Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13509Visninger
AA

51. Barfodsbadning - Clove

Lad os komme væk herfra

Det var de ord, Cato alvorligt hviskede, præcis samtidig med, at jeg tænkte det, inden vi begge instinktivt løb. Jeg samlede rygsækken op på vejen, og så løb vi bare. Vi så os ikke engang for, hvilket var utrolig dumt efter hele affæren med kviksandet, som ikke var kviksand, men vi kom endelig til skoven, fandt vandløbet og faldt udmattede om. Når jeg tænker på det, undrer det mig, at vi overhovedet stadig er i live, men det er vi. Jeg har først lige åbnet øjnene efter en dyb søvn, og jeg kan se, at Cato ligger et par meter længere henne og stadig ikke er ved bevidsthed.

Jeg skubber håndfladerne mod klippelandskabet under mig og sætter mig op. Prøver at bliver klar i hovedet. Jeg genkender ikke klipperne omkring mig eller den klare smalle flod, der løber gennem dem. På en eller anden måde har min underbevidsthed noteret sig, at vi er i skoven på den modsatte side af lysningen ved Overflødighedshornet, i forhold til hvor vi plejer at jage.

Da jeg først har fået det helt basale på plads, lægger jeg fokus på et af de mest grundlæggende behov for mennesket: tørst. Jeg troede, jeg var tørstig, dengang jeg var alene i skoven, men nu mærker jeg først tørstens magt for alvor. Det må være mange timer siden, jeg sidst fik noget at drikke - tusmørket er allerede faldet på - og markens hede bidrog til en alt for høj fordampning fra min krop tidligere på dagen. Med ulidelige smerter i halsen kravler jeg hen mod vandet, der stille sejler nedad uden anden forstyrrelse, end klipper der hist og her river strålerne midt over, før de roligt kan fortsætte deres vej mod det ukendte, som før. Lidt som Cato og jeg gør, falder det mig ind.

Jeg besværer mig ikke engang med at tage vandet op i hænderne, da jeg ligger på knæ foran vandløbet. Jod skænker jeg ikke en tanke. Det eneste, jeg gør, er at stikke mit ansigt ned til vandet og sluge det som et dyr i store mundfulde. Da jeg har drukket det, der føles som en halv sø, begynder jeg anstændigt at forme mine hænder til en skål og drikke derfra.

Da min tørst er stillet synker jeg udtæret sammen. Så slår det mig, at alting er normalt igen. De skiftende landskaber er væk, og Cato er igen den lyshårede, unge mand, jeg troede, jeg ville kunne genkende til enhver tid. Jeg sukker lettet.

Det er ikke svært at forestille sig, hvad der var sket, hvis Cato ikke var kommet tilbage. Selv efter han forsøgte at hjælpe mig, mistede jeg håbet for overlevelse, da den pludseligt stenhårde overflade holdt mig fast. Jeg mistede troen på, at der var en fremtid for mig, og det var ikke længere kviksandets forhindring, der gjorde mig svag: det var mit falmede håb.

En mumlen lyder ovre fra Cato's sammenkrøllede krop, og jeg går stille derover, mens jeg overvejer, om jeg burde vække ham, eller lade ham sove videre. Da jeg står sammenbøjet over ham, drejer han sig, mens han mumler i søvne igen. Jeg smiler. Det er meget sødt at tænke på, at selv frygtindgydende Cato taler i søvne, selvom det er helt uforståeligt, hvad han siger.

 

Jeg beslutter mig for at vække ham alligevel, så jeg sætter mig ned på hug og lægger en hånd på hver af hans overarme, så jeg blidt kan ruske ham. Inden jeg når det, reagerer han dog på min berøring.

"Clove, nej..."

Han har stadig lukkede øjne, og det tager mig omkring ti sekunder at regne ud, at det blot var mere mumlen i søvne. Jeg ville nok have smilet igen, men det var overhovedet ikke sjovt. Der var noget i hans stemme - noget desperat, vredt og sorgfuldt på én gang - der virkelig skræmte mig. Inden jeg kunne nå at vække ham, lød der endnu en uforståelig pludren, men jeg fangede alligevel et ord: elske.

"Cato, du skal vågne nu." siger jeg insisterende, men blidt, mens jeg rusker i hans krop. Ingen reaktion. Han må virkelig være udkørt, tænker jeg. Hans ansigt ser så fredfyldt ud, på trods af de foruroligende lyde, og jeg kan ikke nænne at vække ham. Jeg beslutter mig for at lade ham være. Jeg går i stedet hen til bredden af vandløbet igen og stikker begge mine fødder i det kølige vand, der formegentlig har været lunkent midt på dagen.

Jeg burde vække Cato, og det ved jeg godt, men han trænger tydeligvis virkelig til søvn, og jeg afgør med mig selv, at de få ting, som vi har efterladt ved Overflødighedshornet, ikke vil blive rørt af andre sonere. Det er de ikke dumme nok til at vove.

Pludselig slår tanken mig om, hvor sindssygt beskidt jeg egentlig er, og jeg mærker hvordan min krop er blevet helt tung af de kager af kviksand, der hænger på mit tøj. Selv i mit ansigt sidder der stadig en del tilbage, som er størknet og føles som et tykt lag mudder. Indenunder tøjet føles det også ubehageligt, så jeg tager chancen og smider forsigtigt tøjet ved vandkanten - som jeg ligger sikkert og tørt et par meter fra bredden - og håber på, at Cato vil sove lidt endnu. En større vovehals er jeg alligevel ikke, og jeg beholder det grå undertøj på, som jeg fik sammen med dragten til arenaen. Undertrøjen er lidt lille i det, og min mave bliver bar en centimeter over trussekanten, men når jeg hiver lidt ned i den, er det okay, og jeg skal jo også under vandet.

 

Vandet er koldt, men forfriskende, og jeg lader mig taknemmeligt synke ned i det. Så begynder jeg systematisk at skrubbe min krop - alle spor fra det forfærdelige kviksand skal slettes. Jeg starter med fødderne og arbejder mig op af benene og bliver ikke særlig overrasket over, hvor svært det er at skrubbe af. Det er ligeså stenhårdt som overfladen blev ude på marken, men til gengæld er laget meget tyndere, og det lykkes langsomt at få det af.

Jeg når til maven, hvor jeg diskret stikker hænderne ind under undertrøjen, mens jeg holder min overkrop under vandet. Ryggen er umulig for mig at ordne. Jeg har ikke kræfter nok i hænderne, når de skal holdes i en så akavet stilling, som de skal, hvis jeg skal skrubbe ryggen.

Det bedste ved det hele er, da jeg dykker med hele hovedet under vandet og får snavset af ansigtet. Den hestehale-knold jeg har i, løsner jeg fuldstændigt, og lader i stedet mit hår falde løst ned over mine skuldre. Jeg vasker også mit hår, så godt det er muligt. Som det klæber sig til min krop, helt vådt, er overfladen helt sort og blank. Smuk.

Dette er et tidspunkt, hvor jeg ville ønske, jeg kunne svømme og fordrive tiden således, men i stedet må jeg tage til takke med endnu et forsøg på at rengøre min ryg. Jeg står akavet med min højre arm over venstre skulder og rækker så langt ned så muligt, da jeg hører en stemme bag mig.

”Jeg kan snart ikke mere.”

Flovt flyver mine hænder automatisk ned til min undertrøje, som jeg trækker ned i, mens jeg pludselig føler, at det grå stof er gennemsigtigt. Jeg føler mig som en lille pige, der lige er blevet taget i at lege udklædning med sin mors tøj, og slet ikke som en næsten voksen kvinde, der blot vasker sig midt i et spil om overlevelse.

”Hva-, jeg troede, du sov” mumler jeg og føler mig meget utilpas i min lette påklædning.

”Jeg mener det Clove.”

”Hvornår vågnede du?” spørger jeg lettere febrilsk og skifter emne. Jeg er ikke sikker på, jeg ved, hvad han mener, men det gør jeg nok alligevel. Jeg kan bare ikke tåle at høre det, for jeg har selv brugt så meget energi på at skubbe det væk, og hvis vi først begynder, så krakelerer det hele. Jeg bliver vanvittig. Jeg føler tydeligt revnerne i min fornuft. Jeg bliver langsomt, men sikkert, gal.

”Jeg mener det.” gentager Cato alvorligt.

”Hvad er det, Cato?” giver jeg efter, og han ser lidt frustreret på mig.

”Vi hader hinanden og elsker hinanden, og vi redder hinanden, og du er lige ved at dø, og jeg ser min far, og jeg tænker på hjem, og jeg får pludselig hjemve, men så vil jeg alligevel ikke hjem, for jeg har ikke et hjem, og jeg hader hjem. Så er der også den detalje, at jeg snart er nødt til at slå alle ihjel. Min psyke, det.. Jeg knækker snart; jeg kan ikke mere.”

Et øjeblik har jeg ufattelig dårlig samvittighed – men hvordan kan man have dårlig samvittighed over at være lige ved at ? - men øjeblikket er hurtigt ovre, og jeg bliver pludselig vred.

”Ved du hvad Cato? Det er heller ikke, fordi jeg synes, det er fedt, men nu er vi her, og vi er nødt til at afslutte, hvad vi begyndte!” siger jeg med hævet stemme, men jeg råber ikke, af frygt for at andre sonere vil opspore os på den høje lyd.

Cato stirrer bare olmt på mig, og han ser ud, som om han giver op.

”Jeg gider det ikke Clove, kan vi ikke bare..” han tøver og skifter derefter emne. ”Skal du have noget hjælp med det dér?" siger han og peger mod mig, vistnok på min ryg, og griner så prøvende. Forsøger sikkert at lette stemningen, der havde tagte en lidt dyster drejning.

Først har jeg slet ikke tænkt mig at svare, men han prøver jo bare at være god, så jeg beslutter mig alligevel for at tage imod tilbuddet om en bedre stemning og en egentlig meget velkommen hjælp til at få den sidste faretruende masse skyllet af min krop.

"Ja tak, jeg vil gerne have noget hjælp med det her." Cato ser helt forfjamsket ud, som om han slet ikke havde regnet med det svar. Så tager han sig sammen igen og smiler lidt mere selvsikkert. Jeg tvinger mig selv til at se væk, mens han smider sine sko, bluse og bukser. Ikke at jeg ville kunne se meget alligevel: hans skikkelse er næsten kun en silhuet i aftenmørket.

"Det er det der kviksand..." mumler jeg usikkert, da han kommer vadende gennem vandet, for jeg havde egentlig ikke regnet med, at han ville gøre det. Men her var han så, og inden jeg vidste af det, kunne jeg mærke begge hans hænder på min ryg under min undertrøje. Han bevægede dem i faste og hårde mønstre, og jeg kunne føle kviksandet opløses og falde af. Følelsen af hans hænder på min ryg føltes på en måde dejlig velkendt, men alligevel er jeg helt anspændt, mens det foregår, og det irriterer mig, at jeg ikke kan se hans ansigt og aflæse, om han føler den samme anspændthed som mig. Situationen er akavet på en måde uden at være det.

"Så tror jeg, vi er ved at være færdige her." lyder en hvisken pludselig, og jeg mærker Cato's hænder stryge en sidste gang nedad min ryg. Jeg kan nærmest mærke, hvordan han fejer mit hår til side og blidt kysser mig i nakken, men det sker selvfølgelig ikke. Heldigvis.

"Tak Ca-," svarer jeg stille, mens jeg drejer en halv omgang, så jeg står ansigt til ansigt med ham. Han står med hænderne underligt løftet, som om han var ved at udføre en handling, som min vending brat forhindrede ham i.

"Ingen," han rømmer sig, "Ingen årsag."

Stilhed. Vi står kun med omkring femten centimeter mellem vores ansigter, og skønt Cato er en del højere end mig, så føler jeg ikke, at han ser ned på mig: snarere tværtimod. Vores kroppe strejfer hinanden engang imellem, og ingen af os rører os. Det i luften er der endnu og stærkere end før. Som.. elektricitet?

Langsomt, meget langsomt, ser jeg, hvordan Cato rykker sit ansigt tættere på mit. Så går det op for mig, at det ligeså meget er mig, der bevæger mig fremad. Jeg skal lige til at give efter og lukke øjnene, da jeg drejer hovedet brat til siden. Cato trækker sig straks lidt tilbage. Situationen er først nu akavet, og det bliver ikke bedre af, at jeg har en forfærdelig trang til at rive hans ansigt tilbage til mit og kysse det, køre mine fingre legende over hans markerede og blottede mavemuskler samt lade hans hænder kærtegne mit ansigt, rode i mit hår og drillende strejfe mine læber.

For at redde situationen sætter jeg et falsk smil på, der hurtigt bliver ægte, da jeg ser Cato's forurettede, men begejstrede, ansigtsudtryk, efter jeg har sprøjtet vand i hovedet på ham meget pludseligt.

"Hey, din lille...!" udbryder han og sprøjter straks tilbage.

"Ja kom og tag din hævn Cato! Se om du kan fange en lille pige som mig!" råber jeg og er allerede et par meter væk. Det er svært at løbe gennem vandet, men vi gør det alligevel, og han fanger mig, og sammenfiltret ruller vi rundt, og jeg slipper fri, og så begynder jagten om igen, men denne gang med Cato som offeret. Vi leger, vi leger rigtigt, og selvom vi ikke siger et ord, så siger vi alting med vores helt egen kommunikationsform.

Vi er ligesom Cato og Clove for mange år siden. Ligesom da vi mødte hinanden. Bortset fra at denne gang har jeg husket at tage skoene af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...