Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13519Visninger
AA

40. Den man elsker.. - Cato

”Den man elsker, tugter man”. Det sagde min mor engang til mig. Hvor gammel jeg var, har jeg ingen præcis erindring om, men jeg tror, jeg har været omkring 5 år gammel. For det var absolut før, jeg mødte Clove – men ikke meget før. Præcis så lang tid før at det har haft en vis indflydelse på mit møde med hende og vores forhold senere hen. Måske… jeg skubber tanken fra mig. Ikke kun fordi jeg ikke vil tænke den, men også fordi den på alle måder virker bizar. Urealistisk. Og især ikke noget der burde komme fra en ambisoner som mig. Elsker. Kærlighed. Ordene er fremmede for mig, og heller ikke noget jeg må røre ved – eller vil røre ved.

Det var en af de aftener, hvor min mor og ham havde været rigtig meget oppe og skændes. Jeg havde ligget og hørt dem inde fra mit værelse, og endnu en søvnløs nat var det eneste resultat af deres skænderi. Og så var det, hun kom ind. Slagene, råbene, skældsordene.. de stilnede af, og så kom hun ind. Det var ikke tit, hun gjorde det – det var ikke tit, hun gjorde noget. Med et blåt øje – eller blødende næse, jeg kan ikke helt huske det –, satte hun sig på kanten af min seng.
”Hvorfor.. skændes i?”. Det første fløj ud af munden på mig, men så begyndte jeg at tvivle. Jeg hadede at indrømme det – og på et eller andet punkt, gør jeg det stadig –, men ”slås” lød bare for voldsomt. For voldsomt for mig dengang. Og selvom tanken om ham, der slår på min mor, ikke provokerer mig voldsomt mere, tilfredsstiller den mig langtfra. Hun var der ikke for mig, og lod ham være det uhyre, han var og stadig er, men hun var ikke et uhyre. Jeg hader hende stadig. Hader hende for alt det hun ikke gjorde.

Men det var dér, hun sagde det. Kiggede på mig med et pinefuldt og samtidig drømmende blik, hvorefter hun formede læberne og lod den lille sætning slippe ud. Dengang forstod jeg det ikke. Hvordan man kunne være i smerte, men stadig være drømmende og på et eller andet punkt glad. Hvordan man kunne have følelser, der stod sådan i kontrast til hinanden. Så modsatrettede. Det ved jeg alt om nu. Eller rettere sagt: det vidste jeg alt om. I modsætning til mine blødsødne forældre, har jeg indset, at det ikke gavner mig ikke at vide, hvad jeg vil. Og derfor er én vej valgt og en anden ødelagt. Det fik jeg sørget grundigt for i går.

Igen skubber jeg tankerne fra mig, og fortsætter med at lede rygsækken igennem. Ifølge Marvel ryddede vi ikke nok op i vores forsyninger den første dag, så det er åbenbart grunden til, at vi nu leder efter noget til at behandle vores sporingshvepsestik med. Det kostede Marvel en snerrende trussel, om hvordan han kan tillade sig at mene, at mit lederskab ikke er godt nok. Han forblev stille, da jeg sendte en ordre ud om at finde noget at smøre på, så ømheden ikke var så dominerende. Vi kan jo ikke tage på jagt i sådan en tilstand.

Selvom jeg brænder efter at slå ihjel, at se smerte, må jeg altså indrømme, at min krop er for øm til at tage på en ordentlig jagt. Desuden lød skuddet fra endnu en soner denne formiddag, så vi er ikke så mange tilbage mere. Tættere på sejr. Tættere på en kamp med Clove..

Irriteret smider jeg rygsækken væk efter henholdsvis at have fisket et par unyttige overlevelses ting op – ingen våben. Absolut intet medicin. Det må altså være her, siden vi ingen sponsorgave har fået. En halvkvalt lyd høres, og jeg retter hovedet op. Clove står og roder med en rygsæk et stykke fra mig, og Marvel står ved siden af hende – de ser ud til at snakke sammen. 3 står ovre ved forsyningspyramiden og lægger ting tilbage og tager dem ned. Jeg kaster et blik mod rygsækken og tager et par skridt der over.

En lille sort slange hvisler lidt med tungen og stirrer med små sorte øjne op på mig. Jeg ved, hvilket dyr det er, eller jeg kender i hvert fald navnet. Ordet vækker følelser i mig; væmmelse, noget unødvendigt, ikke noget jeg skal røre ved. Men ikke desto mindre har jeg lyst til at række ud og røre ved dens skæl, bare for at se hvordan det føltes. Ingen tvivl om at jeg ikke burde gøre det, at jeg burde holde mig væk. Men jeg har aldrig oplevet en slange før – ikke på nært hold, ikke rigtig. Jeg har set glimt af dem sådan rigtigt, men jeg har aldrig været tæt på. Og det kommer jeg formegentlig aldrig til igen.

Et hånligt fnys slipper ud over mine læber, da jeg griber fat i mit sværd. Med en let bevægelse hugger jeg ud efter slangen – sådan er jeg opdraget, det er ren fornuft – men den er for hurtig, og med ét er den pilet væk over græsset. Jeg får ikke chancen for at se sådan en igen, og en underlig og ubehagelig form for deja vu kryber ind over mig.

Jeg vender blikket over mod skoven og længes en smule i et kort øjeblik. Men så er øjeblikket ovre, for pludselig længtes jeg virkelig meget efter skoven. En grå røgsøjle snegler sig nemlig dovent op fra skoven, og i enhver andens øjne ville det bare være en røgsøjle, men i mine øjne er den en måde at undslippe smerter på – en meget tillokkende måde. Jeg skynder mig at råbe op om røgsøjlen, mens jeg peger hen mod skoven med vilde fagter. Af ren refleks har min hånd grebet fat om mit sværd, og jeg er allerede klar til at dræbe. Jeg tvinger mit blik væk fra skoven, og lader det falde på Marvel og Clove, der småløber over mod mig med 3 i hælene – de har alle tre våben i hænderne. Clove kommer først og sender mig et koldt blik. Marvel kommer lige efter og 3 lidt efter ham. Han stopper op og ser forventningsfuldt på os, og Clove sender ham et nedladende blik. Først undrer det mig lidt, men at dømme efter de kolde øjne og det ligegyldige ansigtsudtryk er Clove gået i gang med at opbygge en attitude til vores lille væddemål.

”Skal han med?” spørger hun neutralt og kaster med hovedet mod 3; hun lyder ikke, som om hun bryder sig synderligt om idéen. Og pludselig syntes jeg, at det er en god idé at tage 3 med. Mindst ligeså hurtigt har jeg en undskyldning.

”Han kommer med os. Vi har brug for ham i skoven, og han er alligevel færdig her. Der er ingen, der kommer i nærheden af de forsyninger.” bjæffer jeg beordrende, mens jeg sender Clove et koldt blik, som jeg hurtigt får gengældt.

 ”Hvad så med loverboy?” pointerer Marvel bedrevidende. Loverboy. 12. Idét Marvel nævner hans navn, kommer jeg straks i tanke om hende. Ildpigen. Hans ynkelige eneste ene der betyder åh så meget for ham, lige meget hvor forfærdelig hun er. Hans ynkelige eneste ene som han har gået så meget ondt igennem med, men alligevel holder de sammen. Hans ynkelige eneste som han aldrig har nogle kærlighedsproblemer med. Igen begynder billederne at køre i hovedet på mig: jeg slår Ildpigen ihjel efter en langsom og grusom tortur. Det må være hende. Selvom jeg ikke kan finde en yderligere logisk grund til det, har jeg en syrlig fornemmelse i maven, der fortæller mig, at det er Ildpigen.  

”Det har jeg jo sagt! Glem ham. Jeg ved godt, hvor jeg stak ham. Det er et mirakel, at han ikke er forblødt endnu. Han er under alle omstændigheder ikke i stand til at udplyndre os.” hvæser jeg, mens jeg sender Marvel et rasende blik. Igen tvivler han på mine evner som leder, og intet kunne gøre mig mere usikker på, hvorvidt han burde sendes tilbage til Distrikt 1 nu. Vreden bobler op i mig, og jeg syntes virkelig, at vi burde komme afsted nu.

”Kom så” beordrer jeg, mens jeg samler et spyd op og kaster det hårdt i favnen på 3. Det gibber i ham, samtidig med at han rykker en smule baglæns. Jeg sender ham et nedladende blik, der resulterer i, at han ligner en, der ønsker at synke i jorden. Mit blik møder Cloves, før jeg skal til at løbe. Det er koldt. Nej, ikke engang dét. Nedladende? Nej, jeg har set hende sende nedladende blikke til mig så mange gange før. Det er.. dødt. Ingen følelser; bare fuldkommen dødt. Men lige så snart hun ser, at jeg kigger, flammer hadet op i dem, stærkere end jeg nogensinde har set det. Dét får mig til at krympe mig lidt. Ikke kun fordi de chokoladebrune øjne er så fyldt med had, men også fordi det kommer så hurtigt; så pludseligt. Men snart har jeg mandet mig op og sender hende et mindst lige så hadefuldt blik igen, håber jeg da, mens jeg sætter kurs mod skoven.

”Når vi finder hende, vil jeg dræbe hende på min egen måde, og ingen blander sig.” spytter jeg, da vi er nær skoven. Bare for at understrege det. De andre veksler blikke, men jeg ignorerer det. Den pludselige vrede til hende er blusset op uden yderligere tegn fra tidligere på, at det ville komme tilbage, og nærmest hurtigere end muligt. Men den er der. Og stærkere end nogensinde. 

Vi løber ikke i et anstændigt tempo. Vi løber hurtigere, end vi egentlig kan holde til, og end vi egentlig burde. Mest mig. Forestillinger om hvordan jeg langsomt borer mit sværd ind i forskellige af 12’s kropsdele – øje, ryg, ben, arme og til sidst hjertet – pryder mit indre blik. Jeg ser for mig, hvordan hendes blødende hjerte vil sidde på spidsen af mit sværd med blodet dryppende ned i en gigantisk rød pøl formet af hendes blod. Ha. Hjertet. Symbol på kærligheden. Ironisk.

Forestillingerne hjælper mig med at presse mig til det yderste, så jeg kan holde vores hurtige tempo. Mine lunger tigger efter luft, men jeg benægter dem det beslutsomt. Min vejrtrækning bliver ujævn, og jeg kan mærke, hvordan jeg hiver efter vejret. Mit blik søger himlen, og jeg kan se, at vi er tæt på røgsøjlen. Et stød af lykke af en art sitrer gennem min krop, og det er så fyldt med energi, at hver muskel, jeg har, får genvundet styrke. Mine ben spurter det sidste stykke, og jeg er så tæt på nu, at Ildpigen formegentlig vil kunne høre mig. Om hun stikker af er ligegyldigt. Jeg føler, at jeg kunne løbe tværs gennem Panem nu uden at køre træt.

En lysning ses forude. Jeg tager et par enkle spring derover og lader grådigt blikket køre over den. En samling grene i et bål udsender en doven søjle røg, der sender en ubehagelig duft af bål op i ansigtet på én. Ingen Ildpige. Kort efter jeg er trådt ind i lysningen og stoppet undrende op, hopper Clove hen ved siden af mig efterfulgt af Marvel. De trækker begge vejret hurtigt efter den lange løbetur, og når jeg lytter til mit eget åndedræt, samt deres, lyder det næsten, som om vi trækker vejret om kap. Men forskellen på vores hurtige åndedræt er, at mens deres udelukkende er grundet den hårde løbetur, er mit både på grund af løbeturen og min ophidselse. Jeg kan ikke lade mig distrahere.

”Hvor er hu..” begynder Marvel.

”Gennemsøg området” bider jeg ham snerrende af, mens jeg selv hopper et par skridt fremad og drejer til højre gennem skoven. Mit blik søger over alt; bag buske, i træer, på jorden. En grådig jagt efter hende er igangsat. Stærkere end nogensinde flammer vreden op i mig, og brænder alt min fornuft ned. Jeg ser for mig, hvordan hun vinker til borgerne i Capitol iklædt sin latterligt flammende dragt – den eneste grund til alt hendes opmærksomhed. Hvordan hun på en eller anden åndsvag måde får scoret et 11-tal, når hun langtfra er den mindste smule værdig til bare noget i nærheden at mit 10-tal. Hvordan hun overfladisk snurrer rundt i sin flammende kjole. Hvordan hver eneste borger i Capitol udelukkende får øje på hende og ikke tager den mindste notits af den person, der i virkeligheden fortjener opmærksomheden: mig.

”Hun er ikke her..” begynder Clove i et opgivende tonefald med hadet som undertone. Med ét vender jeg mig om for at stå mindre end 3 meter væk fra Clove. Hvor lang tid vi har gennemsøgt området, er mig dog uklart. Jeg skynder mig at kaste et dræbende blik på hende og skal til at snerre noget til hende, men bliver afbrudt.

”Se!” lyder 3’s stemme – jeg havde ikke engang lagt mærke til, at han var kommet –, mens han peger op mod himlen. Irriteret søger mit blik i fingerens retning, og et lettende syn møder mig.

”Endnu en røgsøjle..” mumler jeg for mig selv, mens jeg begynder at sætte i løb mod den.

”Vent! Er det ikke en smule mistænkeligt?” begynder Clove koldt, og jeg stopper op. Jo. Hun har ret. To bål lige efter hinanden hvoraf der ikke opholder sig nogen i nærheden af det ene. Nej. Hun har ikke ret. To bål lige efter hinanden kan være helt tilfældigt.

”Det er lige meget.. for hvis du ikke har bemærket det, er den røgsøjle tættere på lejren end denne her, så vi kan ligeså godt tage forbi den i tilfælde af, at det ikke er en fælde.” svarer jeg køligt igen, mens jeg prøver at kontrollere vreden. Men én der kender mig så godt, som Clove gør, kan se, at jeg er rasende. Jeg venter ikke på Cloves svar og sætter i løb mod røgsøjlen, der ikke er særlig langt herfra. Jeg kan dog hurtigt høre løbende fødder bag mig, så vi er åbenbart gået med til det. Den eneste lyd i skoven er vores løbende fødder og de hivende åndedræt. Indtil..

En utroligt brag høres og det smerter i mine ører. Det er højt. Endnu et brag lyder, hurtigt efter det første. Højere. Kort efterfulgt af endnu et øredøvende brag. Højest. Bragene fortsætter lynende hurtigt efter hinanden, hvorefter det begynder at ringe for mine ører. En hyletone skriger op i mit hoved, og jeg sætter øjeblikkeligt fødderne i jorden for at bremse direkte op. Mit hoved skyder op. Forsyningerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...