S.O.S. Nowhere Girl is back (1D)

Ok, folkens jeg er tilbage. Hvis du læser det her, er det fordi du er en af de heldige, der var på i minuttet. Jeg ved det er svært, men lad det blive vores lille hemmelighed og se hvor længe i holder. Jeg beder jer inderligt. Hvad der er sket siden sidst? Det ved i lige så godt, som jeg. Jeg blev en megastjerne og er det stadig. Liam og jeg blev kærester officielt nogle måneder efter festivalen. Jeg begyndte, at tage ham forgivet, han var mig utro og jeg slog op. Jeg har holdt masken ret godt, har jeg ikke? Nu er jeg altså tilbage. S.O.S Nowhere girl is back.Hjælp mig med at komme over ham.

17Likes
27Kommentarer
2668Visninger
AA

1. Auditoriet

 Jeg har aldrig troet på den eneste ene, men jeg havde ikke ligefrem regnet med, at det skulle ende sådan her.

”Liam! Stop!” griner min egen stemme. Blødt græs under mine fødder og solen skinner. Jeg stikker i løb, mens Liam løber efter til han fanger mig og lægger armene om mig, mens han nynner What makes you beautiful. Hans brune øjne er drillende, mens han siger det. ”Du er fantastisk. Vil du være min?” Rødmen stiger mig til hovedet og jeg kan ikke rigtigt få et ord ud. Ikke fordi jeg er overrasket, tværtimod, bare den gamle generthed der spiller. Mens jeg kæmper med ordene kommer hans hoved nærmere og jeg skal lige til at kysse ham, da en skærende, men samtidig blød stemme går igennem mit hoved.

Det var bare en drøm. Jeg har det virkeligt dårligt. Mit hoved værker og kvalmen presser på. Jeg drak måske lidt for meget i går… og i forgårs… og dagen før det… Ok, jeg har drukket ret meget siden bruddet. Jeg løfter langsomt og hovedet og kigger rundt. ”Ja! Dig der!” siger stemmen. Til min store skræk opdager jeg, at jeg sidder i et næsten fyldt auditorium. Ja, spørg mig ikke hvorfor. Stemmen tilhører en professor. ”Undskyld doktor, men jeg hører ikke til i din klasse,” siger jeg hurtigt. Der lyder en gispen og et kor af hvisken løber gennem klassen. Det er Tri Evans. Jeg kigger skamfuldt ned i bordet.

”Jeg er ligeglad, med om du går i min klasse. Du er her nu og derfor betragter jeg dig som en del af min klasse. Kom nu. Vi arbejder med at skrive vores egne digte lige nu,” smiler hun venligt og peger på ordet Forgot. ”Et digt om at glemme,” siger hun. Til at starte med blokerer jeg fuldkommen og tænker bare på at komme væk, så jeg leder efter min mobil og skal lige til at rejse mig, da jeg ser rundt på en skuffet klasse. Det må være en freshman klasse, for de virker ikke hærgede af den nye skole endnu. Jeg kigger på professoren, som smiler venligt til mig. ”I forgot the first time i met you guys. I forgot the look in your eyes. I forgot the time in London Eye and I forgot the time where we first kissed. I forgot the festival, the kisses, the promises and the love. I was in such a hurry, that I even sometimes forgot you. How could that be possible?” starter jeg. Jeg har siddet og leget med min mobil og fuldkommen fokuseret på det. Nu har jeg også en melodi til det og et helt vers mere. Jeg kigger mig genert rundt og tøver med at fortsætte. Deres forventningsfulde blikke og professorens venlige smil, får mig til det. ”But now I actually remember everything. Now I remember London Eye, long nights, kisses, promises and love. Now I remember, what you mean to me and now it hurts. How can it be, that you first see what you had, when it’s lost,” synger jeg.

Det er starten lidt hæst, men jeg får styr på min stemme og snart lyder den klokkeklart ud over auditoriet. Jeg er overrasket over mig selv. Jeg har ikke kunnet skrive en sang i en måned snart. Så går det op for mig. Måske er det på tide, at vende tilbage til livet igen. Jeg har med mit alkohol, prøvet at løbe væk fra alting.”Må jeg gå nu?” spørger jeg. Professoren ryster på hovedet. ”Folkens, prøv om i kan gøre hende kunsten halvt så godt efter,” siger hun og vinker mig ned til sig. Mens jeg går ned af trappen, bliver der rakt blokke frem, som jeg hurtigt signerer.

”Hvad er dit navn?” spørger lærerinden. ”Tri Evans,” svarer jeg utilpas. ”Det lyder nedskåret,” siger hun. ”Det er det også. Astrid Jane Evans, er mit navn, men Jane var min mormor, en forfærdelig kvinde og Astrid lyder så dumt, når folk ikke udtaler det rigtigt, så det er bare blevet forkortet mere og mere,” fortæller jeg. Hun kigger længere tid på mig. ”Du er virkelig dygtig. Hvorfor går du ikke på det her college?” spørger hun. Jeg trækker på skuldrene. ”For at være ærlig, så var jeg så træt af skolen efter High School, at jeg sagde, aldrig mere skole og blev musiker. Jeg fortryder det virkelig ikke, for måske kan jeg noget med ord og har fået tilkæmpet mig noget grammatik, så tror jeg ikke, at jeg kunne færdiggøre end uddannelse,” mumler jeg. ”Må jeg gå nu?”

Doktoren nikker og jeg går ud for at finde ud af, hvor i verdenen jeg overhovedet befinder mig. Gudskelov står der Berkeley på skiltet og jeg kan med god samvittighed ringe til min mor. Jeg ved det er ydmygende, men jeg tror ikke rigtigt, jeg har andet valg.

S.O.S.

Nowhere Girl 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...