Live, love, laugh - [1D]

Allice er 18 år gammel og er kæreste med den verdens kendte Harry Styles, hun har et rigtig godt forhold til de andre. De bor i et stort hus i udkanten af England, eftersom der ikke er nogen der skal vide hvor de bor henne. Allice bor sammen med drengene, hvor hun som betaling i husleje, laver mad og vasker op. De har dog rengørings hjælp.
Allice og Harry har et rigtig godt forhold, han er prinsen på den hvide hest for hende. Er Allice ked af det, smider Harry alt hvad han har i hænderne og hjælper hende. Men bliver det for meget for Allice? Siger hun det til ham? Eller lader hun som ingen ting? Hvis du vil vide så læs min Movella!

7Likes
9Kommentarer
1206Visninger
AA

5. Kapitel 5.

"ALLICE!" Råbte en stemme bag mig, jeg lod mig ignorer, jeg ved jeg burde stoppe hvilket jeg gjorde, jeg trængte virkelig til en pause, for ærlig talt ved jeg ikke rigtig hvor jeg er og hvad klokken er.. Min mave rumlede der fik jeg svaret, klokken var omkring 10.00  der plejer jeg altid at være sulten, eller også var det nok fordi jeg havde løbet så meget? Anyway, jeg havde stadig nattøj på og det var hunde koldt og selvfølgelig lå min telefon hjemme i huset. Jeg mærkede et prik på min skulder, jeg gav et skrig fra mig og skulle lige til at løbe igen men personen hev fat i min arm, jeg vendte mig om og så ind i et par store brune øjne, "Allice! Vi har ledt efter dig overalt!" Sagde han, "Zayn, du forstår det ikke!" Snerrede jeg, "så forklar mig det, søde." Svarede han beroligende, "det.. det kan jeg ikke, ærlig talt forstår jeg det heller ikke selv!" Mumlede jeg, men højt nok til Zayn kunne høre det, "kom med hjem, Harry har snakket med Albert, og han er taget hjem!" Sagde Zayn, jeg nikkede og satte mig ind i bilen med et suk..

"Allice, er du okay?!" Harry kom hen og omfavnede mig, "ja Harry," mumlede jeg. Han begyndte at kysse mig, "må jeg ikke få noget mad først?" Spurgte jeg, de nikkede og jeg gik ud i køkkenet hvor jeg fandt noget brød og noget Nutella. "Oh, hej.." kom Liam ud i køkkenet, "hej Liam," sagde jeg og sendte ham et skævt smil. "Hej igen smukke!" Sagde en hæs stemme i mit øre, "Albert?!" Skreg jeg og vendte mig om, rigtig nok stod Albert der, Zayn kom ud i køkkenet til os, "Zayn du sagde han var taget hjem?!" Råbte jeg, "ja, men ellers vidste du ikke var taget med!" Snerrede han, hmmm det havde han rigtig nok ret i, men.. Argh hvor det irriterende!! Jeg kunne mærke vreden stige i mig og at jeg snart sprang i luften. Alle drengene stod nu ude i køkkenet hvor de så meget og Zayn skændes, "Allice, i bliver simpelthen nød til at snakke sammen!" Sagde Zayn, "hvorfor?! Det jo ikke fordi mig og Albert er uvenner!?! Han synes bare det mega morsomt at begynde at kysse mig?" "Allice, hør her, jeg var fuld! Jeg er ikke stolt over det jeg gjorde igår, og det vil jeg egentlig bare have du skal vide! Afbrød Albert mig, "det fint, du accepteret, bare aldrig vis dit ansigt i det her hus igen når jeg er til stede!" Var det sidste jeg sagde tog min mad og løb ind på Harry's og mit værelse. Jeg sagde ingen ting den dag, jeg sad bare på mit værelse og sad. Drengene havde flere gange været henne og banke på men jeg lod som ingen ting. Men der gik det op for mig min telefon lå inde i stuen. Argh hvordan skal jeg komme der ud? For det første gider jeg ikke se på Zayn lige nu, han havde løjet for mig, og jeg var sur på ham. For det andet, hvis Albert stadig var her ville jeg rive hovedet af ham, så det nok bedst jeg bliver her inde.. Men jeg skal sådan bruge min telefon.. Jeg gør det, nej Allice lad være.. Okay.. Det endte med at jeg ikke tænkte mig om for jeg tog ret fat i dørhåndtaget og 2 sekunder efter stod jeg inde i stuen med 6 blikke rettet imod mig. 6 blikke, 6 blikke.. Albert.. Oh Gud kunne han ikke bare smutte hjem til sig selv og tage Zayn med? Allice hent nu den telefon så du kan komme ind på værelset igen! Jeg skulle lige til at tage fat i min telefon da en en arm hev fat i min og trak mig ind på værelset. "Søde du har ikke sagt noget hele dagen!" "Harry, hold op, jeg er ikke i humør til det her!" Svarede jeg koldt, måske lidt for koldt. Jeg blev afbrudt da et par læber ramte mine, han begyndte langsomt at udvikle det.Vi endte i sengen, men jeg trak mig, jeg havde virklig noget på hjertet som jeg rigtig gerne ville ud med, for det havde jeg undret mig over hele dagen. Især da jeg kom hjem! "Fortæl mig lige Harry, hvorfor er du ikke sur på mig?" Spurgte jeg God det var rart at komme ud med men det var åbenbart et ret dumt spørgsmål for Harry måtte virklig holde sig for ikke at grine, "Allice, det var jo ikke dig der gjorde noget forkert! Det var Albert og jeg har snakket med ham, han har lovet mig at han nok skal holde sig fra dig," svarede han, jeg nikkede. Så har jeg gået med skyldfølelse og dårlig samvittighed og så er han ikke sur på mig? Kunne han ikke have sagt det noget før? "Så alt er ved det gamle igen?" Mumlede jeg til mig selv, jeg så op på Harry som må have hørt det, for han nikkede. "Kom," sagde han og trak mig med en i stuen..

Jeg blev trukket ned i sofaen, så jeg sad imellem Harry og Albert. Jeg kunne mærke Albert's og Zayn's blikke på mig. "Undskyld," var der en der mumlede i mit øre, jeg kiggede op og så Albert. Jeg tvang et smil frem på mine læber, "det gør ikke noget bare det ikke sker igen!" Sagde jeg og sendte ham denne gang et ægte smil som han hurtigt gengældte. "Når men jeg må vidst hellere se at komme hjem," sagde Albert. Drengene rejste sig op og gik med ham ud til døren. Han vinkede til mig og sendte et skævt smil også var han ellers ude af døren. "Guys, jeg er hundesulten, kan vi ikke få noget mad?!" Spurgte Niall, "enten laver Allice det eller også bestiller vi," sagde Louis, de andre drenge nikkede, "hvad vil i helst?" Spurgte jeg, "du laver!" Svarede Zayn, jeg sendte ham et irriteret blik, sukkede og rejste mig for at komme ud i køkkenet..

Jeg åbnede køleskabet, hvor jeg fandt noget agurk, salat blade og tomat... Hmmm det Burger vi skal have idag! Jeg fandt nogle Burger boller og noget hakkekød. Så gik jeg ellers igang med maden. "Drenge, der er mad!" Råbte jeg, "oh, hvor dufter her godt!" Udbrød Niall, vi andre holdte virklig inde med ikke at rulle rundt på gulvet af grin. Jeg fik sat de sidste ting på bordet. Jeg satte mig ned, imellem Harry og Liam. Foran Zayn, argh! Jeg kiggede ned i min mad hele tiden, fordi jeg ville undgå øjenkontakt. "uh!" jeg kiggede op og så ind i Liam's øjne, "er der noget i vejen Allice?" Spurgte han. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, men Louis var tydeligvis uenig, "sig det nu Allice, det, det vi er her for!" Sagde han, jeg rystede igen på hovedet, "det ikke noget..." mumlede jeg, "joh, det er Allice, du undgår øjenkontakt, du kigger i din mad og hele dagen har du været inde på dit værelse!" Sagde Zayn i en ret hård tone, "ikke hele dagen!" Snerrede jeg, "nej men så halvdelen af dagen! Kan det ikke også være ligemeget!?" Svarede han igen, "jah, Zayn kan det ikke være ligemeget? Hvorfor skal du blande dig?!" Snerrede jeg, det lukkede tydeligvis munden på ham. Igen var jeg ligeglad. Jeg kunne mærke alles øjne på mig hvilket irriteret mig en lille smule. Jeg skubbede hårdt stolen ud og rejste mig op, jeg nåede lige ud af døren. Men så fik Zayn fat i mig. "Allice, hvorfor er du sådan?" Spurgte han, jeg ignorerede ham og prøvede at slippe fri, "Allice, svar mig!" Blev han ved, "Allice..." "Zayn, jeg gider ikke snakke med dig! Kan du ikke forstå det?!" Udbrød jeg. Zayn så helt målløs ud, og det fik ham til at stramme grebet om mit håndled. "Allice?" Sagde han chokeret, "Zayn?" Svarede jeg igen, "hvorfor?" blev han ved, "Zayn, kan du ikke set det? Du løj for mig i morges bare for at få mig med hjem! Du sagde endda at ham Albert der VAR gået og da vi så kommer hjem var han der endnu!" Skreg jeg, "Allice.... Det jo en latterlig grund!" Sagde Zayn, okay måske havde han ret, nu hvor jeg tænker mig om var det egentlig en ret latterlig grund, måske havde jeg bare brug for at være sur? Nej! Jeg var sur på ham, sur over det han havde gjort, det kan godt være han ikke havde gjort noget stort, men det ramte mig sku!

 Han prøvede igen at fange mine øjne, men jeg følte mig flov og jeg kunne mærke tårene presse sig på og han skulle bestemt ikke se mig græde! Da han endelig havde fanget dem og vi havde fået øjenkontakt sendte han mig et stort smil og trak mig ind i et kram.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...