Behind Those Eyes

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 aug. 2012
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Man tror, man ved, hvad man lægger i tankerne, man gør sig, og følelserne, man har. Det gør man bare ikke altid. Det er muligt at gøre sig selv blind overfor sandheden - for en stund. Før eller siden vil den stå nøgen tilbage, og så kan man ikke gøre andet end at acceptere den og formålsløst fortryde sine handlinger. | En Hunger Games fanfiction | Kapitlerne fra Clove's synsvinkel er skrevet af A.E.J og kapitlerne fra Cato's synsvinkel er skrevet er Ajax98. | Vi retter hinandens kapitler og taler meget sammen, så I forhåbentlig kan få den bedste og mest fejlfrie oplevelse ud af at læse det! :)

55Likes
347Kommentarer
13517Visninger
AA

19. Afsked - Clove

"Nej, for du er overhovedet ikke ligeglad med mig, vel? Du bekymrer.." mere når jeg ikke at sige. For pludselig kommer Cato lynhurtigt hen imod mig, og jeg forbereder mig, på at skærme mig mod et slag. Men i stedet for at mærke hans hænders aftryk i mit ansigt, mærker jeg dem blidt, men fast, holde om mit liv. Og samtidig mærker jeg en forsigtig trykken mod mine læber.

Først kan jeg ikke identificere mig med den. Så går det op for mig, at han kysser mig. Og i øjeblikket jeg finder ud af det, mærker jeg, at jeg gengælder kysset - helt automatisk. Jeg når ikke engang at tænke over det, det er som om, noget inde i mig allerede har truffet afgørelsen for længe siden. Så jeg kæmper ikke imod. 

Da jeg indser alt dette, lader jeg det dyriske i mig overtage min krop, og jeg placerer mine hænder bag hans nakke meget bevidst. Cato tager åbenbart dette som grønt lys, og jeg mærker, hvordan han trækker mig ind mod sig med sine hænder på mine hofter. Vi står nu i en tæt omfavnelse med læberne forenet i et saligt og uventet kys. 

Og pludselig afbrydes vi af Ria og Alexis, der træder ud af elevatordøren. Jeg ved bare, at det er dem, før jeg i en akavet bevægelse vender mig om. På dette tidspunkt må jeg ærligt indrømme, at mit hoved er fuldkommen tomt for ord. Kvinderne stirrer målløse på os, og Cato er den første til at bryde tavsheden.

"Jeg ehh.. Vi øh.. Undskyld." siger han til gulvet. 

"Undskyld?!" tænker jeg højt. Jeg forstår ingenting. Hvornår siger Cato nogensinde undskyld? Men det er ikke det, at jeg intet forstår, der får den underlige følelse op i mig. Hvilken følelse, det er, ved jeg ikke. Men den er i hvert fald kombineret med vrede. For hvorfor undskylder han? Føler han virkelig, at det er en forbrydelse at kysse mig? Fortryder han det så meget?

"Glem det!" hvæser han, og derefter er han væk. Jeg ser blot hjælpeløs i hans retning uden nogen anelse om, hvad jeg skal foretage mig. Der er intet at forklare, for jeg har ikke selv nogen svar. 

"Nu giver alting pludselig mening! Åh, Clove, hvor må det være frygteligt! Det er jo klart at," begynder Ria. Jeg når aldrig at høre, hvad der er klart, for jeg spæner  straks i samme retning som Cato og smækker døren efter mig, da jeg når ind på mit værelse.

 

Det ene øjeblik sender jeg Cato mit mest hadefulde blik. Det næste kysser han mig. Og jeg kysser ham lidenskabeligt tilbage. Så kommer Ria og Alexis. De ser det. Cato efterlader mig, som den kujon han er. Jeg følger hans eksempel og stormer ind på mit eget værelse. Nu aner jeg endnu mindre, om de følelser, jeg har fået efter Høstdagen, end jeg gjorde, da jeg ventede på at komme ind på scenen.

 

Pludselig begynder jeg at hulke. Og det går op for mig, hvad det var for en følelse, jeg mærkede, da Cato undskyldte. Jeg følte mig såret. 

Denne konstatering får mig til at ryste ukontrolleret. Hvem tror han egentlig, han er? At han sådan kan komme og frustrere og forvirre mig fuldstændigt og derefter bare efterlade mig som en sammenkrøllet papirserviet? Brugt og efterladt! Og så endda såre mig! Han kan tro nej! 

Jeg løfter trodsigt hagen. Han kan kun såre mig, hvis jeg tillader ham at gøre det. Hvilket jeg ikke gør. Jeg skal vise ham, at man ikke kan behandle mig sådan. Hvis jeg hadede ham før, så er det ingenting imod nu. Og det skal under alle omstændigheder holdes fuldstændig hemmeligt, at jeg faktisk nød kysset. Det var forkert, dybt forkert, og det skal aldrig gentages. Som om han også nogensinde ville have lyst til det igen alligevel. Han kyssede mig kun for at lukke munden på mig eller for at gøre mig så sindsforvirret, som jeg er nu, så han let kan slå mig ihjel i Spillet. Men han skal få at se. Det spil, kan jeg også spille.

"Clove.." siger en stemme prøvende. Udfra tonefaldets rolige vibrationer er det tydeligt, at det er Ria, der står uden for min dør. "Der er sammendrag af interviewene nu. Hvis du vil, kan du komme og se dem. Jeg ved ikke, om Cato gør." 

På trods af min plan om på ingen måde at vise, at dette har påvirket mig, kan jeg ikke lade være med ikke at svare. For jeg kan ikke gå derind og se Cato's veltilfredse smil, fordi han har vundet.

Efter nogle minutter går Ria igen og efterlader mig også. Men hun efterlader mig ikke med forvirring og tristhed. Hun efterlader mig med ensomheden. For lige nu føler jeg mig mere ensom end nogensinde før, men på en eller anden måde er det tiltrængt. Nu kan jeg forestille mig, at jeg er det eneste menneske i verden. Nyde ensomheden som det sidste, før jeg bliver kastet ind i arenaen. 

 

Døren til mit værelse låses op den næste dag af to fredsvogtere. Bag dem går Ria. Jeg har ignoreret hendes bekymringer om morgenmad, planer og så videre hele morgenen, men jeg ved, at jeg ikke kan blive på værelset for evigt. Så det kommer ikke som nogen overraskelse, at hun har måttet få nogle til at åbne døren for sig, så hun kunne komme ind. Det er trods alt dagen, hvor spillet starter. Klokken 10:01 vil jeg stå foran utallige valg, strabadser og drab.

"Clove, jeg.. du er nødt til at komme med nu. Om tyve minutter letter aerofartøjet, og det skal du med for at komme til arenaen." siger hun blidt, og jeg nikker bare. Heldigvis er jeg allerede i tøjet, og et bad har jeg også taget.

"Jeg kan godt gå selv" snerrer jeg, da en fredsvogter tager fat i min arm. Med beslutsomme skridt går jeg støt hen imod døren. Inde i spisestuen står Alexis med krydsede arme og ser bedrevidende på mig. Jeg vender bare ryggen til hende, som om jeg er helt ligeglad, men jeg ved, at mine kinder blusser af skam. 

"Cato kommer om et øjeblik, og så skal vi køre hen til aerofattøjets position." siger Ria, og i det samme spankulerer Cato selvsikkert ned ad et par trin, mens han hilser mig godmorgen med et skævt, falskt smil. De andre siger han ikke noget til, så jeg må gå ud fra, at han mandede sig op til at møde op til sammendraget af vores interviews, i modsætning til mig. 

"Godmorgen, Cato" svarer jeg sukkersødt igen. Cato ryster på hovedet, og så følger vi efter Ria og Alexis, der eskorterer os til transportmidlet, der skal føre os til arenaen. Jeg gyser ved tanken.

I bilen er stemningen trykket, men vi siger ingenting, og derfor er der ingen, der flipper ud eller noget. Det hele går stille for sig, og jeg kan helt overskue det, indtil vi skal til at sige farvel. Først siger Ria farvel til Cato. Jeg lægger ikke mærke til hvordan, for jeg prøver at forholde mig til at tage afsked med Alexis. Hun nikker bare giftigt til mig og siger: "God tur Clove". Så har hun ligesom sat standarden, og jeg tillader mig at svare spydigt igen, da jeg alligevel aldrig skal se hende igen og for længst har opgivet håbet om sponsorgaver.

"Må du rådne op Alexis." svarer jeg ligeud. Hun ser forarget på mig, men jeg er ligeglad. Jeg stirrer bare tilbage med væmmelse i blikket, indtil Ria siger mit navn, og jeg overlader Alexis i Cato's varetægt.

"Clove!" sukker Ria og lyder meget følelsesladet. Det kommer helt bag på mig, selv efter vores tætte bånd siden træningen sammen, da hun trækker mig ind i en tæt omfavnelse, som hun holder længe. Pludselig kommer jeg i tanke om et spørgsmål og udnytter den sidste chance for at stille det.

"Du hader Dødsspillene, ikke Ria?" hvisker jeg.

"Altså..jo" svarer hun ærligt og trækker sit hoved lidt væk, så hun kan blinke til mig. Hun har tårer i øjnene.

"Hvorfor så spille en så central rolle i dem?"

"For at gøre en forskel." svarer hun bare, og forvirret spekulerer jeg på, hvad hun mener med det. Hvis det er for at få enten Cato eller mig til at vinde, så gør hun jo ikke en forskel. Så er der bare andre børn, der dør.

Ria bliver til sidst den første til at trække sig ud af krammet, som jeg har gengældt. "Held og lykke Clove. Du er noget særligt. Og du skal love mig en ting." 

"Ja?" spørger jeg, og grebet af øjeblikket mærker jeg en salt tåre trille ned ad min kind.

"Altid skal du huske, at fremtiden tilhører dem, der tror på den". Det er hendes sidste ord til mig.

Så river en vagt mig væk fra hende, og lydigt følger jeg ham op i farttøjet, hvor alle de andre sonere sidder klar. Og pludselig er jeg på vej mod arenaen. På vej til endelig at stå ansigt til ansigt med min skæbne. På vej til enten at møde sejrens sødme eller den ydmygende død.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...