Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13459Visninger
AA

28. Brændende ydmygelse - Cato

"Tak" smiler Glimmer, mens hun blinker overdrevent voldsomt til mig med et par meget flirtende lyseblå øjne omkranset af lange mørke øjenvipper. Egentlig har jeg lyst til at himle med øjnene og bede hende om at droppe det, men istedet for smiler jeg bare skævt til hende; udelukkende for at irritere Clove. Eller.. det tror jeg, det er, for mine tanker, følelser, holdninger og sådan set alt med relevans til Clove er mindst dobbelt så kaotisk som lodtrækningen hjemme i 2. Hvilket ellers er en hel del. For lige som jeg beslutter mig for at gøre en ende på Cloves liv, bliver mine mordplaner erstattet af det lykkelige minde, fra da vi var børn og legede ved åen.

Glimmer puffer til mig, mens hun nikker væk fra Clove; en hentydning til at vi skal gå. Jeg modstår trangen til at se tilbage efter Clove - der sikkert står tilsølet i sit eget næseblod såvel som Glimmers -, men vælger istedet for at gå ligegyldigt og overlegent væk fra Clove med Glimmer ved min side.

"Hun er bare for meget" sukker Glimmer højlydt præcis i en rækkevidde, så Clove lige akkurat kan høre os. Egentlig ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til det. For en gangs skyld er det nemlig ikke mig, der ikke har kunne styre mit temperament og derefter være gået amok på noget.. eller nogen. Det er faktisk for en afvekslings skyld meget rart. Selvom det selvfølgelig var enormt irriterende at få afbrudt vores ikke særlig motiverende jagt, eller det som vi kalder jagt. Men samtidig lettende, fordi jeg nu har en undskyldning for at slå Clove ihjel; hun kan simpelthen ikke styre sit temperament og lader det gå ud over andre - i dette tilfælde Glimmer. Jeg ignorerer det faktum, at jeg heller ikke er særlig god til det med temperamentet. Jeg lader det jo ikke gå ud over andre end mig selv. I hvert fald ikke fysisk.. eller fysisk på levende skabninger.
Jeg ender med at fnyse hånligt som svar på Glimmers konstatering.

Vi går et stykke tid, hvoraf Glimmer bruger stort set alt tiden på at kritisere Clove. Jeg nikker bare sammentykkende, kommer med nogle ja'er og hånlige snøft. Min ellers mindre aktive interesse i "samtalen" lader ikke til at gå Glimmer på, da hun fortsætter med at klage.

Hvad laver du Cato? Lader du hende bare blive hvor hun er: såret og hjælpeløs?, kommer det fra den mere menneskelige del af mig. Som svar på mit spørgsmål, kommer min fornuftige del med et ganske godt svar: du ville jo alligevel dræbe hende, hvilken forskel gør det?, og jeg kommer lidt i konflikt med mig selv. Det mest fornuftige er jo klart bare at fortsætte med at gå, men et eller andet i mig river i mig og beder mig om at gå tilbage. Efter et par ja'er til Glimmer, kommer jeg frem til, at det må være den del af mig, der bekymrer sig om Clove.

Vi er ved at være nået frem til Overflødighedshornet; Glimmer stadig brokkende, mig pinligt bevidst om hvor lidt vi har fået ud over denne jagt. Den korte afstand mellem Overflødighedshornet og Glimmer og Cloves lille kamp oplyser mig om, at vi formegentlig har gået parallelt med vores lejr. Altså nært ved skovbrynet. En duft af røg afslører, at de har tændt et bål. På lidt lang afstand kan vi se Marvel komme løbende mod os.

"Det var på tide! Vi tager på jagt nu!" råber han, mens han fægter lidt med armene samt et spyd. Han er faktisk ikke så slem, Marvel altså.

"Vi andre er kla.." begynder han igen råbende, men stopper midt i en sætning. Han lader til at have opdaget, at når 3 personer bliver sendt på jagt, og der kun kommer 2 tilbage, er der noget galt.

"Hvor er Clove?" råber han igen, men ikke så højt denne gang. Glimmer ser uroligt på mig - der forresten heller ikke ved, hvad jeg skal svare. Hvad havde vi ellers tænkt os at sige? Jeg må have været så optaget af mine tanker, og Glimmer har haft travlt med at brokke sig, at vi slet ikke tænkte over, hvad vi skulle sige til de andre.

"Hun er.." begynder jeg, men stopper ved det sidste ord. Død, helt ærligt? Kanonen har slet ikke lydt idag, snerrer jeg af mig selv. Og mine tanker, der har haft en del debat igang idag, er jeg efterhånden ved at være træt af. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne slå mine tanker og følelser fra og udelukkende følge min fornuft og mit instinkt. Men dette er ikke tilfældet.

"Hun blev for at jage lidt mere" nikker Glimmer med et kridhvidt falsk smil, da Marvel er tæt på. Han hæver øjenbrynene og ser vurderende på os. Armene er lagt over kors, mens han giver os elevatorblikket, sikkert i den tro at vi har såret hende - hvilket vi jo faktisk også har.

"Sikkert.. Men sig til hende at vi tager afsted på jagt nu.. og hvad er der sket med dig Glimmer?" siger han stadig med et vurderende blik. På sådan en irriterende beordrende måde. Dette får mig til straks at snerre et svar, før Glimmer så meget som åbner munden.

"Jeg bestemmer, hvornår vi tager på jagt" snerrer jeg, mens jeg sender ham et gennemborende blik. I modsætning til, hvad jeg egentlig har brug for, nikker han bare og tygger lidt på indersiden af sin kind. Fuldkommen accepterende.

"Fair nok.. hvornår tager vi så på jagt?" spørger han muntert, men med en mistænksom undertone, og lader til at have glemt Glimmer.

"Nu" svarer jeg hurtigt uden yderligere omsvøb. Marvel kvæler et suk, mens han kaster et blik mod de andre.

"Okay.. henter I så Clove?" spørger han en smule utålmodigt stadig med sit latterligt skeptiske blik klistret på ansigtet. Jeg veksler et kort blik med Glimmer - vi bliver nød til at hente hende. Uden at hverken Marvel eller Cher har set Cloves voldelige tendenser, har jeg ikke nogen undskyldning for at dræbe hende. Det er i hvert fald det jeg bilder mig selv ind...

Jeg nikker irriteret og sørger for at sende Marvel et nedladende blik, som jeg kun kan tillade mig, hvis jeg har højere rang end ham - hvilket jeg er, og lige vil forsikre ham om at jeg er - mens jeg puffer til Glimmer.

"Jeg finder mine ting frem, så kan du hente hende" siger hun tøvende, mens hun prøver at ligge skjul på, hvor meget hun ikke har lyst til at gå med tilbage. Men måden hun siger det på, er tøvende, hvilket viser at hun udemærket godt er klar over, at jeg heller ikke vil gå tilbage efter Clove, og derfor ikke bryder sig om at trodse mig.. eller trodse og trodse; gå imod det jeg vil. Det giver mig et lille smil på læben, indtil det går op for mig, at jeg skal hente Clove.. alene. Men på den anden side; jeg har ikke rigtig lyst til at nyde Glimmers selskab.

"Sikkert.." mumler jeg og må bøje mig for stoltheden, selvom det ydmyger mig. Jeg vender mig om, mens jeg begynder at gå. Tankerne, ydmygelsen, vreden og forvirringen hjemsøger stadig mit hoved, og jeg har mest af alt bare lyst til at slukke for alle tankerne, mens jeg bliver umådeligt tiltrukket af tanken om, at sådan en funktion skulle findes. Hurtigere end forventet når jeg ind omkring, hvor Clove og Glimmer kom op at slås. Min retningsans er ikke fantastisk, i forhold til mine andre egenskaber, så jeg er lidt usikker på vejen.

Da jeg løfter nogle grene til side, ser jeg straks hendes slanke skikkelse. Hun ligger udstrakt på skovbunden, og det er ærlig talt et under, at der ikke er sket hende noget. Et lettende sug går gennem maven på mig, mens jeg knæler ved siden af hendes krop. Det bløder ikke mere ud af hendes næse. Uden at tænke over det rækker jeg hånden frem for at skubbe hendes hår om bag øret. Lige så snart jeg indser dette, trækker jeg hånden til mig, som om jeg har brændt den. Jeg ryster på hovedet af mig selv og bliver enig om, at jeg ikke vil ydmyge mig selv ved at vække hende. Istedet for løfter jeg hende forsigtigt op og beslutter at gå med hende.

Men i det øjeblik jeg har løftet hende op, spræller hun som et vildt dyr og ryger ned på jorden igen. Et øjeblik ser hun vildt op på mig, som om jeg skulle til at myrde hende, hvorefter det bliver erstattet af forvirring.

"Hvad laver du?" spørger hun skeptisk, hvorefter hun rejser sig langsomt op - sikkert for ikke at falde. Jeg kan ligefrem lugte ydmygelsen, der lader til at forfølge mig idag. Jeg ryster bare irriteret på hovedet og minder mig selv om at være så spydig som muligt.

"Vi tager på jagt nu. Hvis du får lyst til at tage med." snerrer jeg i et forsøg på at lyde sarkastisk. Det virker tydeligvis ikke, og tavsheden bliver akavet, da vi begge er blevet ydmyget idag. Dræb hende, dræb hende, NU, bjæffer noget indeni mig. Jeg ignorerer dette og begynder at gå. Det bliver for mistænksomt hvis jeg slår hende ihjel nu, og egentlig synes jeg allerede, at dagen har været kompliceret nok.

 

"Godt.. lad os tage afsted" konstaterer jeg, da jeg ser ud over forsamlingen af kampklare ambisonere. Hver eneste person står i god tilstand med dødbringende våben - med undtagelse af Clove og Glimmer, som kun har dødbringende våben og ikke er i særlig god stand. Begge piger stirrer ondt på hinanden, men ingen har kommenteret Clove og Glimmers uheld, der omhandlede et vildt dyr, der overfladt dem, selvom den historie langt fra er troværdig. Nok fordi de alle sammen har regnet den ud og lader til at ville glemme det, siden vi skal fremstå som et stabilt team.

Mørket er for længst faldet på, da det tog længere tid, end vi havde regnet med, at gøre klar til jagt. Så lang tid at vi besluttede os for, at vi ville sove lidt og derefter jage hele natten. Nationalmelodien har for længst lydt; ingen døde sonere idag. Seerne mener åbenbart, at der har været nok drama idag - en ting jeg kan erklære mig enig i. Endnu en gang er drengen fra 3 beordret til at blive, da han bare er en klods om benet på os, når vi skal jage. Men selvom jeg hellere ville gå igang med jagten tidligt, foretrækker jeg faktisk at jage i den mørke nat. På den måde skærper jeg mine andre sanser, da det dårlige syn motiverer mine andre sanser til arbejde. Marvel og Glimmer har natbrillerne denne gang, da de rottede sig sammen og ville have det "mest retfærdigt som muligt". Men jeg klarer mig fint med en lommelygte.

Vi løber gennem skoven i en god fart, mens den kolde natteluft rammer os i ansigtet. Mine sanser skærpes automatisk, da mit syn ikke lige er det bedste. Jeg indånder duften af gran samt en masse kølig luft. Vores trampen er den eneste forstyrrelse i natten, hvor uglerne tuder, og diverse nattedyr er krøbet frem. Den kolde luft sniger sig op af mine arme og er lige kold hele natten. Ikke en eneste soner har vist sig, hvilket irriterer mig grænseløst. Jeg bider det hele tiden i mig, mens jeg fortsætter med at lede vores lille flok. Stemningen bliver efterhånden anspændt, i takt med at trangen til at se blod bliver større.

Ydmygende. Det er det eneste ord der kan beskrive min situation helt nøjagtigt lige nu. Vi har endnu ikke fundet en eneste soner, og natten er snart ved at blive til dagen. Men i det øjeblik, det føles mest håbløst, mest ydmygende og mindst spændende, begynder kulden pludselig at blive erstattet af varme.

"DUK JER!" brøler Marvel pludselig, da en ildkugle suser forbi vores ører. Instinktivt kaster jeg mig ned på maven, da jeg hører en hvislende lyd, samtidig med en hed varme nærmest brænder min ryg. Nu er der sket for lidt. Capitol vil have underholdning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...