Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13503Visninger
AA

9. En misundelsesrig ceremoni - Clove

Min stylist, Jelli, nikker anerkendende, og jeg vender mig om for at se mit spejlbillede. Selv nikker jeg også anerkendende. Ikke så meget på grund af selve kostumet, men mere på grund af den følelse af overlegenhed, det giver mig.

På hovedet bærer jeg en guldhjelm, hvorpå der er påsat to "guldvinger", der står lige op i luften. Ellers er min dragt forholdsvis simpel. Bare nogle guldplader, der er sat sammen, med lidt mønster på. Et sølvbælte hviler på mine hofter. Tilsammen får dragten mig til at se gudelignende ud, når man kombinerer den med min selvsikre udstråling. 

"Flot, fint og fantastisk! De tre berømte f'er!" siger Jelli, og jeg svarer bare med et langtrukkent: "Ahaaaa". "De vil elske dig derinde! Bare husk at vinke for det er de vilde med!" hviner hun, og jeg ryster bare på hovedet indeni. Men alligevel beslutter jeg mig for at følge hendes råd, for hun har trods alt nok mere erfaring med dette end jeg.

Jelli fører mig ud gennem en dør, mens hun bliver ved med at pludre om, hvordan folk vil elske os, og hvordan hun måske bliver interviewet og så videre. Faktisk gentager hun bare det samme overfladiske sludder, og jeg lader hende gøre det, for hver gang, hun spørger om noget, venter hun alligevel ikke på svar. Derfor følger jeg hende bare, mens jeg lukker støjen ude.

Efter vi har gået få minutter på en lang hvid gang, og passeret en del døre, kommer vi til en masse elevatorer - linet op på en lang række. Sammen går vi ind i en af elevatorerne, og da vi kommer ind, tier Jelli endelig stille. Måske har hun lagt mærke til, at jeg ikke svarer hende, og måske har det såret hende? Uanset hvad, så er jeg ligeglad.

I elevatoren rammer en hvis form for nervøsitet mig pludselig. Det er meget uventet. At jeg skulle være nervøs for åbningsceremonien er aldrig faldet mig ind, for jeg er en meget generelt selvsikker person. Alligevel vælger jeg at lade være med at bore i det, og i stedet prøver jeg at lede mine tanker hen på noget andet. Så jeg tænker på alle de nye indtryk, jeg fik, da vi steg ud ad toget. 

Capitol er en utrolig stor by. Ikke sammenlignet med distrikterne, men i forhold til de små landsbyer i vores distrikt i hvert fald. Folk ser alle sammen så mærkelige ud. Deres hår er farvet i sygelige farver, tøjet lavet af de underligste materialer, og skoene kan have en halv meter høj sål og den slags.

Det var også interessant, da vi blev ført ind i den enorme bygning, hvori bl.a. træningssalen, vi senere vil få brug for, og vores værelser befinder sig. Jeg var ærligt talt ret overvældet, da jeg så mit værelse. Et smukkere værelse har jeg aldrig set, og udsigten derfra er guddommelig.

"Ehm, Clove? Vi er standset." gør Jelli mig tøvende opmærksom på, da jeg bare står og glor ud i luften, mens døren er slået op, og Jelli allerede er gået ud. 

"Klart" siger jeg og træder ud. Til min store forbløffelse står Cato og hans stylist; hvilken jeg ikke kender navnet på. Jeg havde ikke regnet med at se dem her, af en eller anden grund, selvom det jo er utroligt logisk, eftersom vi skal stå på samme vogn under ceremonien. 

Cato's tøj og hjelm er i det store og hele magen til mit, med undtagelse af at min dragt har lidt flere former, fordi jeg jo trods alt er af et andet køn end ham. Vores stylister får et tøseflip - på trods af at Cato's stylist faktisk er en mand - sammen, hvor de først diskuterer vores dragter, men derefter bare begynder at tale om tilfældigt sladder om folk, jeg ikke kender og aldrig kommer til at kende. Cato og jeg går bare mutte efter dem uden at veksle et eneste ord.

 

Jeg spejder omkring mig. Folk står enten i små klynger og taler lavmælt, eller også står man helt afsides alene og venter på stikordet. At man skal stille sig op på vognen med sin distriktspartner og køre ud mellem alle de skrigende Capitolborgere. Cato er bare ude af syne, hvilket bekymrer mig en smule, da det vi er nogle af de allerførste til at køre ud. Vi skulle nødigt komme for sent ud. Men på den anden side er det vel hans problem, hvis han ikke kommer, og så har jeg al opmærksomheden for mig selv. Ved tanken skyder den lille nervøsitet igen op, men jeg kvæler den så godt, jeg kan. 

Det overrasker mig en del, da en fremmed stemme siger mit navn, og jeg stopper min ellers regelmæssige stampen med foden. Jeg sørger for at tage en kølig maske på, inden jeg vender mig om og til min overraskelse ser en dreng, der er mig ligeså fremmed som stemmen. "Hmm?" siger jeg med et spørgsmålstegn i undertonen. 

"Jeg har noget, jeg har brug for at tale med dig om. Jeg tænker, at dette er det mest oplagte tidspunkt, selvom det," jeg afbryder ham. "Hvem er du?" spørger jeg uden at lyde særligt interesseret. Alligevel er der en gnist af nysgerrighed i min stemme, som jeg selv kan høre. 

Drengen glor lidt underligt på mig, som om han ikke kan fatte, at jeg ikke har sørget for at lære alle soneres navne udenad. "Jeg repræsenterer Distrikt 3." svarer han bare. Det lyder underligt hult. Som om han ikke er glad ved det. 

Distrikt 3? Den dreng rystede i bukserne, da han skulle op på scenen. Han kan umuligt være værd at spilde tid på. Jeg drejer derfor om på hælen, men når kun at gå 3 skridt, før han nærmest råber mit navn igen. Nysgerrigheden tager alligevel over, men jeg er nødt til at bevare facaden. "Du får 30 sekunder, og du har bare ikke at spilde min tid. Hvis ikke dette er min opmærksomhed værd, så håber jeg for din skyld, at din dragt dér er knivsikker." siger jeg koldt - stadig med ryggen til.

"Selvfølgelig, øhm, ser du, jeg har aldrig ønsket at deltage i Spillet. Jeg ville aldrig gøre det frivilligt. Men altså nu hvor jeg er med, og ikke har et valg, vil jeg naturligvis forsøge at overleve. Og jeg er godt klar over at den bedste måde at overleve på, er at være på jeres team" retter han det til. Jeg aner ikke, hvor lang tid han taler, men jeg vil høre, hvad han har at sige, så jeg afbryder ham ikke. Heller ikke selvom han taler meget hurtigt uden egentlige vejrtrækningspauser, så nogle af hans ord er svære at tolke.

"Altså, jeg har udtænkt en plan. Jeg havde tænkt på den, før jeg blev trukket, men jeg havde aldrig troet, at jeg måske ville kunne bruge den. Den inkluderer minerne i arenaen. Mere vil jeg ikke afsløre, men jeg kan garantere, at planen vil være jer meget behjælpelig under Spillet." siger han. 

Jeg forstår det ikke rigtigt. "Hvad er din pointe?" spørger jeg, men det lykkes mig ikke helt at lyde kølig. "Nåh ja. Altså, jeg vil bare bede dig om, at jeres gruppe skåner mig. Så hjælper jeg jer til gengæld. Tro mig, det vil være en gensidig hjælp i kampen om overlevelse." slutter han dystert af.

Først ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Så tænker jeg, at han måske har ret. Jeg aner ikke, hvad hans plan er, men vi kan jo altid redde ham først, og hvis så planen er ubrugbar, kan vi jo bare slå ham ihjel. Så simpelt er det. 

"I orden. Jeg informerer Cato om denne.." jeg leder efter ordet. "Overensstemmelse." siger jeg. "Men jeg vil have noget andet til gengæld også. Tre ærlige svar på tre valgfrie spørgsmål." siger jeg og er glad for, at jeg huskede at stille et krav. Det har jeg altid fået at vide af vores træner, at man skal gøre i denne slags situationer. Nu kommer den træning mig endelig til gode.

Han tøver, før han svarer. "Okay." siger han til sidst. Han har heller ikke rigtigt andet valg, og jeg er glad for, at han svarede det, for jeg har allerede første spørgsmål. "Hvorfor valgte du at gå til mig med dette?" spørger jeg. "Første spørgsmål" tilføjer jeg hurtigt efter. 

"Tjo, drenge er generelt ikke særligt gode til at lytte. Og hende Glimmer? Altså nok har hun et kønt "dukkeansigt", men jeg tror ærligt talt ikke, at hun er særligt snedig. Og der skal lidt kløgt til for at forstå, at jeg kan være nyttig. Fordi jeg kommer fra maskin-distriktet og sådan." siger han. 

Jeg står stadig med ryggen til, så jeg bliver forskrækket, da han prikker mig på skulderen. Jeg vender mig om med et sæt og hamrer næven ind i brystet på ham. "Auch!" stønner mit offer, og det går op for mig, at det er Cato, der står bag mig, og ikke drengen fra 3 der er gået over til sin egen vogn bag os. "Ups" svarer jeg bare flabet. Cato stirrer bare på mig og forsøger det bedste, han kan, at beherske sig selv.

"Vi skal stille os op nu. Vi er på om halvandet minut." siger han bare med en stemme, der forsøger at skjule, at den ryster af vrede. Uden yderligere held. Jeg nikker bare og hopper op. Så er jeg klar.

Et minuts tid senere åbnes porten og larmen forskrækker mig mest af alt. Folket jubler begejstret og skriger efter deltagerne. Så kører sonerne fra Distrikt 1 ind. Og det næste, jeg lægger mærke til, er, at vi får givet et signal, og vognen kører. Min stylist står og råber noget efter mig, men jeg lægger først mærke til hende nu, så jeg når ikke at høre, hvad hun siger. Men udfra den store armbevægelse, hun laver, går jeg ud fra, at hun husker mig på, at jeg skal vinke. Så da jeg kommer ud i den øredøvende larm, er det eneste, jeg kan gøre, at koncentrere mig om at vinke. Og folk er ellevilde. 

Selvom næsten alle distrikternes sonere et par minutter senere er kommet ud ad porten, kan jeg se med fryd, at det er Cato's og mit billede, der vises allermest oppe på storskærmene. Folk skriger og rækker armene ud efter os, på trods af at de tætteste er mange meters afstand fra os. 

Man skulle ikke tro, at det ville være muligt, men pludselig fordobles den, i forvejen, enormt høje larm, da alle borgerne præcis samtidig bryder ud i en enorm jubel. Jeg aner ikke, hvad der er sket, men jeg kan høre, at de begynder at messe noget; mens de klapper eller trommer på diverse ting. Jeg ser hurtigt op på storskærmen, men først kan jeg slet ikke se, hvad det er, der befinder sig på den.

Da jeg har stirret på det et par sekunder, begynder motivet langsomt at forme sig foran mine øjne. En pige og en dreng omringet af ild fra deres dragter. Og nu hører jeg det - Capitolborgerne skriger et navn. Jeg kan ikke helt høre hvilket, men når jeg sætter den vilde larm sammen med mine erindringer om de andre sonere, kan jeg forstå, at de råber: "Katniss, Katniss, Katniss." Navnet på pigen der vækkede så meget opsigt under lodtrækningen, fordi hun meldte sig som frivillig for sin søster. Og der ikke har været en frivillig soner fra Distrikt 12 i årtier. 

Jeg føler ingenting nu. Før var jeg vel egentlig begejstret for opmærksomheden og jublen og det hele, men nu hviler den kun på parret fra 12. Jeg distraherer mig ved at vende mit blik mod Cato. Han ænser mig ikke, men stirrer kun rasende på storskærmen, der stadig viser 12's billede. Det er tydeligt, at jalouxien brænder i ham, og den flammer også op i mig et øjeblik. Men så går den ud så hurtigt, som den kom, for hvad nytter det? I stedet tager jeg bare min vinkende arm ned og stirrer overlegent ud over mængden. Man kan ikke bruge den venlige indgangsvinkel til noget, når andre har valgt en langt mere opsigtsvækkende. Folket vil slet ikke bemærke min tabte interesse for hele forehavendet.

Pludselig læner Cato sig næsten umærkeligt over mod mig, og det overrasker mig meget, da jeg kan høre, hvad han hvisker til mig. "Den pige. Hun skal dø. Og hun skal være min."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...