Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13753Visninger
AA

58. Alt jeg gjorde - Cato

Vi danser ikke mere. Hvorfor? Fordi en dans ikke fungerer, når du er i gang med at planlægge mordet på din dansepartner..

Morgenlyset erstatter ligeså langsomt tusmørket, og jeg er godt på vej til Overflødighedshornet, for at få fat på min rygsæk, og for at vente på de få andre sonere, der er tilbage. Hvor mange vi helt præcis er, har jeg slet ikke styr på – jeg har haft andet i hovedet. Men jeg er sikker på at Ildpigen er i live, den mandelige soner fra 11 og hende. Clove Xanners. Mit offer.

Lige nu er tanken om det tilfredsstillende – engang var den irrelevant, engang var den passende, engang var den absurd, engang var den kvalmende, engang var den forfærdelig. Engang. Engang. Ordet ligger klamt i munden; giver mig en dårlig mavefornemmelse. Engang vil altid være der, og jeg hader det. Engang er mine forældre, engang er Clove, engang er min barndom, engang er mig.

Derfor skal engang destrueres, så meget som muligt. For hævn. For mig.

Og jeg vil starte med Clove. Starte med at splitte hendes hoved fra hendes krop, efter at jeg har tortureret hende. Jeg vil have, at hun beder om nåde. Jeg vil have, at selv folkene fra Capitol vender deres ansigter væk i væmmelse. Så vil jeg tage hjem kronet som vinder. Så vil jeg vise mine forældre, hvilken psykisk smerte de har påført mig, ved at demonstrere hvordan den føltes rent fysisk. Bagefter? Jeg ved det ikke.  

Men jeg er klar. Klar til at kæmpe. At myrde. At vinde.

 

***

Et desperat skrig fyldt med rædsel skærer gennem luften:

”Cato!”

Jeg stivner; hele min krop fryser til på stedet. Og pludselig erstattes muren, som jeg altid har haft omkring mig, af en papirtynd glasvæg, som lige nu kan bryde sammen ved den mindste berøring. Den lægger sig omkring mig som et køligt lag, der skiller mig fra omverden. Men først nu, når den ironisk nok er lavet af gennemsigtigt glas, lægger jeg mærke til, at den er der. 

Jeg ser kun flimmeret foran mine øjne.

Jeg hører kun mit hjerte, der dundrer afsted.

Jeg føler kun presset fra den kølige overflade af glas, som har lagt sig over min hud.

Ganske langsomt strammer den sig, som om den ikke ved, om den tør åbne op for det her; den er i tvivl. Så for ikke at lukke noget eller nogen ind unødvendigt strammer den sig om min hud, reducerer yderligere af omverden til ingenting. Og som glasset strammer sig, bliver mine hjerteslag endnu hurtigere. Jeg holder vejret.

”Cato!”.

Glasvæggen springer.

Tusinde stykker glas springer ud over det hele, og lander diverse steder i arenaen. Glasstykker lavet af min far, min mor, tilfældige borgere i Distrikt 2 såvel som resten af Panem og Clove. Glasstykker som er blevet dannet efter oplevelser, som jeg fremover ville undgå. Glasstykker som er blevet så mange, at de er smeltet sammen, og til sidst har dannet en mur hele vejen rundt om mig. Glasstykker som har isoleret mig fra omverden. Glasstykker som har været mit udbrydelige forsvar, der kun ganske få gange har svigtet. Glasstykker som dannede muren omkring mig, der ikke eksisterer mere.

Men jeg stopper ikke op, for at samle alle stumperne af glas sammen, så jeg kan bygge muren op igen, som jeg plejer. Nej, jeg lader dem ligge. I stedet for sætter jeg i spurt ligefrem, mod stedet hvor skriget kom fra, med intet andet i hovedet end en ordre til mine ben om at løbe.

”Clove!?” skriger jeg panisk, mens mine ben sætter farten op. Jeg trækker vejret i urolige stød, men det er ikke på grund af min løben.

Det er stemmen. Så fyldt med den desperate klang, der gør mig sikker på, at der er noget alvorligt galt. Noget så alvorligt at hele min mur er splintret.

Sekunder går. Minutter går. Timer går. Dage går. Uger går. Måneder går. År går.
Nanosekunder går. Millisekunder går. Sekunder går.
Tiden både snegler og flyver afsted, og blev jeg spurgt nu, hvor lang tid der var gået siden glasmuren blev synlig, ville jeg være ude af stand til at svare. For som jeg løber panisk gennem skoven, slår grene til siden og presser mig selv til det yderste og mere, føles tiden så ligegyldig. Og lige meget hvor hurtigt mit tempo er, hvor meget jeg presser mig selv, og hvor meget hurtigere, jeg kan løbe, ved jeg, at det ikke er godt nok. For jeg hører intet svar til mit paniske råb.

Mine ben fortsætter med at spurte, og jeg kan skimte skovbrynet. Vi er der snart, siger jeg stædigt til mig selv, men selv stemmen i mit hoved har en usikker klang. For selvom jeg konstant benægter det, kan jeg mærke mere end bare nervøsitet gnave i mig. Jeg er ved at ramle sammen af nervøsitet, mens jeg prøver at holde sammen på mig. Det er, som om jeg er en æske med puslespilsbrikker, som ikke er samlet, og selvom puslespillet er gået fra hinanden, holder jeg stadig æsken rundt om, så man i det mindste ikke kan se, at puslespillet er gået fra hinden.

Men pludselig er jeg ude af skovbrynet, og det store gyldne horn ligger forude, og jeg føler et lettende sug i maven. Uden at sætte farten ned, samler jeg nok luft ind til at råbe på hende igen. Men lige idet jeg former munden efter hendes navn, ser jeg det..

”Clove!”. Min stemme knækker sammen og lyder ikke længere som min stemme. 

Pludselig banker mit hjerte endnu hurtigere end før, men nu i takt med mit gispende åndedræt, som nu er så ujævnt, at jeg ikke engang gider gøre mig umage med at holde det under kontrol.

”Clove” prøver jeg at råbe, men det kommer ud som en sær gispende lyd, der ikke lyder som hverken ’Clove’ eller noget andet eksisterende ord. Og jeg gør intet for at stoppe de gispende lyde, som jeg ikke helt kan vurdere, hvad helt præcis er. Ligesom mig selv, lige nu. Det er ret sjovt faktisk. Ligesom jeg lod være med at lyve over for mig selv, og indrømmede at puslespillet var gået fra hinanden, føles det nu som om, at jeg pludselig vil have at det er samlet og ikke vil indse, at der mangler en brik.

Men med ét sætter jeg benene i jorden. Mit hjerte banker ikke længere hurtigt afsted, men banker hårdt en sidste gang, inden det føles, som om det går i stå. Og i et uendeligt sekund betragter jeg hendes spinkle krop; hun ligger slapt ned på jorden med hovedet skråt, hendes øjne flimrer, og hendes brystkasse hæver sig i små korte stød.

”Clove?” hvisker jeg med en ustabil stemme, uvidende om hvad der er sket. Men så falder mit blik på den store indadvendte bule i hendes ene tinding. I det ene øjeblik er min hjerne i enorm benægtelse.

I det ene øjeblik. For så knæler jeg rystende ved siden af hende. Stadig i benægtelse.

”Clove?! Clove?! Clove!” hviner jeg panisk, mens jeg med en rystende hånd prøver at vende hende over mod mig. Først nu går det op for mig, at jeg har spyd i den anden hånd. Som en disfunktionel robot åbner jeg hånden og lader spyddet dumpe ned ved siden af mig. Men alligevel vil den ikke fungere ordenlig og placerer sig bare rystende på hendes ene arm. Ligeså ubrugelig som den anden rystende hånd. Jeg falder ned på det andet knæ.

”Clove?”

Jeg hiver efter vejret, og blinker hastigt med øjnene. En tåge har lagt sig over mine øjne, slører mit blik, så jeg ikke kan se klart. Kun da tågen glider ned af min kind i en dråbe, går det op for mig, at tågen er tårer. Forvirringen over tårerne, får et desperat hulk til at hoppe ud af munden på mig.

”Clove!” skriger jeg med en ustabil stemme. Mine hænder famler ved hendes jakke og hendes kæbe, for at nå op til bulen og mærke hvor voldsom den er. Men de nægter.

”Clove!?” skriger jeg igen, men denne gang er min stemme så ustabil, at det nærmere lyder som et hulk. Min stemme fungerer ligeså lidt som mine hænder og min hjerne.

Mit blik svømmer til endnu en gang, men denne gang er det ikke kun en dråbe, men en hel flok, der strømmer ned over mine kinder. Endnu en gang må jeg hive efter vejret, efterfulgt af et hulk. Men denne gang sker der et eller andet inde i mig, der får mig til at blive fuldkommen desperat og panisk samtidig med at et raseri bobler inden i mig.

”Clove! Se nu på mig! Kig på mig! Åben øjnene, gør noget! Hold dig i live! BLIV HOS MIG!” skriger jeg rasende, mens hulkene bliver til gisp. Ingen reaktion.

Rystende læner jeg mig ind over hende, i håb om at hun bedre kan høre mig, når jeg er tættere på. Men hendes ansigt er stadig udtryksløst, og mine tårer triller stadig. Først da en enkelt tåre drypper ned på hendes kind, begynder hendes øjne at reagere.

Hun mumler mit navn.

Det ligger sig blidt på hendes læber, så stærkt som det skrøbeligste porcelæn, og så svagt som den bredeste mur. Ligger sig på sådan en måde det aldrig har lagt sig før; blidt, uskyldigt, forsigtigt. Aldrig før har jeg følt sådan efter at have hørt mit navn. Overvældet af følelser, jeg slet ikke vidste, jeg stadig havde.

”Clove?” hvisker jeg forsigtigt, bange for at ødelægge mit navn på hendes læber. Jeg er bange for, at den mindste bevægelse kan ødelægge navnet, så jeg stivner instinktivt for at beskytte det. Det ligger der stadig. Skrøbeligt som aldrig før. Men alligevel er det stærkere end aldrig før. Uforklarligt.

”Clove?” hvisker jeg igen, endnu forsigtigere end før, selvom det modsatte ville være mere logisk. Men navnet er så skrøbeligt, at enhver bevægelse kunne ødelægge det. Jeg må ikke ødelægge det.

”Kan du huske den Clove, som du kyssede første gang?” hvisker hun svagt med en stønnende stemme. Den skærer i mig, hendes stemme. For den er ikke hendes. Den er så svag. Endnu en tåre drypper ned af min kind.

Men det er ordene, der ligger sig blidt ved siden af mit navn, der ødelægger mig fuldstændig.  

I et skridt er jeg ovre mod Clove, der stadig er rasende. Jeg trækker hende ind til mig og pludselig mødes vores læber. Den rasende strøm af ord fra Clove bliver afbrudt, og til min store overraskelse kysser hun mig igen. Hendes hænder ender bag min nakke, og jeg placerer mine hænder på hendes hofter og trækker hende ind til mig. Mine læber bevæger sig i ukendte mønstre mod hendes, og vi vakler baglæns, så hun står op af væggen. Jeg kan mærke hendes hænder rode op mit hår istedet for at knytte sig sammen af raseri over mig.

”Ja” hvisker jeg stille, for at matche det samme svage niveau som hendes stemme er på, så hun ikke føler sig alene om svagheden. Nej. Det er, hvad jeg bilder mig ind. For sandheden er, at jeg er mindst ligeså svag som hende.

”Kys hende,” svarer hun åndeløst.

Og i det selv samme sekund disse ord lægger sig opad de andre, får hun kæmpet så meget, at hendes øjne åbner helt for at se mig i øjnene. Chokoladebrun møder klar blå. Modsætninger, nærmest.

Hendes blik knuser mig; fyldt op med så mange følelser, som jeg ikke kan sætte ord på. Accept, beslutsomhed, smerte, sorg, svaghed, fortvivlelse, frygt, styrke. Styrke. Styrke lyser mest af alt ud af de chokoladebrune øjne, som nu har kæmpet sig åbne for at være stærke en sidste gang. For at blive husket stærke.

Jeg kysser hende.

Mine læber lægger sig blidt over hendes, blidere end nogensinde. Aldrig før har jeg kysset hende så blidt, så forsigtigt. Vores læber kolliderer ikke i en hed eksplosion, som den første gang jeg kyssede hende. Vores læber presses ikke mod hinanden, som de to gange under stjernehimlen, mens de andre ambisonere sov. Vores læber mødes ikke i modstand, som den gang efter slåskampen, hvor en rusten smag af blod blandede sig med vores læber. Vores læber mødes ikke på den samme tomme måde, som de mødtes morgnen efter annonceringen af de to vindere, hvor ingen følelser lå i overhovedet. Nej. Ikke denne gang. Lige nu lægger mine sig over hendes som et beskyttende slør, der giver hende en sidste tryghed, en sidste følelse af noget rigtigt. Samtidig sluger jeg forsigtigt ordene, så de ikke længere ligger skrøbeligt uden for hendes mund, men gemt dybt inde i mig.

 

Ud af øjenkrogen falder mit blik på en spinkel pige på min alder – omtrent 10 år –, og jeg stopper midt i en bevægelse, så mit sværd hænger stille i luften. Jeg har set hende før. Jeg kan genkende hende. En duft af chokoladebolcher, og lyden af rindende vand, bølger ind over mig ved synet af pigen, som står akavet med et par køkkenknive bundet sammen af en snor i hånden og ser uroligt ud over de andre trænende ambisonere. Hun må være ny på min fars hold. Idet denne tanke slår mig, møder mit blik pigens. En følelse af, at hun gemmer både sig selv og noget bag de chokoladebrune øjne, knudrer sig sammen i maven på mig…

 

Jeg stirrer chokeret på hende, mens hendes ord bundfæller sig. ”Nej, nej, nej. Hvad er der at forstå? Hold dig væk fra mig, eller jeg spidder dine øjne”. Den hvæsende stemme ekkoer i mit hoved igen og igen. Det burde egentlig ikke overraske mig – Clove Xanners har altid udvist en væmmelig modstand over for mig. Dog er det første gang at hun har afvist mig direkte. Så i dette selv samme øjeblik, hvor hendes chokoladebrune øjne stirrer koldt ind i mine isblå, indser jeg, at hun er en udfordring, der bliver svær at klare – men om hun vil det eller ej, bliver hun mit trofæ…

 

Hendes mørke hestehale pisker ned af ryggen på hende, da hun sætter i fuld spurt mod scenen. Og jeg får et kort glimt af de beslutsomme brune øjne. Pludselig går jeg i panik uden at vide hvorfor. Hvorfor melder hun sig nu? En trang til at løbe hen og stoppe hende begynder pludselig at boble i mig. Sænk farten, tænker jeg, hvorefter jeg bliver irriteret på mig selv. Hun får ikke pladsen. Men jeg tager fejl. For idet jeg tænker dette, hopper Clove op på scenen i et stort skridt…

 

Det var hverken hadefuldt, hånligt eller rasende. Slet ikke noget i en negativ retning. Nærmere.. Jeg leder efter et ord til at beskrive det med, samtidig med at jeg ser det for mig igen. Pludselig går det op for mig. Og selvom jeg holder mig i bevægelse, stivner jeg fuldkommen indeni. For pludselig går det op for mig, hvad der lå i blikket. Der var et strejf af bekymring i. Selvfølgelig ikke rigtig meget, men bare et lille strejf. Men det er uvant nok i sig selv. For Clove har aldrig set sådan på mig…

 

Det er nu ikke, fordi det, at hun bliver kysset, vil bringe væmmelsen frem i hende. Men fordi det er mig og lige nu. Og selvfølgelig fordi min mund er tilsølet med blod, som lige nu løber ind i hendes mund. Kysset er ikke som de andre. Det er aggressivt fra min side af, hvoraf Clove desperat prøver at bide tænderne sammen og lukke munden, så der ikke løber blod ind i hendes mund. Men det er lidt for sent. Hun presser læberne sammen, mens jeg lader mine bevæge sig i mønstre over hendes, samtidig med den rustne smag af blod blander sig ind imellem vores læber. Og hun hader det…

 

I to skridt er jeg henne ved hende for blidt at lægge mine arme omkring hende. Jeg former mine arme efter hendes krop og placerer hænderne på ryggen af hende. Hun hviler hovedet på min skulder og lægger armene omkring mig. Sådan står vi bare. Holder om hinanden, mens jeg i blide bevægelser aer det øverste af hendes ryg. Det føltes rart. At have hendes lille varme krop så tæt på. Det føltes trygt. En duft af fyrrenåleskov når mine næsebor, og jeg snuser indad for at dufte hendes hår igen. Det føltes som hjem…

 

"Har du nogensinde følt ægte kærlighed til nogen?" spørger jeg, mens jeg ser mildt nysgerrigt på hende, selvom det bare er en facade, jeg lige akkurat har bygget op. Nysgerrigheden brænder i mig, og jeg længes efter en erkendelse. ”Ja”, er det eneste, jeg behøver…

 

”Cato.. Lyt” hvisker hun fortabt, da jeg slipper hendes læber et kort øjeblik. Men uden at gøre noget rigtig hverken hel- eller halvhjertet forsøg tier hun stille, og mine læber rammer hendes igen. Denne gang kysser hun mig igen. Ikke ivrigt, ikke forsigtigt, ikke på nogen måde. Hun kysser mig ligeså tomt, som jeg kysser hende. Følelserne er døde. Vi er døde. Håbet er forsvundet…

 

”Vi danser lidt nu, næsten altså. Selvom vi snubler og danser forkerte trin, prøver vi da” siger jeg efter lang tid, som jeg har brugt på at tage mod til mig, til at sige dét, som vi begge har tænkt i lang tid. Det er ikke en kærlighedserklæring, og jeg siger ikke, at jeg elsker hende – hvilket jeg stadig er usikker på, på hvilken måde jeg gør –, men jeg siger sandheden, som den er lige nu: at vi prøver at elske hinanden, selvom vi laver fejl konstant og skændes, prøver vi af en eller anden grund at elske hinanden. Clove sidder åndeløs i få sekunder, men placerer så hovedet på min skulder…

 

 

 

           

 

Et kanonskud lyder.       

Jeg trækker mig med ét væk fra Cloves læber og stirrer forfærdet på hendes livsløse krop. Hendes øjne er lukkede, men et smil spiller om hendes mundvige – ligesom første gang jeg mødte hende. Mit hjerte dundrer afsted i brystkassen på mig, og min vejrtrækning går amok.

”Clove?” hviner jeg skingert. Intet svar.

”CLOVE?” skriger jeg desperat. Mine hænder ryster igen, og jeg griber fat i hendes jakke for at ruske så hårdt som muligt i den. Men mine hænder famler, ryster.

”Nej, nej, nej, nej, nej, nej” hvisker jeg spagt. Nej. Det kan ikke være sandt. Ikke nu. Ikke allerede. Ikke her.

”CLOVE?! Bliv hos mig! Hold dig i live! Jeg er her! Jeg venter på dig! Jeg..”. En kaskade af skrig begynder, og jeg råber, tigger, beder hende om at holde sig i live. Det er det eneste, jeg beder om. At kunne undre sig over hvilken følelse der gemmer sig under de chokoladebrune øjne, igen. Hvis bare de ville åbne.

”ÅBEN ØJNENE! SE PÅ MIG! CLOVE, se på mig”. Og det der begyndte som en desperat skrigen forvandler sig til højlydte hulk. Hele min krop ryster over hendes, og hulkende lyde slipper ud af min mund, mens jeg lader hænderne glide hen over hendes livsløse krop.

”Du kan ikke gøre det her imod mig! Clove! Du må ikke…” skriger jeg, og presser mine læber mod hendes, men denne gang for at blæse luft ned i hendes spinkle krop. Jeg suger ind, og puster med alt kraft luften ind i hendes mund, mens jeg skærmer med hænderne omkring vores læber. Men hulkene overmander mig, og det fejler stort. I stedet lader jeg hænderne glide ned til hendes brystkasse, og begynder at trykke hårdt ned, for at få gang i hendes hjerte.

”Lev, Clove! Træk vejret! For mig!” skriger jeg skingert. Men da jeg ligger hovedet mod hendes brystkasse, lyder ingen regelmæssig dunken. Intet.

”Clove, forhelvede! Det her gør du bare ikke mod mig, din, din..” hvæser jeg, men det druknes af en svirrende lyd – et aerofartøj. Mit i forvejen desperate forsøg på at få hendes hjerte i gang bliver om muligt endnu mere desperat.

”Nej! I kan ikke tage hende! Hun kan godt klare det! Jeg passer på hende!” skriger jeg mod aerofartøjet, da en klo langsomt sænkes ned ved hende. Men jeg klynger mig fast til hendes krop og tager en arm rundt om livet på hende for at prøve at samle hende op, men når kun et par centimeter, da jeg bryder sammen igen over slapheden i hendes spinkle krop. Hun er som en kludedukke. Ingen modstand.

”Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig” mumler jeg ned i hendes hår, mens jeg holder krampeagtigt fast om hendes livsløse krop. En duft af grantræer og nåleskov når mine næsebor, men straks når jeg tænker nærmere over det, ændrer den sig ligeså langsomt til en sødlig duft af chokoladebolcher. Jeg snuser ind, så jeg kan huske denne duft, for lige ovenover mig høres kloens mekaniske klappen.

Jeg ved, at jeg skal slippe hendes krop nu, men jeg kan ikke. Tågen dækker endnu engang foran mine øjne, og pludselig føles min krop handlingslammet. Mine hysteriske hulk og kloens metalliske skramlen lyder som et kor, da kloen på en eller andet måde får skubbet mig væk fra Clove.

Jeg skriger efter den, da Cloves krop begynder at trækkes opad. Desperat griber jeg fat i hendes hånd og klynger mig til den, mens hun løftes højere og højere op. Jeg står på tæer. Hendes hænder føles kolde i mine, skrøbelige, livsløse, men jeg holder stadig fast. Men pludselig er der kun luft mellem mine fingre og samtidig med alt håb, glider Cloves hænder ud af mine.

Ganske langsomt flyver aerofartøjet væk med hendes spinkle krop nedenunder sig. Så upåvirket af mit enorme tab.  Jeg svajer. Indtil jeg lader mig falde sammen på jorden for derefter at begrave mit ansigt i mine hænder. Men jeg hulker ikke – ikke en lyd slipper ud af min mund. Indre billeder af fartøjet, der så ligegyldigt fløj væk, brænder sig ind på min nethinde.

Jeg tilgiver ikke nogle af dem. Deres ikke-eksisterende støtte betyder intet for mig nu. Jeg er uafhængig af dem. Uafhængig af den længe ventede stolhed i deres blikke. For den kom ikke. Og den kommer aldrig mere. Fra nu af står jeg på egne ben. Træffer mine egne beslutninger. Gør tingene for mig og ikke nogle andre. Fra nu af vil alt jeg gør, være for mig.

Mindet om afskeden med mine forældre, og min beslutning derefter. Det forlader ikke mit hoved, og pludselig indser jeg noget. Jeg løj.

Alt jeg gjorde derefter, gjorde jeg ikke for mig. Jeg gjorde det for Capitol.

Selvom jeg troede, at jeg gjorde det for min egen skyld, ved jeg nu, at jeg I virkeligheden gjorde det for Capitol. For det er det, de narrer dig til. Fylder vores hovedet med det, hjemme i 2. Rigdom, berømmelse. De lokker dig ind på ukendt område, og du kommer, fordi de hvisler lovende priser i dit øre. Og når du falder for det, vover dig derhen, sætter de strenge på dig, og du er deres marionet. Uden at du ved det. Men de trækker i strengene, får dig til at danse, så de kan få deres underholdning. Når du dør, finder de bare en ny marionet. Så let er det. Du er bare endnu en. Men du indser det aldrig.

Men sådan vil det ikke være længere. Jeg vil aldrig mere gøre noget for dem. Aldrig.

Jeg rejser mig langsomt op uden at bevæge en muskel bare en lille smule for meget. Mit ansigt afslører ingen følelser og kunne ligeså godt være hugget i sten. Mine bevægelser er robotagtige, men jeg føler mig som en tom skal.

Fra nu af vil alt jeg gør være for Clove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...