S.O.S. Nowhere Girl is back (1D)

Ok, folkens jeg er tilbage. Hvis du læser det her, er det fordi du er en af de heldige, der var på i minuttet. Jeg ved det er svært, men lad det blive vores lille hemmelighed og se hvor længe i holder. Jeg beder jer inderligt. Hvad der er sket siden sidst? Det ved i lige så godt, som jeg. Jeg blev en megastjerne og er det stadig. Liam og jeg blev kærester officielt nogle måneder efter festivalen. Jeg begyndte, at tage ham forgivet, han var mig utro og jeg slog op. Jeg har holdt masken ret godt, har jeg ikke? Nu er jeg altså tilbage. S.O.S Nowhere girl is back.Hjælp mig med at komme over ham.

17Likes
27Kommentarer
2595Visninger
AA

11. Hvad jeg gør...

Jeg fatter ikke, hvor Sharon skulle igennem så mange led. Personligt går jeg bare på nettet for at finde hendes nummer i lufthavnen, men hun har sikkert heller ikke kunnet tænke klart. Sharon er mors instruktørveninde. Hun har instrueret mange af mine videoer, som jeg er kendt for. Hvis der er noget jeg bruger penge på er det musikvideoer. Derfor kender jeg hende ret godt, men vi plejer altid at snakke igennem min mor, hvis der er noget.

”Hej, det er Tri,” siger jeg. ”Jeg har fundet en forbindelse, som gør at jeg er derovre 9 i morgen jeres tid, men det var det hurtigste jeg kunne gør det.” ”Har du nogen ideer, om hvordan hun bliver rolig?” spørger hun panisk.

Jeg går ind i en mur og folk kigger på mig og nogle paparazzi får et billede, men jeg tænker ikke meget over det, hvilket jeg normalt ville.

”Tænk dig om Sharon og giv mig et kald, når du har regnet den ud,” siger jeg. Jeg mener det ikke ondt. Den er bare lidt åbenlys. ”Men det kan jeg jo ikke!” lyder svaret. ”Hvorfor ikke?” spørger jeg undrende. ”Hun har børnene!” siger hun. Jeg tror ikke helt Sharon er med. ”Hun havde mig sidst,” påpeger jeg tøvende. ”Der var der ingen der holdt sig tilbage.” ”Det var andre tider!” hviner Sharon. Jeg griner bittert. ”Ok, det var dengang hun drak sig fuld i weekenden, men det ændrer ikke noget. Bare rolig hun begynder selv,” siger jeg.

”Hvad med børnene?” spørger hun. ”Hvad med dem?” spørger jeg. ”Hvor er de egentligt?” ”Hospitalet, der skal de være natten over, for at man er sikker på at, der intet er sket,” siger hun. ”Jamen, så henter jeg dem i morgen og så ser vi hvordan situationen er,” svarer jeg bestemt.

Jeg tvinger mig selv til at sove på flyet. Da jeg kommer af venter der mig flere paparazzi. Jeg må være et sjældent syn for dem, da jeg sjældent viser mig i min skrigende pink hættetrøje og grå joggingbukser, som var det jeg lige kunne nå, udover noget som jeg hellere vil bruge, når jeg er kommet væk herfra. De må tro Liam og jeg har slået op. Når det så går op for dem, at det har vi ikke, vil billederne blive brugt i blade som The A Teen med teksten: ”Tri Evans er normalt godt med på moden, men selv efter en lang flytur, må de kendte overgive sig til hættetrøje og joggingbukser. Ser hun ikke bare godt ud?”

Jeg er fuldkommen ligeglad og får en taxa til at køre mig hjem til min mor, hvor jeg sådan set bare henter min bil og kører hen til hospitalet. Under hele dette inklusive flyveturen, siger jeg ikke et ord, men bruger andre teknikker, som for eksempel bare at vise chaufføren adressen på et stykke papir.

Jeg finder med lidt besvær ned i børneafdelingen. ”LaJa Smith,” siger jeg hæst. Sygeplejersken, som allerede kigger mærkeligt på mig før, kigger nu meget mærkeligt på mig. ”Undskyld, Laura og James Smith,” siger jeg. Hun taster noget ind på sin computer. ”238. Ned af den her gang og så til højre. Er du nu sikker på det?” spørger hun. ”Hvad mener du?” spørger jeg undrende. ”Kender du dem?” spørger hun. Hun har genkendt mig, som Tri Evans, men ved ikke ret meget om mig. Ret typisk. ”Det er mine halvsøskende og jeg skal hente dem,” siger jeg og smiler til damen, før jeg vender mig om.

Da jeg kommer ned, lyder der tuden og James hyler op: ”Hold fingrene væk fra min søster!” Det viser sig, at være en simpel sygeplejerske, der prøver at tage sig af den tudende Laura. ”Rolig Ja,” siger jeg og går hen til den tudende Laura. Jeg sætter mig på sengen og tager hende op på skødet. ”Wish I could lift the heavy yoke, from your tiny shoulders. Please, guys, look at me with you innocent eyes,” synger jeg stille. Der bliver helt stille og 2 par grønne øjne møder mine, før jeg fortsætter. Sygeplejersken bliver bare stående måbende, mens James sætter sig ved siden af mig og klynger sig om min arm. ”Far døde!” siger James så. Jeg lader min hånd glide over hans sorte krøller. ”Det gjorde min også. Jeg var bare dobbelt, så gammel som jer,” siger jeg og fokuserer fuldkommen på sygeplejersken.

Hun er måske et år yngre end mig og virkelig køn. ”Hvad laver du her?” spørger hun. ”Jeg mener du er jo en kæmpe stjerne.” ”Er du fan?” spørger jeg. Hun tøver lidt. ”Din musik er fantastisk,” siger hun. ”Men du stalker mig ikke, som en anden vanvittig tøs,” gætter jeg. Hun ser overrasket på mig. ”Det er mine små søskende,” siger jeg så. ”Må jeg godt tage dem med nu?” Hun henter en læge, som er fuldkommen forbløffet over, hvordan jeg har fået Laura til at tie stille.

”Kan mor godt leve uden far?” spørger James forsigtigt. ”Ja, hun skal bare have lidt tid til at komme sig over ham. Det er derfor, jeg er her,” siger jeg. Da vi kommer ud til bilen vil ingen af dem ind i den. Jeg må virkeligt tænke mig om, før jeg finder en måde, at gøre det på. ”Prøv at hør her. Nu har i lige været i et biluheld, derfor er sandsynligheden for at i kommer ind i et mere meget mindre. Hop nu ind og så finder vi et sted at købe is,” siger jeg. Det er ikke så meget isen der lokker, men mit utålmodige tonefald.

Da jeg i butikken betaler for isene, køber jeg samtidig spiritus til mor. ”Jeg troede ikke du drak,” siger ekspedienten. Det med at de der gider, at høre på pressen, ved alt om en… Jeg tvivler på at mange kan nikke genkendende. Hun kigger også misbilligende på LaJa. ”Det gør jeg heller ikke,” siger jeg med et træt smil. ”Det er heller ikke til mig.” På trods af meget spiser børnene isene med største fornøjelse, før vi kører hjem til dem.

”Løb nu op på jeres værelser, så ser jeg til mor,” siger jeg og går selv ind på badeværelset. Et bad, en rocket top og nogle camouflage bukser og jeg er mig selv igen. Dem der ikke synes, at Liam og jeg passer sammen, påpeger altid faktum at jeg er rocket, mens han er poppet. Men så påpeger folk på den anden side, at jeg bare har min egen stil og at jeg ikke ligefrem dyrker den rå tøs, bare fordi jeg spiller lidt rocket musik og klæder mig i stilen.

Jeg går ned på terrassen, som er mors opholdsted og kan allerede på lang afstand høre hende og Sharon. Mor må have raset i snart 15 timer og Sharon har tydeligvis ikke fulgt mit råd. ”Mor slap af! Det er unfair. Jeg ved det,” siger jeg. På nogle måder er vi meget ens og på andre er vi helt forskellige, for i stedet for at græde, går vi begge i choktilstand. Hun går bare helt amok, i stedet for ikke at kunne få et ord ud. Jeg stiller flasken med whisky på bordet og marcherer tilbage til køknet og finder glas og is. ”Drik,” siger jeg. Allerede efter første glas slapper hun af. Hun stirrer på den flydende væske, som om hun kæmper en indre kamp. ”Jeg vil have mere, men jeg kan ikke drikke mig fuld,” siger hun. ”Jo, du kan. Mor, lad os se det i øjnene. Os komme over en sorg uden alkohol, ville være absurd,” siger jeg. ”Hvad med James og Laura?” spørger hun og kigger meget intenst på mig. ”Eneste problem… Men det er løst, hvis de vil med mig,” siger jeg.

I samme sekund kommer de begge løbende og bliver trukket ind i en kæmpe krammer af mor. ”Hør her, jeg har nogen ting, jeg skal ordne, men Astrid har lovet, at lave noget med jer,” siger hun. De kigger begge på mig. ”I bestemmer. I kan kommer med til London, hvis i vil, eller vi kan tage til San Francisco og besøge bedste,” siger jeg. ”Jeg vil gerne til London,” piber Laura, som om hun ikke helt vil indrømme det, men siger det alligevel. ”Det vil jeg også,” siger James. ”Jamen så er det bare op og pakke,” smiler jeg.

Jeg kigger på Sharon, som ser yderst stresset ud. Det er ikke kun mor, der har brug for en pause fra virkeligheden. ”Hvorfor tager i ikke bare i byen og lover mig, at i er sober til begravelsen?” spørger jeg og går op for at finde flybilletter.

Jeg ringer til Liam, da jeg har fundet nogle. ”Vil bare lige advare dig… Jeg har LaJa med. Ikke at det kommer til at påvirke dig, mere end du gider, men bare lige,” siger jeg. Jeg kan høre, at han har Andy på besøg. ”Hvad siger hun?” lyder det nemlig. ”Sæt mig på højtaler,” smiler jeg. ”Min stedfar er lige død, så jeg tager lige mine små søskende med hjem.” ”Dem på 6?” spørger han, altså Andy. ”Korrekt,” siger jeg. ”Held og lykke Liam!” siger han så. ”Åh! Voks dog op Andy,” siger jeg. Andy og jeg hadede hinanden i starten, men da vi blev ved med at udbryde de samme ting, var det umuligt at blive ved. En af de mest syrede ting, vi har prøvet, var da det gik op for os, at vi… hvad skal man kalde det og vi begge udbrød: ”Liam! Hvorfor siger din kæreste/bedste ven, det samme som jeg?” Nå, men det lyder ikke, som om Liam selv har noget imod det, så turen går bare hjem til England. Jeg kan ikke lade være med at tænke over hvad det var han ville sige…

S.O.S. Hvornår lærer jeg, at vide hvad jeg har gang i?

Nowhere Girl   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...