Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13500Visninger
AA

18. At undskylde - Cato

"Det, tror jeg ikke, vil gøre det. At vinde... det vil ikke hjælpe mig" mumler drengen fra 12 - ham med det ufortjente 8-tal. Jeg fnyser hånligt, mens jeg betragter ham. Latterligt kærlighedsdrama som han har gang i. Men til min store irritation, tiltrækker det publikum, og de, der ikke er her til vores interviews, må  sidde klinet op af skærmen. Selvom jeg klarede mig ganske godt, kan jeg ikke benægte, at han gør mig kunsten efter. Selvfølgelig kun med hans latterlige kærlighedsproblemer som ærlig talt ikke rager mig en skid.  

"Hvorfor dog ikke?" spørger Caesar undrende Distrikt 12 drengen, som straks bliver knaldrød i hovedet. Ynkeligt, er det eneste ord der går gennem mit hoved, da jeg betragter drengen.

"F-fordi... fordi hun kom hertil sammen med mig" stammer drengen og efterlader hele salen i åndeløs spænding. Kameraet hviler på hans nedslåede øjne og søger bagefter over til pigen fra 12, der har munden halvt åben. Hun ser latterlig ud. Men ikke lige så latterlig som drengens kærlighedserklæring lyder. Endnu en gang stjæler de rampelyset og efterlader de andre sonere i et med tapetet. Endnu en gang bliver folk vildledt, af en eller anden latterligt heldig og tilfældig ting, ved disse nyttesløse sonere. Endnu en gang er det mig, der bliver glemt, selvom jeg fortjente rampelyset endnu mere end dem. Endnu en gang længes jeg efter at putte mine hænder omkring pigens - denne gang også drengens - hals og sørge for, at det bliver deres sidste heldige øjeblik.

Rystende af raseri, borer jeg mine negle ind i min håndflade for at distrahere mig selv fra den store vrede. Jeg kan mærke en svien i mine håndflader og bagefter en varm væske, der løber ned af mit håndled. Blodet farver min sølvfarvede jakke rød og ødelægger tøjet. Men det er lige meget. Det distraherer mig fra vreden, der lige nu flammer op i mig. Hvis jeg ikke snart får lov til at lade den brænde, bliver det om muligt endnu værre. Desuden var interviewet en engangsforestilling - en spildt en af slagsen - og tøjet bliver sikkert smidt ud igen. Ikke at jeg bekymrer mig om det..

"Beklager. Regler er regler, og Katniss Everdeen har brugt sin tid. Nå, men held og lykke til dig, Peeta Mellark, og jeg tror, at jeg taler på hele Panems vegne, når jeg siger, at vi vil tænke på jer" siger Caesar og river mig ud af mine rasende tanker. Hvad det var, han beklagede, kan jeg ikke sige noget om. 

"Tak" mumler, nærmest snøfter, Peeta stille efter et latterligt øredøvende brøl fra publikums side. Det gør mig endnu mere rasende, og jeg bider tænderne hårdere sammen, end jeg troede var muligt. Blændet af raseri fokuserer jeg på mine fødder, i håb om at noget så kedeligt som sko kan distrahere mig fra vreden. Hvilket ikke er tilfældet. Med ét får jeg en albue i siden af Clove, da nationalmelodien bliver spillet, og alle sonerne rejser sig op. Rystende adlyder jeg og kommer ved et uheld til at se op på en af de mange skærme, hvor der selvfølgelig vises parret fra 12. Jeg tager mig selv i at kvæle et vredesudbrud og får dermed tilsendt mig et irriteret blik fra Clove.

Nationalmelodien stopper, og vi går alle sammen tilbage til træningscentret i en lang, meget lige række. Vi går alle tavse hen til elevatoren og havde jeg ikke været så rasende, havde det føltes akavet. Men jeg er rasende, så jeg lægger absolut ikke mærke til noget. Vi går et par stykker ind i elevatoren af gangen, men jeg lægger ikke mærke til, hvem der går ind hvornår. Kun at jeg følger rystende efter Clove, da hun træder ind i elevatoren. Den stopper ved første etage så jeg går ud fra, at Glimmer eller Marvel er med denne elevator. Da vi når anden etage, går jeg rystende ud efterfulgt af Clove. Dørene lukkes, og endnu en gang kan jeg slippe min vrede løs..

Denne gang er det også et spejl, der er det uheldige offer. Og også denne gang hopper Clove forskrækket til side.

"Jeg kunne.. Latterlige kærlighedserklæ.. Den.." begynder jeg; uden at kunne sætte ord sammen af bare raseri. Mine hænder bløder endnu mere, og jeg knytter dem rasende sammen for at smadre næven ind i vase med blå blomster. Jord, blomster og skår hagler ned på jorden.

"Nu styrer du dig! Jeg er så ufatteligt træt af dit temperament!" hvæser Clove rasende, mens hun sender mig det mest hadefulde blik, hun kan præstere. Og af en eller anden grund, gør det mig dårligt tilpas. Men alligevel mander jeg mig op, og giver hende et svar igen.

"Jamen! Kan du ikke se det? Åben dog dine øjne! De stjæler ikke bare rampelyset, men formindsker også vores chancer for at vinde!" hvæser jeg, selvom jeg mest af alt bare har lyst til at forsvinde ind i mit værelse. Alligevel sender jeg hende et hadefuldt blik tilbage og håber på, at det kan irritere hende.

"Det er da utroligt! Er det ikke dig, der mener, at du kan klare alt? Jamen, hvorfor skulle du så have brug for at have publikum med dig, når du kan håndtere alt selv?!" snerrer hun, mens hun også knytter hænderne. Utroligt at jeg kan få hende til at blive rasende, når en åndssvag, opmærksomhedsstjælende kærlighedserklæring ikke kan. Hvilket er enormt frustrende, og jeg får lyst til at kvæle hende samtidig med, at jeg får lyst til at skride herfra.

"Jeg.. Kan du.." begynder jeg uden at vide, hvilke ord jeg skal lukke ud. Et hånligt smil breder sig i Clove's ansigt, og hun fnyser irriteret. Til min store overraskelse ender jeg med at vælge den mindre voldelige og sadistiske måde..

"Jeg er træt af at skændes Clove.." siger jeg opgivende, men i et koldt tonefald. Og jeg overvejer kraftigt at trampe ind på mit værelse og smække døren i hovedet på hende. Altså efter jeg har snakket færdig. Men det får jeg ikke lov til, for Clove åbner munden i protest og ser rasende på mig..

"Så du er træt af at skændes Cato? Hva'? Dig? Det er simpelthen dig, der er træt af at skændes? Det var dog den mest løgnagtige, falske ting du nogensinde har sagt! Og hvad så nu? Nu vil du vel være venner? For vi har jo så utrolig meget til fælles og vil være det bedste team i heeele verden, ikke? Nej, for du er overhovedet ikke ligeglad med mig, vel? Du bekymrer..." begynder hun med en stemme, der drypper af sarkasme med en undertone af ukontrolleret raseri. Egentlig vil jeg bare råbe et eller andet afbrydende, skride og smadre døren i hovedet på hende, men det er det fuldkommen modsatte, som jeg vælger at gøre..

I et skridt er jeg ovre mod Clove, der stadig er rasende. Jeg trækker hende ind til mig og pludselig mødes vores læber. Den rasende strøm af ord fra Clove bliver afbrudt, og til min store overraskelse kysser hun mig igen. Hendes hænder ender bag min nakke, og jeg placerer mine hænder på hendes hofter og trækker hende ind til mig. Mine læber bevæger sig i ukendte mønstre mod hendes, og vi vakler baglæns, så hun står op af væggen. Jeg kan mærke hendes hænder rode op  mit hår istedet for at knytte sig sammen af raseri over mig. Men med ét bliver vores kys afbrudt..
  
En lille klokke lyder, og nogle elevatordøre åbnes. To forskrækkede gisp lyder, og jeg går ud fra, at Ria og Alexis har fået kæmpet sig vej gennem menneskemængden. Jeg kan mærke Clove's læber river sig løs fra mine, og vi vikler os med lidt besvær fri af hinanden. Lidt klodset får vi begge vendt os om, hvor vi ser to meget chokerede kvinder. Både Alexis og Ria stirrer chokerede på os begge med hvidt åbne munde. Clove ser akavet ned i jorden, og det er umuligt for mig at vide, hvad hun tænker. Mit blik møder Rias, der stadig er for chokeret til at sige noget. 
  
"Jeg ehh.. Vi øh.. Undskyld" mumler jeg uden at vide, hvad jeg skal sige. 
"Undskyld?" måber Clove chokeret, mens hun undrende sender mig et hurtigt blik. Hvad fanden har jeg gang i? Hvad tænkte jeg på? 

"Glem det" snerrer jeg og stormer ud af gangen og ind på mit værelse, hvor jeg smækker døren i hovedet på dem alle tre og efterlader en meget chokeret Clove samt to overraskede kvinder. Kort efter lyder der endnu et smæk med døren, hvoraf jeg vil gætte på, at Clove heller ikke havde noget at sige. Samtidig er jeg mundlam. Hvad gik der af mig? Og vigtigere endnu.. Hvad gik der af os? Hvad var det lige, der skete? Jeg er ærlig talt for forvirret til at kunne fatte ret meget lige nu. Der er kun nogle få ting, jeg er sikker på..
Jeg kyssede Clove Xanners.
Jeg kyssede Clove Xanners, der hader mig.
Jeg kyssede Clove Xanners, der hader mig, og hun kyssede mig igen.
Jeg kyssede Clove Xanners, der hader mig, og hun kyssede  mig igen, og jeg nød det.
Jeg kyssede Clove Xanners, der hader mig, og hun kyssede mig igen, og jeg nød det, meget mere end jeg skulle... 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...