Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13478Visninger
AA

32. At føre en samtale - Cato

"Årh, lad hende bare blive deroppe. Hun har jo ingen steder at gå hen. Vi klarer hende i morgen" konstaterer loverboy, mens han ser op på Ildpigen med et underligt ansigtsudtryk, hvorefter jorden pludselig lader til at blive meget spændende for ham. Han bider sig skamfuldt i læben - det er i hvert fald sådan, jeg tolker det - og ser pludselig ikke så selvsikker ud mere. Mine blå øjne møder hans, og uanset hvor utroligt det lyder, er mit blik ikke koldt og dømmende, men langt mere undrende. Hvorfor pludselig denne usikkerhed?

Før jeg når at tænke mere over det, begynder en stemme i mit hoved at skrige en ordre til min krop; det er min dominerende side, der taler til mig og minder mig om, at han kom med et bedre forslag end mig.

"Okay... En eller anden: lav et bål!" hvæser jeg beordrende og har straks taget den kolde maske på igen. Den kolde maske der indikerer, at det ikke er Cato der taler, men lederen af ambisonerne. Ham der ikke har andre behov at tilfredsstille end de generelle som mad, drikke og søvn: og så en evig blodtørst. Når jeg tænker nærmere over det, er der faktisk ingen, der kender en anden Cato end ambisoneren Cato - måske med undtagelse af Clove.. den anden Cato? Jeg stopper mig selv et øjeblik, mens jeg giver mig selv en mental lussing. Der er ikke nogen anden Cato. Eller er der?.. igen stopper jeg mig selv, mens minder, som jeg næsten havde glemt, strømmer ind over mig. Min far, der råber af mig - ambisonere skal ikke have følelser. Følelser betyder svage punkter, og svage punkter findes ikke for mig. Slut på min personlige diskussion.

Min tankestrøm bliver afbrudt, af de andre ambisonere - dem jeg leder, minder jeg lige mig selv om - der er ved at slå lejr under 12's træ. Irriteret kaster jeg et blik op mod hende. Fejt, sådan at gemme sig i et træ. Mine i forvejen hadefulde tanker om hende, bliver om muligt endnu mere hadefulde og rasende. Indre billeder, hvor jeg torturerer hende på forskellige måder, dukker op i mit hoved, og det tager mig længere tid, end jeg havde regnet med, at fortrænge dem. Egentlig ville jeg ikke have noget imod at have dem kørende i mit hoved, men jeg overbeviser mig selv om, at det så ikke vil rumme den samme glæde, når jeg endelig dræber hende.

 

Efterhånden får vi sat tingene op til lejr, og opdager til vores store uheld, at Glimmer har glemt at pakke bare et telt. Så vi må altså nøjes med at sove i naturen uden den mindste form for beskyttelse mod vilde dyr, eller andre ubehageligheder, der sandsynligvis befinder sig i området. Dette fremkalder et raseriudbrud fra mig, og Glimmer bliver chokerende utilpas og lader til at miste sin selvsikkerhed. Hun forholder sig tavs resten af "arbejdstiden".

Da mit værste raseriudbrud er ovre, vælger jeg, at lade de andre tage sig af forberedelsen af aftensmaden. Vi ender med nogle strimler med kød, dåsesuppe og lidt grøntsager til - alt i alt ikke specielt dårligt taget i betragtning af, at vi ikke er ved vores oprigtige lejr ved Overflødighedshornet. Selvom jeg ud fra, området dog kan sige, at vi er meget tæt på. Vi får også tændt et bål - både for varmens og madens skyld. Marvel forslår kort, at vi brænder træet, som 12 sidder i, men Cher modsiger ham hurtigt, med begrundelsen at vi kan risikere at brænde større dele end beregnet ned. Ingen siger hende imod, og stilheden ligger sig igen over os, mens vi nyder vores mad. Kødstrimlerne er lidt tørre, og smager ret saltede - ikke just det luksusmad som jeg, i Capitol, var blevet vant til. Suppen er faktisk udmærket sammenlignet med resten af maden.

Men midt i maden kommer jeg i tanke om noget. Noget jeg skulle have gjort for længst. Jeg skulle have dræbt Clove. Men i stedet for at jage mit sværd ind i hendes lille ynkelige krop, og langsomt se livet dræne ud af hende, har jeg satset mit eget liv ved at kaste mig ind foran hende, for at redde hende fra en ildkugle, og derefter selv blevet forbrændt. Ikke lige hvad man ville definere som mord. Hvis det er noget, må det da være selvmordsforsøg.

Mine tanker glider over til noget andet, men stadig inden for det samme emne. Vi kan ikke beslutte os.. vi startede med at hade hinanden, og midt i alt hadet kysser jeg hende, og man kan vist roligt sige, at jeg ikke var ene om det. Vi hader hinanden igen, jeg redder hende. Eller 'redder' er måske for meget sagt, men jeg henter hende. Igen hader vi hinanden, og så redder vi hinanden fra ilden. Og nu sidder jeg og planlægger hendes død. Det er lidt som om, at vi ikke kan beslutte os. Vi starter med at hade hinanden, men da vi bliver kastet ind i Spillet, fungerer det tilsyneladende ikke. Men når vi ubevidst prøver noget andet end had, fungerer det heller ikke, og vi kaster os tilbage til hadet, udelukkende for at finde ud af, at det virker omtrent lige så dårligt som det andet. Hvilket vil sige elendigt...

"Hvem skal starte med at være vagt?" spørger Marvel stille og river mig ud af mine tanker.

"Det gør jeg" svarer jeg koldt. Tid til tanker lyder langtfra fristende, men det bliver med garanti værre, hvis jeg prøver at falde i søvn. Mit alternativ er derfor at blive vågen, og uanset hvor lidt jeg har lyst til det: tænke det igennem.

"Fint nok... men så vil jeg få lidt søvn" nikker Marvel sammentykkende. Cher får hurtigt erklæret sig enig, efterfulgt af Glimmer. Selvom Glimmer dog er hurtig til at konstatere, at hun gerne tager en lang vagt senere i nat. Tilbage er mig, loverboy og Clove så. Dejligt jo, så har jeg jo slet ikke nogen til at distrahere mig, tænker jeg sarkastisk. Men på trods af den sarkastiske tanke, er jeg faktisk lettet, da de får mig til at udskyde de mange tanker. Hvilket skal betragtes som uheldigt, men som min mindre modige side betragter som held.

"Hvad med jer?" spørger Cher forsigtigt, mens hun ser på 12 og Clove. Loverboy skærer ansigt, bider sig i læben, og ser pinefuldt ned i jorden. Hvilket fryder mig. Et tilfredst fnyst slipper ud af min mund, og loverboy ser misbilligende på mig. Spørgende hæver jeg øjenbrynene.

"Er der et problem loverboy?" spørger jeg irriteret.

"Peeta.." retter han mig.

"Og nej, der er ikke et problem." tilføjer han, før jeg når at afbryde ham.

"Okay.. men hvis du begynder at spille dramatisk tudeprins, så knækker jeg halsen om på dig, før du kan nå at skrige efter din ynkelige ildpige." snerrer jeg, mens jeg sender ham det ondeste blik, jeg kan præstere. Hans overdramatiske jeg-har-det-så-hårdt optræden er simpelthen noget af det ynkeligste jeg nogensinde har set. I modsætning af hvad jeg havde forventet, bliver han ikke sur, men hæver bare overrasket øjenbrynene. Men hvad, jeg egentlig havde forventet, står mig faktisk også uklart, da jeg aldrig har mødt en, der er så svær at afkode - med undtagelse af Clove.

Loverboy alias Peeta sukker bare og sætter sig op ad Ildpigens træ. Det pisser mig faktisk ret meget af, men (u)heldigvis har jeg stolthed nok til at ignorere det. For egentlig kunne jeg godt trænge til en lille kamp eller bare et eller andet dramatisk, selvom det måske lyder underligt, at jeg har lyst til mere drama. Som om jeg ikke har nok i forvejen, fnyser jeg af mig selv.

Loverboy - jeg når frem til, at jeg egentlig er komplet ligeglad med hans rigtige navn, så jeg kan ligeså godt referere til ham som loverboy - sidder op af 12's træ med lukkede øjne. Jeg modstår en stærk trang til at gå over og rive hovedet af ham. Men så er det, at det slår mig; han har udført sit job. Han har ført os til hende, og imorgen dræber vi hende. I princippet kunne jeg jo godt brække nakken på ham for derefter at gøre arbejdet færdig med hans ildpige. Et øjeblik tænker jeg lidt over, hvad det er, der holder mig tilbage, indtil det går op for mig. Jeg er usikker.

Ikke usikker på at dræbe ham; havde jeg fået en ordre om det, havde han været død inden for ½ minut.. nærmere usikker på om det er klogt. Hvis nu 12 slipper væk, hvem skal så give os analyse af hendes vaner og dermed føre os til hende? Men hvorfor skulle hun dog slippe væk? Er jeg virkelig usikker på, om jeg kan dræbe hende, inden hun slipper væk? Spørgsmålet formår at gøre mig både utilpas og usikker. Ironisk. Og midt i det hele står jeg i en diskussion med mig selv, og jeg beslutter mig for at sætte mig ned. Byrden letter straks lidt mere, da jeg sætter mig ned, hvilket i sig selv er ret underligt, som om det, at sætte sig ned og gøre absolut ingenting, ville hjælpe på mit problem. Hvilket det selvfølgelig ikke gør. Bare tanken er absurd. At gøre ingenting og bare lade det komme af sig selv har aldrig været en fremgangsmetode, jeg har taget brug af.

"Cato..?" lyder det bag mig, og en velkendt stemme afbryder mine tanker. I det øjeblik jeg genkender stemmen - hvilket er lige med det samme - stivner mit ansigtudtryk, og det samme gør min krop. Jeg sidder med ryggen til Clove, hvilket jeg lige nu priser mig lykkelig for, så hun ikke kan se mit anspændte ansigtsudtryk. Sjovt, som hver gang hun henvender sig til mig, uden at lyde anklagende, irriteret, rasende og i det hele tiden negativ, bliver jeg pludselig urolig og anspændt. Det må være en fælde; en medfødt, men primitiv forsvarsmekanisme i mit hoved, får mig derfor straks til at svare irriteret igen.

"Hvad er der nu?" snerrer jeg surt, mens jeg vender mig om, i håb om at mit ansigtsudtryk er mere kontrolleret nu.

"Woah.. slap af, jeg ville bare spørge dig om noget" sukker hun irriteret, mens hun ser underligt op på mig.  

"Uden at det var et negativt spørgsmål?". Overrasket hæver jeg øjenbrynene, mens jeg betragter hende. De brune kolde øjne, ser for en gangs skyld usikre ud. Clove Xanners usikker. Det må være et af verdens 7 vidundere. Jeg griber mig selv i at betragte hende med en større interesse. Det udløser en mental lussing til mig selv, og jeg skynder mig at tage et stenansigt på.

"Det er så irrelevant" mumler hun tilbage, mens hun ser ned i jorden. Hun sidder i skrædderstilling og piller lidt ved sine knive.

"Det var ikke svar på mit spørgsmål".

"Du svarer heller aldrig på alle mine spørgsmål, så hvorfor skulle jeg gøre dig den tjeneste, at svare på alle dine?".

"Hvilke spørgsmål?" fnyser jeg, men underligt nok ikke hånligt, som ellers ville være ren refleks. Mærkeligt.

"De uudtalte af slagsen" svarer hun hurtigt, men lader til at fortryde sit svar, og pludselig lader hendes ene kniv til at være ret spændende.

"Har du sådan nogle?" spørger jeg overrasket ganske hurtigt. Bare tanken virker.. direkte absurd. En ting er, at jeg tænker over Clove. Men selvom det egentlig er ganske indlysende, virker det for mig virkelig langt ude, at Clove skulle tænke over mig.

"Det var et emneskift.. lad os ikke påvirke af det".

"Jo, lad os påvirke af det" presser jeg på, mens jeg ser nysgerrigt på hende.

"Nej, det har jeg faktisk ikke lyst til at komme ind på" svarer hun spydigt igen, og lader til at have opgivet tanken om at benægte, at hun nogle gange tænker på mig. Desuden ville hun ikke kunne redde sig ud af den.

"Fint.." kommer det uventet accepterende fra mig. Hvorfor er jeg ikke sikker på. Måske fordi jeg rent faktisk fører en samtale, som er noglelunde normal - endda med Clove? Det er noget jeg ikke gjort i årevis, faktisk nærmest aldrig. Og underligt nok har min nysgerrige side vundet tilladelse fra mit ego, til at acceptere Clove's "svar".

"Hvad ville du overhovedet spørge om, fra starten?" tilføjer jeg bagefter, for ikke at stoppe samtalen. Dette udløser endnu en mental lussing, for rent faktisk at starte samtalen op igen, indtil det går op for mig, at jeg vil fortsætte den, hvilket selvfølgelig udløser en til mental lussing.

"Uhm.. Eh.." begynder hun tøvende, og hendes brune øjne finder mine blå. Bolsjer. Smukke bolsjer. Pinligt berørt over tanken ser jeg ned. Stop Cato, beodrer jeg overrasket mig selv. Seriøst? Smukke bolsjer, snerrer jeg irriteret. Selvom jeg udemærket godt ved, at jeg altid vil forbinde Clove med bolsjer, på grund af vores første møde, hvor hun tilbød mig et bolsje, da vi kun var børn. Latterligt.

"Cato.. Lover du, at du svarer 100 procent ærligt?" spørger hun og lader til at have samlet mod til sig, for hun ser pludselig pinligt beslutsom ud. Det må være seriøst.

"Det.. det kan jeg ikke love" tøver jeg: pludselig skræmt over den nye ærlighed.

"Det skal du" svarer hun fast, mens hun beslutsomt søger mit blik. For første gang nogensinde skræmmer hun mig. Udelukkende af den grund at hun henvender sig til mig - fuldt bevidst om at hun skal til at fortælle mig noget. Men kan jeg svare ærligt? Af en eller anden grund har jeg ikke lyst til at lyve, så jeg bruger et kort øjeblik på at overveje det.

"Okay".

 

 

Mine øjne springer op, og det første jeg hører er lidende skrig. Panik. Desperate stemmer råber "til søen, til søen". Før jeg når at opfatte noget, mærker jeg en svidende smerte under mit øje, som om en ild breder sig den sig, og spreder syre kun på det enkelte område. Min hånd flyver desperat op til mit kindben, bare for at føle på den uhåndgribelige smerte. Men i samme øjeblik bombarderer der mange flere stik ned over mig, overalt på min krop. Svidende smerte. Stik hele tiden. Summen ved mine ører. Panik. Min krop rejser sig instinktivt op, mens jeg skærmer for mit hoved, med mine arme. Smerte ved min hals. Ubeskrivelig smerte. Gispen efter vejret. Flere stik. Smertestårer. Skrig rundt omkring mig. Panisk gråd. Smerte. Død. Mere smerte. 

Alt dette foregår på ½ sekund, og det tager mig lige så lang tid at opfatte, hvad der sker. Ildpigen har kastet en sporingshvepserede i hovedet på os. Vi dør. Smerten er ubeskrivelig. Jeg dør. Død. Smerte. Ydmygelse. Hun vinder. Min familie bliver aldrig stolt. Jeg svigter mit distrikt. Jeg kommer til at svælge i smerten for evigt. Brændende syre. Jeg bliver glemt. Ydmyget.

Alt dette går gennem hovedet på mig, blandet med de panikslagende skrig, men alligevel er der kun en ting, der står klart for mig. Clove's spørgsmål igår. Mit svar. Måske skal jeg dræbe hende, måske ikke. Men en ting er sikkert.. hun skal ikke dø sådan her. Jeg skal redde hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...