From bullying, to love, to bullying.[1D.]

16 årige Stadz går snart ud af skolen. Der er godt nok et halvt år endnu, og tiden går langsomt. Hun beklager sig tit over skolen, men ingen gør noget ved det. Stadz er et mobbeoffer. Hun bliver udsat for de værste, klammeste, pinligste situationer. Men en dag starter tre drenge på hendes skole. De bliver lagt mærke til med det samme, da de er fra boybandet One Direction. Niall, Liam og Harry starter på nok den værste dag i Stadz' liv. Hun er tvunget til at stille sig op på en scene og synge foran hele skolen, hvis ikke de skal se et billede af hende. Nøgen.
Hun får det værre og værre, men kan de tre drenge og deres to venner, være en god hjælp?

6Likes
6Kommentarer
920Visninger
AA

2. Starten på venskabet.

Den normale tone fra mit vækkeur lød igennem hele rummet. Jeg sukkede træt, og slukkede vækkeuret. Jeg rejste mig træt, og pakkede min dyne, hovedpude og lagn væk. Jeg gik træt ud på mit badeværelse og plaskede vand i hovedet, bare for at tørre det væk igen. Jeg redte hurtigt mit hår, og gik ind på mit værelse igen. Jeg havde et walk in closet, min far mente det var vigtigt for mig. Han havde købt en masse dyrt mærkevaretøj, men jeg brugte intet af det. Jeg brød mig ikke om det. Men nu er jeg heller ikke vokset op med en mor der kunne fortælle en del om. Hun døde da jeg var tretten. Kræft. Det tog hårdt på mig den gang, men jeg kommer stille over det. Min far har fået en ny kæreste. Isabell. Hun var meget sød, men jeg kunne alligevel ikke lide hende. Jeg tror selv at hun bare bruger min far. Nå, videre. Jeg tog hurtigt nogen slidte bukser, en 90's love trøje og min normale hue. Jeg havde fået den af min mor inden hun døde. Jeg tog hurtigt tøjet på, og gik ned i køkkenet. Jeg har en lillesøster og lillebror der er tvillinger. Jess og Johan. Jeg passede dem hver dag, jeg var som deres anden mor. De var to år, og jeg fulgte dem i dagpleje hver dag. Nogen tror jeg er deres mor. Jeg lavede hurtig morgenmad til os og dækkede bord. Jeg delte etage med dem, så jeg løb op af trappen og ind på deres værelse. De sad begge i deres tremmesenge og smilede til mig. Jeg løftede først Jess op også Johan. De mumlede nogen ubetydelige ord, også kaldt babysprog og smilede til. Jess havde hjerte fejl, så hun kunne ikke lave så meget. Det var synd for hende. "Glæder I jer?" spurgte jeg spændt. Jeg havde sat dem i deres babystole eller det de nu hedder. De nikkede begge helt vildt. De glæder sig hver dag. "Så skynd jer, så kommer vi hurtigere af sted!" sagde jeg glad. Jeg glædede mig ikke selv til skolen, jeg ville mest af alt pjække. Det var i dag jeg skulle synge. Vi spiste hurtigt maden, og skyllede af. De tog selv deres sko på. Lidt af det de havde lært når jeg ikke kunne hjælpe dem. Jeg låste hurtigt efter mig og tog dem begge i hænderne. Først hen til dagplejen også hen til skolen. Jeg tog Jess op på min arm og gik videre med Johan. Jess lændede sit hoved op af min skole, og smilede til mig. Jeg mærkede glæden skylle igennem mig. Godt nok var jeg deres storesøster, men jeg opførte mig som deres mor. Jeg svingede Johans arm frem og tilbage i takt med min. Han smilede glad til mig. "Se! Der er dagplejen. Løb du bare derhen Johan." smilede jeg. Jeg gav slip på hans hånd, og smilede glad til Jess. Hun var helt hvid i ansigtet, og hendes smil var falmet. Jeg gispede stille og overvejede at vende om og passe Jess derhjemme. "Hold godt øje med hende. Hun har der dårligt. Får hun det værre så ring til mig, ik?" Jeg kiggede bekymret på Jess, imens dagplejeren smilede til mig og nikkede. Jeg vinkede til Jess og Johan, og begik mig vej på vej mod skolen. Jeg var nervøs. Jeg havde det ikke godt med at skulle synge foran andre. Slet ikke de nye drenge. Jeg sank en klump og trådte ind i skolegården. Folk hviskede om mig. De viste nok hvad der skulle ske. Jeg bed mig hårdt i underlæben, og gik ind på skolen. Jeg satte kurs ned mod mit skab hvor Sylvia og hendes gruppe ventede. Jeg åbnede mit skab og tog mine franskbøger frem. Jeg vendte mig med et suk mod Sylvia. "Du skal synge efter de første to timer." sagde hun med et ondt smil og gik. Jeg sukkede stille og vendte mig om for at gå ned mod min klasse. "Ugh." udbrød jeg, og landede på gulvet. Jeg var gået ind i en person, der kiggede bekymret på mig. Jeg samlede hurtigt mine bøger op, og knugede dem ind til mig. Alle grinte. Helt klart af mig. "Undskyld." mumlede jeg og skyndte mig forbi ham. Jeg kunne mærke hans blik i nakken, men jeg knugede mine bøger indtil mig og prøvede at holde tårerne inde. Jeg tørrede hurtigt dem væk der havde forvildet sig ned af mine kinder og kom småløbende hen til min klasse. Jeg smed min taske ved siden af mit bord, og lagde mine bøger på bordet da jeg havde taget stolen ned. Jeg satte mig tungt ned på stolen, og undgik at høre de andres hviskerier. Jeg sad og holdte mig for ørerne, da en prikkede mig på skulderen. Jeg kiggede op og så direkte ind i nogen blå klare øjne. "Sidder der nogen her?" spurgte han, hentydende til pladsen ved siden af. Jeg åbnede munden for at sige ja, men det var ikke det der kom ud. "Nej." Jeg bandede indvendigt af mig selv, og tog mig til hovedet. Han slog sig ned ved siden af, og kiggede op på Petersen. Vi skal altså sige Hr. Petersen eftersom han er vokset op med at han kaldte sine lærere det. Jeg sukkede lavt, og satte mig til at tegne i mit hæfte. Folk mente jeg var god, men jeg syntes jeg bar dårlig. "Frøken Stallie, hør efter i mine timer." udbrød Hr. Petersen og smækkede en pind ned i mit bord. Jeg kiggede forskrækket op, og sendte ham et koldt blik. Alle grinte af mig, på nær drengen ved siden af mig. Jeg sukkede irriteret og løb ud af klassen. Jeg hørte en stol falde til jorden, og en dør der smækkede. Jeg sank sammen ud på gangen, og gemte mit hoved i mine hænder. Jeg hørte et dunk ved siden af mig, så jeg regnede med at en havde sat sig ved siden af mig. Jeg drejede mit hoved, og så min sidekammeret. Han kiggede roligt på mig. "Hvorfor fulgte du efter?" hiksede jeg. "Du så ud til at have det dårligt." mumlede han. Jeg tvang et falsk smil frem. "Tak." hviskede jeg. Vi sad i lang tid og bare så på hinanden, indtil klokken ringede. Jeg gispede kort, og sprang op. Jeg løb ind i klasseværelset og tog mine ting. Jeg løb hurtigt ned til mit skab, hvor Sylvia og klanen stod. "Klar til at ydmyge dig selv?" spurgte hun snobbet. Jeg nikkede stille, og smed mine ting ind i mit skab og smækkede det. Mit hoved bad mig blive væk, men jeg ville ikke gøres mere til grin. Jeg sukkede lavt og gik ned i salen, hvor Sylvia og hendes klan nok allerede var. Jeg kiggede op på Sylvia der stod oppe på scenen. "Stadz ville gerne synge for jer, så giv hende en stor hånd." sagde hun snobbet og gik ned til mig. "Luder." hostede hun da hun gik forbi. Jeg gik stille op på scenen og kiggede genert på alle de folk der smågrinede. Men dem der fangede mit blik, var de to drenge jeg havde mødt i dag. Jeg tog en dyb indånding, og begyndte at synge. Det lød dårligt, men jeg ville hellere ydmyges sådan her. Jeg løb hurtigt ned af scenen da jeg var færdig. Alle folk grinede, og jeg nåede lige at høre hvad Sylvia sagde inden jeg løb ud derfra. "Det var vores alle sammens luder, Stadz." grinte hun ondt. Jeg brød sammen ude på gangen. Min mobil begyndte at ringe med den forfærdelige ringetone den nu har. Jeg kiggede på skærmen, og fòr op. Det var dagplejen. Jeg tog den hurtigt, imens min indånding blev svagere. "D-det Stadz." stammede jeg. "Hej Stadz. Det er angående din lillesøster." Jeg gispede svagt. "Hvad er der med hende?" spurgte jeg svagt. "Hun er på hospitalet." Jeg sprang nærmest ned til mit skab imens jeg snakkede med dagplejeren. "Hvordan har hun det så?" spurgte jeg stille. "Hun havde det dårligt da hun blev hentet. Mere ved jeg ikke." "Tak alligevel." sagde jeg og lagde på. Jeg løb ned til udgangen, men stoppede op da en kaldte på mig. "Ikke nu! Jeg skal ned til min søster." råbte jeg, og løb ud. Jeg snublede nærmest over mine ben hele tiden, og flere gange stoppede jeg op for at får vejret. "Stadz. Skal vi ikke køre dig?" Min sidekammerat, ham jeg gik ind i og en anden dreng stod bag mig. "Jeg.. Nej. Jeg tager selv derud." sagde jeg. Jeg satte i løb igen, men blev overhalet af de tre drenge. Jeg blev nød til at stoppe op. "Hvad vil I mig?" spurgte jeg irriteret. "Vide hvad der foregår, og snakke med dig." sagde en dreng med brunt hår. Jeg havde set ham før, noget min lillesøster viste mig. Jeg sukkede irriteret. "Det har jeg ikke tid til. Min lillesøster ligger på et hospital og er ved at dø." sagde jeg, og pegede i retningen mod hospitalet. "Lad os i det mindste køre dig!" sagde krøltop. Jeg gav dem alle et elevatorblik, og endte med at nikke. "Fint." mumlede jeg. De smilede alle tre stort og tog fat i mig. Vi alle hurtigt ned imod deres bil. Krøltop satte sig ind foran. De havde en chauffør til at køre dem. Rige fjolser. Jeg satte mig ned med et suk. "Fortæl om dig." sagde den lyshåret ivrigt. Jeg rystede stille på hovedet. De nikkede bare akavet. Jeg løb hen til skranken og fik dem til at fortælle hvor min søster var. "Værelse hundrede fem. Ned af gangen til højre." forklarede hun. Jeg gik hurtigt hen til hendes værelse, og tittede mit hoved frem. Hun brød ud i et smil da hun så mig. Jeg klukkede glad og gik hen til hende. "Hvordan har du det?" spurgte jeg bekymret. "Bedre." sagde hun, og begyndte at hoste helt vild. Jeg gik i panik, og trykkede på en stor rød knap. Jeg har været her før, og vidste hvor jeg skulle trykke. De kom hurtig stormende hertil, og bad mig gå ind. Drengene ventede ude på gangen, da jeg kom derud. Jeg gav dem et koldt blik, og satte mig ned. Hvorfor var de her overhovedet? Hvorfor nedgjorde de mig ikke som alle andre? De bekymrede sig om mig.. Det var nyt for mig. "Hvad var det I ville mig?" spurgte jeg, som tidligere. "Vide hvad der foregår, og snakke med dig." svarede Krøltop. "Okay. Hvad er det så I vil vide hvad foregår?" spurgte jeg, og satte mig ordentligt. "Hvad er der med din lillesøster?" spurgte den brunhårede. "Hjerte problemer.." mumlede jeg, og kiggede ned. "Åh.." sagde den brunhårede stille, og satte sig ved siden af mig. "Hvad så med det ovre i skolen?" spurgte den lyshåret pludseligt. Jeg gav ham et koldt blik, der hurtigt forvandlede sig til et trist blik. "Jeg er deres mobbeoffer." mumlede jeg. De kiggede lidt på hinanden og nikkede så. "Du er god til at synge." sagde Krøltop. Jeg gennemsøgte hans øjne, med mine for at se om han løj. Det gjorde han ikke. Jeg nikkede genert og takkede ham. De kiggede alle tre på mig, som om jeg ville forsætte samtalen. Jeg krympede mig under deres blikke, men rettede mig hurtigt op da en læge kom ud. Han rømmede sig kort.

”Din lillesøster.” startede han.

Jeg krympede mig lidt, og fik roligt tåre i mine øjne. Smerten spiste mig op indefra. Hun var helt sikkert død.

”Din lillesøster ligger i koma.” sagde han, og vendte sig om for at gå.

”Vent!” råbte jeg, og fik vendt alle blikke mod mig.

Jeg krympede mig mere, og rømmede mig kort. Tårerne var begyndt at trille nede af mine, nok hvide, kinder.

”H-hvor lang tid vil hun ligge i koma?” stammede jeg lavt, og tørrede mine tårer væk.

”Det kan vi desværre ikke sige.” sagde han, og gik sin vej.

Min verden brød sammen. Hvordan skulle jeg leve uden hende? Johan ville nok lukke sig inde. De var, og er stadig, bedstevenner. Han ville aldrig kunne leve uden hende. Jeg sukkede lavt, og gik ind til hende. Uden min lillesøster ville jeg aldrig kunne klare den mobning. Både Johan og Jess var grunden til at jeg stadig klarede den mobning.

Jeg tog Jess' kolde hånd, og holdte den tæt ind til mig.

”Jess.. Jeg ved du kan høre mig. Jeg elsker dig. Og du skal ikke forsvinde nu. Din verden er knap begyndt. Du er kun to! Du skal ikke forlade Johan og jeg. Du er vores liv. Du holder os i gang!” sagde jeg lavt, og brød ud i tårer. Drengene var kommet ind til, og Liam havde lagt armene om mig.

”Hun skal nok klare det. Hun er sikkert en stærk pige.” forsikrede han mig.

Jeg kiggede trist op på ham. Jeg var ude af stand til at tale, så jeg rystede bare kort på hovedet. Hun var min lillesøster. Jeg var lige som hendes mor. Hun skulle ikke dø begrund af koma. Kunne de ikke bare ordne hendes hjerte? Jeg brød ud i tårer igen. Jeg trak mine ben op under min hage, og lagde mine arme rundt om mine ankler.

”Hun skal klare den.” mumlede jeg. Drengene nikkede bare til mig.

”Vil du ikke med os hjem?” spurgte Niall lavt.

”Så.. Så skal vi hente Johan først.” stammede jeg.

”Min lillebror.” forklarede jeg, da jeg så deres uforstående blikke.

De nikkede stille, og hjalp mig op og stå. Niall tog min hånd, og nærmest rev med ned til deres bil. Jeg rendte bare med, og mumlede uforstående ord. Harry kiggede uforstående på mig. Jeg rystede bare på hovedet af ham. Niall rev mig med ind i bilen, imens Liam og Harry bare grinede af ham. Jeg rystede roligt på hovedet af dem, og fortalte hvor Johans dagpleje var.

Deres chauffør var hurtigt derhenne, han havde nok kørt lidt for stærk. Jeg kravlede over Harry og Liam bare for at hoppe ud af døren. Jeg løb hurtigt ind og greb Johan. Jeg svingede ham rundt, og kyssede ham på kinden.

”Vi ses i morgen Ceci.” råbte jeg til dagplejeren, og vinkede farvel til de andre børn.

Jeg gik hurtigt ud til drengen, og Johan virkede meget asocial. Jeg vuggede ham roligt på mit skød, imens vi kørte hen mod drengens hjem. Jeg kunne se noget gik ham på, og jeg vidste det var dét med Jess. ”Hun klarer det. Bare rolig.” hviskede jeg ind i hans øre, og smilede stille til ham. Han smilede stille tilbage, og grinede lavt. Jeg begyndte at kilde ham, indtil han nærmest skreg.

”Du er en god søster.” kom det fra Liam.

Jeg smilede svagt til ham.

”De ser mig som deres mor, eftersom vores forældre aldrig er hjemme.” forklarede jeg, og smilede svagt.

Han nikkede stille, og åbnede døren da vi var kommet hen til huset. De løb hurtigt ind i huset, imens jeg bare tog Johans hånd og gik roligt derhen.

”Drenge! Vi har nogen med hjem.” råbte Niall.

To hoveder tittede frem henne fra deres stue. Jeg smilede svagt til dem, og kiggede ned på Johan da han udbrød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...