Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13484Visninger
AA

55. Ansigter og labyrinter - Clove

Jeg kører frustreret en hånd gennem mit hår, mens jeg stirrer mere trodsigt end nogensinde på ansigtet med de isblå øjne og markante træk. Øjne der kan se lige gennem mig; se hvad jeg tænker. Læber der kan omsluttes mine og få mig til at glemme. Panden, der rynkes i raseri, og får mig til at mærke håbløsheden. Et ansigt med så mange sider...

Jeg ved ikke, hvorfor vi skændes. Jeg ved ikke, hvad han siger, eller hvad jeg siger. Min stemme lyder nogenlunde behersket, tror jeg, men indvendig er jeg ved at koge over. Det er okay at skændes nogen gange, men jeg er træt af det nu. Cato er som en labyrint, jeg skal finde vej igennem, og jeg bliver ved med at ende i blindgyder. Engang imellem tror jeg endelig, jeg er kommet ud, men kun for at opdage, at det er en illusion, en fælde: jeg er stadig fanget. Så bliver jeg så vred, at jeg skærer mig igennem labyrinten, kommer videre selv, men får de brune grene til at bløde. Og labyrinten tager hævn, gemmer skrækkelige overraskelser i de grønne blade, men jeg kæmper imod, og pludselig er labyrinten ikke længere magtfuld, men jeg er stadig fanget, og ingen er lykkelige. Jeg er så træt af det, og jeg er nødt til at standse ham, inden jeg gør noget overilet. Det er på vej til overfladen, mit længe indestængte raseri, som jeg ikke helt ved, hvor kommer fra.

"Stop det, Cato! Er dét det eneste, du kan fornærme mig med? Mine forældre?" nærmest råber jeg, for jeg kan ikke længere holde mit tonefald under kontrol. Hvis han nu bare ikke har noget godt svar igen, så kan jeg kigge triumferende på hans overvunde udtryk og så vende mig om og gå. Men så let bliver det ikke. Et uhyggeligt udtryk kommer frem i Cato's øjne, og hans læber kruser sig til et ubevidst, ondt smil.

"Nej, men jeg siger bare, at jeg har fuld forståelse for, hvorfor din mor skred." Jeg stivner og sanser intet andet end den kniv, der lige er blevet jaget ind i mit hjerte.

"Og det er heller ikke, fordi det er svært at sætte sig ind i, hvorfor din far er ligeglad med dig." Kniven vrides en halv omgang, og mit hjerte - samt min stolthed, men den er nu uden betydning - bløder. Jeg ser lamslået på Cato i adskillige sekunder, eller måske minutter, og han kigger bare tilbage. Jeg gik over grænsen, da jeg nævnte hans far, men det her kan jeg ikke klare. Cato har en fuldstændig udtryksløs maske på, og han ser hverken vred, såret eller angerfuld ud. Eller måske det hele på en gang.

Hans ansigt har så mange sider...

"Ved du, hvad jeg ville ønske, Cato?" begynder jeg endelig mit modsvar, og jeg svarer langsomt, mens mine ord drypper af had. Af vrede. Af skuffelse. "Jeg ville ønske, at du kunne bestemme dig for, hvem du ville være. Jeg kan godt acceptere, at du hader mig, men så ville jeg gerne have vidst det hele tiden. Men du har så mange ansigter. Du viser mig et nyt hver dag, kan skifte masken på kun et øjeblik, og det ansigt, jeg ser nu, det er det, jeg afskyr mest af dem alle. Jeg skammer mig over at være din allierede, men det er ikke engang det værste. Jeg troede måske, at jeg elskede dig, men det er ikke dig mere. Den her person kan jeg slet ikke genkende. Det dér ansigt kan jeg umuligt elske."

Det er tydeligt på Cato's modløse udtryk, at jeg har ramt plet. Nu er det hans tur til at se lamslået på mig, men hans voldsomme temperament svigter aldrig, og der går kun et langt øjeblik, før hans rystende krop eksploderer, og han kaster med nærmeste genstand - heldigvis kun en opbevaringskasse - mens han udstøder et brøl. Hans vilde reaktion kommer bag på mig, i forhold til hvor roligt mit eget tonefald var, men ikke desto mindre bliver jeg ikke direkte overrasket. Til gengæld bliver jeg skræmt.

"Vi er kun seks tilbage, Clove! Seks! Du aner ikke, hvor dumt, det du lige sagde, var. Den her alliance er færdig. Og uden min beskyttelse vil du ikke engang nå finalen. Og hvis du gjorde.. jeg sværger, jeg ville slå dig ihjel. Det løfte vil jeg afgive: du kommer ikke levende fra denne arena. Du kommer aldrig til at vinde Spillet!" råber han, mens han læner sin krop forover, og håbløshedens tårer render nedover hans ansigt. Først da mærker jeg, at mine kinder er varme, og tårene også strømmer fra mine mørke øjne. Næsten sorte. Og øjenene er sjælens spejl.

"Har du nogensinde overvejet, at jeg måske slet ikke har lyst?" skriger jeg tilbage. Det får ham et øjeblik til at stivne.

"Lyst til hvad?" spørger han, og noget af det vrede er forsvundet fra hans tonefald, og han råber ikke engang helt.

Lyst til at vinde, ville jeg sige, men jeg ombestemmer mig i sidste øjeblik og ændrer ordene til nogle, jeg måske vil komme til at fortryde. Men mens jeg siger dem, er de sande, og jeg råber dem, mens mine tårer flyder som vandfald nedover mit ansigt.

"Lyst til at leve!"

Med de ord efterlader jeg en Cato, der omhyggeligt har udvalgt og påført sig sit stenansigt.

 

***

 

Jeg udånder tungt, da jeg standser, og løfter mit blik for første gang siden jeg satte i løb fra - Cato - Overflødighedshornet. Skovområdet, jeg er i, virker ikke synderligt bekendt. Skoven omkring mig er ikke kun nåle- men også løvskov, og jeg henleder mine tanker på de firdelte blade på det enorme træ, jeg står foran. Da de ikke længere kan holde min opmærksomhed, skyder jeg den desperat hen på, hvor blødt muldlaget er under mine fødder her, og hvor tyndt bladlaget, der dækker jorden, er. Men selvfølgelig kan mine tanker ikke udelukkende kredse om den slags ligegyldigheder, og de finder straks tilbage til skænderiet med Cato.

Jeg mærker kniven i mit hjerte igen. Jeg føler mig forrådt, svigtet, såret og ikke mindst skyldig. Raseriet er fuldstændig fordampet på løbeturen, og jeg kan kun mærke smerten, der fylder mig fra tå- til fingerspidser. Ved en pludselig indskydelse begynder jeg at klatre op i løvtræet, hvilket på grund af de mange knaster ikke er svært på trods af den tykke stamme. I en lille hulning i barken højt oppe, hvor den tykke stamme deler sig i to, sætter jeg mig, og læner min ryg op af den ene store gren bag mig. Mine fødder placerer jeg et stykke oppe på den anden gren. Mine arme lægger jeg ned under mine lår, hvorpå jeg lægger mit hoved ved mine knæ, og maser mig så meget sammen til en usynlig, ikke-eksisterende klump, som det overhovedet er muligt.

Smerten er fuldstændig overvældende, og jeg tillader mig at give min gråd frit løb. Jeg har altid grædt lydløst, men nu hulker jeg med smerteskrig imellem hvert snøft, fuldstændig ligeglad med hvem der hører mig. I virkeligheden er skrigene kun en lav mumlen, takket være mine sammenpressede læber, men for mig lyder det meget højere.

Jeg ved ikke, hvor lang tid, der går, mens jeg sidder sådan, men til sidst er jeg holdt op med at græde, og jeg føler mig bare som en tom skal. Jeg tænker ikke, jeg føler ikke, og jeg lever næsten ikke, mens jeg sidder i træet, med håret der falder ned over mit ansigt som et gardin og dækker det for resten af verden, der har direkte adgang til mit, måske, mest personlige øjeblik nogensinde. 

Jeg ser op på den blå himmel, der bliver gradvist mørkere. Da den falske sol, kreeret af Spilmestre, begynder sin vandring ned under arenaen, og konturene i skoven er blevet en smule utydlige, begynder nationalmelodien at spille. Normalt ville jeg nok have sat mig opmærksomt op, nysgerrig efter hvad der skulle ske, men det gør jeg ikke nu. Jeg sidder bare stille i mit træ og lytter til Claudius' overivrige stemme, der trækker s'erne lidt mere ud end behøvet, men ellers taler alt for tydeligt og småmekanisk.

"Og hør nu efter. Nogle af jer har måske allerede besluttet at ignorere min invitation. Men det er ikke nogen almindelig fest. Hver af jer har desperat brug for noget.... Hver af jer kan finde denne ting i en rygsæk med jeres distriktsnummer på Overflødighedshornet ved daggry. Tænk jer godt om, før I opgiver muligheden. For nogle af jer bliver det jeres sidste chance." Stemmen dør ud, og jeg sidder tilbage med den tungsindige, ensomme stilhed.

En fest. Desperat brug for noget. Jeg er i hvert fald ikke i festhumør lige nu, og jeg har ikke brug for noget desperat, så længe jeg har mine knive, der trofast sidder spændt fast i mit bælte. I hvert fald ikke noget Capitol kan give mig. Det er jo ligemeget. Der er ingen grund til, at jeg tager med. Efter i dag er jeg ligeglad med det.

Nej. Nej! Mine tanker gør helt automatisk oprør ved tanken. Alting skal ikke gå tilbage til, hvad det var! Alting er ikke ligegyldigt! Jeg er ikke ligeglad! Pludselig bliver jeg vred, og mine tanker skriger så oprevet i mit hoved, at jeg et øjeblik narres til at tro, at jeg faktisk råber højt.

Den magt skal han ikke have over mig! Det bliver over mit lig! Bare det, at han fik mig til at føle ligegyldighedens kolde greb et øjeblik, skal han bøde for. Jeg må tage hævn.

Hævntørst har altid hvilet et sted i mig, fordi jeg på sin vis har opfostret mig selv med det som et af de vigtigste elementer i min træning. De stærkeste, vredeste følelser er de bedste, hvis man vil være en koldblodig dræber, og i virkeligheden falder tanken om at tage hævn mig nu helt naturligt. Den blomstrer op i mig, og den tilfredsstiller min vrede og mit had. 

Det føles godt at overveje, hvad jeg umiddelbart kan ramme Cato med hårdest og hurtigst. Jeg er ingen stratetiker, men jeg ved, at nærkamp vil blive min undergang, og at ordene, efter i dag, må have mistet deres magt. Det bedste, jeg kan komme i tanker om, er at tage hans rygsæk i morgen også. Eller måske er der kun én til os begge. I så fald er det kun endnu sjovere, hvis jeg snupper den for næsen af ham.

En endnu bedre idé popper op i mit hoved. Jeg husker tydeligt Cato's rasende blik ved åbningsceremonien i Capitol og senere, da vi jog hende op i et træ, og han ikke kunne klatre op til hende. Katniss. For at ramme Cato, må jeg ramme Katniss, før han gør det. Tanken om, hvor vred det vil gøre ham, opmuntrer mig. Tanken om hævn fylder mig med en falsk illusion af glæde. 

Jeg tænker slet ikke på, at glæden blot er en blindgyde i labyrinten. Bemærker ikke at hævnen og vreden og alle mine sårede følelser, måske efter hele forløbet lige fra jeg begyndte at træne i Distrikt 2 til nu, er ved at gøre mig vanvittig inderst inde. Jeg er forblændet af min hævn. Jeg har brug for den. Jeg klynger mig til tanken om hævn, fordi jeg ved, at hvis jeg giver slip, så falder jeg selv ned i afgrunden. Jeg er så skrøbelig som aldrig før.

Det kan godt være, jeg ikke har Cato's samling af masker, men det ved han jo ikke. Jeg vil vise Cato, at jeg sagtens kan finde et ansigt frem, som er skræddersyet til ham. Langt om længe kribler det igen i mine fingre efter at dræbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...