Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13479Visninger
AA

12. Den perfekte ambisoner - Cato

Jeg kaster et hånligt blik på Katniss, idet hun træder ind af døren til træningslokalet. Bag hende går en blond dreng med klare blå øjne. De krymper sig begge og lader til at have opdaget at alle 5 kampdygtige ambisonere stirre ondt på dem. Katniss ser forskrækket ned i jorden, mens hun diskret lister ind i kredsen af sonere med den blonde dreng lige bagved. De er knapt så overlegne uden deres latterligt dygtige stylist og flammende dragter. Og det fryder mig.

Lige så snart de er trådt ind i kredsen, dannet af sonere, begynder en høj og atletisk kvinde, med kulsort hår, at fortælle om reglerne: træningsstationer vi må gå rundt på og en masse andet, der bare er en utydelig summen i mit hoved. Mine tanker er et helt andet sted end i træningslokalet...

Igår. Med det smadrede spejl, og de fjerne barndomsminder, der fulgte med bagefter. De barndomsminder, hvor jeg prøvede at samle det smadrede spejl. Men hvis man prøver at samle et smadret spejl, kan man ikke forvente andet end rifter. Hvilket jeg på en eller anden måde, vel også havde forventet. Men jeg fik ikke rifter, da jeg forgæves prøvede at samle spejlet. Nej, jeg fik sår. Og efterhånden som årerne gik, fik jeg flere og flere sår. Så til sidst gav jeg op. Lod være med at samle spejlet. Lod det ligge smadret, mens jeg bare accepterede det faktum, at det alligevel aldrig ville blive helt. Fortsatte mine vaner der bare ødelagde spejlet endnu mere. Gav mig selv endnu rigere mulighed for at få rifter. Så begyndte jeg endda at undgå spejlet, selvom jeg engang imellem kom til at træde på det i forsøget. Hvilket selvfølgelig gav mig endnu flere sår...

Mine tanker bliver afbrudt, da alle begynder at blive sprede sig. Jeg går ud fra, at kvinden er færdig med at tale, og man nu kan bevæge sig frit mellem træningsstationerne. Mit blik glider straks hen til en træningsstation, hvor man træner med sværd. Uden at tøve, sætter jeg kurs derhen, fuldkommen ligeglad med hvad de andre ambisonere gør. For selvom det kun er få dage siden, at jeg sidst har trænet, savner jeg at mærke det kølige sværdskaft i min hånd.

Uden at lytte til træneren griber jeg fat i et stort sværd. Da jeg mærker skæftet i min hånd, mærker jeg samtidig lettelsen skylle ind over mig. Sværdet er som en dødelig forlængelse af min arm, og jeg er med garanti den eneste, der har så imponerende evner med et sværd, i dette lokale. Hvis ikke i hele Panem.

"Ja.. Ehmm.. Du... Du kan bare øve dig" mumler træneren, lidt forvirret. Og det gør jeg. Flere timer går med intens træning, uden at jeg lægger mærke til mine omgivelser; det eneste, der er plads til, er mit sværd og mig. Men jeg er sikker på, at jeg får tilsendt en del imponerende blikke. Jeg er svedig, udmattet og temmelig tilfreds, da vi bliver kaldt sammen for at spise frokost.

Jeg træder straks ud af min koncentrerede boble og får øje for resten af verden. Spilmestrene sidder på en balkon oppe over træningslokalet. Omkring 20 kvinder og mænd klædt i mørkelilla kapper. De fleste af dem værdiger os ikke den mindste smule opmærksomhed, mens de står og spiser af en enorm buffet. Andre er på vej op på balkonen, med nogle notesblokke, så de har sandsynligvis taget notater. Og jeg er sikker på at mit navn står skrevet i sammenhæng med 'imponerende' flere steder på deres små blokke.

Vi bliver alle sammen kaldt ind i et lyst og rummeligt lokale ved siden af træninglokalet. Her er der fordelt bunker af mad rundt omkring på små vogne samtidig med, at der står borde til at spise ved. Jeg er straks oppe for at tage noget, hvorefter jeg finder et bord at sidde ved. Mit blik falder på Clove, som jeg ellers har prøvet at ignorere hele dagen, og til min store forbløffelse er det lykkedes mig.

Jeg får tilsendt et koldt blik, der vidner om at vores skænderi i går, bare har fået hende til at hade mig endnu mere. Det er alligevel utroligt, at jeg har holdt hende ude af mit hoved hele dagen. Siden jeg var vred nok til at slippe noget personligt ud i går. Bare tanken om det får mig til at knytte hænderne. Gad vide, hvad hun tænkte om det? Med en del besvær skubber jeg hende ud af mit hoved, da jeg stadig ikke aner, hvad jeg skal gøre med hende. Lige for tiden skrider alt bare sammen, og jeg har brug for ekstra meget tænketid. Hvilket jo er forståeligt nok, med det der skal til at ske nu. Alligevel kan jeg ikke placere hende i en kategori i mine tanker. Hun er ligesom blevet en fast del af mit liv, af min personlighed nærmest.

Vi kommer formegentlig til at være allierede i arenaen, da det er det ambisonere plejer at gøre. Alt andet ville være mærkeligt og uvant. Det er det jo det samme hvert år. Alliere os, dræbe de svage, og når det bliver for akavet..dræbe hinanden.

Det gør vi vel også det her år. Idet jeg tænker dette, går det op for mig, at jeg hverken har vurderet de andre sonere eller mine fremtidige allierede. Jeg har simpelthen været så optaget af min træning, at jeg har lukket alt andet ude. På en eller anden måde har det vel været bevidst. Min intense træning har været en desperat flugt fra mine tanker. Sådan har det altid været. Hver gang mine tanker eller mit liv blev for meget, dykkede jeg ned i et helt andet univers. Hvor det eneste, der eksisterede, var mit sværd, mig og en dyb koncentration.

Jeg skal til at rejse mig, efter at mine tanker endnu engang har forrådt mig, da jeg ser begge sonere fra Distrikt 1 sætte kurs over mod mit bord. Efterfulgt af pigen fra 4.

Clove, der stadig er oppe at tage mad, ser overrasket og irriteret over mod os. Hvis hun vil "indlemmes" hos ambisonerne, bliver hun tilsyneladende nødt til at sætte sig ved vores bord. Hvor jeg sidder. Ved tanken, om at det vil irriterre Clove, breder et smil sig på mine læber. Samtidig sætter de tre andre ambisonere sig ned ved bordet. Nu er det nu. Respekt, magt og ære. Og her gælder det om at vinde respekt.

"Glimmer" smiler den blonde pige, da hun sætter sig ved siden af mig. Hun er ganske køn. Blondt, lidt krøllet hår, irgrønne øjne og en slank krop. Hun lader også til at være både imødekommende og ambitiøs.

"Cato" svarer jeg igen uden at vise følelser.
"Eh.. Marvel" nikker den høje dreng fra hendes distrikt, hvorefter han placerer sig ved siden af Glimmer. Han er høj, med senede muskler, og tjavset brunt hår. Mudderbrune øjne. Ikke specielt køn i modsætning til Glimmer. Ikke at det gør den helt store forskel for mig. Dødsspillet er ikke nogen skønhedskonkurrence, men sponsorerne er mest til kønne sonere. Hvilket kan gå hen at blive en ulempe for ham.

"Cher" smiler pigen fra 4, med det bølgede brune hår, og de store chokoladebrune øjne. Og jeg må ærligt indrømme, at hun er meget køn. Hvis ikke endda smuk. Hun lader også til at være den mest.. Jeg kan ikke rigtig sætte ord på det, men hun virker som den mest troværdige fremtidige allierede blandt de 3.

Mit blik glider kortvarigt væk fra dem og over mod Clove. Med et irriteret ansitsudtryk bevæger hun sig over mod os. Man kan tydeligt se, at hun er voldsomt irriteret, over at hun nærmest er tvunget til at sidde ved bord med mig. Medmindre hun har tænkt sig at køre solo. Hvilket ikke er så smart rent taktisk.

Imens overvejer jeg, hvordan min opførsel skal være overfor disse mennesker. Hvordan jeg skal vinde deres respekt og frygt, så jeg kan påtage mig lederrollen af ambisonerne. Den er jo nærmest tilegnet mig, især hvis jeg kigger på de kvaliteter, de andre ambisonere har. Ikke at de ikke er gode til noget. Jeg er bare bedst. Hvilket jo ikke er nogen overraskelse.  

Og da jeg ikke er særlig vant til at omgås andre mennesker, kender jeg kun én måde at vinde respekt og frygt på. Ved at være den ambisoner som alle vil være. Den ambisoner, som ingen fejl laver, mestrer langt de fleste våben, har en kold og overlegen attitude. Den ambisoner der har alt det, der skal til, for at vinde Spillet.

Den perfekte ambisoner.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...