Mind Breaker - Tankebryder.

Samfundet adlyder.
En persons skæbne ændres
Og et nyt våben bliver fundet.

Lorina lever i et samfund, hvor alle adlyder "De øverste". Den mindste lovovertrædelse eller ulydighed koster brutal afstraffelse. I et samfund som det, er det vigtigt at passe ind og holde sig i baggrunden. Da Lorinas hus pludselig bliver stormet af 2 soldater bliver hendes fremtid revet væk som sand i vinden. Der er blevet sendt bud efter Lorina. For 17 år siden fandt nogle forskere et interessant fund. Et lille stykke DNA fra et menneske indeholdt unikke celler, der slet ikke burde eksistere. Efter års forskning lykkedes det forskerne at finde frem til cellernes virkning. Èt navn matchede pludselig DNA'et. Lorina Ann Hemsworth. Pigen, der ifølge forskerne har fået en gave. At ændre menneskers tanker og minder.

1Likes
2Kommentarer
508Visninger
AA

1. Del 1 - Fanget.

Da jeg vågner, er daggryet begyndt at kaste sine lange kaskader af lys ud over himlen. Smukke orange og lyserøde nuancer maler himlen og breder sig så mere og mere. Madrassen er stadig fugtig efter nattens uroligheder. Endnu et mareridt. Der har faktisk været ret mange af dem på det seneste men det kommer ikke som en stor overraskelse. Jeg husker stadig de gode dage. De trygge dage, hvor jeg tilbragte de fleste af dem sammen med min familie. De lange ture nede ved søen, hvor vi altid holdt picnic i skyggen af det store egetræ. Ja, dengang var jeg tryg. Dengang var alle trygge…    Jeg svinger mine ben ud over sengekanten og bevæger mig lydløst over det kolde trægulv. Daggryet sender små streger af lys ind gennem vinduet og hen ad gulvet hvor de strækker sig og bliver bredere og bredere. Jeg vandrer rastløs rundt i et stykke tid og accepterer efterhånden, at jeg lige så godt kan blive oppe. Jeg kommer ikke til at sove igen alligevel nu. Jeg går ud på badeværelset, tænder for vandhanen og plasker vand i ansigtet indtil jeg mener, at jeg er nogenlunde nedkølet igen efter svedeturen i løbet af natten. Minderne strømmer gennem mit hoved. De vælter rundt i hinanden og gør det svært at fokusere, men jeg prøver ikke at gøre noget ved det. I stedet sætter jeg mig på en stol ved et lille bord og drikker en kop urtete, mens jeg genskaber det, der skete for bare to dage siden. Den dag, der ændrede mit liv.

Jeg var stået tidligt op som jeg plejede at gøre og begyndte så småt at lave morgenmad. Min mor og lillesøster Mell lå stadig og sov og jeg kunne ikke nænne at vække dem før morgenmaden. Da jeg efterhånden havde sat det hele hen på spisebordet gik jeg hen og satte mig forsigtigt på sengekanten. Jeg fandt en fjer, som tydeligvis var røget ud af hovedpuden og kildede Mell under næsen. Hun åbnede sine store grønne øjne og begyndte at le. Jeg kunne ikke lade være med at smile ad hende, for jeg har altid elsket hendes smukke latter. Jeg lænede mig ned og kyssede hende på panden som jeg altid gør, mens jeg fortalte, at der var morgenmad.    ”Du laver altid morgenmad til os. Hvorfor vækker du mig aldrig så jeg kan hjælpe dig?”. Mell prøvede at se irriteret ud men kunne ikke holde facaden mere end et par minutter. ”Fordi jeg godt kan lide at se på, at du sover”. Sagde jeg mens jeg trykkede min pegefinger mod hendes næse. Hun smilte og gik tøffende hen til bordet i sine morgensko, der er mindst 3 numre for store. Min mor satte sig op i sengen og kiggede uforstående på os:” Hvem sover?”. Hendes morgenhår stod ud til alle sider og vi begyndte alle at grine. ”Det gør du tydeligvis”. Sagde jeg og kunne ikke lade være med at ryste på hovedet ad hende. Vi satte os hen til bordet og begyndte at spise. Mens jeg tømte mit glas med juice så jeg over på den fjerde stol omkring bordet. Det var først der det gik op for mig, at jeg havde dækket op til min far, selvom jeg godt vidste, at han var bortrejst på forretningsrejse. Vane. Efter morgenmaden stod jeg med en håndfuld tallerkener, der skulle vaskes op da døren pludselig blev sparket ind og 4 bevæbnet mænd i mørkegrønne, rene og skinnende uniformer kom ind. Min mor og jeg udvekslede blikke et øjeblik og jeg kunne se rædslen malet i hendes klare brune øjne. Hun rejste sig langsomt op og trak Mell ind til sig for at beskytte hende, hvis det utænkelige måtte ske. Ingen af os anede, hvorfor de var her. Jeg kunne ikke komme i tanke om noget, vi havde gjort forkert. ”Et samfund som vores bliver bygget på ærlighed, troskab og lydighed. Et hvert menneske, der yder en form for lovovertrædelse eller ulydighed vil blive straffet med retfærdig afstraffelse”. Sådan blev ordene udtalt af vores eget overhoved Ravius Lacoin – Leder af landet Neival. Jeg tog en dyb indånding, fandt et punkt over den ene vagts hoved, så jeg ikke behøvede at kigge ham direkte i øjnene og spurgte så:” Er der noget vi kan hjælpe Dem med?”. ”Vi er kommet for at hente Lorina Ann Hemsworth”. Sagde den ene soldat. ”Vi har sporet hendes lokalisation til et sted her omkring”. Afsluttede den anden.

Jeg sank en klump og kunne mærke min mors diskrete blik på mig. Det hvilede over mig, holdt mig fanget. Ude af stand til bevægelse. Jeg stillede tallerkenerne på køkkenbordet og satte mine hænder på stoleryggen, for at holde dem et sted, hvor de ikke virkede urolige. Jeg løftede min hage lidt og sagde så:” Jeg er Lorina Ann Hemsworth”. De to soldater udvekslede blikke, gik roligt rundt om køkkenbordet og tog fat i mig med hver sin arm. Min mors stemme skar igennem alting:” Nej du går De vidst for vidt De herre. Min datter har intet gjort. Hun overholder reglementet som alle andre borgere”. Jeg kunne se, at hun virkelig troede på, at jeg ikke havde gjort noget. Dog synes jeg, jeg kunne ane en lille usikkerhed. Soldaterne flyttede deres øjne fra mig til min mor. De virkede tommer. Blottet for følelser som var de bare to sorte huller med en smule farve omkring. Og de forblev kolde da de svarede:” Nej frue. Deres datter har ikke som sådan begået en forbrydelse, men hun er blevet indkaldt af det øverste råd. Deres datter er en vigtig brik i vores samfund og system”. ”øh … Undskyld?”. Sagde jeg. Fornærmet ville være et passende ord for mine følelser på det tidspunkt. Deres ord fik mig til at føle mig som en ussel ting. En værdiløs genstand, de bare kunne forme og derefter kassere, hvis den ikke kunne gøre nytte alligevel. Min mor gik hurtigt i forsvarsposition:” Lorina!”. Hvis øjne de kunne dræbe …

 Den ene soldat mindede mig lidt om en klippe jeg engang hørte i et digt. Stolt og stabil. Men kold og følelsesløs. Jeg brød mig mindre og mindre om den mand. Han var skræmmende og opførte sig som om han med et fingerknips kunne få mig til at forsvinde. Det kunne han måske også så jeg holdt bare min mund lukket. Jeg skævede til den anden soldat og syntes at kunne ane en lille trækning i mundvigen hos ham. Han smilede. Det er ikke noget man normalt ser soldaterne gøre. Min mors stemme bragte mig tilbage til virkeligheden:” De må meget undskylde, hvis jeg ikke er intelligent nok til at forstå, hvad de siger. Men jeg ser ikke sammenhængen mellem samfundet og systemet og min datter. Måske hvis De kunne forklare nærmere?”. Den ene soldat fortrak ikke en mine men sagde bare afvisende:” Det er desværre fortrolige oplysninger frøken. Vi tager deres datter med nu, fortsæt god dag”. Mor gik instinktivt hen mod døren og stillede sig i vejen så soldaterne ikke kunne komme forbi. Mell satte sig på en stol og prøvede at gemme sig lidt ved at synke lidt mere ned ad stolen. ”Frøken jeg vil lige minde Dem om, at det er imod reglerne at stå i vejen for en soldat. De kan flytte dem frivilligt eller også tager vi dem med, hvor de vil modtage deres straf”. Jeg hader vores samfunds regler. Den mindste lovovertrædelse medfører en vis straf. Det er meningsløst at straffe mennesker for en lille ubetydelig ting. Mor slappede af i musklerne og trådte væk fra døren. Selv hun ville ikke risikere at modsige reglementet efter at være blevet advaret. Soldaterne øgede deres greb om mig og førte mig ud af døren. Mit hjem og væk fra min familie, uden at sige farvel først. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...