Knuste drømme - At miste en ven (One Shot)

Vi var til OL. Så langt havde den smukke røde vallak båret os.

I en sport som military, kan terræn delen, næsten føles som en kamp om liv, og død. Hvilket det i sidste ende også kan ende med. Kampen hvor bare små detaljer, kan få drastiske følger.

Dette er mit bidrag til konkurrencen med OL.

39Likes
26Kommentarer
2474Visninger
AA

1. Tabet af noget uundværligt

En skælven gik igennem min krop. Jeg var nervøs. Jeg pustede stille ud og ind, forsøgte at få kontrol over mine nerver. Min hjelm sad tæt fast til hovedet, og min beskyttelsesvest gav en dejlig tryg fornemmelse. Jeg vidste at det bare var min nervøsitet der forstyrrede mig, men min mave føltes at gå amok, og jeg kunne mærke jeg var spændt. Det samme var Flash. En smuk, rød, vallak, af racen Hannoveraner. En hest, et væsen, som jeg stolede fuldt og fast på. Det rolige, men stadig opmærksomme blik i hans øjne, fortalte altid en: ’Jeg har styr på det.’ Hvilket jeg også vidste han havde. For nogle var han bare en hest, men ikke for mig. Han var en ven. Han havde båret mig langt, endda helt OL hvor vi var nu, og jeg havde en tro på at han ville kunne bære mig endnu længere.

I går havde vi klaret dressuren utrolig godt. Hele 78,6 % blev det til, så vi lå nu godt i placeringen.  Jeg var stolt af ham. Men på den anden side, vidste jeg også at han elskede at vise sig frem. Det var ikke helt tilfældigt, at han gav det hele en tand ekstra energi. Luften havde summet af atmosfære, og vi havde begge været spændte, men han forholdt sig afslappet. Noget jeg elskede ham for. Han holdte hovedet koldt, en egenskab jeg havde brug for engang imellem.

Prøve springene på opvarmningsbanen havde vi klaret fint, og jo bedre det gik, jo mere kom der låg på min nervøsitet. Min afslapning havde også en god påvirkning på ham. Han slappede mere af, og galopspringene blev mere afslappede. Jeg fokuserede springene. Lige nu var de mest enkle og lignede træstammer, men jeg vidste at når vi kom ud på den rigtige bane, ville det være noget helt andet. Dem der havde bygget bane, havde virkelig fået lov at slå sig løs, med dekorative spring der lignede alverdens ting. Brede spring, der lignede huse i gammel stil, eller høje spring med masser af blomster. Vandgrave, smalle spring og andre forhindringer. Denne bane havde en masse at byde på.

En skratten lød fra højtalerne, og jeg blev bedt om at holde mig klar. Endnu engang overmandende nervøsiteten mig. Som havde den bare lagt på skjul bag træerne, for så at komme igen når vi skulle rigtigt i gang. Jeg satte Flash ned i trav, og lavede kun letridning indtil jeg blev kaldt ud. Jeg skulle bruge de sidste fire minutter, for at få roen over mig selv igen. Jeg tænkte på afslappende ting, og trak vejret dybt ind, og ud. Min træner kom over, og ønskede mig held og lykke for sidste gang. Jeg smilede og nikkede til svar, da jeg red hen mod start. Kun kort efter, ringede klokken, og jeg satte Flash i galop. Nu var vi af sted, nu skulle det ske.

Allerede efter tre spring, kunne jeg mærke nervøsiteten der langsomt forsvandt. Mit fokus på banen, Flash, og mig selv, dulmede mine nerver, til jeg ikke kunne mærke dem mere. Den flydende fornemmelse af at ride igennem græsset i en langstrakt galop, var vidunderlig. Jeg havde fornemmelsen af at ride på en sky, fornemmelsen af at jeg fløj. Til hvert spring fik jeg ham afkortet, holdt lidt igen så han ikke bare løb ind i springet, og pressede så med schenklerne til at han skulle sætte af. Jeg følte mig i god balance, og nød fornemmelsen af at han arbejdede under mig.

Han gled lidt ved den første vandgrav, men med lidt støtte, fik han hurtigt sat benene rigtigt igen. Det sprøjtende vand føltes rart mod mit ansigt. Jeg var allerede begyndt at have det varmt, og jeg kunne mærke at jeg var let fugtig under ridehjelmen. Jeg min ryg føltes også svedig af de mange lag, men god beskyttelse var livsvigtigt i en sport som military.

Efter et stykke tid, hvor vi var lidt over halvvejs i banen, kom vi til den helt store vandgrav. Der var først et spring, som man kom ned i vandet, derefter et spring i selve vandet, og til sidst et smal spring op fra vandet igen. Dette var et af de steder jeg havde glædet mig mest til i banen, fordi det var så forskellige spring, på så kort tid. Her gjaldt det om at holde koncentrationen.

Jeg holdte ham i en frisk galop mod det første spring, men lige da han satte af, skred han med den ene baghov. Jeg fik overbalance, og var ved at falde til den ene side, men det lykkedes mig lige at komme op igen. Flash havde dog landet i vandet helt forkert, og kom skævt ind på næste spring. I desperation prøvede jeg at få ham til at sætte tidligere af, men det var allerede helt galt. Jeg hørte et stort knæk, et vrinsk fuld af smerte, og faldt derefter ned under vandet sammen med Flash.

Vandet opslugte mig helt, og jeg fik vand galt i halsen. Jeg fik hovedet op af vandet, og hostet vand op igen. Men et chokerende syn mødte mig. Der var omkring 7-8 folk omkring os, de fleste ved Flash, men to var også hurtigt henne ved mig. De snakkede til mig, men jeg opfangede ikke andet end, ’…okay?’. Mit blik var fast låst på Flash. Han lå og sprællede desperat i vandet, og blikket i hans øjne, slog mig næsten ud. De var fyldt med frygt, men smerte overskyggede det næsten. Jeg traskede så hurtigt der hen, som jeg kunne. Men straks da jeg så hvad der var sket, faldt jeg ned ved siden af ham. Mit blik var allerede fyldt med tårer, og jeg hulkede højt, da hele situationen, og ikke mindst hvad der nu skulle ske, gik op for mig.

Den smukke røde vallak lå gispende i vandet, med blodet strømmende ud fra knæet på venstre forben. Hele knoglen var flækket, og havde skåret sig igennem kød, skind, og pels, og kunne ses tydelig. Blodet strømmede stadig kraftigt ud, og vandet blev mere, og mere mørkerødt.

En hånd lagde sig på min skulder, og jeg kikkede skræmt op på en mand i kittel. En dyrlæge gættede jeg mig til. Jeg kunne læse spørgsmålet i hans øjne, og nikkede stille med tårerne løbende ned af mine kinder. Han nikkede til svar, og vendte sig om for at finde tingene frem fra hans taske.

Jeg lagde igen blikket på vallakken, og holdte hans hoved tæt ind til mig i mit skød. Jeg lænede mig beskyttende over hans hoved, og tårerne trillede ned på hans fine, røde, og nu våde pels. Jeg skimtede i øjenkrogen dyrlægen der bukkede sig ned, og pressede nålens indhold ind i halsen på Flash. Jeg mærkede stille hvordan hans puls blev langsommere. ”Jeg elsker dig dreng. Mere end du tror,” hviskede jeg stille, grådkvalt ned ved hans øre. Jeg vidste at han ikke ville forstå det, men det gav mig en trøst, at have sagt det. Jeg hulkede igen stille, og tårerne syntes at være uendelige. Men der var heller ikke nok tårer i verdenen for denne fantastiske hest.

Igen lagde en hånd sig på min skulder. Jeg vidste grunden denne gang. De havde et OL de skulle videre med, men OL kunne rende mig. OL havde knust mine drømme, knust mig, og havde brutalt taget min bedsteven fra mig. Jeg kunne ikke klare tanken om det lige nu. Men jeg flyttede mig modvilligt alligevel. Han kunne ikke blive her i vandet, livløs, for altid. Stadig grædende rejste jeg mig forsigtigt op, efter at have plantet et forsigtigt kys på hans hoved. ”Farvel min dreng,” hviskede jeg igen, og jeg rejste mig så helt op, selv om mine ben syntes at kunne knække sammen, hvert øjeblik det skulle være.

Mine ellers hvide ridebukser, var nu farvet røde, og resten af mit tøj, havde også fået en rødlig nuance. Jeg spændte min ridehjelm af, og først nu flyttede jeg blikket op på publikum. De fleste stod i chok, nogle græd endda, og andre havde øjne fyldt med tårer. Jeg så en mor der stod og holdte sin datter for øjnene, selv havde hun tårer i øjnene. Jeg vidste at der var et slemt syn. En død hest, med et spidst knoglestykke stikkende op igennem skindet, liggende i blod rødt vand. Men alligevel kunne jeg mærke, at en vrede rørte på sig inde i mig. Hun kunne lige så godt lære om livet, og døden nu. Livet indeholdt død, og sådan ville det altid være. Det var ikke noget man kunne beskytte børn mod. Selv om sorgen var hård og lang.

Jeg så igen ned mod Flash, og straks kom tårerne igen rendende ned af mine kinder. Man havde lagt en presenning om ham, og var nu ved at slæbe ham væk. Et blodspor viste sig tydeligt fra ham, til den store røde plet, var han havde lagt. Jeg gik stille efter dem, og den eneste lyd der var, kom fra mig der gik igennem vandet, og dem der hev Flash efter sig. Jeg blev ved med at stirre på ham, jeg kunne ikke fjerne blikket. Jeg kunne ikke klare tanken om, at for lidt over fem minutter siden, havde han stadig været i live. At jeg aldrig mere skulle køre hånden over den bløde pels, når vi red ude en varm sommerdag, var umulig for mig.

Da jeg kom ind på land, blev jeg straks omfavnet i et knus. Jeg kunne mærke at det var min træner, og jeg knugede mig hårdt ind til ham, og hulkede ned i hans skulder. Det var ikke fordi vi var tætte, men at blive trøstet var hvad jeg havde brug for lige nu. ”Det gør mig ondt. Han var virkelig en fantastisk hest,” sagde han stille, hvilket bare fik mig til at hulke højere. Jeg var ligeglad med at folk overalt i verdenen kunne se at jeg græd på TV, det var ligegyldigt nu. Jeg havde mistet noget uundværligt, jeg havde mistet min bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...