Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13474Visninger
AA

17. Bag om scenen - Clove

Jeg står i rækken af sonere og venter på, at vi samlet skal gå ind og finde vores pladser. Så vil sonerne komme op til Caesar Flickerman, som skal interviewe os, én ad gangen. Dette interview er meget afgørende, når det kommer til sponsorere. Det er sidste chance for at imponere dem.

Jeg tager mig selv i at trippe nervøst. Her for tiden aner jeg ikke, hvad der går af mig. Lige siden jeg løb op på den scene, har jeg ændret mig. Hele situationen har fået mange flere følelser op i mig, end jeg overhovedet anede, jeg havde. Før mit navn blev råbt ud over Distrikt 2 den dag, havde jeg aldrig forestillet mig, at bare forberedelserne før Spillet skulle ændre mig sådan. Jeg skulle bare få sponsorer, ind i arenaen, vinde og vende hjem igen. Men sådan havde skæbnen åbenbart ikke tænkt sig at lade det foregå.

"Og nu, mine damer og herrer, vil I for sidste gang se vores modige sonere, inden de skal ind og skrive historie i arenaen!" hører jeg en stemme over højtaleranlægget råbe, som jeg ved er Caesars, og jeg hører publikums jubel. Det næste øjeblik følger jeg som en robot efter Glimmer og Marvel ind på scenen. Projektørerne nærmest blænder mig, men jeg holder hovedet koldt og smiler og vinker til den kolossale forsamling foran scenen. Jeg sætter mig, da alle er kommet ind, og derefter kan jeg ikke gøre andet end at vente. Først på at det bliver min tur, derefter på at de andre er færdige. Og så er der jo lige mit interview imellem...

Først træder Glimmer frem og sætter sig i en hvid stol. Hun bærer en gennemsigtig guldkåbe og fremstår utrolig sexet. Hendes 3 minutters interview flyver afsted, og det går formegentlig ret godt for hende. Da jeg fokuserer mest på at kontrollere mit eget åndedræt, er jeg ikke sikker. 

Pludselig sætter Marvel sig ved siden af mig, og jeg kan høre hvordan publikum vræler af grin. Så præsenterer Caesar næste soner, som jo sjovt nok er mig.

"Og nu til en meget smuk pige, hvis handlekraft man bestemt ikke må undervurdere. Den ivrige pige fra Distrikt 2 - Clooooove Xanners!" råber han til publikum, og jeg ved, at det er mit stikord. Som i en drøm går jeg hen og sætter mig i stolen, og da Caesar stiller mig det første spørgsmål, kommer jeg heldigvis straks til mig selv. Pludselig er jeg fuldstændig vågen og bevidst om alt, der sker omkring mig.

"Clove.. Du lader dig tilsyneladende bestemt ikke glemme. Din fantastiske karakter fra din individuelle optræden holder jo på opmærksomheden, men det, der slet ikke kan få mig til at glemme dig, er det livsbekræftende løb, du satte i på høstdagen. Hvorfor gjorde du egentlig det?" spørger han og læner sig nysgerrigt frem. Først skal jeg til at svare kort og kontant, at det ikke kommer ham ved, men så husker jeg, hvor jeg er og tager det største falske smil på, jeg kan præstere.

"Naturligvis for at kunne bringe mit distrikt stolthed og ære. Og desuden må jeg tilstå, at jeg altid har drømt om at se denne storslåede by, så det trak også en smule" siger jeg og fortryder straks, fordi jeg lyder som et lalleglad pigebarn, der ikke ville kunne slå en flue ihjel. Men jeg må få det bedste ud af det.

"Selvfølgelig ville du bringe dem ære, og det er jeg sikker på, at du kommer til uanset hvad, der sker. Og nu hvor du er i Capitol, hvad synes du så om den?"

"Ord kan ikke beskrive det Caesar. Men hvis jeg skulle prøve, må 'storslået' være det bedste bud. Her er simpelthen fantastisk!" hviner jeg og er lige ved at rulle øjne af mig selv. Jeg kan bare fornemme hvordan Cato sidder bagved og griner i sit stille sind.

"Fantastisk!" råber Caesar som et ekko af mit udbrud. "Er hun ikke henrivende folkens?" siger han derefter og vender sin opmærksomhed mod publikum. Til min store overraskelse råber de alle bifaldende og klapper højlydt. En pludselig indskydelse får mig til at sende et luftkys ud til dem som tak, og de forsøger alle at gribe det.

"Men Clove, byen her er jo ikke alt. Du skal snart ind og kæmpe for dit liv. Hvordan har du det med det? Har du en plan?" spørger han og rynker brynene - straks meget mere alvorlig. Jeg griber chancen for at komme væk fra mit nye lillepige-image og svarer eftertænksomt og en smule lumskt.

"Jeg kan kun sige, at jeg ser frem til det. Planer har ikke mange af, for jeg ved, at mine knive vil klare alle..forhindringer, jeg vil støde på." siger jeg med et hævet øjenbryn.

Caesar gyser og holder sig til hovedet, mens publikum halvt gisper, halvt jubler. Sandsynligvis dels på grund af min åbne udmelding og dels på grund af de nye informationer, de lige har fået om mine våbenfærdigheder. De ser os jo ikke til træningen, så for dem er dette en meget værdifuld viden.

"Jeg må ærligt sige, at jeg er lykkelig for, at jeg kun skal se på, mens du og dine knive leger" sukker Caesar og smiler derefter stort. Jeg ved, at tiden snart er gået, så jeg forventer kun at skulle besvare et sidste spørgsmål, hvilket ikke skulle volde store kvaler.

"Her til sidst er der lige en enkelt ting, jeg gerne vil vide min pige. Derhjemme.. hvordan tror du dine forældre, og måske søskende, håndterer dette? Er de stolte eller måske kun bekymrede på dine vegne?" Spørgsmålet, han stiller, er ganske uskyldigt, men det får mig til at stivne. Han lader ikke til at lægge mærke til det, så jeg skynder mig at finde på en løgn. Sandheden vil gøre for ondt at fortælle.

"Jeg har ingen søskende, men min far er helt sikkert meget stolt." svarer jeg kort og glemmer helt at nævne min mor. Nu har jeg lige gjort det klart, at der er noget spændende omkring min mor, som publikum ikke kender til. Og selvfølgelig vil Caesar tage dette op.

Til min store overraskelse hjælper han mig - bevidst eller ubevidst - så det hverken bliver pinligt eller følsomt. "Hvad med din mor? Hun er måske kun bekymret? Eller bor du slet ikke hos hende?" Han siger det, som var det det mest naturlige i verden. Det er det bare ikke. Alle børn, hvis forældre begge er i live, i distrikterne bor sammen med både deres mor og far.

"Øhm, altså, nej, hun bor ikke hos os mere, øh.." og længere når jeg ikke, før brummeren lyder, og interviewet er nødt til at afsluttes. Reddet af gonggongen. Bogstavligt talt. 

"Det har været vid-und-er-ligt at få lov at tale med dig Clove. Distrikt 2 kan helt sikkert være stolt af dig. Jeg vil følge hvert et skridt, du tager, i arenaen og ønske dig held og lykke." siger han, alvorlig igen, og fortsætter henvendt til publikum. "Clove Xanners mine damer og herrer!"

Som i en trance sætter jeg mig ned igen. Tilskuerne skriger og klapper helt overstadigt, og jeg må indrømme, at jeg alt i alt er tilfreds. Det er en lettelse. Den næste, der skal op, er Cato. Under hele interviewet fremstår han kold og kynisk - næsten barbarisk. Og Caesar fortsætter sit sædvanlige system og spørger ham først om det mere enten spændende eller personlige til allersidst.

"Cato. Dig og Clove. Fortæl mig: I så mig noget hemmelighedsfulde ud, da I snakkede sammen under åbningsceremonien. Vi er gode til at holde på hemmeligheder her i Capitol, og jeg er sikker på, at dem ude i distrikterne heller ikke sladrer. Så hvad talte I om?" spørger han, og jeg bliver meget overrasket over, at nogle overhovedet bemærkede den korte samtale, der var foregået mellem os. Den, hvor Cato fortalte, at han ville slå Katniss ihjel. Han lyver perfekt, da han med det samme svarer.

"Selvfølgelig må I vide det. Jeg fortalte blot Clove, hvor tørstig, jeg egentlig var. Intet særligt, jeg trængte bare til vand." siger han og Caesar nikker skuffet. Dog lyser han lidt op, da Cato vender sig om og blinker til mig. Det samme gør publikum. Så lyder brummeren og der klappes igen helt vildt. Om det er på grund af hans dræberagtige attitude igennem hele interviewet, eller det interne blik han udvekslede med mig til sidst, ved jeg ikke. Nok en kombination.

Og jeg fanger den selvfølgelig med det samme. Han trængte til vand. Vand der kan slukke ild. Og da Cato vender sig om og går ned mod pladsen ved siden af mig, kan jeg ikke lade være med at bemærke det hadefulde blik, han sender Katniss og hendes distriktsparter. Men hvorfor og hvordan man så hurtigt kan komme til at hade en anden soner, ved jeg ikke. Jeg er kun sikker på, at han mener det seriøst.

Og det bliver ikke bedre bag scenen, da det hele er overstået, med Catos skulende blikke. Igen tog parret fra Distrikt 12 al opmærksomheden. Kærlighed mellem to sonere fra samme distrikt - så bliver det da heller ikke latterligere. . .

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...