal hun bøde for det. Og Capitolborgerne vil have heppet på hende forgæves.

"Den pige. Hun skal dø. Og hun skal være min" hvisker jeg til Clove; med en stemme dirrende af raseri. Bare så der ikke er nogen form for tvivl. Hun spærrer øjnene hurtigt op, men svarer mig ikke. Hvis der skal tages en diskussion op om dette, bliver det ikke nu.

Hadet flammer i mig resten af turen, og jeg lægger slet ikke mærke Præsident Snows indgangstale. Det eneste, der fylder mit sind, er det flammende had, som jeg nu nærer til Katniss. Karreterne er pludselig stoppet, uden at jeg har lagt mærke til det. Før jeg ydmyger mig selv endnu mere, hopper jeg ned, og rammer jorden med en dump lyd. Capitolborgernes råben er forstummet, og herinde er kun stylister, mentorer og sonere. Rasende kaster jeg et blik over mod Distrikt 12 parret, der har slukket deres latterligt falske ild, og står og snakker med deres stylister. Selvom jeg udemærket godt ved, at det ikke hjælper, sender jeg det ondeste blik, jeg kan præstere, over til Katniss. Hun skal vide, at jeg hader hende, vide at hun dør i arenaen. Og have fjernet hvert eneste håb for overlevelse, hun måtte have.

Jeg lægger mærke til at hendes mentor - en midaldrende mand, med fedtet hår- stopper med at tale til hende og ser over på mig. Han får et dræberblik fra mig, og kigger væk, hvorefter han hvisker noget til Katniss. De går. Forlader ankomstcentrets undergrund og træder ind i elevatoren. Rasende blikke bliver kastet efter dem - uden det gør nogen forskel. Men jeg kan ikke lade være.

Det eneste der fylder mit hoved, er jalousien, der brænder i mig. Så da Ria og Alexis genner os over til elevatoren, ignorerer jeg bevidst Alexis' flirteri og Clove's undrende blikke. Vi går alle sammen ind i den samme elevator, og Ria trykker på knappen med tallet '2' på, mens hun mumler noget med et godt system. Alexis er holdt op med at flirte, da hun må have indset, at hun bare ydmygede sig selv ved at fortsætte. Jeg ryster stadig af raseri, men da elevatoren er lavet af glas, kan folk stadig se os. Derfor holder jeg mit raseriudbrud inde. Men det holder ikke meget længere endnu..

Elevatoren stopper, og Clove og jeg bliver puffet ud. Alexis og Ria skal bo på et værelse i etagen over træningscentret, som er den nederste etage. Alexis sender mig bare et ondt blik, som en slags skideballe for at jeg ikke besvarede hendes flirteri. Ria rykker sig endnu længere væk fra Alexis imens. Lige så snart elevatoren er ude af syne, lader jeg raseriet få frit løb. Blændet af raseri slår jeg hånden ind i et uheldigt placeret spejl, der hænger på væggen.

Glaskårene hagler ned på gulvet efterfulgt af en klirrende lyd. Et af skårene har boret sig ind i mine håndflader og efterlader en rød strib blod, der løber ned af min håndflade. Men det gør ikke ondt i forhold til den jalousi, der brænder inden i mig. Så det er lige før, at jeg nyder den fysiske smerte.

Forskrækket hopper Clove til side, mens hun prøver at undgå at træde på glaskårene. Men jeg lægger knapt nok mærke til det, hvorefter jeg river glaskåret ud af min hud. Hvilket resulterer i en bred stribe blod, der løber ned over min hånd og drypper ned på gulvet. Frustreret tyrer jeg glasskåret ind i væggen, hvor det splintres endnu mere, end det var i forvejen.

"Slap af!" hvæser Clove, mens hun ser irriteret på mig. Jeg får lyst til at hvæse noget ironisk igen, men vreden er simpelhen for stor til, at jeg kan se ud over den.  "Så du ikke, hvordan de stjal scenen!" snerrer jeg, uden at sige det som et egentligt spørgsmål, mens jeg langer ud efter en vase, der smadres i tusinde stykker. Uheldigvis står den på et bord ovre ved Clove, så de små porcelænsstykker hagler ned over hendes fødder. Hun ser rasende op, mens hun sender mig et ondt blik.

"Du slapper af NU! Du opfører dig som et jaloux fjols! Er du klar over, hvor tæt jeg er på at slå dig?" spytter hun, mens hendes vrede blik gennemborer mig. "Lige nu er jeg et jaloux fjols" hvæser jeg, med sammenbidte tænder, mens jeg prøver at kontrollere mig selv.

Det virker ikke og raseriet over Clove's pludselige udbrud, kombineret med 12's latterligt opmærksomhedsvækkende kostumer, får mig til at smadre endnu en pyntegenstand. 

"Stop det! Lige nu!" beordrer Clove, mens hun puffer mig hårdt i brystet. Jeg træder kun et enkelt skridt bagud, både fordi Clove er så lille i forhold til mig, og fordi guldpladerne er så hårde. Raseriet bobler inden i mig, og jeg får en voldsomt irriterende trang til at slå hende. Hvilket jeg selvfølgelig ikke gør.

"Kan du i det mindste lade være med at smadre ting?" hvæser hun, mens hun ser aggresivt på mig. Om lidt kammer vi begge over. "Hvorfor kan du ikke bare gå?!" snerrer jeg - hun behøver absolut ikke berolige mig.  

"Fordi du opfører dig som en idiot!" vrisser hun, mens hun ser rasende på mig.  "Hvorfor? Fordi det jeg gør, aldrig er godt nok til at få den mindste smule opmærksomhed?" råber jeg rasende, mens det hele kammer over for mig. Overset igen. Ikke god nok igen.

Clove ser overrasket på mig, mens hun åbner munden i et lille forskrækket 'O'. Så går det op for mig, at jeg lige har sagt noget alt for personligt. Noget hun absolut ikke burde vide. Noget jeg ikke burde have sagt. "Bland dig uden om mine sager" hvæser jeg, da hun åbner munden for at sige noget. Af ren frustration over mit ukontrollerede indvigen i personlige oplysninger til Clove, flår jeg den nærmeste dør op og smækker den i hovedet på hende.

"Det er lidt svært, når du altid blander dig ind i mine", når jeg akkurat at høre hende hvæse, inden jeg smækker døren. Raseriet brænder i mig, og jeg kan ikke rumme noget som helst nu. Uden at lægge mærke til værelsets omgivelser lader jeg endnu en gang min vrede gå ud over et uheldigt spejl.

Samtidig med at spejlet falder ned på gulvet, slipper et vredesudbrud ud af min mund. Lidt anstrengt trækker jeg vejret, og vreden siver ganske langsomt ud af mig. En dør smækker uden for mit værelse, og jeg går ud fra, at Clove er skredet.

Mit blik falder på det smadrede spejl, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med mit liv. Smadret. Hver eneste del reprænsenterer et stykke af mit liv, og ingen af dem kan samles til en helhed. Det vil altid være smadret, og usammenhængende. Som et kompliceret puslespil, der bare skriger på at blive samlet. Holdt styr på. Men det vil tage længere tid, end jeg har, at samle det. Og selv hvis det bliver samlet, vil det bare være en ynkelig efterligning af det, som det burde være.

Men hvis jeg sætter mig ned, tager mig god tid.. Kan jeg måske samle en del af det. Ja, jeg vil skære mig på skårene og få efterladt rifter, der måske ikke heler. Måske er det det værd? Nej, for selvom jeg får samlet lidt af det, vil det stadig være grimt. Der er stadig ikke nogen, der vil have det; inklusiv mig. 

Måske hvis jeg fik tid? Desperat klynger jeg mig til den eneste udvej, der er: mere tid.  Men tid er det sidste, jeg har i min situation...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...