Live, love, laugh - [1D]

Allice er 18 år gammel og er kæreste med den verdens kendte Harry Styles, hun har et rigtig godt forhold til de andre. De bor i et stort hus i udkanten af England, eftersom der ikke er nogen der skal vide hvor de bor henne. Allice bor sammen med drengene, hvor hun som betaling i husleje, laver mad og vasker op. De har dog rengørings hjælp.
Allice og Harry har et rigtig godt forhold, han er prinsen på den hvide hest for hende. Er Allice ked af det, smider Harry alt hvad han har i hænderne og hjælper hende. Men bliver det for meget for Allice? Siger hun det til ham? Eller lader hun som ingen ting? Hvis du vil vide så læs min Movella!

7Likes
9Kommentarer
1201Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Jeg placerede mine hænder på Zayns bryst og skubbede ham så hårdt som jeg overhoved havde kræfter til væk. Han skal ikke tro at han kan komme her og kramme mig og tro det hele er glemt, fandme nej! Jeg skubbede så hårdt at hans ben knækkede sammen så han væltede. "H-hvad laver du?" Spurgte han chokeret, da han landede med et bump på gulvet. Jeg lod som ingen ting og stirrede ud i luften. Hvorfor var jeg pludselig blevet så flabet? Jeg plejede altid at være, frisk og glad? Kan det have noget at gøre med hvad Zayn gjorde tidligere? "Hallo? Er der nogen?" Spurgte en stemme. Den kom fra... Gulvet? Når ja, jeg skubbede jo Zayn. Jeg lod et lille fnis komme ud af min mund og sende Zayn et drilsk blik. "Undskyld," mumlede jeg, "hvad sker der for dig?" Spurgte han og tog imod den hånd jeg havde rakt ham. Jeg trak på skuldrene, "Allice, jeg spurgte dig om noget," sagde han og gik et skridt tættere på mig. "Hmmm, - jeg valgte som mænd bare som ingen ting," svarede jeg og pillede ved en tot hår. Jeg kunne mærke Zayn blev irriteret. Og det trak altså lidt i smilet båndet. "Hvorfor er du sådan?" Spurgte han igen, "hvordan?" Svaret jeg flabet, selvom jeg godt kendte svaret synes jeg det var morsomt at drille ham. Han skulle ikke tro at han bare sådan kunne blive tilgivet selvom det var en latterlig grund?! Så det jeg lavede lige nu kunne man vel godt kalde.... hævn. Hmmm, ja. Det var lige hvad jeg havde gang i, en god omgang hævn, som vi sent ville glemme. "Hvorfor er du pludselig så flabet?" Mumlede han, men lige højt nok til at jeg kunne høre det. Jeg smillede for mig selv og svarede; "Det kaldes hævn," og med de ord havde jeg efterladt ham alene på Harry's og mit værelse.

"Hvad lavede i inde på værelset?" Spurgte Louis, der åbenbart havde fulgt med i hvad vi lavede derinde, ikke at vi lavede noget forkert. Men da jeg skubbede Zayn, gav det et ordenligt bump. "Ikke noget," mumlede jeg, Harry løftede et øjenbryn, og kiggede spørgende på mig, men jeg trak bare på skuldrene. "Vi hjemme!" Blev der råbt i gangen, stemmerne kom vidst fra Niall og Liam, hvor havde de været henne? "Ude og handle," sagde en stemme, okay tænkte jeg lige højt der? Niall nikkede, igen?! Oh God! 

Vi havde sat os ved spise bordet ude i køkkenet, hvor der var blevet serveret; hakkebøffer og kartofler. Ikke lige det jeg havde allermest lyst til men et eller andet skulle jeg have. "Hvor Zayn henne?" Spurgte Liam. Først nu gik det op for mig at han ikke var kommet ud, eller at jeg ikke havde hørt ham komme ud. Men som min plan var, skulle jeg nok ikke sige noget, så i stedet valgte jeg at trække på skuldrene. "Det ved jeg ikke, jeg har ikke hørt noget fra ham siden han snakkede med Allice," svarede Harry. Jeg spærrede øjnene op, kunne han ikke holde kæft?! Nu var jeg næsten tvunget til at fortælle dem det! Med mindre... Nej, jeg er nok nødt til det.. Men.. Nej. Igen hvorfor kunne Harry ikke bare tie stille?

Jeg kiggede op på drengene der bare sad og så utålmodigt på, jeg sukkede og åbnede min mund, men lukkede den igen. Hvad fanden skulle jeg sige?! Det ikke ligefrem nemt det her! Kom nu Allice, find på noget! Du kan godt. Kom så.. "Tak for mad," mumlede jeg og rejste mig fra bordet og skulle til at skubbe den døren.

Ja, vi har en skub dør hvis i undre jer, anyway.

Jeg nåede ikke at skubbe før døren gik op og ramte mig lige på næsen, og fik mig til at skrige lidt og hoppe forskrækket væk. "Allice, er du okay?" Harry var straks henne ved mig, "bløder min næse?" Spurgte jeg mens jeg nikkede, som i at jeg var okay, "nej den bløder ikke," svarede han, "godt," mumlede jeg, rejste mig op og gik op på værelset.

Jeg trak i et par lyselilla'e bomuldshorts og en sort top. Mens tårene strømmede ned at mine kinder lagde jeg mig i den store dobbeltseng og trak dynen helt op til mig. 

Ligeså stille gik døren til værelset op, jeg var ikke faldet i søvn så jeg vendte mig med et sæt om så jeg kunne se hvem der kom ind, "Babe, sover du?" Spurgte han, "nej Harry," hviskede jeg, Harry sukkede og satte sig stille på sengen, "godt," mumlede han, hvilket fik mig til at løfte det ene øjenbryn. "Zayn har ikke snakket til os hele aftnen, ved du hvad der foregår?" Spurgte han, jeg sukkede og trak på skuldrene. Selvom jeg ikke var træt ville jeg hellere sove end at tage denne diskussion op! "Allice, du kan godt fortælle mig det," mumlede Harry og lagde sin hånd på mit lår. Egentlig havde jeg lyst til at fjerne den, men han er trods alt min kæreste ikke? Men hvorfor var han sådan overfor mig? Er han ikke sur over det Albert gjorde?

"Allice, jeg er ikke sur på dig," sagde Harry, jeg sukkede, "jeg tænkte højt igen ikke?" Mumlede jeg, Harry nikkede og sendte mig et varmt og kærligt smil, som jeg gengældte. Harry kravlede på alle fire hen til mig op plantede blidt sine læber på mine. Først blev jeg lidt overrasket eftersom det var lang tid siden, og med lang tid mener jeg 10-12 timer.. Men efter lidt tid kyssede jeg med. Han udviklede kysset langsomt og gjorde så jeg lagde mig ned på ryggen, så han kunne ligge sig halvt inder over mig.

Harry sad op af væggen med mit hoved i hans skød mens han kærtegnede min kind forsigtigt, "så, hvad er der med Zayn?" Spurgte han stille, jeg sukkede igen over at han tog dette emne op, "du stopper ikke før jeg svare vel?" Spurgte jeg og sendte ham et skævt smil, "han er en af mine bedste venner, så nej." Svarede han og kyssede blidt min pande. Jeg tog en dyb indånding og forklarede ham det hele.

"Jeg synes i skal snakke om det," sagde Harry da jeg havde forklaret ham det, "jamen Harry, problemet er at vi bare begynder at råbe og skrige og så bliver vi bare mere uvenner," svarede jeg. "Jeg ved det godt Allice, men det vil altså være en lettelse for jeg begge to, hvis i kommer af med det!" Svarede han, jeg nikkede han har sikkert ret, det vil føltes som at få løftet 100 kilo for hver skulder, hvis det kom ud af verden. "Jeg henter ham, så i kan få snakket." Sagde Harry, og løftede blidt mit hoved så han kunne rejse sig op. Selvom han kunne være overbeskyttende elskede jeg ham sku alligevel! 

Døren til værelset op og langsom kom Zayn ind, med et lille smil, på læben. "Du ville snakke?" Sagde han og satte sig på kanten af sengen, jeg skyndte mig at nikke. 

Jeg må ha' siddet godt og vel et stykke tid uden at sige noget, men hvordan skulle jeg starte? Hvad skulle jeg sige? "Allice?" Jeg vågnede op fra mine tanker og så Zayn sidde og kigge forvirret, "hvad ville du?" Spurgte han, "jeg.. jeg ved ikke hvordan jeg skal starte," mumlede jeg, "så begynder jeg," mumlede han, jeg nikkede og satte mig til rette, for det her kom nok til at tage noget tid. 

Zayn tog en dyb indånding og sagde;" Allice, det var ikke for at at være ond forleden, der hvor Albert stadig var her. Jeg gjorde det for at det kunne komme ud af verden, for at i måske kunne blive venner. Ehm, jeg vidste bare hvis jeg sagde han var her, ville du løbe videre.. Jeg håber virklig ikke du hader mig for at smække døren op i hoved på dig, men jeg blev bare lidt irriteret af din opførsel tideliger..." Zayn havde stilt sig op, mens han snakkede og jeg nikkede. Jeg kunne mærke tårene trille langsomt ned af kinderne. Havde jeg virklig været så led? "Du har ret Zayn, du gjorde det kun for at være sød, og jeg burde være taknemlig. Men jeg kan desværre ikke rigtig med ham.. Og selvfølgelig er jeg ikke sur på dig, jeg var sådan set selv uden om det!" Sagde jeg, "tak," mumlede jeg til sidst, Zayn hev mig op fra sengen og trak mig ind i et kram. - Uden jeg skubbede ham væk! STOLT! - okay nu du selvglad, pak den facade væk Allice! "Venner?" Mumlede han i mit hår, jeg trak mig fra ham og nikkede.

 

Undskyld dette kapitel nok mest handler om Zayn og Allice, men det skulle altså med. Jeg synes det var vigtig at i vidste hvordan de blev venner, når vi kommer til de andre kapitler! 

Dette kapitel er ikke genne tjekket, så i må bære over med mig. 

Hvis i ikke allerede har liket må i godt være sød at gøre det! Love her fra!:-)<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...