Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13753Visninger
AA

21. Det fireoghalvfjerdsindstyvende Dødsspil - Clove

Jeg spænder alle musklerne i min krop, så jeg er klar til at løbe. Trækker de lange ærmer op over mine albuer. Får et overblik over mine omgivelser. Indånder den friske duft af mark og søde duft af fyrrenåle. Beslutter mig for hvad jeg først skal løbe efter. Overvejer hvem der skal blive mit første drab.

Alt dette løber igennem mine tanker, mens jeg står et minut på en metalplade og venter på, at tiden skal gå. Og pludselig ringer gongongen.

Jeg spurter målrettet frem mod en mindre bunke knive, der intet hylster har, men er bundet sammen af en lædersnor. Da jeg først har fået fat i dette, behøver jeg ikke mere. Til sidst vil ambisonerne, som jeg er en del af, være sejrherrerne ved blodbadet, og alle våben, redskaber, fødevarer og lignende vil være i vores varetægt. Alt jeg behøver for nu er mine knive, så jeg kan udrydde så mange som muligt nu, hvor det stadig er let.

Da jeg har grebet den første kniv og samlet de andre op, vender jeg mig om og ser for første gang kaosset omkring mig. Først nu har sonere fået fat på våben, og først nu begynder de sonere, der ikke har og ikke er flygtet endnu, at falde. Omkring mig ser jeg mine allierede slå ihjel, som var det blot dyr, vi befandt os iblandt. Og jeg har ikke svært ved at indstille mig på det samme dræberprogram, så jeg er i stand til at deltage i nedslagtningen af vores ofre.

Det første, jeg lægger mærke til, er pigen fra 12. Hende som Cato så brændende ønsker at slå ihjel. Hun kæmper med en dreng - fra 7, 8, eller 9 tror jeg - om en orange rygsæk. Og mere for at frustrere Cato end noget andet beslutter jeg mig for, at jeg vil dræbe hende. Lige nu. Med sin popularitet blandt sponsorerne er hun alligevel en for stor trussel.

Lynhurtigt og uhyre præcist kaster jeg min kniv, som rammer drengen i ryggen lige mellem skulderbladene, nøjagtig hvor jeg sigtede efter. Mit første mord. Og det generer mig ikke mere end..tja, faktisk generer det mig slet ikke. Det glæder mig nærmere. Adrenalinet strømmer ud i mine årer, og jeg nyder det. Nyder tanken om at jeg er ét skridt tættere på sejr.

Dernæst griber jeg en ny kniv og kun halvandet sekunds tid efter den første, kaster jeg mod Katniss, som jeg ser er tilsølet i blod fra den ubetydelige dreng. Det er, som om sekunderne snegler sig afsted. Og så rammer den dødbringende kniv. Den rammer rygsækken.

I min store frustration over, at pigen rent faktisk afværgede mit angreb, stamper jeg i jorden. Dette øjebliks uopmærksomhed koster mig min chance. Hun spurter væk med rygsækken og er hurtigt uden for mine knives rækkevidde.

I stedet for at dvæle ved det usuccesfulde kast, snurrer jeg rundt, lige i tide til at se en lav dreng, med kobberrøde krøller, afværge et angreb fra Thresh. Thresh, fra 11, er høj og utrolig stærk, men det lader ikke til, at han egentlig virkelig prøver. Da han stanger et spyd ind i brystet på drengen, er det tydeligt, at han tøver. Ikke fordi det ikke vil være let for ham, - den unge dreng er slet ikke bevæbnet - men det lader faktisk til, at han ikke har lyst til at slå ham ihjel. Og så slår det mig, at det har han måske heller ikke. Måske gør han det kun for sponsorernes skyld. Der vil jo alligevel kun stå én vinder tilbage til sidst.

Da ser den muskuløse dreng, at jeg betragter ham, og dette gør ham tydeligvis vred. Jeg ved ikke, om han har tænkt sig at angribe mig, men den beslutning lader jeg ikke ligge til ham. Han er en stærk modstander, men jeg er ham værdig. Og hvis jeg skal dø, vil jeg alligvel hellere dræbes af Thresh nu, end jeg vil snigmyrdes af en af mine allierede om natten senere.

Thresh dukker sig lynhurtigt, da en af mine knive flyver lige over hans hoved. Et nanosekund senere og han ville have ligget livløs på jorden. Men han undviger, og han gør ingenting for at gengælde angrebet. Han vender sig bare om og løber uden at tage mere eller dræbe flere. Han er åbenbart færdig her.

Igen ærger jeg mig gevaldigt over at have været for langsom. Jeg kan ikke bære det, hvis jeg ikke slår flere ihjel. Hvis Cato skal prale overfor mig, når han har dræbt flere. Hvis han da stadig er i live... Jeg skubber tanken fra mig. Selvfølgelig er han det. Og hvis han ikke er, er det jo kun godt for mig, ikke? En stærk modstander mindre at tænke på.

Jeg genkender den cirka 17-årige dreng fra 5, der er i færd med at tage et sværd op fra jorden. Denne gang er jeg der med det samme, for han skal ikke også have lov til at stikke af fra mig. Min kniv borer sig ind i hans skulderblad, inden han når at se den komme. Han er ikke død endnu, det er tydeligt på den måde, han vakler rundt på med et fortvivlet blik i øjnene, men jeg er ligeglad. Naturens gang skal nok gøre det af med ham inden den næste time er omme. Ærgeligt for ham - han kunne ellers godt ligne en potentiel finalist. Hvis altså medlemmerne af mit "hold" af en eller anden årsag ikke skulle kunne blive det.

Og så er det, som om jeg vågner op af en underlig tåget døs. Mine sanser bliver skarpere, selvom det ingen mening giver, da det først er nu, jeg ikke er i kamp. Jeg ser omkring mig. De smertefulde, fortvivlede, bedende og henrykte skrig når ikke mine ører før nu, hvor jeg kan høre, at de er forstummet. Kun få af mine allierede omkring mig er ved at trække diverse våben ud af et par fortabte ofre, som falder livløse om. Jeg betragter det dødsscenarie, der har taget plads rundt om mig. Fra min position kan jeg tælle 6 døde sonere, der kolde og ubevægelige ligger på den hårde jord. Selv de, der har lukkede øjne, ser ikke fredfyldte ud. De ligner nogle, der lige nu er i indre kamp om overlevelse med sit hjerte, hvilket nogle af dem muligvis også er. Et råb former sig i min hals, men jeg holder det inde, indtil Marvel starter jublen. Da han begejstret skriger, følger vi andre hurtigt trop. Første del af Spillet er vundet. Og dermed er en masse sponsorer også vundet over på vores side. Og vi har om muligt endnu mere kampgejst, end da Spillet startede. Vi gjorde det. Vi levede op til forventningerne: vi forsatte den dagsorden, som ambisonere har sat for præcis denne slags dage i 73 år før nu.

Jeg ser på mine allierede. Marvel, Glimmer og Cato er til højre for mig og Cher foran mig. Alle har vi valgt at kæmpe ved samme side: Overflødighedshornets udmunding. Da jublen er ovre, og en mærkelig tavshed lægger sig over os, siger Cher stille: "Måske skulle vi gå væk. Over på den anden side af søen. Så de kan..I ved."

Og vi ved. Så de kan samle ligene af sonere op. Jeg skutter mig underligt nok ved tanken, samtidig med at jeg fryder mig. Bekræftende nikker jeg til hende, da jeg ser, at hun faktisk ser afventende på mig. Dette nyder jeg, for det må irritere Cato, at hun, selv indirekte, giver udtryk for, at jeg er en form for leder i denne alliance. Eller i hvert fald at jeg har lige så meget autoritet som ham. 

Vi skal alle lige til at gå, da Cher beder os om at vente. "Det der med drengen fra 3, øhm altså, jeg sørgede for at få ham i sikkerhed. Han skal vel også med os?" spørger hun og ser denne gang på os alle. Jeg smiler indvendigt ved tanken om, at hun huskede mit forslag.

"Jamen så lad dog barnet!" siger Cato til sidst lidt nedladende og griner, og Marvel og Glimmer slutter sig til ham. Den halvt anspændte stemning er væk, og nu er vi ligefrem nået til et punkt, hvor vi kan bruge humor. 

Drengen fra 3 kommer gående ud af hornet, og jeg kan ikke lade være med at beundre Chers list. Hun er virkelig klog, der er jeg sikker på, at jeg ikke tog fejl. Hun giver mig i hvert fald ikke grund til at tro andet. 

Drengen siger ingenting, og han ser meget utryg ud ved situationen. Dog ignorerer jeg blot dette og går hen mod søen sammen med de andre. Han følger efter os bagved, bemærker jeg. 

Vi står lidt og spejder ud over omgivelserne. Nogle ser mod markens horisont, andre mod skoven og jeg selv mod Overflødighedshornet. Det er et enormt hornformet opbevaringskammer, hvori der er alt tænkeligt overlevelsesgrej. Det er vores nøgle til sejren. 

Pludselig dukker 3 aerofarttøjer op ud af det blå. Hver en død krop samles op af enorme kløer, som den sænker ned. Derefter trækkes ligene op, og farttøjet forsvinder næsten lydløst. Vi står alle sammen åndeløse tilbage. Nok har vi ventet på dette længe, og vi har set det tusindvis af gange, så det er ikke ligefrem, fordi vi ikke er forberedte på det, men det er stadig utroligt. Det er lidt som en bekræftelse af, at Spillet for alvor er igang. Og det har allerede taget mange uskyldige ofre.

"Hvadæh, skal vi slå lejr eller hvad?" spørger Glimmer og lyder halvt utålmodig, halvt kæk, da hun siger det. I virkeligheden var hun også betaget af synet, men igen kom der en stilhed over os, der dels var lidt akavet her, og dels må blive betragtet som akavet ude fra stuerne i Panem.

"Klart" svarer jeg, og Cato bralrer ud med, at det da også er på tide. Derfor går vi alle sammen forbi søen igen, som jeg egentlig ikke bryder mig om, men den er trods alt ikke "altopslugende" som havet, og den kan vise sig at være en meget livsnødvendig kilde til overlevelse i arenaen, så jeg kan kun prise mig lykkelig for, at den er der; og så så tæt på vores lejr. 

For første gang får vi alle et ordentligt kig på Overflødighedshornets goder. Cher og drengen fra 3 siger ikke meget til os, men drengen forklarer hende, hvad hans idé er, hvilket åbenbart indebærer landminer rundt om vores forsyninger. Jeg er tæt på selv at gå hen og slå ham ihjel med det samme, men da Cato meget åbenlyst skal til at gøre det, beskytter Cher drengen og forklarer, at det vil være en utrolig nyttig foranstaltning. Og selv Cato må have indset, at Cher er så klog, at hun må vide, hvad hun taler om, for han lader i hvert fald drengen være og kaster sig over sværdafdelingen i stedet. Jeg lader mine fingre løbe og de blanke knivsblade. Den krumme kniv til at stikke ind i maven på mine ofre og rive deres indvolde ud igen med. Den lange sylespidse kniv til at kaste lige i øjet på dem og for altid taget synet fra dem med. Den almindelige lige med det brede knivsblad, hvis stik er dødbringende, på trods af dens geniale enkle bygning. Dette er min yndlings. Under den skal mange bløde.

Instinktivt rører jeg ved mit hjerte, da tanken når mig. Tanken om at jeg faktisk slår uskyldige sjæle ihjel. Men jeg mener, jeg har jo intet valg, vel? Kold og kynisk tager jeg en beslutning, der skal udgøre grundlaget for min adfærd i Spillet. Jeg må slå enhver modstander ihjel for enhver pris. Uanset hvem det er. 

I min underbevidsthed kører en følgende tanke konstant rundt i hovedet på mig. At jeg også skal slå Cato ihjel, hvis det kommer så vidt. Hvis vi er de to sidste tilbage for eksempel. Og af en eller anden grund gør det andet end at forurolige mig. Jeg frygter ikke kun det øjeblik, fordi jeg vil skulle bekæmpe en modstander, der faktisk ligeså vel kan vinde, som jeg. Jeg frygter det rent personligt, fordi jeg skal være den, der gør Cato kold for evigt. Og selvom jeg prøver at låse min reaktion forsvarligt inde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg vil hade det. For på et eller andet plan betyder Cato noget for mig nu. 

Han er den eneste, der forstår mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...